Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10750Visninger
AA

17. Travel

Harry Edward Styles

"Harry Edward Styles..." 
Som min chef gik der, med hænderne på ryggen og marcherede frem og tilbage foran mig i sit mødelokale, kunne jeg ikke lade være med at være nervøs. Det var ikke fair, men ingen af os havde været det. Måske mit argument var, at jeg havde givet igen?
"Hvor var du igår? Og imorges? Jeg håber du var igang med noget vigtigere, end at indspille den næste stjernefilm!"
Jeg holdte et suk ind af forargelse. Jeg ville rigtig gerne have indspillet, men jeg ville ikke skuffe Kathleen. Desuden var det en oplevelse for livet der havde ventet kiggede igår, og Celina havde haft brug for min støtte idag. Jeg fortrød ikke at have pjækket, for inderst inde vidste jeg, at de ikke ville kunne indspille filmen uden mig.
"Jeg forsørgede min familie," svarede jeg tamt. Min chef stoppede op, og kiggede misbilligende på mig. 
"Er din kone ikke i stand til at passe på sig selv og jeres datter eller hvad? Hvorfor kunne hun ikke klare det selv? Jeg formoder også din datter går i skole, og din kone på arbejde!"
Jeg hadede når folk omtaler Kathleen som min kone. Det lød som om at jeg ejede hende, eller at vi var virkeligt gamle. Det var vi jo ikke. Unge og friske, og desuden kaldte jeg selv Kathleen for min hustru, fordi det bare lød bedre.
"I øjeblikket er min hustru," jeg skævede surt op til ham, for ar understrege mit kaldenavn, "gravid, og igår fik var vi til scanning, for at se om vores børn havde det godt."
"Kunne hun ikke tage til scanning selv? Harry vi regner med dig, og du skal være til at stole på. Du kan ikke bare melde fra, når du ikke gider på arbejde! Så burde jeg fyre dig!"
"Men du havde jo ikke givet mig fri, havde du? Prøv at høre, det vi som familie var igennem igår og idag, var noget vi ikke kunne klare hver for sig. Min datter har haft en meget dårlig skolestart, så dårlig at vi måtte finde en ny skole. Og idag var hendes første dag, jeg blev nødt til at være der."
"Meget fint Hr. Styles. I så fald undgår du nu at snyde dig fri fra os."
Jeg slikkede mig om læberne. Han fyrede mig. Helt sikkert.
"Tag hjem og pak kufferten. Vi filmer i Armenien i næste uge, og alle skuespillere har fri inden da."
"Armenien!" Råbte jeg forskrækket. "Hvor længe skal vi afsted?"
"3 uger. Så du kan godt forvente din hustru," han vrængede det sidste ord ud, "skal vente på dig, mere end du forventede. Godt, vi ses i lufthavnen på mandag."
"Men det er om en uge!"
"Ja! Skrup hjem og nyd familien, Styles! Farvel!"

 



Hele vejen hjem havde jeg nærmest rystet af vrede. Hvad skulle jeg nu stille op? Sidst jeg rejste fra Celina og Kathleen, havde Celina været noget yngre, og nærmest ikke lagt mærke til jeg var væk. Og Kathleen var slet ikke gravid med tvillinger.
Jeg pustede tungt ud, og sank ned i sædet. Hvad skulle jeg sige?
Hej med jer, jeg smutter til Armenien i 3 uger. Ja, en måneds tid faktisk. Jeg håber du klarer den, Kathleen!
Nej vel?
Jeg steg ud af bilen, og tog lige en dyb indånding da jeg låste døren op. Det første der mødte mig var duften af frisk bagværk, og det var virkelig noget jeg trængte til.
"Løb ud og vask hænder, Eric," jeg hørte Louise skubbe Eric i retningen af håndvasken, og jeg måtte lige løfte øjenbrynene engang. 
Kathleen og Celina var her vel også, ikke?
Jeg fik taget mine sko af, svunget halstørklædet af min hals, og da jeg kom til jakken, hørte jeg et højt gisp.
"Mor! Far er kommet hjem!"
Celina spurtede hen til mig i fuld fart og kastede sig over mig. Med et grin fik jeg viklet hende ind til mig, og kysset hende tonsvis af gange på kinderne og i panden.
Celina grinede så hendes smilehuller dukkede frem, og hendes øjne blev til små sprækker.
"Ved du hvad far? De kunne allesammen lide mig!"
"Kunne de?" Begejstret kærtegnede jeg hendes overarme med mine tommelfingre. "Gik det godt Celina?"
Hun nikkede, "vi har også bagt kage til dig!" Hun begyndte at hive i mig, og jeg nåede lige at få jakken af der...
"Celina?"
Hun var allerede nået dansende hen til dørkammen, hvor hun stod og ventede på mig. Hun nikkede.
"Nåede du at vaske hænder?" Jeg viste hende bagsiden af min jakke med løftede øjenbryn.
Den var helt dækket til af mel, og det var ikke ligefrem den mest billige jakke.
Celina så helt bedrøvet ud. "Undskyld far! Det var altså ikke med vilje!"
"Hvad så? Åh, Hej Harry!" Louise stod og så lidt betuttet på os.
Jeg grinede. "Min jakke har bare gjort sig camoufleret til snevejret," grinede jeg.
"Ja, det er utroligt! De siger det allerede vil begynde at sne i næste uge!" Louise rystede på hovedet.
Eric kom ud bag hende, "hvad betyder camou... Fleret?"
Ih, hvor var han altså kær. Celina kiggede hen på ham, også hen på mig. "Kom nu far..." Tiggede hun.
"Ja, jeg kommer nu."
Jeg skyndte mig hen til hende og hun tog mig ivrigt i hånden.
Bag os hørte jeg Louise forklare sin dreng hvad 'camoufleret' betød. Det var en meget sød forklaring han fik, ihvertfald.
Celina pegede både chokoladekage, boller og en masse andre lækre ting ud, men jeg havde jo slet ikke set Kathleen endnu.
"Celina hvor er mor?"
Hun kiggede lidt eftertænksomt på kagerne. "Ude i haven tror jeg. Hun sagde hun ville plukke æbler til kagen."
"Skal vi så ikke gå ud til hende?"
Celina trak på skuldrene. "Jeg vil altså gerne bage..."
Jeg sukkede, jeg savnede faktisk Kathleen lidt lige nu.
"Skal du lave æblekage?" Spurgte jeg hende.
Hun trådte op på den skammel der stod på hendes plads, og hun nikkede. "Se, vi skal bare have dejen ud i for-"
"Harry?"
Jeg vendte mig, og lige i dørkammen stod Kathleen med et forundret blik. "Er du allerede hjemme?"
Jeg nikkede med et smil, og blev helt genert da jeg så hende. Sidste år havde hun jo ikke haft samme størrelse mave, og derfor sad hendes vinterjakke lidt meget tæt på, og strammede hende nok lidt.

