Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2772Visninger
AA

28. Dag 25 - At bryde isen

Dag 25.

Jeg skriver om en masse alvorlige, seriøse ting og et par fjollede, skøre ting. Alt muligt. Men lige nu, er det tid til at skrive om noget fantastisk. Nemlig det at have nosser... eller du ved, handlekraft. Det er et sexistisk udtryk - men glem "political correctness" et øjeblik.

Jeg er et menneske, og som menneske der begår sig i nutidens verden - vil jeg opleve virkelig nederen ting. Det er lige så uundgåeligt som at blive våd når man går i bad. Men det er op til mig hvordan jeg vil reagere. Det betyder ikke at jeg har en eller andet værn mod at blive ked af det, eller at jeg bare kan sige 'nå' og være glad. Det betyder, at jeg kan rejse mig op og tage det som en mand. Vent hvad? Som en kvinde! Eller... du ved, en teenage-pige med massere af hormoner og alt det indebærer.

 

Man kan ikke vælge hvornår der sker en noget dårligt. Det jeg føler at jeg kan gøre, er at sætte en stolthed i at leve og opleve. Også de dårlige ting. I mange af mine forhold, venner, kærester, hulahop-kammerater, you name it - har jeg været den første til at komme på banen så at sige. 

Det er ikke fordi det at bryde isen ikke er så rædselsindgydende for mig, som det er for andre. Nej- slet ikke. Det er heller ikke fordi jeg ikke bagefter sidder og kommer i tanke om ting der havde været bedre at sige, eller gøre. Faktisk er det der med at tale med nye mennesker og skabe nye relationer en virkelig uhyggelig ting. Nogle gange glemmer man lidt at det er skræmmende. Det er lige før man tænker; 'rædselsvækkende? pssh! Jeg er bare så god med nye mennesker!' Og det er godt. Fordi det er en slags selvsikkerhed. Tror jeg.

Really, I have no idea what I'm talking about...

 

Min pointe er, at jeg forleden fik samlet nok mod til at invitere nogen på en date. Hvilket måske - måske ikke - kun lykkedes fordi jeg svor at jeg ville barbere begge mine øjenbryn af hvis jeg ikke gjorde det. Jeg kendte ikke personen så godt, men jeg havde et meget lille crush på ham. Anyways, så jeg har læst op på mine replikker og krydser isen.

Det viser sig at han har en kæreste. Ups - fuld bakgear. Haha, no kidding, sådan føles det. Men selvom jeg mentalt sparkede mig selv hjemad -

og desuden kom i tanke om 100 fede ting jeg kunne have sagt istedet for at panikke og prøve at få det til at virke som om jeg slet ikke inviterede ham på en date. Hvilket jeg gjorde... Såsom: 'Hey, okay. Du kan vel bare tage det som en kompliment' eller 'Hun er sikkert en heldig tøs'. 

- så er jeg rigtig glad nu. Fordi jeg tog mig sammen, spurgte og fik lov til at beholde mine øjenbryn. Det er nemlig sådan at jeg i noget tid har spekuleret over om det er en dårlig ting at tage det første skridt. Særligt som en ung usikker pige.

 

Jeg har spekuleret på hvorfor alle ikke er sådan, hvorfor folk ikke tager sig sammen og får spurgt den de godt kan lide, eller for gjort det de gerne har villet længe. Hvorfor det altid er mig der skal tage det første skridt. Og jeg har bebrejdet hele verden for ikke at tage sig sammen - når i virkeligheden... burde jeg bare være glad for at jeg kan. Tage mig sammen altså. Fordi det føles bare SÅ GODT at få det gjort! Det føles godt at sige hej til en du synes er cool, eller invitere en på en date, eller tage sig sammen til det første kys.

Så jeg vil blive ved med at gøre det!

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...