Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2609Visninger
AA

32. Dag 29 - En drøm

Dag 29.

Jeg har mange drømme. Jeg tror det er fordi jeg går i seng tidligt, og ellers sørger for at få al den søvn jeg har brug for. På den måde så glider jeg langsomt ud af søvnen og før vækkeuret egentlig ringer er jeg for det meste ret vågen.

Drømme er noget underligt noget, særligt for mig. Nogle gange har jeg drømme jeg slet ikke er en del af, ikke sådan rigtig. Istedet ser jeg det udefra, og det er underligt - for samtidig føler og tænker jeg det samme som personen jeg følger. Lidt ligesom når man læser en bog med personbunden 3. person fortæller. Man kender deres følelser og tanker, men ser dem stadig udefra. 

Andre gange er det drømme jeg både er en del af og har kontrol over. Så er det typisk noget med at flyve, eller hoppe meget højt. Jeg kan huske at jeg i en drøm hoppede over en stor port, der var bygget af store farvede sten - nærmest ligesom lego. Alt sammen uden helt at vide hvorfor.

 

Jeg har mange rare, spændende eller interessante drømme. De griber om mig og jeg klamrer mig til deres spinkle tråde af fantasi og mystik når bevistheden trækker i mig. Der er sjældent noget der gør en morgen så sur, som at skulle slippe den mest fantastiske drøm - blot for at tage afsted i morgenkulden og gå i skole.

Det er underligt. Mine drømme er så tydelige, de bliver hos mig længe efter jeg har forladt søvnen. Der er et par jeg husker tydeligt.

 

Jeg sidder i en bil, bange og panikslagen - fordi der er nogen efter mig. Det er en gammeldags bil, grøn, med rundede former, den slags man kun ser på biludstillingen eller i film. Der er fuld fart på og for at slippe fra mine forfølgere drejer jeg ind mellem en række træer for ikke at blive fundet. Jeg kan genkalde mig den vilde rusken i bilen og lettelsen da de ikke kan følge efter. Uden at jeg helt ved hvem de er. Efter noget tid går bilen ud - løbet tør for benzin velsagtens - og jeg forlader den.

Vejen derefter er meget lang. Jeg kan huske trætheden, ømheden i hele kroppen og at mine brune støvler er meget slidte. Der er faktisk hul til den ene tå. Vejret er varmt, solrigt og der er højt gyldent græs langs markvejen hvor jeg går.

Jeg kommer til en støvet gård hvor der vokser en masse solsikker, der holder to biler, også gamle. Luften er tør. Der er et gammelt ægtepar i den ene bil. Jeg banker på ruden, spørger dem om det er deres gård, men de svarer mig ikke. Jeg får øje på en lille familie med med tre børn og spørger dem til råds. Mine sko er helt slidt væk og jeg går på bare tæer. Græsset stikker i fodsålerne, mine fødder er møgbeskidte. Jeg spørger dem om hjælp - fordi jeg ved der er lang vej endnu. Den venlige husmor giver mig et par tøfler og en slåbrok i tykt brun stof. Solen skinner, den er alt for varm, men jeg tager den på alligevel.

Mens jeg fortsætter ud af markstien tænker jeg på solsikkerne. På et tidspunkt ser jeg ser en mælkebøtte i vejkanten og plukker den. Så fortsætter jeg videre og derefter.... vågner jeg.

 

Se, efter sådan en drøm, hvordan kan man andet end at spørge sig hvorfor? Hvordan? Og hvad så? Mens man drømmer er der ingen undren, nej, alt virker så selvfølgeligt. Men så vågner jeg og intet af det jeg gjorde, så, mærkede og tænkte giver mening mere. Alt jeg har tilbage af de der kunne være et livslangt eventyr - er spekulationer og tåger af noget der føltes så virkeligt... så håndgribeligt at det næsten gør ondt at vide at det ikke var det.

Varmen, støvet, de slidte sko... drømme er så underlige.

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...