Blackout

Det brændte hidsigt om mine håndled og jeg tvang skrigene tilbage. Han tvang min hænder ligeud. Jeg kæmpede imod, men alle kræfter var forsvundet. Han sagde noget, men det var svært at høre. En masse glimtlyde og støj som fra en radio var lige ud for mine ører. Så blev mit hoved presset tilbage af en kraft jeg ikke kunne se. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og gav slip på et skrig. Så blev alt sort... Historien om en pige og hvordan en hemmelighed selv ikke hun vidste hun bar rundt på, pludselig vågner op til dåd og vender alt på hovedet.

0Likes
0Kommentarer
74Visninger
AA

5. Kapitel 4

~~Gispende satte jeg mig op. Båndene var væk, og det samme var Alice og sengen. Jeg kiggede rundt. Jeg var ikke længere på hospitalet, men lå i stedet i en lille hytte. Gulvtræet virkede hårdt, men på en måde, behageligt. Jeg rejste mig op og støtte mig usikkert til væggen. Mine ben virkede svage. Ét skridt. To skridt. Tre skridt. Kom så, ben!
Jeg åbnede døren til den lille hytte og vidste at det enten var en drøm eller jeg var død. Sikkert det sidste. På den anden side af døren var nemlig et helt andet sted. Det var døren ind til en gang. Det var den fra skolen, men uden alt blodet og de døde kroppe. Gangen var 10 m før den endte i en dør.
Døren gik op og ind kom en spinkel skikkelse. Noget ved skikkelsen fik min indre alarmklokkerne til at ringe i mit hoved. Eller også var det bare en bivirkning fra at være død.
Da personen vendte sig om, stivnede jeg. Person var et spejlbillede af mig. Selv på lang afstand kunne jeg kende ansigtet. I hænderne havde jeg en pistol. Eller ikke mig, men person der lignede mig.
Det virkede ikke som om hun have lagt mærke til mig. Hun kiggede op og jeg var sikker på at hun havde opdaget mig, men hun fortsatte med at gå. Hun kan ikke se mig, tænkte jeg. Så så jeg at vi ville ramle sammen hvis hun fortsatte ligeud og gik et skridt tilbage. Hun gik lidt hurtigere end jeg havde forventet og var kun et par meter fra mig. Jeg skærmede mig med mine arme for at blokere stødet når hun ville ramme mig.
En varm følelse bredte sig fra mine arme og mit bryst. Jeg kiggede op, men hun var ikke til at se. En lyd bag mig fik mig til at vende mig om, og jeg så at hun var bag mig. Hun var bare gået… lige igennem mig.
Hurtigt løb jeg op foran hende og rakte min arm ud. Hun gik igennem den og den samme varme følelse bredte sig på min arm. Jeg kiggede forvirret efter hende og rørte det sted hun var gået lige igennem. Seriøst? Den her dag (var det virkelig kun en dag siden at jeg sad med pigerne og fnisede når Mikkel gik forbi?) blev bare ved med at være mere og mere bizar. Hvad sker der næste gang? En lyserød slange med vinger?
Pludselig hørte jeg et skud og opdagede at personen eller “Jeg” var væk. Jeg løb ned af gangen og kiggede gennem plastik vinduerne, som sad på dørene, på hvert klasseværelse jeg kom forbi. Efter 4 rum, faldt jeg hende.
Hun var i det værelse min klasse og jeg skulle overnatte i. Foran hende var en sovepose. Der var nogen i, og jeg opdaget til min forfærdelse at hun havde skudt på den. Under soveposen var en mørkerød plamage som blev større. Og større.
Jeg satte hånden for munden for at dæmpe det skrig jeg kunne mærke presse sig frem. Tårerne faldt ned fra min kinder. Men de ramte ikke gulvet, de forsvandt. Jeg var frosset, det måtte være en drøm. Ingen ville gøre sådan noget. Det MÅTTE være en drøm! Det kunne ikke være virkeligt.
Jeg hørte løb og ved siden af mig, kom nogle drenge fra min klasse løbende ned af gangen. Det var Emil, Marcus og Mads. De var sikkert blevet alarmeret af skuddene og kiggede ind i rummet. Da Mads fik øje på den blodige sovepose, skreg han. De andre stivnede da de så at “Jeg” havde rettet pistolen på dem.
2 høje brag efterfulgt med 2 tunge bum, rungede gennem gangen. Mads gloede sløvt på de to andre drenge som lå helt stille. Han forstod det ikke og kiggede bare på drengene. Han kiggede ikke engang op da “Jeg” rettede pistolen på ham og trykkede aftrykkeren i bund.
Denne gang dæmpede jeg det ikke. Mit skrig var højt. Højt og skingert.
Enten ignorere “Jeg” det eller kunne hun ikke høre det, for hun blev bare ved med at gå. Mine andre klassekammerater var intet sted at se. Jeg løb op til “Jeg”.
»DA FUCK LAVER DU? STOP! DU SLÅR DEM IHJEL! STOP SÅ FOR HELVED! GØR DET IKKE IGEN!« Men hun hørte det ikke.
Så lagde jeg mærke til det jeg havde sagt og huskede så.
Det er ikke ved at ske igen. Det er det der skete da jeg fik mit første blackout. Jeg kiggede på hende og så at hendes øjne var helt sort. Det var som om hun var besat.
Det var virkeligt. Det var ikke en drøm. Mit hjerte føltes, som om noget havde fat i det og langsomt klemte det.
Vent! Er det det der sker når jeg får blackouts? Jeg bliver besat af… Eftersom drengen var den eneste jeg kunne se nå jeg fik blackouts, mistænkte jeg ham. Han tog sikkert over hver gang jeg fik blackouts. Det var også ham der sendte mig hertil, men jeg forstod stadig ikke hvorfor. Kunne det være fordi han ville have mig til at forstå noget eller ville han bare pine mig ved at tvinge mig til at se alle de ting jeg har gjort?
“Jeg” var stoppet op foran en dør og kiggede ind. Jeg opdagede det ikke og gik lige ind i hende. Jeg blev varm over hele kroppen, og pludselig stod jeg der hvor fortids mig havde stået.
Jeg kiggede rundt… Eller prøvede. Mit hoved lystrede ikke. Det blev ved med at kigge ind af vinduet.
En tanke kom frem i mit hoved. Jeg var forbundet med “Jeg”! Fuck! Jeg kæmpede inden i, men alligevel ville mine arme ikke bevæge sig.
Det var som om jeg kun kunne betragte det “Jeg” lavede.  Inden i klassen var min engelsklærer. Han var i gang med at rette vores opgavesæt som klassen havde lavet dagen før. Han lagde ikke mærke til at vi stod og betragtede ham. Vi bankede på og han kiggede op.
»Hej. Mangler du noget?« spurgte han.
Vi sagde ikke noget. Gik bare ind. Han kiggede stadig smilende på os. Dog med et lille forvirret blik i øjnene. Så faldt hans blik på noget der glimtede i vores hånd. Det var pistolen.
Hans smil falmede og han kiggede bekymret på os.
»Hvad laver du med den der?« sagde han med rystende stemme.
»Den kan gøre skade på andre… Hvad med at du giver den til mig, hva?«
Hun virkede ligeglad. Jeg kunne mærke det. Faktisk virkede det som om hele situationen gjorde hende glad. Hun løftede vores hånd og pegede pistolen på hans taske og skød. Det gav et krib i ham.
 Vi gik hen til ham og han stivnede. Vi bøjede os ned til hans øre og sagde:


»Løb«

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...