Blackout

Det brændte hidsigt om mine håndled og jeg tvang skrigene tilbage. Han tvang min hænder ligeud. Jeg kæmpede imod, men alle kræfter var forsvundet. Han sagde noget, men det var svært at høre. En masse glimtlyde og støj som fra en radio var lige ud for mine ører. Så blev mit hoved presset tilbage af en kraft jeg ikke kunne se. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og gav slip på et skrig. Så blev alt sort... Historien om en pige og hvordan en hemmelighed selv ikke hun vidste hun bar rundt på, pludselig vågner op til dåd og vender alt på hovedet.

0Likes
0Kommentarer
63Visninger
AA

3. Kapitel 2

~~ Lyset blændede mig da jeg åbnede det ene øje. Jeg skyggede med min ene hånd... Eller prøvede i hvert fald. Min hånd blev nede. Det samme var for den anden.
Da mine øjne havde vænnet sig til lyset, kiggede jeg rundt. Underlaget, jeg lå halvvejs oppe på, lignede en af de der hospitalssenge med en tynd dune. Selvom dynen virkede tynd, havde jeg det virkelig varmt.
Jeg havde fået skriftet min gamle jeans og min sorte trøje ud med en hospitalskjole med lange ærmer og som gik helt ned til anklen. Ved siden af sengen stod et lille bord, men der var ingen kort, ingen blomster. Ikke som den gang hvor jeg havde brækket foden og hele klassen havde sendt en stor buket med røde roser og en pakke chokolade.
Bordet var tomt og af en eller anden grund følte jeg en smerte bore i brystet.
Bange opdagede jeg hvorfor jeg ikke kunne rykke min hånd. Den var spændt fast til armlænet, det samme var den anden hånd. Men min ben var frie og jeg kom op, efter lidt besvær, og sidde på hug. Det gjorde ondt i håndleddene, men jeg følte mig ikke helt så sårbar som før. Jeg havde ligget halvt oppe, men det var ubehageligt.
Jeg rykkede kraftigt i begge arme, da to læger kom ind. Jeg kiggede skræmt på dem og rev desperat i båndene. Da de så min kamp med båndene, skyndte de sig hen til mig. Efter 6 lange skridt var de henne ved min seng. Den ene pressede mine skuldre ned, mens den anden kæmpede med at få fat i mine sparkende ben. Han viklede kjolens stof om benene, så de ikke fægtede så meget og pressede dem ned. Selvom jeg kæmpede imod, var de stærkere og fik mig ned og ligge.
 Jeg knurrede af dem. Hvorfor ved jeg ikke. Det faldt mig bare naturligt at knurre som et dyr da de tog fat i mig.
Lægerne kiggede bekymret på mig og den ene skrev noget ned i en mappe, han tog op af en skuffe i bordet til venstre. Jeg kiggede skræmt på den andens hånd da hun lagde den på kjolens papirstynde ærme.
»Du skal ikke være bange. Vi vil bare ikke havde at du skader dig selv«.
Hvorfor blev folk ved med at sige det til mig? Jeg sendte hende et hadefuldt blik. Hun så ikke spor overrask ud, heller ikke irriteret. Hun så bare på mig som var jeg et lille barn der lige havde fået en hudafskrabning. Mit blik blev mildere, indtil de bare udviste forvirring og skræk.
Hun trykkede mig blidt, men bestemt ned i sengen igen. Vi havde stadig øjenkontakt da jeg lå helt ned.
Den anden læge kiggede med beundring og sagde »Hvordan er det at du altid kan få børnene til at føle sig trygge?«
Den kvindelige læge holdte kontakten med sine øjne, mens hun sagde med et lille smil på læben
»Det handler ikke om det du siger, men det du udtrykker. Du udviste en tydelig foragt for pigen, da du kom ind, men så vidt jeg har hørt, ved hun ikke engang hvorfor hun er her.«
Jeg var stadig tryllebundet af kvindens øjne da jeg sagde »Jeg ved godt hvorfor jeg er her. Jeg fik en passer i skulderen.«
Min stemme fik dem begge til at hoppe lidt af forskrækkelse. Det ville jeg også gøre hvis jeg ikke var så tryllebundet af øjnene. Min stemme lød hæs og grædefærdig. Den var ikke højere end en hvisken.
Pludselig kunne jeg huske mere end bare passer i skulderen. Jeg huskede alt og det fik mig til at klynke, hvilket blev til et smerteskrig da jeg huskede min bror og Silles kroppe ligge på gangen. Mine skrig var ikke de normale som når jeg kommer til skade... Det var et skrig der lød som flere der skreg i smerte.
Jeg blev fyldt med en brændende smerte og jeg skreg højere. Højere og højere. Indtil det kun var en hylende tone. Jeg spændte i hele kroppen og rystede voldsomt. Mit hoved blev revet tilbage og min ryg buede unaturligt opad. Den mandlige læge smækkede hurtigt hænderne for ørene og løb ud efter forstærkning, mens den kvindelige ignorere skrigene og prøvede at berolige mig. Men jo højere mine skrig var, jo mere panisk blev hun.
Hun prøvede at presse min mave ned igen, men den rokkede sig ikke. Hun fik dog vendt mit hoved, så det lå normalt, i 3 sekunder i hvert fald, for så rev jeg mit hoved fra side til side og hev i båndene om håndleddene. Jeg følte intet. Det var, som så jeg det hele gennem en dis. Jeg ville bare af med smerten der boblede 
