Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2577Visninger
AA

25. Dag 22c - 7.479.439.193 mennesker.

Dag 22c.

Sidste vigtige ting at skrive for i dag. Men det føles også meget vigtigt. Jeg tænker meget på mennesker - når jeg altså ikke lige spekulerer på hvorfor de gule stænger i bussen er buede i toppen, eller om man egentlig ikke burde kunne gå fra en matematiktime når man ved man ikke har tænkt sig at lave noget.

Der er rigtig mange mennesker i verden. Ifølge worldometers er der lige nu 7.479.436.222 mennesker, men tallet vokser hele tiden. Og nu er der 300 flere. Bare sådan. Det er ret vanvittigt at tænke på, og hvordan tæller de det overhovedet?

Jeg tænker på de mennesker der er i verden og på hvor mange af dem der oplever noget slemt. Lige her og nu. Det er en af de der grimme virkeligheder menneskehjerter faktisk slet ikke kan klare. Vi har brug for at glemme det hele tiden, at der er mord, voldtægt, dødelige sygdomme, psykiske sygdomme... faktisk kunne jeg fylde hele bøger med alle de former for lidelse der er i verden lige her og nu - og jeg ville sikkert ikke have fået dem alle med.

 

Jeg er opdraget til at tro på en eller anden ultimativ retfærdighed i universet. At selvom der er en lille dreng der sulter ihjel og næsten ikke kan trække vejret - kan han alligevel kigge op og blive lidt glad når solen står op. Sådan er min verden nødt til at være, ellers ville det være ubærligt. 

I dag, efter jeg havde læst en bog om en alkoholiker, spurgte jeg min mor om det virkelig var sådan. Om der var nogen der bare oplevede en masse møg, så fik en gang tæv af verden og derefter mere møg. Alt sammen uden nogensinde at have pusterum.

Hun sagde at sådan kunne det ikke være. At der altid var glæde i et eller andet.
Jeg spurgte, hvis det ikke kan være sådan - hvorfor er det så sådan i min bog?
Og hun svarede; sådan er det sikkert heller ikke i din bog. Du har nok bare overset det gode da det var der.

Mennesker er ret fantastiske. De kan sige ting der bare bliver ved med at sidde i ens hoved. Jeg kan stadig huske min fysiklærer i folkeskolen, der sagde, at man først virkelig lærer noget, når man tænker på det, selv når man ikke skal.

 

Måske er det fordi jeg synes mennesker er så fantastiske, at det er som om en knusende vægt over mig når jeg mindes om de grimme virkeligheder. Der er forfærdelige mennesker, mennesker så grumme og ubehagelige at de kunne voldtage et barn eller myrde en gravid kvinde. Der findes mennesker der er gode og rare, men som alligevel rammes af en forfærdelig sygdom eller dør i et uheld. Der er så meget der virker uretfærdigt at det er helt utåleligt... at man kan blive helt syg...

Derfor vælger jeg at tro på en ultimativ retfærdighed, om ikke andet så gennem flere liv. Hvis en morder går ustraffet i alderdomsdøden, så lever vedkommende sit næste liv som offer. Retfærdighed. Sådan. Det er ikke en tro nogen kan tage fra mig - for ligesom folk har brug for at glemme, har jeg brug for at tro på at det her er sandt - der er nødt til at være sandt, hvis jeg skal kunne klare at huske... og jeg er nødt til at huske.

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...