Blackout

Det brændte hidsigt om mine håndled og jeg tvang skrigene tilbage. Han tvang min hænder ligeud. Jeg kæmpede imod, men alle kræfter var forsvundet. Han sagde noget, men det var svært at høre. En masse glimtlyde og støj som fra en radio var lige ud for mine ører. Så blev mit hoved presset tilbage af en kraft jeg ikke kunne se. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og gav slip på et skrig. Så blev alt sort... Historien om en pige og hvordan en hemmelighed selv ikke hun vidste hun bar rundt på, pludselig vågner op til dåd og vender alt på hovedet.

0Likes
0Kommentarer
79Visninger
AA

6. Kapitel 5

~~Hans løbende skridt gav genlyd i gangen. Han kiggede skræmt bagud og løb en smule hurtigere da han så at vi var lige bag ham. Inden i “Jegs” hoved skreg jeg på at hun skulle stoppe.
Jeg havde opdaget at jeg intet kunne styre. Jeg kunne ikke styre mine ben eller arme, end ikke mit hoved. Det eneste jeg kunne, var at kigge med. Det var mine egne øjne, men jeg kunne ikke styre hvad de skulle se. Jeg kunne mærke luften ryge ind og ud af mine lunger. Jeg kunne mærke adrenalinen fylde i mine årer. Pistolen lå ubehageligt godt i min hånd…
Eller det var jo min fortids jegs hånd.
Jeg synes stadig det var forvirrende. For det var jo min hånd, men ikke min hånd alligevel... Altså det var jo min fortids jegs hånd, men jeg var forbundet med min fortids jegs krop. Så det var jo på en måde jo også min krop… eller hånd…
Alting virkede umuligt og forvirrende. ”Jeg” løb langsomt, men var dog kun et par meter fra min engelsklærer. Det var ikke fordi hun ikke kunne løbe hurtigt, hun ville trække pinen ud. Lade ham tro han havde en chance for at slippe væk.
»Ingen steder at gemme sig«
Tanken poppede op i mit hoved og jeg blev rystet over hvor meget glæde der lå bag de få ord.
Min engelskærer var løbet ind i et af klasseværelserne. Han låste hurtigt døren. ”Jeg” gik over i langsomt gang og trak pistolen frem igen. Vi stod foran døren, og gennem glasset kunne jeg se min lærers hår trykket mod ruden. Han stod lige op af døren. Det samme havde ”Jeg” opdaget og affyrede 3 skud i brysthøjde.
Til at starte med var der ingen ændring, men et par sekunder efter forsvandt hårtoppen og gled ned ad døren. Så hørte jeg bumpet og vidste han var blevet ramt.
”Jeg” åbnede magasinet og smed det på gulvet. Så tog hun en andet frem og skubbede det på plads. Det hele virkede så rutineret. Men jeg havde aldrig før haft noget at gøre med en pistol eller bare generelt skydevåben at gøre! Hvordan kunne det her være muligt! Hvordan kunne det være virkeligt! 
Mine klassekammeraters skrig og løben virkede som det eneste jeg så og hørte i lang tid. Hver gang de skreg til mig for at stoppe, kunne jeg mærke hvordan jeg efterhånden blev mere og mere kold. Jeg kunne ikke mærke andet end smerte og da jeg så mine brors krop falde sammen, var der intet. Den sidste rest af mine tårer forsvandt.
Gangen havde mørkerøde pletter over alt. Flere skikkelser lå på gulvet. Skikkelser som havde været mine klassekammerater. Mit hjerte blødte og den tomme fornemmelse blev forvandlet til den værst smerte, da jeg pludselig kunne bevæge mig igen. Jeg opdagede at jeg ikke længere var ”koblet” til ”Jeg”.
Jeg faldt på knæ og skreg højt. Jeg faldt grædende ned på siden og et kort sekund blev smerten større. Mit skrig steg og til sidst blev det nærmere et hyl.
Jeg kunne intet se, intet føle. Alt og intet blev blandet sammen og pludselig befandt jeg mig igen i hospitalsengen. Denne gang var der ingen stropper. Intet til at holde mig tilbage. Mine skrig dæmpede sig og jeg trak skælvende vejret igen. Jeg satte mig på knæ, men havde stadig mine hænder knyttet. Jeg åbnede dem stille. Inden i var et stykke papir som havde været krøllet sammen flere gange. Jeg foldede den ud og et lille klynk undslap min mund, da jeg genkendte tegningen.
