lårFEDEstråler

NOVELLE.

6Likes
6Kommentarer
190Visninger

1. -

Det hiver i mit hår. Vinden, altså. Det regner og der er varslet om vind på orkanstyrke i aften. Jeg er ligeglad, men det er mine forældre ikke. De kan ikke lide at jeg går ude i møgvejr, men jeg har intet andet at give mig til. Mit hår er gyldent. Det er langt og i mange små proptrækkerkrøller, det hænger altid ned af min ryg. Det er dets plads.
Vi har alle en plads. Mine forældre, det er mine forældre og ikke dine. Jeg er deres datter på syttende sommer, der er droppet ud af al socialt som foregik førhen. Jeg kan det ikke mere. Dét fylder for meget, så jeg kan slet ikke koncentrere mig om andet end dét.
Jeg er udenfor i regnvejret med min gule regnjakke. Den varmer ikke særlig meget, og det gør hættetrøjen jeg har på indenunder heller ikke. Mine fingre er næsten blå af kulde, men de hænger stadig fast på min hånd. Blæsten suser igennem mig, nærmest som om jeg er usynlig. Det rør mig ikke, at jeg fryser. Det er bedre end alt andet. Bogstavelig talt.
Jeg har kurs mod Aalborg havn på Nytorv. Der går jeg tit og spankulere forbi busstoppestederne, mens en hel anden verden foregår omkring min egen lille bobbel. Jeg går hurtigt, men ikke unaturligt hurtigt. Nok det samme tempo, som ham manden på den anden side af vejen. Han skal nå en bus, tror jeg. Hans høretelefoner er ved at falde af hans hoved, i hans travle tempo.
Mine arme hænger ned af kroppen på mig, mens jeg fortsætter ned af Nytorv, med sammenbidte tænder og et fast blik på havnen forude. Jeg får blikke fra forbipasserende mennesker, men det skyldes den gule jakke. Den træder ud af den ellers så grålige dag. Jeg ønsker ikke at de skal ligge så meget mærke til min eksistens, men jeg har ikke andet at klæde mig i, og jeg måtte bestemt ikke gå ud uden en form for beskyttelse for regnvejret, ifølge mine forældre. Det ville være hurtigt og smertefrit, hvis jeg bare blev ramt. Ramt af en bil. Så skulle jeg ikke døje med det hele. Jeg var sådan set ligeglad om bilerne ramte den sytten årige, i den gule regnjakke, eller om de ikke gjorde. De måtte gerne, men de er vel også ansvarlige for deres egen kørsel. Det er jo Aalborg vi snakker om. Der skal man være opmærksom.
Regnen tramper næsten ned i jorden, da jeg ender nede på havnen. Der kører en bil bag mig, så der ryger en mindre flod af beskidt regnvand op af min ryg og ned af mine ben. Det gør mine blå bukser helt mørke, men jeg er ligeglad.
Jeg stiller mig helt ud til kanten, hvor jeg kan se udover hele havnen, sådan næsten da. Vinden rykker i mig, på en truende måde, som om jeg falder forover. Det skræmmer mig ikke. Det kan ikke skræmme mig, for jeg er ikke bange for dét. Jeg trækker vejret ind igennem næsen og lader en masse luft komme ned i maven, hvorpå jeg holder det inde i et par sekunder, før jeg lader luften strømme ud imellem mine læber. Det er koldt at gøre således. Jeg trækker hætten fra min hættetrøje over hovedet, og den gule ryger også med op. Mit gyldne hår samler sig i to irriterende, tykke lokker på hver deres skulder og ned af mit bryst.
I samme sekund som et vindpust skubber til mig igen, begynder jeg at mærke frustrationen og vreden i mit sind. De endeløse tanker om mit livsmål som står i spørgsmålstegn, er på repeat i mit hoved. Det er en ond cyklus at leve i det, jeg gør. Det gør ondt i mit hoved, men det er ikke hovedpine. Det føles som om jeg drukner mere og mere, for hver dag der går, imens jeg stadig kan se alle omkring mig trække vejret. Det er en daglig pinsel, som fylder al for mange unges hoveder. Jeg vil gerne have det stoppet, men jeg ved ikke hvordan.
Vindpustende truer igen, endnu hårdere og et sekund giver det et spjæt i min krop. Jeg stiller mine fødder mere fast i jorden. Mine tynde sko er ikke til megen hjælp. Skyerne er grå. Mørkegrå. Jeg ved, det ikke skal tordne, for der er ikke varmt. Regnen slår ned i vandet foran mig. Det danser og laver små ringe i vandet. Det larmer. Ikke kun i mit hoved, men dråberne rammer vandet voldsomt nok til at danne en højere lyd.
Hvis jeg falder nu, så ser ingen det. Regnen har lokket alle humane væsner indenfor i de varme lejligheder, huse og butikker. Et par busser kører fjernt bag mig, men jeg er svær at se i regnen og det depressive vejr. Det slår mig i hovedet, som bittesmå nåle. Jeg sukker og ser ned i vandet. Det er mørkt.
Jeg tager en dyb indånding og går et skridt frem.
Et vindpust skubber hjælpsomt til mig. Jeg mærker først vandet omfavne mine fødder, så mine ben, og så sluger Aalborg havn resten af min krop. Jeg kan ikke mærke om mine øjne er lukkede eller åbne.
Der er iskoldt hernede. Jeg mærker langsomt trykket i mine lunger, og jeg må snart lade vandet strømme ind ad min mund. Jeg bevæger mig ikke. Min hvileløse krop synker længere til bunds. Mit tunge tøj hiver mig ned, mit hår flyder omkring mit hoved og det ser ikke længere gyldent ud. Det ser beskidt ud, men fuck det. Det snore i mit hoved. Jeg puster ud og det beskidte vand flyder ind i mig. Mine lunger bliver fyldt og jeg føler intet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...