Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10748Visninger
AA

15. Well...

Harry Edward Styles


Jeg sendte Gemma et hårdt blik, som fik hende til at holde et grin inde. Men Celina lyste pludselig op, under Kathleen's tøven.
"Det er fordi mor har taget sådan en pille! Også blev det til en baby! Nej, to babyer!"
Kathleen's mor rystede tsk'ende på hovedet. "Kom her min pige, så se hvad jeg har til dig."
På den måde blev opmærksomheden vendt væk fra os igen, og jeg kunne igen trække vejret. Jeg hadede når vores familier havde deres blikke kun på os.
Gemma kiggede på Kathleen med et blik, som viste hun ikke vidste om hun skulle grine eller græde.
"Du ved din bror er en klaphat," sagde Kathleen opgivende, og fik Gemma til at gå hen og give hende et kram og ønske hende tillykke.
Så blev det altså drenge. To drenge ovenikøbet. 
"Hej Harry," Robin trak mig ind i et kram og jeg lod den efterhånden ældre mand give mig et trygt kram. "Hej," jeg sendte ham et stort smil.
Han gav mig et stolt nik. Det var det jeg altid godt har kunnet lide med Robin. Han så mig som sin egen søn, og Celina var ligeså meget hans barnebarn, som min ægte fars.
"Tillykke. Vi er stolte af jer."
Jeg smilede lidt genert. "Tak Robin. Tusind tak."



Senere den aften, da jeg havde puttet Celina, gik jeg Kathleen i møde ind i soveværelset. Hun stod og kiggede på sig selv i spejlet, med en af sine nye natkjoler. Hendes mave var vokset så hurtigt at vi næsten omgående have måtte købe noget nyt graviditetstøj til hende.
"Harry?" 
"Ja min skat?" Jeg knappede min skjorte op, og lod mig stå topløs foran hende. Hun sukkede. "Det er snart jul. Der er kun 4 uger til."
Jeg rynkede forvirret panden. Var tiden allerede gået så hurtigt...? Det føltes som igår, at vi havde fundet ud af at Kathleen var gravid igen, og nu kendte vi allerede kønnede på tvillingerne.
"Allerede?" Mumlede jeg. Hun nikkede grinende.
Jeg knappede også mine bukser op, og fandt min pyjamas frem. At vi var én uge fra at træde ind i december overraskede mig, for julegaver havde ihvertfald ikke fyldt mit hoved her for nylig.
"Hvor skal vi holde julen?" Hun satte sig på sengen. "Jeg ved vi talte om, at holde det hos mine forældre i år, men jeg tænkte det måske ville være bedre hvis..."
Jeg var nu iført min pyjamas og jeg satte mig ved siden af hende. Jeg lagde min hånd på hendes lår og nussede det blidt. "Hvis hvad? Hvis vi holdte det, bare os?"
Hun nikkede. "Fordi... Så vil jeg være i uge 22 og jeg ved det ikke er meget, men alligevel. Jeg tænkte det ville være godt for os alle, at det bare var os." Hun lænede sig op af mig og lod sine hænder folde sig rundt om min ene arm.
"Hmm," jeg indåndede hendes duft i hovedbunden og gav hende nogle små kys i håret.
"Hvis det er det du ønsker, vil jeg ikke stoppe dig, Kat."
Hun smilede. "Så gør vi det? Holder det her, bare os tre?"
"Bare os fem" jeg lagde min hånd på hendes mave, og smilede kærligt til hende.
Hun grinede, "med vores drenge," hun kyssede min hals.
Jeg fnes. "Vores drenge ja." Hun sukkede. "Ikke flere piger til os."
"Det kan da være vi får et barn til."
"Nej! Den her graviditet er allerede ved at tage livet af mig!"
Jeg grinede. "Du klarer det storartet."
Hun havde rejst sig og gået over på den anden side af sengen for at ligge sig, men hun stoppede op da jeg sagde det, og lagde hånden på toppen af hendes mave. "Gør jeg?"
Jeg rejste mig og gik hen til hende, og foldede mine arme rundt om hendes hofter, imens jeg kyssede hendes hals og nakke.
"Helt fænomenalt. Du er fantastisk. Igen." Jeg lod mine hænder glide om på hendes mave.
Hun smilende tilfredst. "Og du er også sådan. Fantastisk og fænomenal og hvad du nu ellers sagde."
Jeg grinede. "Du er træt. Lig dig til at sove, Kathleen."