Det var en tegning jeg havde tegnet flere dag før. Den forestillede mig selv stående i en gang, Jeg havde ryggen til. Gangen var mørkerød. Der lå flere sorte skikkelser på gulvet. Men jeg kunne ikke huske at have tegnet drengen fra mine blackouts på. Han havde ikke ryggen til, men kiggede i stedet for på mig. Han havde den ene hånd på skulderen af mig på tegningen. Han kiggede alvorligt på mig. Jeg kunne stadig kun se hans øjne og intet andet.
Jeg kiggede op og så rundt. Rummet var det samme som hospitalsrummet bare uden døre og vinduer.  Murerne var grå, men ellers var der kun hospitalssengen i rummet. Ingen andre møbler.
Pludselig voksede en lille plet sig større på væggen overfor. Den voksede og var til sidst lige så stor som en dør. Så var det som en fod trådte igennem og –BANG- så stod drengen fra mine blackouts der…
Eller jeg troede i hvert fald at det var ham. Han var stadig i den mørke kåbe med de sorte bånd. Men denne gang var hans hætte nede og jeg kunne se hans ansigt.
Hans øjne var denne gang dybblå. Hans hår var stadig det samme. Mørkegrøn og gik lige over ørerne. Det så komisk ud… Eller det så bare komisk ud i forhold til hans kåbe. Ikke at jeg grinede.
Hans ansigt var faktisk meget pænt, han havde lange øjenvipper, mærkante kæber og hans læber var drengede, hvis man kan sige det sådan. Den virkede mærkeligt til det alvorlige ansigt. Det virkede som om de kunne kruses i et sødt smil, hvornår det skulle være.
Han kiggede på mig. Stirrede ikke, kiggede bare nysgerrigt på mig. Som var jeg en gåde han ikke kunne løse. Vi sagde ikke noget til hinanden. Kiggede bare, prøvede at løse gåden den anden lå inde med.
»Hej« sagde han efter lidt. Jeg forsatte bare med at kigge på ham. Vidste ikke om jeg skulle være vred eller nysgerrig om hvem han var. Lidt begge dele.
Jeg svarede ikke. Stilheden fortsatte. Han lagde hoved på skrå og kneb øjnene sammen. Han prøvede stadig at gætte gåden eller hvad?
 Så var det som om djævlen farede i mig og jeg for op at stå på sengen. Jeg hev luften ned i mine lunger. Af en eller anden grund bankede mit hjerte afsted og jeg hev efter vejret. Selvom jeg kun var højere end ham, følte jeg mig mere magtfuld, stærkere. Han kiggede op på mig med et koncentreret blik.
Så blinkede jeg.
En mærkelig lyd, som en gnist der blev tændt og så stod han foran mig. På sengen. I et kort sekund hørte jeg kun min gispende vejrtrækning, som om verden var blevet sat på lydløs, så ramte luftbølgen og slynget mig væk. Jeg ramte ikke muren bag mig, men røg igennem den. Det var som om muren, bag sengen, var væk og alt uden for værelset var intet, kun mørke. 
Luftbølgen var kommet så pludselig og jeg snurrede rundt om mig selv flere gange, kunne ikke kontrollere min krop. Op og ned, til højre og venstre. Til sidst samlede jeg mig til en kugle, for ikke at føle mig så sårbar. Jeg blev ved med at snurre rundt og kunne ikke stoppe. Jeg klemte øjnene i og igen hørte jeg den mærkelige gnist-lyd.
Da det ikke længere føltes som om jeg snurrede rundt længere, jeg åbnede øjnene. Jeg lå igen på hospitalssengen. Drengen stod foran mig. Jeg blinkede og hørte gnistlyden. Så sad jeg kanten af sengen i stedet. Drengen sad ved siden ad mig. Han kiggede ligeud. Jeg kiggede på ham i et stykke tid. Hans grønne hår virkede mørkere nu og hans øjne var gule… eller sådan så de i hvert fald ud.
Han vendte hovedet mod mig og kiggede mig i øjnene. »Stopper du?« spurgte han. Hans stemme var ikke mere end en hvisken, men alligevel virkede det som om han sagt det helt normalt.
