Blackout

Det brændte hidsigt om mine håndled og jeg tvang skrigene tilbage. Han tvang min hænder ligeud. Jeg kæmpede imod, men alle kræfter var forsvundet. Han sagde noget, men det var svært at høre. En masse glimtlyde og støj som fra en radio var lige ud for mine ører. Så blev mit hoved presset tilbage af en kraft jeg ikke kunne se. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og gav slip på et skrig. Så blev alt sort... Historien om en pige og hvordan en hemmelighed selv ikke hun vidste hun bar rundt på, pludselig vågner op til dåd og vender alt på hovedet.

0Likes
0Kommentarer
76Visninger
AA

2. Kapitel 1

Det sidste jeg kan huske var at jeg snakkede med Sille og Harriet. Hele klassen havde planlagt at overnatte på skolen. Vi legede S, P eller K.  Jeg var lige blevet spurgt om jeg var forelsket i Mikkel fra parallelklassen. Selvfølgelig var jeg det. Alle var forelsket eller kunne lide Mikkel. Han var rar, populær og lækker. Desuden var alle de andre drenge så barnlige. Mikkel var ikke barnlig, heller ikke tarvelig. Han kunne godt lide at drille en, men på den der storebroragtige måde. Så kan jeg huske at jeg gik udenfor for at få noget luft og tjekkede Facebook.
Derfra er det lidt tåget, men noget der slår klart igennem. Det var pludselig begyndt med at blive sort for mine øjne da jeg var udenfor og jeg tabte min mobil.
Så blev alt sort og jeg faldt ned i en mærkelig hvirvel, som i en flod.
Jeg åbnede øjnene og stod pludselig midt i gangen på skolen. Foran mig stod 4 politibetjente med pistolen rettet mod mig. Jeg kiggede et øjeblik forvirret på dem. Så gik det op for mig hvad det var jeg så. Der stod 4 politimænd. Foran mig. MED PISTOLER!
Så lagde jeg mærke til den sølvfarvet tingest i mine hænder. Jeg havde også en pistol. Men mine hænder så forkerte ud. De var helt mørkerøde. Jeg blev forskrækket og tabte pistolen. Den ramte gulvet med et koldt klir. Mine egne hænder... Febrilsk prøvede jeg at gnide det røde af men kom til at tvære det mere ud. Nu var det op til mine albuer. Jeg kiggede ned af mig selv og opdagede at min trøje var lige så mørkerød.
»Stop« råbte en af mændene. Jeg så spørgende på dem og hørte så nogen rallende trække vejret bag sig og vendte mig. Bag mig lå en krop. Min bedste veninde. 
»SILLE«
Jeg kastede mig over mod hende med tårer i øjnene og kiggede tilbage på politimændene og råbte af dem
»Så hjælp hende dog!«. Mændene kiggede bare underligt på mig.
Jeg hviskede til Sille. “Så så, det er okay, det er okay. Jeg har dig, bare rolig, jeg har dig.”
Jeg lagde Silles overkrop i mit skød og lagde armene beskyttende omkring hende. Hun havde lukket øjne, men rykkede dem vildt under øjenlågene.
»Hjælp mig nu! Hvad venter I på?« sagde jeg. En af mændene rørte på sig. Jeg kiggede grædefærdigt på ham. Han bliver bare ved med at kigge på mig.
»Vil du ikke nok hjælpe hende?«
Han gik langsom hen til mig. Han havde hænderne op i luften som nærmede han sig et vildt dyr. Hans venner kiggede stadig på mig med et mærkeligt blik jeg ikke helt kunne tyde, men manden der kom mod mig kiggede på mig med blanding af frygt og forvirring.
Sille trak vejret ujævnt og jeg var pludselig opmærksom på at jeg ikke havde fundet såret endnu. Forsigtigt, men hurtigt undersøgte jeg hende og manden kom pludseligt hurtigere over mod os.  Han satte sig ned ved siden af Sille og slog mine hænder væk. Slaget var hård og hurtigt og jeg undslap en klynken.
Stammende spurgte jeg »H-hvad er der s-sket? H-hvorfor, hvad er d-der sket med hende?«
Han kiggede igen på mig. Tøvede og tog så pludseligt mine hænder og bandt dem sammen med sådan en form for strips.
