Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10804Visninger
AA

7. Twins!

Harry Edward Styles

Lige nu sad jeg til - rent ud sagt - et røvsygt møde. Det omhandlede ikke engang mig. Det handlede bare om hvordan vi skuespillere skulle forholde os, og hvordan sminkørerne skulle virke ustressede når vi var på settet, og passe kulisserne. Og da vi alle var forholdsvist professionelle og erfarne, var dette blot et unødvendigt, dumt møde. 
Jeg skat tænder og trykkede min kuglepind hårdt ind imellem mine knoer. Det kunne ikke passe, at den der aldrig, aldrig har sygedage, og aldrig har haft én fraværsdag fra disse ting, ikke må få én dag fri! Hvad så nu, nu skulle Kathleen igennem en scanning alene, hvor vi ville finde ud af, om vores barn var sundt og raskt. Og hvad hvis der så var noget galt? Hvad så med Celina? Skulle hun bare sidde der og glo? Ville Kathleen bryde sammen hvis der var noget galt med barnet?
Her for tiden var drillerierne fra de andre børn imod Celina blot blevet værre, faktisk havde det udviklet sig til mobning. Det skar mig i maven, når Celina kom grædende hjem, og ikke ville i skole hver morgen, men jeg kunne ikke nænne at flytte hende, når både Freddie og Eric gik der, og legede med Celina, når de ellers turde. Mobberiet ødelagde os allesammen. Hver evig eneste morgen havde Celina grædt eller haft tårer i øjnene, når vi vækkede hende og sagde hun skulle i skole. Og Kathleen kastede op og bar på smerterne i hendes krop, alt imens hun forsøgte at hjælpe Celina så meget hun kunne. Men hun var ikke superwoman, hun var mor. Og mødre har det hårdt, men derfor er der en far.
Jeg burde være der nu. Sidde med Celina i skødet, og med Kathleen i hånden, imens de tjekkede Kathleen's livmoder.
Jeg vidste pludselig ikke hvad jeg gjorde, men vreden trængte ud af min krop igennem min mund, i et roligt og afslappet forhold: "jeg vil vende tilbage om få minutter," meddelte jeg. De fleste ville nok tænke at jeg skulle på toilettet, og det skulle jeg også.
På en måde.
Nej, jeg skyndte mig ud af mødelokalet, og videre ned af den tomme gang. Jeg fandt hurtigt mine ting på mit kontor, og skyndte mig så ud af bygningen.
Hvordan kom jeg hurtigst til hospitalet?
Via en taxa. Aha. Jeg kiggede med i mit ur, og håbede mine kollegaer ikke kiggede ud af vinduet og ned på gaden hvor jeg stod lige nu.
Kathleen skulle undersøges om et kvarter. Jeg ville nå det. Jeg skal nå det.
Hurtigt løb jeg ud foran en taxa med viftende arme, der med hvinende dæk og et forskrækket horn stoppede op foran mig. Jeg kastede mig ind i taxaen og sagde så snart da jeg skulle ind hvor jeg skulle hen.
Den udlandske taxachauffør kommenterede ikke, men satte kurs imod hospitalet.
Jeg trippede stresset med min fod. Jeg håbede ikke Kathleen ville bære præg af, at jeg havde mit fine kontortøj på idag, men altså. Jeg kom, og det var vel det vigtigste. 
Omkring 7-10 minutter senere holdte vi endelig ude foran hospitalet. Londons trafik var stressende og stor, men jeg nåede her op på rekordtid. Taknemmeligt klaskede jeg pengene i hånden på chaufføren og takkede ham, og skyndte mig så ind.
Jeg spænede op af trapperne til 3. Etage, der nok ville være hurtigere end at tage elevatorerne i dette omfang. Jeg braste nok lidt for højt ind på den stille afdeling, hvor andre gravide kvinder sad. Alle kiggede forskrækket op på mig da jeg kom ind, men det betød ikke noget, for få sekunder efter hørte jeg Celinas stemme iblandt alle patienterne.
"Far! Du kom!"
Hun spændende nede fra den ene af afdelingen op til mig, og krammede mine ben til sig. Jeg satte mig på hug til hende, og kyssede hende flere gange på hovedet, inden jeg tog hende op til mig.
"Har du haft en god dag, skattepige?" 
Hun grinede med strålende øjne. "Mor sagde du ikke ville komme," hun ignorerede mit spørgsmål, og gik direkte til sine egne skuffelser.
"Ja... Men far fik fri alligevel."
Jeg begyndte langsomt at gå ned af gangen, og til aller sidst fandt mine øjne Kathleen. Jeg satte Celina ned, og satte mig ned ved siden af Kathleen. "Hej," jeg delte et kys med hende, og lagde min hånd på hendes lår. "Er du okay?"
Hun nikkede. "Hvordan... Fik du overtalt dem?"
Jeg sendte hende et skævt smil. "En gang imellem må man godt lave lidt ballade," jeg lænede mig frem for et kys mere, men hun stoppede mig ved at holde en hånd på min kind. "Har du pjækket? Harry dog..." Hun lagde mut hovedet på skrå.
Jeg grinede hæst. "Det her er vigtigere for mig. Så må jeg tage skideballen på mandag."
Med et suk nikkede Kathleen og vendte sig forvirret efter Celina, der var løbet hen til noget legetøj.
"Hey, lad hende bare lege. Det her handler om vores andet barn."
Jeg lagde min hånd imod hendes hofte med et smil, for endnu var hendes mave ikke båret præg af graviditeten.
Hun lagde sit hoved ind til min skulder. "Tak fordi du kom. Efter det her vil jeg gerne have dig med ind på Celinas skole. Vi bliver nødt til at gøre noget."
Jeg strøg hende over ryggen. "Nu venter vi lige og ser hvad lægen siger, okay?" Jeg kyssede hendes hovedbund. 
"Okay."

