Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10589Visninger
AA

19. Out of reach

 

Harry Edward Styles

"Cut! Godt vi holder en pause, vi kan se du er træt."
Kameramanden skubbede mig væk fra sættet, og væk hen imod 'backstage'.
"Du skal i makeuppen!" Råbte han efter mig.
Jeg fnøs arrigt. Jeg havde indspillet i 7 timer i træk, og nu måtte jeg endelig få en lille pause. Det her måtte være min hidtil svære opgave. Det var ikke nemt at spille rig kontormand, som hovedrolle, og slet ikke uden pauser. 
Som vane da jeg gik ud i makeuppen, tog jeg en vand fra forfriskningsbordet, og stak min hånd ned i baglommen.
Men den var der ikke. Selvfølgelig ikke. Jeg skar irriteret tænder. Vredt åbnede jeg min flaske med vand, og bællede den på én slurk. Mad og drikke havde jeg heller ikke fået. Kun en tissepausen i ny og næ, og der havde jeg sneget mig ud og taget et stykke frugt eller noget vand. 
Idioter. 
Også havde de taget min mobil! Hvad hvis nu Kathleen fik brug for mig, eller der var sket Celina noget? Det eneste jeg kunne gøre, var at få det her lort indspillet, også komme hjem igen.
Jeg satte mig tungt i makeupstolen, hvor jeg fik en masse grimme kommentarer med på vejen af, at jeg ikke havde holdt godt nok styr på mit hår, og at jeg kom for sent.
Fuck dem. De var ikke engang de bedste til at ligge makeup. Jeg havde prøvet bedre.
Jeg blev vendt i stolen, og straks blev mit ansigt dækket til af pudder. Kathleen ville hade det. Derfor sagde jeg aldrig noget om makeuppen, selvom hun vidste det ville ske.
"Harry!" Min maneger klappede begejstret i hænderne og satte sig overfor mig. Stylisterne sprøjtede alle mulige kemikalier i mit hår, der fik en sviende fornemmelse frem i min næse.
"Er det ikke dejligt? At komme lidt ud og rejse, og være lidt mere... Selvstændig? Ansvarsfuld?"
"Jo tak, Matthew. Jeg vil gerne bede og min telefon."
"Nej! Harry nej! I får den tilbage, når alle scenerne er filmet."
"Det vil sige om 1 uge?"
"Ja. Så er i mere tilstedeværende."
"Jeg bliver nødt til at komme i kontakt med min familie! Vi kan ikke bare cutte kontakten i 3 uger lige sådan!"
"Det indebar i aftalen."
"Hvilken aftale?" Nu var jeg for alvor vred. Han nægtede kontakt til min familie, der helt sikkert savnede mig. Og jeg fik næsten helt ondt i maven af at tænke på, at jeg ikke engang kunne købe julegaver til Celina sammen med Kathleen, som alle de andre år.
"Aftalen om denne tur." "Det var aldrig en aftale! Du tvang mig!"
"Så så. 2 minutter mere, Styles."



Jeg tror klokken var 7-8 om aftenen, da jeg så en mulighed for lidt mere pause. Nu havde jeg sammenlagt indspillet i 14 timer, og derfor kunne jeg bare ikke mere. Jeg havde brug for lidt afslapning. Heldigvis havde jeg fri til imorgen tidlig nu.
Men det betød ikke at jeg kunne holde fri. Slet ikke. Jeg skulle have fat i den telefon!
Jeg skyndte mig ud bagved, og fik skiftet til mit normale tøj, der var noget mere afslappet end kontortøj, også skulle jeg væk herfra, lige nu. Jeg hængte pænt mit tøj op til imorgen, og løb så ud fra settet og det der hørte til. Jeg nåede ud på gaden, hvor en af vores biler holdte, og skulle køre mig herfra til hotellet. Den var jeg med på. Jeg havde nemlig en mistanke om, at vores telefoner var tættere på end de havde sagt. De var helt sikkert skjult på hotellet et sted, i et af deres kontore eller soveværelser. Altså ledernes.