»Hvad laver du« hviskede jeg og kiggede bange på ham. Han tog Sille ud af mit greb og skubbede mig væk med benene. Det var ikke mere end én meter, men alligevel var det alt for langt væk fra Sille som stadig virkede alt for bleg.
»Hvad laver du« svarede jeg nu kraftigere. Han kiggede bare på mig. Hans blik var iskoldt og min frygt var nu enorm. Jeg prøvede at skubbe mig hen til ham med benene.  Han lavede et lille ryk med hovedet og mændene kom langsomt hen mod os.
Instinktivt begyndte jeg at sparke mig den anden vej. Væk fra Sille og manden. Væk fra de mærkelige blikke. Jeg kom op og stå og begyndte at tage nogle skridt baglæns. Mændene stod nu helt stille.
»Hvad laver I« sagde jeg med en stemme der kun var lidt højere end en hvisken. Mændene kiggede på hinanden og den der så ældst ud begyndte at snakke med en sådan en stemme man bruger når en kriminelle prøver på at gøre noget som man vil forhindre. Men jeg var ikke en kriminel. Jeg var jo, for 2 minutter siden, sammen med pigerne. 
»Vi vil ikke gøre dig noget. Vi vil bare sikre os at du ikke skader dig selv eller andre.«
»Andre?« spurgte jeg. I det samme slog en mistanke rod i mig. Blodet på mine hænder, pistolen i min hånd...
»Hvad sker der?« hviskede jeg, men da ingen lod til at høre det, råbte jeg det ud.
»SIG DET!«
  Det gjorde så ondt i hjertet. Som vidste mit hjerte noget mit hoved ikke gjorde. Mit hoved følte som var det ved at eksplodere. Jeg trådte baglæns og faldt over et eller andet blødt. Da jeg lå på gulvet kunne jeg se det var en krop til. Det var min engelsklærer. Hans øjne var døde, han kiggede nærmest bebrejdende på mig.
Panisk skubbede jeg mig væk og lavede små paniske skrig. Mine håndled var begyndt at gøre ondt. Da jeg skubbede mig væk, ramlede jeg ind i en anden krop. Denne gang skreg jeg af fuld hals.
Det var min bror. Med en alt for rød bluse og øjne der kiggede lige ud.
Jeg trak mig hen til ham og kunne mærke tårerne komme igen. Denne gang med fuld styrke. Jeg kaldte på ham. Først svagt, men lidt efter lidt højere og mere skingert. Jeg lagde ikke mærke til at politimændene langsomt var begyndt at komme nærmere før jeg blev pludselig grebet af et par stærke hænder som tvang mig væk fra min bror.
»SLIP MIG!« skreg jeg og gispede efter vejret. Det brændte. Det brændte! Smerten bredte sig på håndleddene der hvor manden holdte.
De stærke arme omkring blev en smule slappe, og jeg sparkede mig ud af deres greb. De prøvede at få fat i mig igen, men jeg smuttede uden om dem og var pludselig tæt på en EXIT-udgang. Jeg kiggede ned på mine håndled som stadig var bundet sammen. Intet mærke, men jeg kunne stadig mærke den brændende følelse. Mændene kiggede anspændt på mig og selvom hele min krop skreg på at jeg skulle løbe, kunne jeg ikke lade vær med at spørge.
»Hvad er der sket? Jeg løber hvis ikke I fortæller det.« Jeg ved ikke hvor for min stemme lød så selvsikker, når det føltes som om jeg var på randen af et sammenbrud inden i. Jeg ved ikke hvorfor jeg spurgte. Det var som om min krop ikke længere var min. Mændene holder hænderne frem for sig som for at sige at de ikke ville komme tættere.
»Det er okay. Jeg er sikker på at det ikke var noget du gjorde med vilje. Hvis du kommer med os skal det nok gå… Vi vil fortælle dig alt ved stationen, okay? Du skal bare følge med os så går det nok.« svarede manden forrest. Jeg kiggede grædefærdig på ham og han undgik hurtigt mit blik. »Vi fortæller dig alt…«
Han blev ved med at snakke, men det virkede dæmpet. De vil ikke sige hvad der skete… De vil ikke svare på mit spørgsmål… Et glimt ramte mig som et lyn.
»Stop! Hvad er det du gør! Nej!« Sille sad ved siden af en krop og kiggede med røde øjne op på mig. »HOLD SÅ OP!« Jeg smiler sødt og løfter pistolen. Det gav et ryk i hendes spinkle krop da kuglen ramte hende. Hun faldt bagover. Gispede efter luft. Jeg bukkede mig over og hviskede i hendes ører:
