Blackout

Det brændte hidsigt om mine håndled og jeg tvang skrigene tilbage. Han tvang min hænder ligeud. Jeg kæmpede imod, men alle kræfter var forsvundet. Han sagde noget, men det var svært at høre. En masse glimtlyde og støj som fra en radio var lige ud for mine ører. Så blev mit hoved presset tilbage af en kraft jeg ikke kunne se. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og gav slip på et skrig. Så blev alt sort... Historien om en pige og hvordan en hemmelighed selv ikke hun vidste hun bar rundt på, pludselig vågner op til dåd og vender alt på hovedet.

0Likes
0Kommentarer
70Visninger
AA

7. Kapitel 6

~~Jeg tog hans hånd, men i det samme stod jeg ikke i skoven mere. Eller jeg tror i hvert fald ikke at jeg var i skoven mere. For i stedet så jeg en masse billeder og blev pludselig suget ind i en af dem. Jeg stod ved siden af drengen, men han var mindre og vi befandt os i et hyggeligt lille hus. Jeg vidste af en eller anden grund at dette var hans hjem, men drengen følte sig alligevel sorg. Jeg så hans minder! Jeg kunnen føle hvad han følte. Det virkede ikke mærkeligt selvom det VAR mærkeligt! Det var MEGA mærkeligt!                                                  
Jeg fokuserede på drengen og kunne mærke at det ikke var sorg på den måde han følte. Det var mere som om han var sorgmodig.  Jeg kiggede frem og lagde min hånd for munden for ikke at gispe. Foran ham lå 3 personer med gammeldags tøj. En kvinde, en mand og et lille barn. Alle med hvidt hår. Kvinden havde langt hår og det lå som en vifter over hendes skulder. Hun lå på siden og håret skjulte hendes ansigt.
Et minder, der umulig kunne være mit eget, dukkede op. Kvinden med kastanjebrunt hår smilede sorgmodigt til mig og førte en ske med varm suppe op til min mund. Jeg kiggede ned og så mine ben viklet ind i et gammelt uldtæppe. Jeg vidste at det var drengen der havde oplevet dette og af samme grund vidste jeg også at drengen var lam fra hoften og ned. Han hadet at være lam. Kvinden var hans mor, Abigal.
Jeg kom tilbage til de 3 skikkelser og så på manden. Han lå på ryggen og havde hvidt kort hår. Hans ansigt havde tydelige tegn på at han havde levet et hårdt liv med mange år på marken. Endnu et minde og jeg så manden sidde ved drengens fødder, massere dem. Han havde gjort det hver dag, siden ulykken. Men alligevel nærede drengen et stort had til ham. Manden kiggede op på drengen med skyldige øjne. Han var hans far, Michael.
Så røg jeg igen tilbage og så endnu engang på de 3 skikkelser. Jeg følte mig syg af de mange informationer. Jeg følte de følelser drengen havde følt i minderne. Det gjorde ondt i mit hoved og jeg havde ikke lyst til at se mere. Men af en eller anden grund vidste jeg at jeg var nødt til det.
Jeg så fremad igen og så det smukke lille barn lægge på gulvet. Hun var vel kun 9, men hendes døde øjne vidste mere sorg end noget andet barn. Jeg fløj ind i et minde og barnet forsvandt.     
        I stedet så jeg en 10-årig dreng løbe mod mig med en kniv hævet. Jeg skreg og løftede automatisk jeg mine arme, men han løb lige igennem mig. Det var ikke som på gangen med ”Jeg”, men i stedet blev jeg bare til en tåge, som sand der falder igennem vand. Jeg vendte mig og så at drengen løb mod en pige. Sikkert pigen fra før. Hun kiggede ikke skræmt på ham, ikke engang overrasket. Bare en masse sorg. Hun sparkede udtryksløst ud efter drengens arm og han tog sig til den, derved at han tabte kniven. Hun tog fat i drengen, låste ham fast ved at krydse hans arme over hinanden og holde dem fast på drengens skuldre. Hun fik sat sig ned med den kæmpende dreng.
Selvom hun stadig var lille, var hun stærk og det så ud som om hun havde prøvet det før. Hun trak et par blade op af sin slidte kjole og tvang drengens mund op. Derved proppede hun dem ned i hans mund og fik ham til at tygge på dem. Hun begyndte at nynne, men det virkede ikke som om drengen ændrede adfærd. Men så lagde jeg mærke til at drengen ikke kæmpede så meget imod længere. Det virkede mere som om han prøvede at gøre det behageligt for ham at ligge med armene krydset. Han begyndte at bliver mere rolig og snart sad han med et lille smil om munden og øjnene halvt lukkede.
Pigen virkede stadig sorgmodig og jeg fik en masse informationer om pigen og den nu sovende dreng kastet i hovedet. De var bror og søster, dog havde pigen, som hed Heather, det som om hun var hans forældre, hans ven og ikke mindst hans beskytter. Hun beskytter ham fra verdenen, fra grinende og hånende landsbybeboer. Drengen havde haft en sygdom som baby og siden havde han været hjerneskadet. Han kunne nogle gange ikke skelne virkelighed fra drøm og genkendte normalt ikke sin søster eller sin familie. Drengen fra mine blackouts var ikke lige så tæt som søsteren, men når drengene var indenfor var det som regel ham der lærte ham fx at tænde bål eller hvordan man vaskede tøj. Men det var begrænset hvad han kunne lære ham, når nu han var lam fra hoften og ned.
Jeg kiggede stadig på pigen med drengen i armene og langsom kiggede hun op. Jeg blev forskrækket da hun kiggede mig i øjnene. Hun så bange ud, ikke som før hvor hendes ansigt havde været rolig og fuldt med kærlighed. Hun åbnede munden og stak i et højt skrig. Det var hjerteskærende Jeg vendte mig om, men der stod ingen. Da jeg kiggede fremad igen, var pigen væk. Jeg var tilbage i rummet med drengen og hans familie. Men jeg forstod ikke hvem var drengen i Heathers arme. Jeg gik tilbage til drengen som var frosset og lagde en hånd på hans skulder. Det virkede som om jeg havde prøvet det før, som et instrument man ikke har spillet på i flere år, men når man først får det i hånden kommer al erfaringen tilbage. Jeg så indad og stillede spørgsmålet: Hvem er drengen?

