Mit Vasketøj

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 okt. 2016
  • Opdateret: 1 okt. 2016
  • Status: Igang
Dette er min novellesamling "Mit Vasketøj". Jeg kalder den dette, fordi mine værker minder lidt om en kurv vasketøj. De er forskellige og ikke helt finpudset, men alligevel beholder jeg dem, da de er noget specielt hver for sig. Hver novelle er vidt forskellige, og omhandler forskellige emner. Det er en samling af mine gamle værker, som jeg synes fortjener mere end en gammel støvet hylde. Jeg håber i vil give dem en chance. Jeg tænkte, at det var på tide, med en rigtig historie fra min side... Så eftersom jeg er lidt langsom med de lange historier, vil jeg give jer muligheden for, at læse nogle af de små værker.

2Likes
2Kommentarer
57Visninger
AA

1. Døden uden uniform

Det skete på et splitsekund. Hjulene under metalmonsteret hvinede højt i gruset.  Han havde ikke set mig i svinget – havde sikkert ikke engang forsøgt.

Det var så typisk sådan nogle unge bøller, at opføre sig som konger over livet. Det var dømt til at gå galt, fra den dag han blev teenager. Det var kun en knallert, men hvis jeg ikke tager meget fejl, så var den i hvert fald tunet. Han kunne bare vente sig! Sådan at kører ind i folk, og ødelægge alle deres planer for dagen. Dette skulle min mand i hvert fald høre om, så han kunne få sendt et klagebrev ind til bladet…

”Bang” lød det, da metalmonsteret ramlede ind i mig. Det gjorde slet ikke ondt, som når man slår sig. Det var ikke derfor, jeg skreg. Nej, smerten var helt anderledes. Smerten lignede lidt den ubehagelige tilstand, man kommer i efter Karls, min mands, chilisuppe. Som et bål bliver tændt inde i en. En brand der ikke kan slukkes. Mit skrig tiltrak mange øjne og mange stemmer.

Nogle råbte efter hjælp. Hvad bildte de sig ind? Det var ikke dem der lå og ude af stand til at bevæge sig. Uden nogen form for kontrol over min krop, prøvede jeg at bevæge mig. Kroppen var tung og slap. Det var umuligt at rykke min krop en millimeter.

Det var omkring det tidspunkt, jeg hørte sirenerne. Den høje lyd skar i ørene. Alt den larm de kunne lave - og så på en ellers rolig boligvej. Folkemængden begyndte at forsvinde, da lægerne gik i gang. Først nu gispede jeg efter vejret. Kroppen gjorde ondt, og enhver berøring stak som tusinde knive.

Jeg var åbenbart besvimet, for efter et langt blink var jeg på en skadestue. Selvom væggene var hvide og sengebetrækket glatstrøget, så advarede lugten om alle huset bakterier. Jeg lå alene på en stue. Det havde jeg faktisk ikke set komme, man hører jo så meget nu om dage; om overbelægning og alle de patienter der må ligge på gangene, fordi der ikke er plads nok.

”Hun har ikke langt igen,” sukker en overlæge til sygeplejersken. Var det mig de snakkede om? Det kunne det umuligt være, jeg havde et møde jeg skulle planlægge. Min chef ville ikke blive glad, hvis jeg ikke kunne nå at færdiggøre det. Der var flere som kom og besøgte mig, men mest læger med smertestillende. Det gjorde også så frygtelig ondt. Hele min krop brændte, og intet af medicinen gav den ønskede effekt.

En ny person trådte ind til mig. Jeg havde aldrig set ham før, men alligevel vidste jeg med det samme, hvem han var. Det var noget af en skuffelse, han gav mig. Troppe sådan op, som en helt normal herre. Havde ikke engang gjort sig umage med en uniform. Jeg havde altid forstillet mig ham med en kutte, en sort en af slagsen. Ikke engang leen havde Døden med sig.

”Godaften,” hilste Døden, som var han en gammel ven. Håret var slået tilbage, og mørkt ligesom jakkesættet. Slipset sad skævt og jakken var foldet. Han mindede mig uhyggeligt meget om min mand. De havde begge en forfærdelig tøjsmag.

”Jamen så er din tid vist kommet,” fortsatte han i et muntert toneleje. Det var et uforskammet humør han havde, nu hvor han var kommet for at slå mig ihjel. Måske var jeg allerede død, og Døden kom måske nu blot for at hente mig. Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før, men hvorfor skulle jeg også det. Jeg var i min bedste alder, og havde styr på mit liv, alt var planlagt og tilrettelagt.