Jeg vidste ikke hvad han snakkede om, men nikkede alligevel og han slappede af i skuldrene. Så lod han falde baglæns ned i sengen. Han virkede overhovedet ikke skræmmende nu og jeg lagde mærke til at han ikke havde den sorte kåbe på mere. I stedet var et par løse bukser som sad stramt om livet og ved anklerne.
Sådan en som Aladdin har på.
Jeg kylede tanken ud af hovedet. Han lignede ikke en Aladdin! Han lignede det helt modsatte… Eller nej, måske… Jeg vidste faktisk ikke hvad han lignede. Han virkede normal lige nu, men jeg vidste at det var han overhovedet ikke lige.
Husk at han lige før skød dig ud i mørket udenfor værelset, og han fik dig til at dræbe alle dine klassekammerater sagde jeg til mig selv Han var ikke normalt. Ikke for mig.
»Hvad skulle jeg stoppe med?« sagde jeg og kiggede lige ud. Han rejste sig på albuerne og kiggede på mit baghoved.
»Stoppe med at kæmpe i mod« sagde han med et smil på munden. »Ikke mange kan det, og få kan bruge vores evner imod os. Men det kan jo også være at det ikke er vores evner, men i stedet dine egne…« Han kiggede undersøgende på mig.
»Det der hjalp ikke meget på at forstå!« svarede jeg lidt spidst. »Jeg mener du har lige slynget mig ud af… ind i et rum… udenfor verden, eller hvad pokker det der var! Hvem kan det?«
I lang tid kiggede han bare på mig. Jeg kunne mærke det i mit baghoved. Det var irriterende var, at han kunne få mig til at rødme med et enkelt blik. I baghovedet! Jeg mener helt ærligt, Crystal, kunne du ikke lige lade vær med det der nu. Han er sindssyg, remember?
»Det er lige meget. Det vigtigste er at vi finder ud af hvordan du kan kæmpe imod, og hvilket niveau dine evner er på, før du bliver opdaget« sagde han roligt.
»Det der hjælper ikke! Jeg bliver bare mere og mere forvirret for hver gang du åbner munden. Stop, stop lige et minut« sagde jeg og lukkede øjnene. Jeg vidste ikke hvorfor jeg ville have ham til at stoppe. Jeg kunne bare mærke at jeg havde brug for at tænke et øjeblik. Jeg fokuserede og en anden lyd, der mindede om vinden der blidt legede med blade.
»Nu gør du det igen…« sagde drengen og sukkede tilfreds. Jeg åbnede øjnene og gispede.
Vi var ikke længere i rummet med hospitalssengen, men var i stedet ude i den skov der lå tæt på mit hjem. Sengen var blevet erstattet med en træstamme. Jeg gik hen til en af træerne og rørte ved den. Det kunne umuligt være rigtigt… Vi var jo et helt andet sted. Som for at teste træet, svingede mig op på den nederste gren, kunne ikke helt tro på hvad det var jeg så. Jeg kiggede på drengen og pegede lydløst på mig selv.
»Åh ja, det var dig. Og det er derfor at vi skal finde ud af hvilke evner du har og hvordan du har udviklet dem så hurtigt« sagde han. Jeg blikkede, gnistlyden kom og han sad i træet overfor mig. Jeg smilede til ham. Han smilede ikke tilbage, men hans øjne smilede. Så opdagede jeg hvad jeg lavede og smilet forsvandt. Hans blev.
»Jeg vil gerne teste nogen af dine evner for at se hvilke du har udviklet. Selvom det er en meget tidlig alder du har udviklet dem i, så har du mange allerede og de er tydeligvis kraftfulde. Har du mod på det?« sagde han og pegede på skoven. Jeg nikkede og drengen hoppede ned fra sin gren.
Jeg ved ikke hvorfor jeg stolede på ham eller havde det som havde jeg kendt ham i årevis. Det virkede naturligt af en eller anden grund. OG jeg kendte ikke engang hans navn! Han var sindssyg! Hvorfor overhoved spørger mig? Svaret er nej! Men måske vidste min mund ikke det for jeg nikkede bare igen og sagde:

»Ja«

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...