Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2575Visninger
AA

19. Dag 18 - Bittesmå sekunder

Dag 18.

Den verden jeg er en del af er meget smuk, meget levende. Alt er så fuld af duft, farve og bevægelse at det er helt forrykt. Der er så meget hele tiden at meget af det bare bliver glemt, og man bemærker kun øjeblikke. Bittesmå sekunder, når man fanges af lyset gennem et træs bleggrønne blade eller duften fra blyanterne i ens penalhus.

Jeg synes det er lidt ligesom at vågne, på en måde. Alle ens ideer om hvad man skal lave, hvad der skal huskes og så videre så videre - det bliver nærmest visket ud. I et øjeblik, er jeg fikseret. Hele min eksistens går ud på at fokusere på det jeg ser, se hver farve, hver detalje, mærke fornemmelsen af vinden og dufte den tunge duft af blade der er ved at blive muld.

Alle mine sanser arbejder, jeg er vågen, jeg er levende og mit eneste mål er at bevare det, gøre det en del af mig. Som om jeg kan absorbere det, skønheden, livet. Lave et udødeligt, usletteligt aftryk af det hele i min sjæl.

 

Det lykkes nogen gange. Sådan at jeg selv i dag kan lukke øjnene også være der, i det øjeblik.

Jeg kan høre den blide lyd fra fuglefløjt blandes med mit åndedrag, jeg kan se spisebordet dækket med det flakkende lys der går gennem birketræets blade udenfor vinduet.

Der er brummen fra en busmotor, jeg mærker nærmest suset og vibrationerne i kroppen. Det lette ryk når man parkerer. Jeg ser de blødt buede gule pæle og gulvet i bussen, gjort vådt og beskidt af sneen på støvler. Det glimrer vildere end den smukkeste diamant i solen. Jeg har ikke set ret mange busser der har gulve med glimmer...

 

Men nogen gange mislykkes det. Mindet om det bliver som et billede der passerer forbi for hurtigt til at man ser det, en fanfare der spiller lige udenfor hørevide.

Nogle gange har jeg det som om jeg er den eneste der vågner. Som om alle andre går rundt i en bleg døs, uden at se eller mærke noget sådan rigtig. Som om jeg er den eneste hvor alt pludselig glider fra mig, fordi jeg gribes af synet af trafiklys spejlet i regnvåde gader. Som om jeg er den eneste der har et behov for at stoppe og hæfte mig ved de bittesmå sekunder.

Men det kan jo ikke passe...

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...