Blackout

Det brændte hidsigt om mine håndled og jeg tvang skrigene tilbage. Han tvang min hænder ligeud. Jeg kæmpede imod, men alle kræfter var forsvundet. Han sagde noget, men det var svært at høre. En masse glimtlyde og støj som fra en radio var lige ud for mine ører. Så blev mit hoved presset tilbage af en kraft jeg ikke kunne se. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og gav slip på et skrig. Så blev alt sort... Historien om en pige og hvordan en hemmelighed selv ikke hun vidste hun bar rundt på, pludselig vågner op til dåd og vender alt på hovedet.

0Likes
0Kommentarer
64Visninger
AA

4. Kapitel 3

~~ Da jeg vågnede var jeg igen i en af hospitalssengene. Men denne gang var mine ben også spændt. Jeg rykkede i dem.
Den hurtige bevægelse, fik en skikkelse fra hjørnet til venstre til at røre på sig. Skikkelsen var uden for min synsvinkel, så det var først da personen rejste sig op at jeg så ham. Det var en dreng på der omkring 16-17 år. Hans hår var en mørk farve som jeg ikke rigtig kunne find ud af hvad var. Hvis jeg skulle komme op med en farve, ville jeg sige sort. Hans ansigt havde en hård tone med markante træk, og han havde en piercing i den nederste læbe. Hans øjne var grønne, de mindede om de træer der blomstrede så smukt om sommeren i skoven. Grønt, friskt. Men de mørke rander under øjnene gjorde at han så mindre frisk. Det afslørede at han ikke havde sovet så meget i stolen.
»Godmorgen« sagde han med et gab. »Jeg er forfærdeligt træt. Hvad med dig? Er du ikke træt efter at løbe rundt i gangene og slås med lægerne??«
Jeg kiggede på ham. 
»Kan du ikke huske det? Du ved, at begyndte at skrige og slog en læge bevidstløs, det er ikke helt normalt for en pige på 16. Du burde ikke gøre sådan. Det vil ikke hjælpe på dine fremtidige muligheder.« Han smilede drillende, men blev så lidt mere alvorlig.
»Du løb ud på gangen og stoppede. Du så lidt bizar ud sådan som du stivnede ude på gangen. Så kom der en læge og bedte dig om at gå tilbage, men du skubbede dig selv langsom forbi ham. Da han så tog fat i dag, slog du ham væk. Jeg har aldrig set en pige på 16 skubbe en voksen mand så langt væk. Han ramte væggen 6-7 m væk og lyden alarmerede nogen andre læge. De tog fat i dig og prøvede at berolige dig. Men du slog dem af dig. Og så…. Begyndte du at grine. Det var vildt uhyggeligt. Du slog omkring dig og lægerne tilkaldte vagterne. De fik dig ned og ligge. Men du begyndte at hyperventilere og så lod de dig kom op. Og så stod du stille. I virkelig lang tid. Du kiggede på et eller andet på den anden side af gangen. Men der var ikke nogen. Og så tog en af lægerne en sprøjte og bedøvede dig inden du begyndte på noget vildt igen. Tjaaa og så fik jeg lov til at bære dig herhen« svarede han.
Han sagde det uden følelser, men jeg kunne alligevel skimte noget glæde i det. Som om han havde håbet at jeg sloges med læger og sikkerhedsvagter. Han fortalte historien som var det almen viden. Jeg var ret sikker på at det allerede var. Jeg kunne forestille mig hvordan alle nyhederne fortalte om det og jeg sank bekymret.
Han kiggede afventende på mig, men jeg var alt for oprevet til at gøre noget ved det lige nu. En masse forskellige følelser løb gennem mig.
Jeg var vred over hvordan han vidste det, fortvivlet over mine familie og venners mangel ved min side, forvirret over mine mærkelige blackouts og en masse andre følelser, som jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg sukkede dybt, som for at puste alle de negative følelser ud.
Han ventede tydeligvis på noget for han blev ved med at stirre på mig.
»Kan du ikke huske det?«
Jeg trak prøvende på skuldrene. Hele min krop skreg i protest og jeg skar ansigt. Han så det og begyndte at rykke rundt på puderne så jeg lå ordentlig. 
