Række hånden frem

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 okt. 2016
  • Opdateret: 2 okt. 2016
  • Status: Færdig
En kort Novelle og hænder -skoleopgave fra 15/16

0Likes
0Kommentarer
23Visninger
AA

1. Række hånden frem

Når jeg kiggede tilbage til hvad der var sket det sidste år, blev jeg helt omtumlet, jeg kunne ikke klare, at tænke på alle de ting der var sket. Det var forfærdeligt og der var sket nok, til at det kunne havde været i flere liv, men nej det skulle alt sammen falde på mig.

Jeg kunne ikke det her mere, der var sket for meget, der skete for meget.

Hvorfor. Hvorfor lige mig. Hvorfor skulle det lige ske for mig. Af alle menneske Hvorfor. Hvorfor Mig.

-Slap af. Slap af. Slap af. Det nytter ikke noget det der, det hjælper dem ikke. Stemmen var svag. Jeg kunne ikke lige komme i tanke om, hvem stemmen tilhørte og hvorfor stemme ville have mig til at slappe af. Jeg forsøgte at huske, hvad jeg var i gang med men kom kun frem til at alt på et tidspunkt blev sort, jeg kunne ikke komme frem til noget af det der var sket før.

Personen der sagde det eller måske en anden person tog fat i mine fingre der var knuget hårdt sammen om bladet og forsøgte at løsne dem, men gav op efter lidt tid.

-Det nytter ikke noget at gøre det, vis du ikke stopper med det for din egen skyld så stop idet mindste for min skyld.

Jeg forsøgte at ryste på hovedet men kunne ikke rigtigt bevæge det, men jeg bemærkede at jeg sad på noget koldt. Fliser måske? Jeg sad også op af noget, noget der også var hårdt og koldt. Fliser? Igen? Men hvor i huset havde vi både fliser som væg og som gulv? Badeværelset! Selvfølgelig men hvad lavede jeg der?

Bang! Alt kom tilbage nu hvorfor jeg sad på gulvet i badeværelset, hvem stemmen var, hvad den ville havde mig til og hvorfor.

-Det nytter ikke noget at gøre det, vis du ikke stopper med det for din egen skyld så stop idet mindste for min skyld. Gentog Han

men hvorfor skulle jeg gøre noget for Hans skyld? Så i stedet for at lytte til hvad han sagde, pressede jeg bare hårde med bladet.

-Så for deres skyld da, vis du ikke vil for min. Selvom jeg godt forstår hvorfor. Han hviskede det sidste så jeg tror ikke det var meningen at jeg skulle høre det.

Men han have ret jeg ville ikke gøre noget for ham, men for dem? Det kunne vist diskuteres. Men stadig væk, det var jo ikke sikkert at de var væk var det? eller jo måske.

Jeg havde ubevidst slappet af, så han løsnede mine fingre, på trods af at da jeg opdagede hvad han havde gang i, strammede grebet igen, men det var for sent og han løsnede fingre fra bladet.

 Jeg åbnede langsomt mine øjne og så ham stå foroverbøjet over mig, med et bekymret blik i øjnene som jeg ikke havde set før, men mange gange efter, han var bekymret for mig! For første gang i mit liv var der rent faktisk en der bekymrede sig for mig og ville mig det godt.

-Hjælp.  Jeg hviskede det så stille at jeg næsten ikke selv kunne høre det, men han hørte mig.

Han rakte hånden frem.

-Kom.

 

Den gang vidste jeg ikke hvad jeg gok ind til, jeg ved det stadig ikke for han vil ikke fortælle mig det, men det er for min egen skyld at han ikke siger det og det acceptere jeg, selv om jeg er nysgerrig, men jeg ved at han altid vil beskytte mig. Mod alt og alle også mig selv vis det bliver nødvendigt igen, det har han bevist.

Leonora, 10.01.1816

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...