"Kathleen Styles?"
Det gjorde stadig noget ved mig, når folk talte om Kathleen med hendes efternavn.
Styles. Det var jo mig. Det var som om hun officielt var blevet en del af mig, som Celina.
Kathleen rejste sig op, uden overhovedet at have luft i lungerne af nervøsitet. "Celina, kom med."
Celina kiggede op fra sin leg, og skyndte sig hen til sin mor der kaldte på hende. Jeg fulgte med dem ind, og fandt vej ind i det mørke scanningslokale. Lokalet vækkede minder fra Kathleen's tidligere graviditet, der havde det bare været helt anderledes. Nu var det os alle tre, og ikke hun Kathleen og jeg. Det føltes urealistisk, at der var en tid hvor vi kun var os to, uden Celina.
Celina blev lidt skræmt over omstændighederne, og klatrede op i mit skød. Vi sad og kiggede efter Kathleen, der nervøst snakkede med lægerne, og samtidigt lagde sig ned og trak sin trøje op.
Hun fortalte bekymret om alle hendes voldsomme bivirkninger, men lægerne var ikke bange. De sagde helt afklaret, at nu måtte vi se.
Med lukkede øjne lod Kathleen lægerne smøre cremen på.
"Der sker ikke noget med mor. De kigger bare ind i maven," jeg hviskede trygt ind i Celinas øre, for hun virkede ret nervøs, "tror du der er en baby far?"
Jeg smilede til hende. "Ja. Det tror jeg. Bare rolig." Jeg nussede hende beroligende om hendes lår og hånd, imens lægerne nu endelig satte den metalliske pind på Kathleen's mave. Kathleen tvang hendes øjne op, og kiggede op skærmen sammen med os andre.
Billedet var utydeligt, og hvis man spurgte mig, kunne man tydeligt se én baby. Vent. Det her var sandt. Kathleen er gravid. Der er virkelig et barn i hendes mave. Jeg følte glæden boble i mig, som ved den første scanning i graviditeten med Celina.
"Det ser jo yderst fint ud..." Lægen sendte Kathleen et lille genert smil. "Jeg ved ud efter dine forklaringer om bivirkningerne der er større, at chancen for to små var mulig. Nu ved jeg ikke hvordan i vil reagere men..."
Celina blev lidt anspændt i mit skød, men det blev jeg også.
Og Kathleen så helt forskrækket ud.
"Hvis i ser på kanterne i billedet, er der to. Der er to herinde. I skal have tvillinger."

 


"Mormor?! Ved du hvad?" 
"Nej, Celina," grinede Kathleen's mor, Johanna. 
"Jeg skal være storesøster! Der er to babyer i mors mave!"

