Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2823Visninger
AA

27. Dag 24 - Diagnoser

Dag 24.

Det er en underlig ting at forestille sig der er noget galt med en selv. Tanken om at der er noget indeni ens hoved der er i stykker - uden at man lægger mærke til det. Det er uhyggeligt. 

Meget tit bebrejder jeg teenage-hormoner. Jeg siger at jeg er meget i kontakt med mine følelser. Jeg oplever bare alt meget stærkt. Jeg har bare ikke lyst til at undertrykke mine følelser. Der er så mange måder at forklare det på. Men hvad hvis det er forkert?

 

Det er ikke noget jeg har tænkt over før. Forklaringerne har været tilstrækkelige. For mig gav det mening - og det virkede naturligt. Der var intet usædvaneligt i at rende rundt og være hovedløst glad, for derefter at bryde ud i tårer og hjerteskærende gråd det næste øjeblik. Det vil sige, jeg vidste godt andre ikke lod til at have det sådan. Men det var sådan det var at være mig.

Jeg talte med Vinkelen. Det gør jeg ind imellem. Han fortalte mig at det var noget han havde vænnet sig til. At nogengange ville jeg bryde helt sammen og stortude så man skulle tro jeg ville løbe tør for snot og tårer - Alt imens jeg febrilsk forsikrede folk om at jeg var lykkelig, at jeg nok skulle holde op med at græde, at det var okay. Jeg er jo også lykkelig, det er jeg altid - det har jeg skrevet om.

Men her forleden sad jeg i bilen og min mor blev meget ked af det og græd rigtig meget. Jeg så på hende, sådan rigtig. Hendes sølvfarvede fehår og tårerne i de trætte gråblå øjne. Ingen kan lide at se deres mor græde. Jeg tænkte på alle de byrder hun bærer og alt det pres hun oplever. Min lillebrors fødselsdag, kæmpestor brunch, hårdt arbejde og mørk vintertid. Oveni alt det var en fra familien kommet til skade, ikke mor, far eller lillebror - eller mig. Men en som hun har kendt længe og som vi alle elsker. Så selvfølgelig havde hun grund til at græde. Men alligevel kiggede jeg på hende og tænkte 'er det min fremtid?'.

 

Ser du hun bliver så ked af det. Så siger hun ting som: 'en dag går jeg ud for at købe cigaretter... også er jeg bare væk. Så behøver I ikke bekymre jer om mig mere'. Så bliver jeg også ked af det. Jeg har ikke lyst til at undvære min mor - heller ikke når jeg er gammel. Faktisk vil jeg hellere have at hun råber, skriger, græder og gør livet surt for os alle sammen. Bare hun er her.

Det er vinterdepression, siger hun. Alzheimers, siger hun. Som om det er en perfekt grund til hvorfor hun ikke burde være hos dem der elsker hende. Men sådan har jeg ikke lyst til at være. Jeg har ikke lyst til at tro at der er sygdomme og lidelser der er skyld i den måde jeg er på. At fordi jeg er på den måde, ville folk have det meget bedre hvis de var fri for mig. 

Jeg kan godt lide mine forklaringer - og selvom jeg nogengange føler mine store mærkelige, grimme og smukke følelser er til ulejlighed - har jeg tænkt mig at blive ved med at føle det! Nu pakker jeg diagnosebøgerne ned og dropper tvivlen.

 

For ved du hvad? Det føles godt at føle! Ja! Og selv når jeg græder snot og har det som om verden er et ondt, utilgivende sted - er jeg lykkelig. Fordi jeg har dem der elsker mig i ryggen. Det er ikke noget jeg har tænkt mig at lave om på. Det er ikke noget nogen burde lave om på.

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...