Only Human

Jeg går langs den lange gade, på vej til skole. Det er mørkt, klokken er kun 7:25. Skolen. Endnu et helvede, udover mit hjem. Ingen steder at være tryk. Jeg hader det, og jeg gider virkelig ikke stå op om morgen og komme i skole. Jeg kan ikke klare hverdagen. Den er for lang og smertefuld. Jeg vil meget hellere bare ligge derhjemme under min dyne, og bare sove. Sove foraltid. Evig og altid. Men.. Det kan jeg ikke. Det er umuligt. Eller.. Det er ikke umuligt..

0Likes
0Kommentarer
34Visninger

1. Only Human

Only human

 

Endnu en dag i helvede. Følelsen af at føle sig uelsket er forfærdelig, der er ingen jeg kender, som kan relatere til det.

Folk bruger depression som en undskyldning, for at være lidt ked af det. Men det er meget værre. Meget værre!

Depression er helvede.

Depression ødelægger dig. Langsomt. Du bliver aldrig den samme.

Det følelse som evighed før det stopper, det stopper aldrig.

Ingen kan hjælpe. Det er umuligt. Jeg er intet andet end et stort rod, stemmerne snakker. Bliver ved med at fortælle mig hvor lidt værd jeg er. Måske har de ret? Måske er jeg virkelig intet værd. Måske er selvmord den eneste vej ud. Ligesom de siger, det har de altid sagt. “Selvmord er den eneste vej ud fra dine længsler, der er ikke andre veje.” Det siger de altid.

Måske jeg skulle lytte til dem for en gangs skyld. De har måske ret.

Min psykolog siger altid, at jeg ikke skal lytte. Men det er svært at lade være. Jeg lytter, fordi jeg er nysgerrig. Jeg er nysgerrig efter at få af vide hvad de vil sige.

Jeg skaber så mange problemer for andre. Bliver altid så hurtig sur, og jeg har ingen ide om hvorfor? Jeg laver så mange fejl. Jeg mister så mange, jeg holder af. Det gør så ondt når de vender sig om og går. At de en dag bare vågner op og tænker: “Hende vil vi ikke have noget at gøre.” De vågner bare op og beslutter sig for, at jeg ikke er det værd mere. Jeg er nysgerrig efter at vide, om det var let for dem. Let for dem bare at gå. Går deres vej som var jeg ingenting. Det gør ondt, det gør virkelig ondt.

Jeg er lige her. Jeg har følelser.

Jeg er ked af, hvis jeg har såret dig.

Jeg er ked af, hvis du hader mig.

Jeg er ked af, jeg ikke er god nok.

Jeg er ked af, du ikke acceptere mig, for den jeg er.

Jeg er ked af, jeg har været sur og bragt skænderier.

Jeg er så ked af, jeg ikke har været der.

 

Jeg går langs den lange gade, på vej til skole. Det er mørkt, klokken er kun 7:25. Skolen. Endnu et helvede, udover mit hjem. Ingen steder at være tryk.

Jeg hader det, og jeg gider virkelig ikke stå op om morgen og komme i skole. Jeg kan ikke klare hverdagen. Den er for lang og smertefuld.

Jeg vil meget hellere bare ligge derhjemme under min dyne, og bare sove. Sove foraltid. Evig og altid. Men.. Det kan jeg ikke. Det er umuligt. Eller.. Det er ikke umuligt, men det kræver at jeg er død. Og jeg er bange for døden. Jeg er bange for, at forlade dem jeg holder af. Og dem som måske holder af mig. Jeg vil ikke forlade det sted jeg elsker mest. Det er for hårdt. At være sammen med dem, som elsker mig. Eller dem som jeg elsker. Gør mig tryg. Jeg er tryg hos dem. Jeg føler mig tryg hos dem. Jeg kan stole på dem, som jeg ikke har kunne ved andre. Alle andre løj. De gad mig ikke. De forlod mig for noget bedre. Der er altid noget bedre end mig.

 

Jeg savner ham. Ham jeg kunne stole allermest på af alle mennesker. Ham jeg elskede så ufattelig højt..

Han er væk nu.. Død. Han døde. Og han efterlod mig. Efterlod mig tilbage, med en smerte der ikke kan beskrives. Den er så forfærdelig. Og savnet er stort. Det er rigtig stort. Jeg ville gøre alt, for at se ham en sidste gang. Fortælle ham hvor meget jeg elskede ham. For jeg virkelig elsker ham, men jeg sagde det aldrig. Jeg nåede det ikke. Han var min bedste ven. Bedre end alle andre. Ingen kunne måle sig op med ham.

Jeg var alene i verden. Helt og aldeles alene. Indtil han kom.

Min bedste ven, men jeg er ikke hans. Han er min. Min bedste ven, og det vil han altid være.

 

Jeg når skolen, det ringer ind. Jeg når kun lige at komme ind, også er timen startet. Jeg får nogle ord af vide, grimme ord. “Hvor er du grim i dag”, “Dræb dig selv”, “Øv, troede du ville forblive væk i dag”. Det såre mig. Det gør ondt.