»Søde drop det nu bare. Jeg slår dig måske ikke ihjel« (?)
Pludselig kunne jeg ikke mærke mine ben og jeg landede på knæene.
»Nej... nej jeg gjorde ikke… det kan… nej…« hviskede jeg selvom jeg ikke rigtigt troede på det.
»Det er okay! Det var sikkert ikke dig, måske gjorde du det i selvforsvar. Kom med os så snakker vi om det!« sagde den mindste mand.
»STOP SÅ MED AT LYVE FOR MIG« skreg jeg til dem og rejste mig igen. Styrken i skriget fik en af lamperne til at svinge svagt. Jeg stod med skulderspredte ben, og mine ben virkede så svage, som kunne de kun lige holde mig oppe.
Jeg trak en hoppykniv op af lommen som min bror gav mig til at beskytte mig selv. Det var af ren refleks men som svar blev mændene bare endnu mere anspændt og hævede deres pistoler.
En af de andre så på mig med et forvirret blik. Han så ung ud. Men det kunne ikke være rigtigt. Måske var det bare hans øjne. De virkede så glade. Passede ikke til situationen. Jeg rystede på hovedet og øjnene var pludselig alvorlige. Men havde de ikke været grønne lige før?
 Jeg kiggede manden i øjnene og spurgte ham tavst. Han holdt stadig øjenkontakten og sagde: »En person begyndte at skyde løs, har vi fået fortalt af et vidne. Vi ved endnu ikke så meget. Vi er det andet hold der er blevet sendt herind. Vi ved ikke hvad der er sket med det første hold. Vi antyder b…«
4-5 glimt dukkede op i mit hoved:
Mig stående foran et andet hold politimænd. Mig der ramte den ene i brystet. De virkede alle så koldblodige, efterfulgt med så forfærdeligt meget glæde.
Alle havde en død med sig. Små hulk kom ud af min mund og druknede hans ord. Jeg lå pludselig på siden. Mine ben kunne ikke mere.
Det kolde gulv var klistret af et eller andet varmt. Det sugede sig til min trøje. Jeg krummede mig sammen og græd. Da mændene kom hen til mig, kunne jeg ikke se noget som helst for tårerene.
Da en af dem rørte min hånd forsigtigt ved mig, skreg jeg. Der hvor han havde rørt mig, følte jeg igen den brændende smerte.
Manden sprang hurtigt væk. Jeg hørte en lille lyd og kiggede over mod Sille. Hun havde åbne øjne og kiggede på mig med frygt spejlende i hendes øjne.
Jeg udstødte en klynken og skubbede mig væk fra mændene endnu en gang. Jeg ramte en væg med ryggen og skubbede mig op af den. Usikkert kom jeg op og stå og var kun 8 m fra mændene. Så jeg lagde mærke til det røde spor der var over hele gangen.
På Silles tøj, hen over gulvet, på dørhåndtaget, op af væggen. En mistanke om at det var mig der havde efterladt det, fik mig til at ryste på skulderen og et par stilfærdige tårer løb ned af mine kinder.
HOLD SÅ OP! Jeg kan ikke klare mere! Hold op – HOLD OP! Hold nu op! Stop! Stop-stop-stop! STOP!  Mit hoved dunkede og jeg rystede ukontrolleret. Jeg gispede efter vejret og kunne ikke forstå noget. Jeg tog mig selv til panden med mine sammenbundende hænder
Og så lagde jeg mærke til smerten i min ene skulder. Jeg kiggede på den og opdagede der sad en tynd passer i den. Jeg rakte ud efter den med mine sammenbundne hænder, men da jeg var 20 cm fra passer, tog en hånd fat om begge mine håndled. Skræmt kiggede jeg op og kiggede direkte ind i en af mændenes ansigt.
Det brændte hidsigt om mine håndled og jeg tvang skrigene tilbage. Han tvang min hænder ligeud. Jeg kæmpede imod, men alle kræfter var forsvundet. Han sagde noget, men det var svært at høre. En masse glimtlyde og støj som fra en radio var lige ud for mine ører. Så blev mit hoved presset tilbage af en kraft jeg ikke kunne se. Jeg vendte det hvide ud af øjnene og gav slip på et skrig.

Så blev alt sort...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...