»Hvad laver du her?« Min stemme var rusten, hæs, alt for mørk på en gang. Men jeg havde troet min stemme var hviskende, men i stedet var den alt for høj, og det lød som om jeg råbte af ham.
»Undskyld« sagde jeg dæmpet og sænkede blikket.
»Det’ okay. Du virker ikke så sindssyg som politiet sagde du var. Det er derfor du er i et lukket lokale. De var bange for at du ville gøre de andre patienter fortræd hvis du var sammen med andre« sagde han, men det virkede ikke som om han syntes det var en dårlig ting. 
Jeg ignorerede ham og prøvede at huske tilbage. Men intet kom op. Jeg kunne ikke huske at have smidt en vagt ind i væggen. Måske havde han nogen svar til alle mine spørgsmål.
»Du er faktisk okay. Intet unaturligt. jeg ville ikke tro at du var en... «
»Hvad er der sket med lægen? Hende jeg... slog bevidstløs? Er hun okay?« spurgte jeg og afbrød hans talestrøm.
Han kiggede længe på mig og sagde så »Hun er okay, hun har et eller andet på skulderen og kinden. Faktisk har alle, lægerne og vagterne, der har rørt dig siden… du ved det med skolen… haft noget der ligner. De områder hvor de rør dig, bliver helt hvid og så får personen det helt vildt koldt. Men lægerne kan ikke finde en kilde. Huden bliver hvid, men der ændres ikke rigtig noget. Når jo, de mister følelsen der hvor du har rørt dem. Huden dør hvis man kan sige det sådan. (?) Der er ingen medicinsk forklaring. Det er vildt mærkeligt« sagde han tænksomt. Men det sidste var mere til ham selv end mig. Og så lagde jeg mærke til at han virkede lidt ung til at være en læge eller vagt.
»Hvem er du egentlig?«
Til at starte med troede jeg ikke han hørte mig, men da jeg skulle til at gentage mit spørgsmål, svarede han.
»Jeg er Hunter.«
»Hvad laver du her? Jeg mener hvad lavede du her da jeg… hvad kan man kalde det? Blackouts? Da jeg fik mit blackout, hvad lavede du så her? Besøgte en patient?«
»Næh, jeg var her bare.« svarede han med et lille smil.
»Du var her bare? Er det normalt at en, hvad er du? 16? At en 16årig går rundt på hospitalet alene?« spurgte jeg skeptisk.
»Jeg var ikke alene.«
Jeg kiggede mærkeligt på ham og han sagde »Alice, gider du godt komme ud derfra…«
Et eller andet begyndte at kravle ud fra under sengen. Den havde en kvindelig figur og jeg gik ud fra det var Alice som Hunter kaldte på. Hun rejste sig op og viste sit ansigt. Hun havde en stor manke af ildrøde lokker, med en mørkebrun stribe i den højre side. Hun havde brune øjne, men af en eller anden grund synes jeg de var en smule rødlige. Det var sikkert bare håret der reflekteret sig i øjnene, tænkte jeg. Hun havde en sten i næsen, men hendes ansigt var blødt, mildt. Jeg ved ikke hvordan det ellers kunne beskrives. Hele hendes ansigt emmede af liv
»Hvem er du?? Og hvorfor var du under min SENG?« spurgte jeg lidt beflippet.
»Jeg er Alice, din bedste ven« svarede hun.
»Aya… Hold op… Hun ved ikke hvem du er« sagde Hunter træt. »Kan du ikke sidde her så ligger jeg under sengen i et par timer? Jeg kunne godt bruge lidt søvn og stolen her er ikke ligefrem den blødeste soveplads i verden.«
»Jo, okay.« svarede hun mens jeg spurgte »Hvad mener du med “i et par timer”?«
De kiggede i lang tid på hinanden. Det var som om de førte en intern samtale. Til sidst kiggede Alice surmulende på ham, mens Hunter smilede selvtilfreds.
»Jeg sidder i stolen og svare på de spørgsmål, jeg MÅ svare på.« sagde hun og kiggede surt på ham.
»Alice…« begyndte han opgivende.
»Nej, Læg dig ned under sengen. Du sagde at jeg ikke måtte sige det, jamen så lader jeg vær!« svarede hun og prøvede ikke at lyde sur.
Han åbnede munden som ville han sige noget, men rustede så pludselig på hoved. Så kravlede han under sengen. Inden han forsvandt under sengen, kiggede han op og blinkede til mig. Så var han væk. Under det hele havde jeg bare kigget på og prøvet at stille et par spørgsmål til dem, men de gik bare over hovedet på dem begge.