Jeg følte ikke smerten da jeg endelig fik den ene fri og båndet efterladte en række af hudafskrabninger. Jeg sparkede med benene og ramte den kvindelige læge på skulderen med min bare fod. Den virkede varm i et øjeblik, men bekymringen for kvinden overdøvede det hurtigt.
 Hun faldt baglæns og ramte væggen med en hul lyd. Alle mine kræfter forsvandt som dug for solen, og jeg kiggede forskrækket på kvinden. Alt var stille, jeg var holdt op med at skrige med den mærkelige flerpersoners skrig. Jeg sad på knæ og var stivnet. Hun bevægede sig ikke og jeg kunne mærke tårerne løb.
»Undskyld, undskyld. Jeg ville ikke sparke dig. Vær nu sød og bevæge dig. Kom nu.« Jeg klynkede da jeg så hun ikke hørte mig.
»Hjælp, hjælp mig. Der er en læge... Hun er bevidstløs« Jeg prøvede at råbe, men det blev bare til en hæs hvisken. Det virkede som om det bare var kvinden og mig på hospitalet. Hvor var den anden læge? Med den frie hånd rev jeg den anden hånd fri og lod mit ben tippe mig over sengen. Jeg landede med det ene ben foran det andet og kom til at tænke på at jeg sikkert lignede et dyr der forsigtigt kom tættere på en ukendt genstand. Mine knæ var bøjet og jeg bøjede min ryg.
Jeg faldt på knæ ved siden af kvinden og mærkede efter blod på hendes baghoved. Hun var lidt varm, men ellers var der intet galt. Jeg åndede lettet op da det ikke var noget, men kom i tanke om at det var de dødeligste skader der var usynlige.
Forsigtig lagde jeg min hånd på hendes kind, men rev den brat til mig igen. Hendes kind brændte min hånd! Den sved som politimændene! Jeg lagde hende ned på gulvet, gjorde mig umage om ikke at røre ved hendes hud og løb ud i gangen.
I det jeg trådte ud over dørtærsklen, blev luften kold og lyset føltes alt for mørk. Jeg kunne ikke se længere end et par meter frem. Jeg gik forsigtigt fremad. En kold vind ramte mig og jeg gøs. Det var ikke fordi jeg frøs, men vinden fik hele min krop til at virke stiv og øm. Jeg prøvede at varme mig ved at gnide hænderne mod hinanden. Prøvende gik jeg nogle skridt, men stoppede da jeg, ligesom før, mødte modstand.
Noget skubbede mig tilbage. Min arme og ben var låst af en usynlig kraft og jeg prøvede ihærdigt at komme fri. Men det virkede som om jo mere jeg kæmpede jo mørkere blev gangen. Mine arme var samlet sammen på min ryg og mine ben var let spredt med bøjet knæ. Det begyndte også at gøre ondt hver gang jeg prøvede at skubbe mig frem. Min muskler var ømme. Jeg var helt klart ikke i form til at kæmpe imod usynlig kræfter. Hvem er også det?
Midt i alt kaosset, begyndte jeg at le hysterisk. Her stod jeg. Alene på en gang. Med en bevidstløs læge inde ved siden af. Stående i en forkrampet stilling og sved glitrende overalt efter at kæmpe imod noget usynligt. Hvis nogen kom forbi ville jeg umuligt kunne forklare.
Mit smil stoppede brat da jeg pludselig ikke kunne mærke mine ben under mig og faldt til jorden med et bump. Noget tung lagde sig på ryggen af mig og slog luften ud af mig. Min ene arm blev revet tilbage i en ubehagelig vinkel og jeg skreg. Men denne gang var det en stemme der hørte til en panikslagne pige.
Af luftmangel og panisk vejrtrækning, kunne jeg mærke hvordan sorte pletter begyndte at dukke op i mit synsfelt. Mine lunger skreg på luft. Trykket blev lidt kraftigere og forsvandt så helt. Jeg slugte en portion luft da trykket forsvandt helt fra min ryg. Jeg lå helt stille mens jeg rallende slugte mere og mere luft indtil jeg kunne trække vejret normalt igen. Jeg kiggede op, men jeg var stadig alene på gangen. Intet lå på gulvet. Der var bare den hvide hal og mi…
Jeg stivnede midt i sætningen. Jeg havde kun tænkt den, men alt frøs da jeg så at jeg ikke var alene.
En sort utydelig skikkelse stod 3-4 meter væk fra mig. Person var omgivet af sorte bånd eller i hvert fald noget der ligner. De blev ved med at bevæge sig med hurtige bevægelser og jeg blev svimmel af at kigge på dem.
Det mærkeligst var personens øjne. De lyste ikke som jeg havde forventet (ved ikke helt hvorfor. Det var jo ikke en af mine fantasi bøger), men hans øjne var normale. Intet lyste. De var helt normale. Faktisk lignede de mine. Grønne, med en smule brun i midten. Men pupillen var lidt for udvidet til det mørke lys. Lyset oplyste kun hans øjne og pande, men en lille tot hår faldt ned fra sit skjul under den mørke hætte.
Den mørkegrønne tot virkede komisk i det alvorlige ansigt og jeg kunne mærke min ene mundvig gik lidt opad. Jeg ved ikke hvorfor. Det må være ligesom når hovedpersonen i en film har oplevet noget forfærdeligt, men så synes at selv den dårligste joke er sjov.
 Han fulgte mit blik og da han så totten, stirrede han skulende på den og skubbede den så op under hætten igen. Jeg tror hvert fald det var en hætte for på det tidspunkt var alt blev mørkere og jeg kunne næsten kun se hans øjne. Det sidste jeg så var det blik jeg ikke kunne tyde som han sendte mig lige før jeg forsvandt ind i mørket.

“Hvad laver du?” spurgte han lige i det sidste sekund.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...