Hvorfor mig? Hvad har jeg gjort? Hvad gør jeg? Hvorfor lever vi? Hvorfor skal jeg igennem denne smerte?

Det er forfærdeligt.

Jeg sætter mig ned på min plads. Den plads jeg har haft alle år siden jeg kom i 7.

Jeg går i 8 nu, er blevet mobbet siden 3.. Det stoppede lidt i 5, men begyndte igen i 6.

Det har aldrig været nemt at gå i skole. Aldrig. Det er ikke just et drømmeland. Nej, langt fra. Det er helvede.

“Tag jeres dansk hæfte frem og slå op, på en blank side. Så begynder vi en diktat.”

Jeg finder mit dansk hæfte frem, slår op på en blank side, finder viskelæder og blyant frem. Susanne begynder at diktere. Det er let. Jeg synes det er let, det er let for mig.

Jeg er den mindste på hele årgangen. Det er irriterende, men hvad kan jeg gøre ved det? Folk ser mig som den lille pige. Eller hende der cutter og har problemer.

Folk kalder mig endda en emo. Men jeg er ikke en emo?

“Avanceret forhold, skriv avanceret.” Jeg staver til avanceret, nemt. Det er nemt. Ikke særlig svært. Jeg har egentlig aldrig haft svært ved at stave.

Det ringer ud.

Nu er der kaos i klassen, alle råber og skriger og er ekstrem hyper.

Nogle drenge fra klassen kommer over til mig, nu begynder det hele. “Jeg tror lige du skal komme med os.” sagde en af drengene. 2 andre drenge begyndte at trække i mig. Jeg lod være med at kæmpe imod, hvis jeg kæmper imod bliver det bare værre. Så jeg vil bare have det overstået nu.

Vi går ud mod toilettet. De to drenge der har fat i mig begynder at løfte mig over til håndvasken. “Ej, du vejer ikke så meget mere. Har du taget dig sammen og har lyttet til os nu? At du er fed? For det er du virkelig. Det godt du taber dig, bliv ved med det. Bliv ved til der ikke er mere af dig!” Det gjorde ondt at få af vide. Det gør det altid. Det er altid det samme.

Kommer i skole, har nogle timer, får frikvarter klokken 10, buksevand. og nogle gange får jeg slag. Normal skoledag.Jeg gider ikke mere, livet for mig er ligegyldigt.

 

Skoledagen i dag gik meget hurtig, i forhold til de andre. De plejer at være langtrukken og smertefuld. Jeg begynder at bevæge mig hjemad med musik i ørene. Nynner lidt med på melodien og synger også lidt. Jeg elsker at synge, det gør jeg virkelig. Jeg har nogle få internet venner som jeg tit skyper med. De synes jeg synger godt, de tror på mig. Jeg er så glad for dem. Men frygter alligevel at de skulle vise sig at være fake. At jeg har lagt min tillid i falske personer.

“nananananana” nynner jeg med til melodien. Twenty One Pilots - The Judge. Jeg elsker den.

Twenty One Pilots er mit yndlingsband. Jeg elsker deres sange, og vil virkelig gerne med til en koncert med dem. Det en stor drøm. Og det kommer aldrig til at ske.

Jeg åbner min hoveddør og går ind, lukker døren stille efter mig, så jeg ikke vækker min mor og min pap far. Det vil jeg helst ikke. Jeg vil ikke blive slået igen, det frygter jeg. At blive slået. De sidste par dage har jeg undgået det, ved bare at være på mit værelse.

Jeg skynder mig at løbe ovenpå for at tænde min computer, i håb om at nogen af mine internet venner er på. Så jeg har nogen at snakke med. De acceptere mig for den jeg er.

Min psykolog siger jeg er ved at blive afhængig af det. Men nej, det er jeg ikke! De hjælper mig! Mere end hvad alle andre har prøvet på. Jeg er glad for dem, og jeg er ikke afhængig.

Jeg tænder min computer og venter på at den starter op. Da den var startet op, satte jeg noget musik på og tjekkede om nogen af dem var på, og til mit held så var der. Mikkel.
Tarden: Hey! :D

Mikkel<3: Heej. :’D

Tarden: Hvad så? c:

Mikkel<3: Ikke så meget, dig? cx

Tarden: Er lige kommet hjem, heh. ^-^

Mikkel<3: Hvordan har skoledagen så været? o:

Tarden: Som sædvanlig, trættende, og et helvede. i:

Mikkel<3: Det jeg ked af. ): Du ved du altid kan skrive, jeg er her altid. :D

Tarden: Jeg ved det godt. c: Lige nu vil jeg bare glemme alt hvad der er sket i skolen i dag. .-.

Mikkel<3: Lad os snakke om noget andet så. :’))

Tarden: Jaa.. c:

 

Mig og Mikkel skrev sammen meget, det var rart med en som forstod. Eller han forstår ikke hvad jeg går igennem, han har aldrig prøvet det, men han hjælper mig. Han lytter til mig. Han er en rigtig ven.

