Mit navn er Sol

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 27 apr. 2017
  • Status: Igang
Føler du for at læse om hvordan det rabler for en 17-årig pige?

6Likes
0Kommentarer
2763Visninger
AA

18. Dag 17 - Overvældet

Dag 17.

Den 14. december 2016, var jeg i et trafikuheld. Jeg kom kørende med en munter sang på læberne, da en bil svingede ud foran mig og jeg kørte hårdt ind i siden på den. Min første tanke var; åh nej, jeg har helt sikkert lavet en bule i bilen.

En enormt poetisk og storslået tanke at have i det kritiske øjeblik, det ved jeg. Men det var som om jeg ikke rigtig registerede det der var sket. Jeg vågnede op på jorden, omtåget. Men synet og følelsen af at ligge på sten er ikke fremmed for mig. Jeg havde det jo fint! og jeg skulle ind og se mine venner. Så jeg kom på benene.

 

Jeg vågner op på jorden. Egentlig ved jeg ikke om jeg faktisk vågnede og rejste mig op før jeg faldt igen... eller om det i virkeligheden var en drøm. Men jeg var bange. Folk var stimlet til omkring mig og arme holdt om mig bagfra, holdt mig fast. Ingen ansigter, jeg så dem ikke... eller ville ikke se dem.

En hånd med en vielsesring hvilede på mit knæ. Det lyder som noget ud af en eller anden drama novelle, men jeg bed mærke i det alligevel. Kunne ikke få luft på grund af hjelmen, folk ville ikke lade mig tage den af, så jeg måtte slide voldsomt for at få den af hovedet.

 

Med hjelmen bliver min grå halsedisse også taget af. Jeg knuger den i hænderne, græder utrøsteligt, rystet. Der er en der kalder mit navn, en af mine klassekammerater, der ser mig sådan. På jorden, halvkvalt, grådkvalt, rystet og bange. Det er en meget sårbar position at være i.

Min gråd bliver værre, jeg presser min halsedisse mod ansigtet og det glæder mig så inderligt at mine briller tåger. Med tågen for øjnene ser jeg intet. Der er tryghed i ikke at se de mennesker der omgiver mig. Uden at se dem har jeg intet ansvar for at reagere, behøver ikke gøre noget.

 

Redderne fra ambulancen kommer og henter mig. Jeg kan huske at jeg hele tiden tænkte at det var for meget, at det ikke var så slemt. Man behøvede ikke ringe 112. Man behøvede ikke holde mig fast. Man behøvede ikke at kigge.

Men ambulancen er tryg. Isoleret fra verden. Det kan jeg godt lide. Jeg falder til ro, men græder og kan ikke finde ordene da jeg skal tale med min mor - fortælle hende hvad der er sket. Jeg føler mig skyldig fordi jeg ved hun vil blive bange og påvirket.

 

Langsomt kommer jeg tilbage i mig selv. Det virker underligt at sige det sådan, men det er det der sker. Fra at være et grædende vrag kommer der dele af mig tilbage mens jeg bliver undersøgt i ambulancen.

Min dårlige humor, da jeg joker med politimanden om at være storkrimminel færdselsforbryder der smadrer ind i siden på biler hele tiden. Min ærlighed, da jeg fortæller at min knallert kan køre meget hurtigere end den må, men at jeg ikke kørte mere end 30 denne gang, fordi den var ved at varme op. Min ro, min tryghed, da min mor kommer ind i ambulancen og jeg kan mærke hendes arme omkring mig.

 

Det var uhyggeligt at være i et trafikuheld. Samtidig er der en del af mig der ikke tænker det er noget stort. Men det er det, ellers ville jeg ikke tale om det så meget og jeg ville ikke skrive det her nu...

 

Mit navn er Sol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...