»Undskyld mig, men hvad fanden var det? Hvordan kan han ligge under sengen uden nogen lægger mærke til det? Hvem fanden er I? Hvad laver I her? Hvorfor er ingen af mine forældre her? Igen, Hvem fanden er I? « spurgte jeg vred.
»Svar på spørgsmål 1: dét var telekinese« sagde hun. 
»Spørgsmål 2: Min evne. Det er ligesom min ting. Jeg kan bestemme hvad du skal se, snakke med dig uden at snakke. Eller jeg kan sende beskeder til dig, hvis man kan sige det sådan. Men jeg kan også give dig en voldsom hovedpine som til sidst kan føre til en hjerneblødning. Ja alt når det handler om dit sind og sanser og hjerne. Og krop. I hvert fald til en vis grad. Jeg udvikler stadig nogle nye evner. Jeg bestemmer at det er rent luft lægerne ser, ikke Hunter. Men hvis han bevæger sig for hurtigt kan jeg ikke bevare illusionen.  Det øver jeg mig stadig i.
Nå videre til spørgsmål 3: Vi er Hunter og Alice, søskende. Jeg er 1 år yngre end ham.
Spørgsmål 4: Vi er her for at hjælpe dig med at forstå dine evner.
Spørgsmål 5 må jeg ikke svare på. Sorry« sagde hun med oprindeligt medlidenhed i øjnene. Jeg tænkte lidt over hvad det var hun sagde.
Mine evner? Altså at få blackouts? Og hvor var min forældre? Jeg trykkede fingerspidserne mod tindingen og lukkede øjnene. Men det hjalp ikke meget.
»AV!« sagde Alice og jeg åbnede øjnene. Hun stod og gned sig i tindingen. »Du har godt nok en masse tanker i det lille hoved af dit. Det er vildt rodet derinde. Du burde overveje at gå til yoga eller meditere, Crystal.«
Jeg rynkede panden. »Hvorfra ved du at jeg hedder Crystal?«
Hun så på mig med et opgivende blik. »Det er dét du undre dig mest over i alt det her? Hvordan kan du være så rolig og ikke slippe ud? Da Hunter fandt mig, kom jeg til at give han en lille hjerneblødning og en brækket arm. Men han er okay, han heler hurtigt og sådan. Det er en af hans evner. Jeg har prøvet at teste det. Jeg skar en flænge i hans arm, men lige så snart jeg havde fjernet kniven fra hans arm helede det sammen igen. Meget fascinerende at se på« sagde hun og tog sig om sin hage som om hun tænkte på flere måder at teste Huntes evne.
Jeg blev svimmel og tog mig til hovedet. Jeg prøvede at slappe af. Jeg kunne ikke flippe ud igen.
Slap af. Slap af. Slap. Nu. AF. SLAP NU AF FOR HELVED DA!
Jeg rystede opgivende på hovedet og prøvede i stedet en anden taktik.
Jeg koncentreret mig i stedet på at forestille mig mine forældres ansigter. Det plejede at hjælpe mig når jeg var stresset. Men efter et stykke tid opdagede jeg forfærdet, at ansigterne ikke var mine forældres. Det var drengen fra mine blackouts.
Halvdelen af ansigtet var igen dækket af mørket, men øjnene var tydelige. Og jeg genkendte igen mine egne øjne i dem. Men denne gang fyldtes jeg ikke med rædsel. Det var forundring.
»Hvad laver du?« spurgte Alice overrasket, men jeg svarede hende ikke. Blev bare ved med at koncentrere mig med lukkede øjne.
»Hold op! STOP!« råbte Alice pludselig.
Jeg åbnede mine øjne og stivnede. Foran mig stod han, drengen fra mine blackouts, for enden af sengen. Han kiggede på mig. Denne gang fik jeg ikke ondt i øjne af at kigge på ham. Jeg kiggede på Alice, men hun kiggede skræmt på ham.
»Hvordan... gjorde du det?« spurgte hun mig hviskende, uden at slippe drengen med øjnene.
Jeg kunne ikke sige noget, så jeg rystede bare på hovedet.
Drengen gik uden om sengen. Mod mig. Jeg prøvede at hive min arme til mig, men igen kom jeg ingen vegne. De satans bånd holdt mig nede. Drengen stod pludselig ved siden af mig. Han rakte langsomt hans ene hånd frem. Jeg følte ingenting. Ingen rædsel, ingen frygt. Intet. Han satte hans pegefinger og langefinger på min skulder. Jeg skreg. Med min normale stemme. Bare fordoblet af smerte.

En intens smerte brændte sig ned af min arm og jeg kunne se sorte pletter. Så blev alt sort og jeg forsvandt endnu en gang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...