 

Jeg lagde mig ned i min seng, med et stort smil på læben. Jeg skulle sove nu. Den bedste tid på dagen, er at sove. Udover at snakke med Mikkel.

Men at sove var så befriende. Jeg kunne selv bestemme hvad der skulle ske i mine drømme, det var mine beslutninger. Mig der bestemte. Jeg elskede det.

Jeg lagde mig godt til rette i min seng. Klar til at flyve ind i drømmeland.

Jeg faldt hurtig i søvn, ligesom hver anden aften. Det gik hurtigt.

Søvn var en fantastisk ting. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om alle andre, det var kun mig. Og mine drømme. Jeg virkelig elsker det.

 

Der var gået uger nu, mange uger. Jeg er træt. Jeg har ikke fået sovet ordentligt. Mobningen er der stadig, den er blevet værre. Lysten på livet er meget lille nu. Jeg gider ikke mere. Jeg er fortabt, det hele er ligegyldigt. Jeg vil ikke mere.

Jeg sidder i min seng, og græder. Græder stille tåre. Der kommer ikke en lyd fra mig, men mine tåre råber. Råber om hjælp. Jeg har brug for hjælp.

Hvornår vil alt det her stoppe? Hvornår bliver jeg glad igen?

Jeg kigger ned på mine arme, der er ar overalt. Ar fra dårlige tider. Hvert ar har sin historie, det er lange historier.

Jeg kigger over på mit skrivebord og tager fat i min saks. Jeg sætter forsigtigt saksen på mit lår og tæller til 3. “1, 2, 3.” Også skær jeg. Blodet kommer op for det nye ar jeg lige har lavet. Arret forbliver der for altid. Et minde om den her dag.

Jeg skær videre. Jeg bliver ved til der ikke er plads mere.

Det gør ondt, men det er rart. Jeg bliver fri fra smerten indeni.

Når jeg fortæller det til andre, mener de jeg er skør. Måske er jeg skør?

Måske skulle jeg virkelig bare gøre som alle andre vil have? Dø.

Jeg tager min telefon op og går ind på skype. Mikkel har skrevet.
Mikkel<3: Hey, du okay?

Jeg svarer ham ikke. Jeg vil ikke gøre ham bekymret. Jeg har det fint, helt fint. Jeg kunne ikke have det bedre.

Jeg slukker min telefon igen og putter den i min lomme. Jeg rejser mig fra min seng og går ud mod trappen.

Jeg gider ikke livet mere, jeg er færdig med det. Måske skulle jeg lige svare Mikkel? Sige jeg har det fint, og at jeg faktisk elsker ham. Ja, det gør jeg.

Jeg er nået ned til køkkenet og stopper op foran medicinskabet. Jeg tager min telefon op af min lomme, Mikkel har skrevet igen.

Mikkel<3: Elena, snak med mig. Er der noget galt?

Tarden: Hør Mikkel, jeg elsker dig virkelig højt. Du er det bedste af alt der er sket for mig. <3 Jeg holder ekstrem meget af dig, og kunne ikke være mere glad for dig. Du har gjort så meget godt for mig. <3 Farvel.

Mikkel<3: Jeg elsker også dig. o: Hvad sker der? Hvorfor farvel? D:

Tarden: Du bliver fri fra mig nu. :’) Jeg elsker dig. <3

Mikkel<3: Elena, nej! Lad være! Pls!

Tarden: Sry. <3

Jeg tager låget af æsken og heller en masse piller ud i min hånd. Jeg går over til vores skab og tager et glad ud. Jeg hælder vand op i glasset, overvejer en gang til om jeg skal gøre det. Kigger ned på pillerne i min hånd, jeg tager min hånd op til munden og putter pillerne ind, drikker noget vand fra glasset så det er nemmere at sluge. Jeg stiller glasset fra mig igen og kigger på min telefon.
Mikkel<3: Elena hør, pls ikke gør det. Jeg holder så meget af dig, jeg holder virkelig af dig. Jeg har ikke indset det før for et par dage siden. Men jeg har altid haft de her små følelser for dig, jeg ved ikke om du har det på samme måde. Men jeg elsker dig virkelig, jeg elsker dig som mer end min ven, så pls ikke gør det Elena. Jeg kan ikke miste dig..

Tarden: … Jeg har allerede slugt pillerne….

Mikkel<3: Omg, Elena ring efter en ambulance nu!

Tarden: Jeg har det på samme måde Mikkel. Jeg elsker også dig mer end ven.

Mikkel<3: Ring nu!

Jeg kigger på min telefon, skal jeg ringe? Skal jeg redde mig selv inden det er for sent?

Min mor kom ud i køkkenet og så pillerne på bordet. “Elena! Hvad har du lavet?! Hvorfor?!” Min mor er rasende, jeg flytter mig fra bordet og kigger op på hende.

Mit syn bliver sløret og pludselig er det sort.

Jeg hører stemmer, mange stemmer. “Du gjorde det. Du gjorde det rigtige.”

Jeg gjorde det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...