Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2759Visninger
AA

20. Dag 19 - Min metafor

Dag 19.

Jeg elsker metaforer. Det giver sproget en mangfoldighed af krydrede og søde smage, det gør læsningen og skrivningen frisk som de sprudlende vandmasser i en bjergkilde.

Nogle gange bruger jeg også metaforer til at beskrive noget der er svært at forklare. Det gør ikke bare ondt i maven, nej, det føles som om en en flydt cement-mixer har parkeret sin fulde vægt på min mave. Jeg er ikke bare glad, jeg er rundtosse-lykkelig med krymmel på, eller indvendigt-eksploderende af glæde. Du fryser ikke bare, nej man skulle tro du var en cocktail-shaker med for mange isterninger.

Jeg elsker metaforer...

 

Jeg snublede og faldt over en metafor for noget tid siden. En meget fin, smuk metafor. Men den er lidt kringlet. Livet er et hav, et fantastisk uendeligt hav der changerer i alle tænkelige farver og lidt til. Istedet for at være salt er havet sødt, krydret og blødt.

Vi sejler alle sammen, på skibe i havet. Nogle har tømmerflåder, andre har store prægtige sejlskibe. Nogle har selv bygget deres både, andre har arvet dem. Men alle sejler, mod noget vi ikke ved hvad er. 

Nogle skibe er tøjret sammen med reb eller kæder og andre sejler så tæt at de har en gangbro imellem sig. Så hopper de sejlende mennesker over hos hinanden 'goddag, goddag' og så opdager de hvordan det er at være på den andens skib.

 

Jeg har også et skib eller en båd. Den er tøjret til andre skibe og har en enkelt gangbro eller to, der er lidt usikre. Den lægger lavt i vandet. Jeg er nemlig ikke en særlig god sejler. Hvor alle andre står på dækket og nyder de sjældne, smukke skumsprøjt fra livshavet, er jeg hoppet ned med en spand og er begyndt at hælde vand indebors.

Der er så meget vand at dækket ligner havet på mit skib. Nogle af skibene der er tøjret til mit, slipper deres fortøjninger og sejler væk fra mig. De vil ikke synke med mit skib. Andre kigger til, tænker at jeg nok er vanvittig, for det er da ikke sådan man sejler sit skib.

Men jeg vil blive ved, og det kan godt være jeg synker, men det tror jeg ikke... Ellers må jeg bare bygge en ubåd...

 

Jeg er ikke sikker på jeg selv forstår min metafor. Men jeg kan godt lide den. Den er meget pæn og den giver mig et sjovt billede i mit hoved. Mennesker på så mange forskellige skibe, på det smukke hav.

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...