Da Johanna ringede til Kathleen for at følge op på vores hverdag i al almindelighed, var det altså Celina der havde taget røret, og var nu i fuld gang med at forklare sin mormor om sin kommende titel som storesøster.
Kathleen derimod, var ved at gå ned i chokerelse over at bære to børn, og var ikke rigtig i stand til at kommunikere. 
"Celina? Må jeg tale med din mor et øjeblik?"
"Øh..." Celina gik i stå, men jeg tog blidt telefonen ud af hånden på hende. "Hej Johanna."
"Hej Harry," Johanna sukkede lettet op. "Hvad er det mit barnebarn fortæller mig?" Celina kiggede spændt op på mig, men jeg sendte hende bare et smil og skubbede hende ind i stuen til Kathleen. Imens blev jeg stående i køkkenet, og lukkede døren.
"Det er sandt, Johanna. Vi opdagede det for nogle uger siden, men vi ville ikke fortælle noget før alt var fastlagt. Men nu er det her. Vi venter tvillinger. Til februar."
Der var dødstille i den anden ende. "Er Kathleen virkelig gravid igen?" Spurgte Johanna. "Ja. Jeg ved det er overraskende, men vi føler begge det er godt at vores familie bliver udvidet nu."
Johanna grinede muntert. "Nej. Gud, er det sandt?" Nu lød hun virkelig energisk. "Og det er tvillinger? Næh, Harry, er de enæggede?" 
Jeg smilede lidt for mig selv. "Det kan du tro de er. De bliver som to dråber vand."
Johanna, som ikke var en dag over 50, hvinede højt i telefonen, "må jeg tale med Kathleen? Er hun okay?"
"Johanna... Vi er lige kommet hjem fra scanningen her. Ja, Kathleen er i uge 11 allerede. Det er bare lidt chokerende for os, at det er to vi skal have, og ikke kun ét. Men vi er begge glade, det er jeg sikker på."
Kathleen åbnede pludseligt døren til køkkenet. "Giv mig telefonen, Harry."
Jeg rakte hende med det samme telefonen, og sendte hende et smil.
Hun tog den hurtigt, og vendte sig væk fra mig. "Mor?"
"Kathleen, har du det godt?"
Kathleen så anspændt ud. Jeg hørte fjernsynet var igang, så Celina var nok optaget, og vi kunne få vores voksen snak. "Det... Altså det er noget værre end sidst. Jeg kan næsten ikke være i mig selv," Kathleen snøftede, og jeg skyndte mig at ligge armene om hende.
Gud, jeg skulle være far til to. Jeg ville blive far til tre!
"Kathleen du skal nok klare det, du har Harry."
Og det udløste så, at Kathleen væltede en lavine ud, af alle de ting vi havde gået igennem de sidste 6 uger, lige fra mobberiet imod Celina, til alt om hendes graviditet indtil videre.
Det var endt i at Johanna havde formået at få Kathleen's tårer vendt til glædestårer, og sammen græd de sammen af glæde, for vi skulle have to børn.
"Tak for det hele mor," snøftede Kathleen til sidst. "Selv tak, Kathleen. Jeg er så stolt af dig. Ring når du får brug for det!"
Kathleen grinede. "Godt. Vi ses."
Hun lagde på, og pustede så tungt ud. Hun tørrede sine kinder.
Så vendte hun sig om imod mig, og sendte mig et stort smil. "Harry!" 
"Ja?" Drillende lagde jeg hovedet på skrå. Kathleen lagde sine hænder på sin mave. "Jeg skal være mor til to. Igen." Jeg smilede. "Ja. Og nu skal jeg pludselig passe på tre børn," jeg gik hen til hende og lagde min pande imod hendes. Jeg lagde min hånd oven på hendes. "Vores børn," hviskede hun. "Mhm." Jeg smilede. "Celina var så glad da hun så dem."
Kathleen grinede. "Ja. Det var jeg også. Nu forstår jeg bedre, hvorfor det hele gik så hurtigt." Jeg svang mine arme tæt rundt om hende. 
"To børn. Det er dobbelt op på alt, Kat."
"Harry!" Gispede hun pludseligt. "Så skal jeg føde to børn på en gang! D-d det kan jeg da ikke!"
Jeg tog hendes ansigt i mit. "Det ved jeg du kan. Du er en stærk kvinde, Kathleen. Men nyd nu din graviditet. Det er ikke alle der får lov at opleve to børn på samme tid." Hun smilede.
"De er enæggede, Harry. To piger eller to drenge."
"Mhm." Jeg kyssede hende bare. Det der gad jeg ikke at høre på.
Hun grinede imod mine læber, og kyssede mig igen. Hun plantede sine hænder imod mine skuldre, og trak sig væk, for at ligge sit hoved imod mit kraveben. "Jeg elsker dig."
"og jeg elsker jer. Kathleen, jeg lover vi får det hele til at lykkedes. Det hele," jeg nussede hende blidt op og ned af ryggen.
"Ja," åndede hun. "Vi klarer den."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...