 


Mørke. Lys. Et væld af ansigter. Lys igen. Det føltes som at vær havnet i et kaos. Billeder, minder, personer dukkede op og forsvandt i løbet af 2 sekunder. Jeg fik igen ondt i hovedet og prøvede at fokusere på drengen og mit spørgsmål. Så føltes det som om at jeg var en fugl, der prøvede at flyve imod en tsunami. Håbløst og dumt. Min krop ændrede taktik og i stedet for at kæmpe imod, lod jeg tsunamien flyve mig hvor hen den ville. Jeg skulle ikke selv finde det, tsunamien ville finde det for mig.
Jeg lod mig svæve og landede på en lille græsplet. I midten var en sten. Jeg gik hen og så at på stenen stod der:
Her hviler Taylor Widen. Elsket af familie. 19.3. 1398 - 18.3. 1413.
Så drengen med kniven hed altså Taylor og han var kun 14 da han døde. ”Elsket af familie” det var han da, set ud fra de få minder jeg havde nået at se. Hans søster, bror og forældre elskede ham højt. Meget højt, selvom han var hjerneskadet. Dog var det altid med sorgmod i blikket. De var kede af ikke at kunne vise sin venner eller bare generelt landsbybeboerne hvor fantastiske deres søn og bror. Måske var han ikke normal, men han var rar, betænksom. Måske kunne han finde på at være voldelig nogle få gange, men det var hvis han havde et af sine anfald og det var kun hvis det var et meget slemt anfald. Drengen var sød som sukker. Han havde hjulpet en døende fugleunge da han var 12. Godt nok overlevede den ikke, men Taylor brugte dag og nat på at varme og passe den lille fugl. Han begravede den med en lilla blomst og holdte tale ved dens begravelse. Hans evne for at snakke var svag, men han mumlede sig gennem den lille tale med tårerene strømmende ned af kinderne.
Så lagde jeg mærke til det jeg oplevede, så og følte. Det var overraskende. Jeg havde det som om jeg kendte drengen personligt og jeg kiggede overrasket indad. Jeg følte flere følelser for ham. Det var som hvis han var min egen bror eller familie.
 Jeg kiggede på gravstenen, og hoppede lidt af forskrækkelse, da jeg så at den lille dreng fra før stod og lod sin håndryg glide kærligt over gravstenens side. Han smilede. Kærligt til stenen. Så kiggede han op og smilet falmede. Han slap gravstenen og tog et skridt for at fjerne den lille meter mellem os. Han kiggede mig direkte ind i øjnene og skulle lige til at sige noget. Men så røg jeg tilbage til huset med de 3 skikkelser. Jeg snublede og faldt på halen. Mine øjne ledte efter drengen, men han var væk. Jeg satte mig op og kiggede på de 3 skikkelser. Information kom til mig igen og jeg nåede lige at spytte et ord ud inden jeg blev ramt af dem.

STOP!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...