Hurtigt var vi fremme, og jeg steg ud og løb ind i elevatoren, og op til mit værelse på 5. Sal. Great.
Jeg vidste at alle skuespillere og ledere og teamet osv, var på samme etage. Så var det bare, at finde ud af hvilket værelse. Snigende gik jeg ned af gangen lydløst, og kom helt ned til enden. Det måtte være her. De kunne da ikke sove oveni os andre, når de også havde møder i løbet af dagen.
Nu skulle jeg for alvor være en idiot, så jeg hev bare ned i alle dørhåndtagene på gangen. Jeg nåede hele vejen ned af gangen og...
Og tænk, det værelse overfor mit, var åbent. Jeg gemte et gisp, og trådte ind. Jeg låste døren efter mig, og kiggede nervøst rundt på værelset. Nej, nej, nej. Var jeg lige gået ind på en andens værelse?
Men på hvis værelse?
Forvirret kiggede jeg rundt. Her stod bare en enkelt kuffert, og kun få ejendele var pakket ud. 
Gad vide hvem der bor her.
Jeg tog et par skridt ind i værelset, og kiggede prøvende ned i natbordskuffen. Nej. Bare håndsæbe.
Jeg kiggede rundt i rummet igen. Det virkede lidt mystisk. Vi skulle være her i 3 uger også var her ikke engang pakket ud.
Og dér.
Der var kassen jeg afleverede min telefon i. Under sengen. Jeg kastede mig ned på gulvet og hev den frem, og der var den. Min telefon!
Jeg fik med fumlende fingre tændt den, og sad nu på gulvet og stirrede hjernedødt ned i telefonen.
Jeg følte mig ret så dum lige nu, faktisk.
Så snart lyset var tilbage på den, og den reagerede normalt, bippede den helt ustyrligt. Forvirret rynkede jeg panden, og ventede utålmodigt de 3-5 minutter, hvor den kørte igennem. Jeg havde nu haft den slukket i snart hele 2 uger, men stadigvæk.
Med et suk ramte mine øjne første besked. Halvdelen af det her lort var sikkert bare nogle ting fra Twitter eller Facebook eller....
Eller omkring 26 ubesvarede opkald fra mine og Kathleen's forældre. Eller utallige sms'er og beskeder.
Mine øjne blev kuglerunde, inden jeg scrollede længere ned på skærmen.
Dér. Dét nummer. Jeg havde kun ringet til det nummer én gang, og det var dengang Celina havde haft så høj feber, at hun blev indlagt natten over. Dengang var der ikke noget galt, men det måtte der være nu, siden nummeret havde ringet til mig.
Det var akutstuen på sygehuset.
Der var sket noget.


Noget meget alvorligt. Hvor længe var det her siden? Jeg kiggede på opkaldene. De var fra igår. 
Jeg sank en klump. Skulle jeg turde ringe til hospitalet? Eller var Kathleen meget vred på mig? Eller var det i virkeligheden noget med hende og tvillingerne?
Uanset hvad, måtte jeg finde ud af det. 
Jeg skubbede kassen tilbage, og flygtede ud af værelset. Med hjertet i halsen løb jeg ind på mit værelse, men nåede ikke langt før der var en der stoppede mig ved døren
"Hey Harry, skal du med ud og købe julegaver? Vi kan lige nå det inden det bliver mørkt." James fra mit hold sendte mig et stort smil. Vi var omtrent samme alder, men han havde dog ingen børn, og var kun forlovet med sin kæreste.
"Øh..." Jeg gemte telefonen i mit ærme, bange for han så den. "Ja da. To sekunder."
Jeg styrtede ind på mit værelse, og skubbede telefonen ind i natbordskuffen, og slukkede så det hele ned. Også telefonen.
Med jakke og halstørklæde kom jeg ud til ham igen. Jeg havde ikke købt så mange julegaver endnu, kun dem til min øvrige familie. Måske jeg kunne finde både en til Kathleen og Celina?

 

Efter et par timer, var vi endelig tilbage til hotellet. Jeg havde købt et meget dyrt og fint set smykker til Kathleen, som hun havde ønsket sig, men som hun også fortjente, og noget af det legetøj Celina havde ønsket sig mest. Så havde jeg også fundet en helt, helt perfekt cykel til Celina, jeg ikke kunne dy mig for at bestille hjem. 
Selvom jeg havde haft et par hyggelige timer med James, havde jeg stadig været bekymret for Kathleen og Celina, og alle telefon opringningerne. Så nu var det nu. Jeg måtte ringe til hospitalet, og få et svar.

Med den største klump i halsen jeg nogensinde har haft, ringede jeg nervøst nummeret op.
Der gik et par dyt før de tog den.
"Det er Sct. Thomas' hospital. Hvad kan jeg hjælpe dig med?"
"Det... Mit navn er Harry Styles. Er der sket Kathleen og Celina Styles noget?"
Jeg bed mig i læben. Kunne man tillade sig at sige det?
"Ja, nu skal jeg se."
Der var stille i røret.
"Jeg kan se vi har forsøgt at få kontakt til dig." "Hvad er der sket?" Min stemme skælvede, og jeg var bange for hun ikke forstod hvad jeg sagde. "De har været ude for et biluheld. Det var en en anden bilist der var skyld i ulykken."
Jeg stivnede. Kathleen og Celina? I en trafikulykke?
"Er de okay?" Spurgte jeg chokeret. "Din datter er sluppet med et par skrammer, men det kan jeg desværre ikke sige om din hustru."
Jeg var for chokeret til at tage mig af, at hun havde nævnt Kathleen som min hustru og ikke kone, så jeg sagde bare: "tak for informationen. Farvel."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...