 


Den morgen blev vi vækket temmelig tidligt. Det var lørdag, så det var faktisk noget rigtigt lort.
Det var Kathleen's telefon der ringede.
"Kat...? Det er din," jeg prikkede blidt til hende, og hun tog sin telefon. 
"Mhm... Det er arbejdet," mumlede hun. I det mindste var det ikke mit arbejde heller, men stadigvæk.
"Godmorgen," sagde Kathleen, og forsøgte at lyde forholdsvis frisk. 
En skarp stemme fik hun tilbage, men jeg kunne ikke høre hvad de sagde. Kathleen begyndte at blive utilpas, og jeg nussede blidt hendes ryg som hjælp.
"Men... Godt. Tak for nu."
Hun lagde på, også var der helt stille.
Hun skælvede en gang imellem, og sukkede flere gange.
"Kathleen? Hvad sagde de?"
Jeg tog fat om hendes hofte og tvang hende til at vænne sig om. Da hun var nået over så hun kunne se mig, så hun rigtig ked af det ud.
"At... Ja, at de ikke gad at have mig der så længe jeg var gravid. Så..." Hun sukkede. 
"Blev du fyret?" Spurgte jeg forundret. "Nej. Bare meldt af, til barslen er ovre."
"Åh."
Så lå vi lidt.
"Hvorfor skal vi altid kæmpe så meget for vores børn, Harry? Hvorfor kan vi ikke bare være som alle andre?"
Hun skubbede sig lidt tættere på mig, og jeg foldede mine arme om hende.
"Fordi... Vi er ikke ligesom dem. Hvis det var en anden der havde fået den opringning du havde fået, så havde de været ligeglade, og set det som fridage. Men vi har sådan en stærk næstekærlighed, og føler vi bliver taget væk, når det her sker."

Efter mine ord forholdte hun sig stille. "Det var godt jeg giftede mig med den mand der altid kunne forklare hvad jeg føler," hviskede hun pludseligt.
"Hmm," jeg plantede min næse i hendes hår. "Selv tak, min skat."
"Louise kommer forbi med Eric idag," hviskede hun. "De ville gerne snakke lidt, inden ungerne starter på mandag."
Jeg nikkede. "Okay. Hvad med Niall?"
"Stadig i Beijing."

Niall var, tro det eller ej, blevet semiprofessionel golfspiller, og det var jo stort at gå fra at være sangstjerne til at være golfspiller, så han havde lige udgivet en bog, og var nu til signering i hele verden. Det gik ham rigtig meget på, at Celina og Eric gik igennem det her uden han var her, og det var nok også det der skræmte Kathleen. Hun var bange for, at Celina heller ikke ville have sin far hos sig.
"Stakkels Louise," mumlede jeg. "Stakkels Eric," rettede Kathleen mig.
Eric ville klare sig, for han var mors dreng helt klart. Selvom han var som snydt ud af næsen af sin far, med blå øjne og lyst hår, og mest af alt mindede mig om pingvinen fra Happy Feet, var han glad hos sin mor. 
Det var stik omvendt med Celina, hun både lignede sin far, og var sin fars pige. Men det betød ikke hun ikke også holdte meget af sin mor, og hendes kommende småbrødre.

Jeg begyndte at fornemme, at jeg hele tiden var bange for at gøre Kathleen sur. Jeg hadede at såre eller gøre Kathleen sur, og lige nu var det bare så nemt. Jeg vidste Celina havde det på samme måde. Igår i bilen, da hun var så spændt for at se tvillinger, kom til at åbne selen få sekunder før jeg stoppede bilen, blev Kathleen virkelig sur. Det havde irriteret mig lidt, og Celina var blevet lidt ked af det. 

Celina brugte altid tiden om aftenen sammen med mig, og fortalte om alle de ting der havde betyder noget for hende. Hun havde også nævnt det med, at Kathleen var blevet sur på hende. Også måtte jeg forklare hende, at mor engang imellem blev sur fordi tvillingerne skubbede inde i hendes mave.
"Kathleen?"
Det slog mig nu, at vi allerede havde kunnet mærke Celina lidt efter kønsscanningen, men nu var de to, og vi havde ikke mærket noget.
Kathleen havde været lige ved at falde hen på min overarm, men åbnede så øjnene igen.
"Vi har ikke mærket dem endnu," sagde jeg.
"Drengene?"
"Ja."
Det føltes stadig mærkeligt, at det var drenge vi skulle have. To tvillingedrenge.
Kathleen smilede. "De har ikke bogstavelig talt sparket, som Celina gjorde, men jeg kan godt mærke dem bevæge sig derinde."
"Og det kan jeg ikke?"
"Jamen," hun tog min hånd og lagde på hendes mave. "De er jo mindre. Når der er to, er det nemmere at mærke dem, men ikke udefra."
"Det lyder mærkeligt," sagde jeg utilfredst.
Hun grinede og satte sig lidt op. "Hvis du havde været en kvinde, så du nok forstået det."
"Ej, men i har så mange betegnelser for dit og dat, Kathleen." Jeg lagde armene over kors.
Kathleen grinede og kyssede blidt mine læber. "Jeg elsker dig."
Jeg smilede. "Jeg elsker også dig."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...