”Er jeg død?” røg det ud af min mund. Mit udbrud var kommet ret pludseligt og sikkert også ret højt, men det så ikke ud til at overraske ham. ”Det er et svært spørgsmål, du stiller", svarede han. "I realiteten kunne du have været død hele tiden, men først nu hentes tilbage til livet…”. Han så tænksom ud, som havde han selv stillet samme spørgsmål.  Der var noget fascinerende over hans udstråling, noget barnligt. På dette punkt mindede Døden på ingen måder om min mand. Nej, den kartoffel kunne ikke engang tømme støvsugeren, ikke at det var en god undskyldning for ikke at bruge den.

”Jeg kommer dog blot for at tage Dem væk herfra. Andet ved jeg ikke,” fortalte Døden mig. En kold hånd blev lagt på min pande. Hans fingre var ru og klæbede sig fast til min svedige pande. Jeg havde lyst til at skrige. Jeg var faktisk lige ved at skrige, da han lagde en finger på min læbe. ”Vær sød at lade være; jeg har fået en sådan hovedpine de sidste par gange,” tyssede han på mig.

I nogen tid skete der ikke noget. Skulle han ikke tage mit liv fra mig, og føre mig til et nyt sted? Måske var jeg ikke helt død endnu. Døden skulle ikke dræbe mig, men kun føre mig væk – det havde han selv sagt. Døden kiggede rundt på værelsets ting. Der var lidt blomster fra min mor. Den olding havde endelig fået taget sig sammen til at købe andet end tulipaner. Jeg havde aldrig kunne fordrage tulipaner.

”Sikke nogle fine snurretoppe,” afbrød Døden stilheden. Snurretoppene var min søns. Han havde sikkert glemt dem efter deres korte besøg i dag. Den dreng var et stort kaos, når det kom til rod. Havde jeg ikke sagt det op til flere gange til ham, at jeg ikke ville se på det. Endda på mit dødsleje kunne den dreng ikke tage sig sammen. Han kommer da aldrig på HHX med den holdning. Og så min mand for dens sags skyld. Her kommer han med chokolade og frugter, når han udmærket godt kan se, at jeg ikke har kræfter til at spise det. Det er hvad man får ud af et femten års langt ægteskab.

”De snurretoppe er så sjove at konkurrere og lege med,” oplyste Døden mig. Lege med – hvor gammel var han lige? Det var på det tidspunkt, jeg rigtigt så ind i Dødens øjne. De var tunge og trætte, men den mest dominerende følelse var kedsomhed. Han kedede sig simpelthen dag ud og dag ind. Tænk at gå fra dør til dør, kun for at hente døde oldinge.

Ideen var meget spontan, men det blev den vel også nød til at være – jeg lå jo lige for døden. ”Vi kan spille om det,” forslog jeg. Først så han meget uforstående på mig, så jeg uddybede. ”Vi kan spille om mit liv med snurretoppene.” Døden forstod nu, hvad jeg mente, og med et havde jeg ham på krogen. Med de lange fingre greb han fat i dem.

”Hvis din grønne snurretop stopper først, er du død, men hvis jeg taber, vinder du livet igen,” forklarede han reglerne. Nervøsiteten boblede frem i mig. Det var et helt liv siden, jeg sidst havde haft sådan en i hånden. Den var grøn og lavet af træ. Tænk at spille om døden. Jeg havde fået muligheden for at vende tilbage til mit job og spabadet. Forsigtigt vendte jeg snurretoppen i hånden. Den skulle have fart på, for at holde så lang tid som muligt.

”Vi har et drej og kun et,” fortalte Døden. Han begyndte at tælle ned. En… To.. Tre, og jeg drejede min grønne snurretop. Den startede godt ud, havde langt mere fart på end Dødens snurretop. Den grønne farve drejede og drejede rundt om sig selv. Dødens snurretop så slet ikke ud til at miste fart, hvor min efterhånden blev langsommere og langsommere.

Det hele kørte i cirkler. Jeg havde lavet et bedre slag end Døden, det var jeg sikker på. Alligevel var det min der næsten ikke kunne stå op længere. De sidste drej var svajende. Man kunne tydeligt se de grønne nuancer, der kom af en dårlig maling. Dødens snurretop kørte stadig, da min grønne stoppede. Den var færdig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...