Selvom hun var 18 uger henne, var det stadig uvant for mig, at der var to drenge derinde. Måske havde arbejdet fyldt meget, eller det med Celinas mobning. Det kunne også være jeg bare havde været egoistisk.
Kathleen fik røde kinder. "Ja, jeg skal nok have en ny," sagde hun flovt.
Jeg grinede igen. "Har du plukket æbler til kagen, mor?"
Kathleen grinede og holdte en kurv fyldt med æbler frem. "Det har jeg da. Vil du skære dem? Så putter Eric og Celina dejen i formen."
"Ja!" Hvinede Celina ivrigt. "Ja mor!"
"Så så, så" Louise kom ind med et træt suk, "det er jo bare kage."

Jeg mødte Kathleen's øjne, og jeg vidste vi tænkte det samme. Louise ønskede sig inderligt meget et barn til, men Niall var ikke inden for rækkevidde, og tænkte slet ikke i den retning. Men altså, det var nok fordi han allerede var så glad og stolt over sin lille familie, måske han i virkeligheden var bange for at ødelægge deres perfekte billede.
I så fald, var Louise jo rigtig ked af, at Kathleen og jeg ventede børn igen. Så skulle vores familie jo udvides med 2 mere, og deres blev det ikke.
"Kage er det bedste!" Sagde Celina offensivt.
Kathleen grinede og satte kurven fra sig. "Tag det roligt, mig pige. Jeg kommer om lidt."
Så forsvandt hun ud i gangen, og kom ind igen lidt få sekunder senere.



Kathleen sad og varmede hendes hænder på et krus, med en sweater om sig. Celina sad inde på sofaen i stuen og hvilede sig, og jeg havde hevet Kathleen med ud i køkkenet. Jeg var ved at sprænges, af nervøsitet for at sige det. Jeg skulle jo afsted nu her inden jul, og jeg vidste hvor meget planlægning der var i det, især nu hvor Kathleen ville holde det kun for os 3.
Jeg ville faktisk lige akkurat nå hjem 6 dage inden jul, og tænk hvis nu noget ikke var i orden til den tid.
"Gik det okay? På arbejdet?"
Hun kiggede bekymret op på mig.
"Øh... Kathleen jeg har noget at fortælle jer."
"Nej! Blev du fyret? Harry det er min fejl og-" 
Jeg tyssede på hende. "Det er næsten værre," sagde jeg lavmælt. "De vil have jeg tager til Armenien de næste 3 uger. Vi rejser på mandag."
Hun blev helt stille. "Nu? Lige for jul?"
Jeg nikkede. "Ja. Desværre. Undskyld, jeg ved du gerne ville holde julen os 3 og..." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige mere.
"Siger du vi slet ikke kan holde jul kun os 3 mere?" "Jeg vil ikke presse dig, Kathleen. Det er bare det. Hvis det på nogen måde kan skade dig, så lad være."
"Hvordan skal det kunne skade mig?"
Jeg skævede ned til hendes mave, "eller skade vores sønner."
Hun rullede sine læber sammen. "Jeg skal nok passe på dem. Alle tre," hun nussede blidt toppen af hendes mave.

Siden starten af denne graviditet, har jeg set hvor meget Kathleen i virkeligheden nyder det. Hun syntes det er fantastisk at give liv på den måde, og jeg begyndte mere og mere at fortryde den måde vi skjulte graviditeten sidst.
Jeg greb hendes hånd over bordet og flettede vores fingre sammen. "Du behøvedes ikke at skjule det mere." 
Et kæmpe smil dukkede frem på hendes læber. "Nej," hviskede hun. "Det fortjener de heller ikke. Det gjorde Celina heller ikke, men hun har været så stærk, den lille pige. Altid."
Jeg nikkede lidt bedrøvet. Hun havde været udsat for så mange ting, og som forældre følte jeg vi ikke havde beskyttet hende nok.
"Jeg elsker dig," hviskede hun. Jeg kiggede op på hende, og mødte hendes fantastiske blå øjne. Hvor skinnende og strålende og specielle som de altid havde været, lige fra dengang vi mødtes aller første gang. Fra aller første gang jeg kiggede ind i de øjne, blev jeg forelsket. Og det gjorde jeg stadig.
"Jeg elsker også dig, Kathleen."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...