Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10775Visninger
AA

26. Marcus and Alex

Kathleen Beck Styles

Jeg blev kørt væk og skulle snart forberedes til den kommende operation. Jeg lå dog derimod nede i hospitalsengen og græd mine øjne ud. Jeg havde lige sagt ’vi ses’ til mine nyfødte børn, Celina og selvfølgelig også Harry. Jeg havde ikke lyst til at sige farvel, for farvel har bare sådan en form for negativ klang i sig.
Jeg er kun 26, jeg skal ikke dø.
Jeg har et helt liv foran mig, jeg har ikke et barn mere. Jeg har tre og en mand jeg elsker utrolig højt. Hvordan ville det ikke være at efterlade dem helt alene, det burde aldrig have kommet på talefod.
Endnu en gang græd jeg da jeg blev afbrudt i min egen form for selvbebrejdelse. ”Mrs. Styles det skal nok gå alt sammen” sygeplejerskeren der skulle gøre mig parat kiggede roligt på mig. Jeg hev hivende efter vejret. Hvordan kunne hun sige sådan noget, det er jo på en måder beroligende.
Det gjorde bare det hele være, for der var en sandsynlighed for at jeg aldrig ville vågen. Jeg er lige blevet mor igen, det er ikke retfærdig.
”Hvordan kan du sige det?” mine hænder lå kramagtig nede ved starten af mine ben. Jeg holdte nærmeste helt kramagtig fast i lagnet jeg lå på.
Havde jeg sagt at jeg var utrolig skræmt, hvad hvis jeg ikke overlevede?
”Fordi, dem der skal gøre det, er utrolig kompetente” jeg rystede panisk på hovedet imens jeg følte at en kæmpe klump blev lagt i min strube.
Jeg var så forfærdelig bange.
”Jeg…Jeg” jeg kunne ikke rigtig formulere ordene ordentlig for jeg følte at jeg blev trættere og trættere for hvert sekund der gik.
”Mrs. Styles slap lidt af inden jeg køre dig ind til operationen” jeg hulkede stille, imens jeg lukkede hiksende mine øjne sammen.
”Jeg henter dig om lidt” jeg nikkede ude af stand til at sige noget. Jeg vidste bare at jeg måtte kæmpe for ikke at tænke på det negative i alt det her.
Jeg var lige blevet mor for anden gang, til to smukke drenge.
 

”Det hele gik godt Hr. Styles, hun er i gang med at vågne nu” jeg havde stadige lukkede øjne, og jeg måtte indrømme at jeg ikke vidste hvad klokken var, eller hvor lang tid operationen havde været.
Men en ting var jeg sikker på, jeg skulle nok komme igennem det her, jeg skal ikke dø i en alder af 26.
”Må jeg gå ind til hende?” jeg kunne høre Harrys spinkel stemme, hans dirrende stemmebånd. Jeg registrerede nok ikke svarede før et par hænder ligge sig på min tynge hospitalskåbe. Jeg rystede stille inden jeg åbnede mine øjne svagt. Der gik dog ikke lang tid før jeg måtte lukke mine øjne igen da lystet skar i mine øjne.
”Kathleen?” der kom et lille klem i Harrys bevægelser og jeg åbnede prøvende mine øjne igen. Denne gang lykkedes det mig at holde dem åbne. Jeg kunne ikke gøre andet ind at stirre direkte op i loftet.
Jeg var bange for at kigge hen på ham, jeg var bange for det hele bare var en ondsindet drøm.
”Kathleen?” hans stemme lå lige foran mit øre og fik på en mærkelig måde mit hoved til at vænne sig mod Harrys. Jeg kiggede ulykkelig op Harry, der bare sendte mig et beroligende smil.
”Hvor lang tid var jeg under inde…?” jeg kunne ikke sige de sidste ord, det gjorde alt for ondt at tænke på. Jeg hev efter vejret imens Harry lagde hans ene hånd mod min kind, fik mig til at kigge ind i hans smukke grønne øjne.
”fem timer” han kyssede blidt min pande inden han satte sig ned ved stolen ved siden af. Jeg hev stadige hivende efter vejret.
”Hvad med Alex, Marcus og Celina?” det var lidt som om min stemmes klang forsvandt som dug for solen.
”Alle tre har det godt” han klemte blidt min hånd, som jeg nok først opdagede han havde i hånden nu. Jeg hev en enkel gang efter vejret inden jeg kunne slappe af. Jeg havde ikke kunne bære hvis de ikke havde det godt.
Så havde det jo været min skyld, det kunne jeg ikke håndtere.

”Må jeg ikke holde dem igen?” Harry grinede hjertelig af mig inden fik sat mig lidt op i sengen, med hjælp fra sengelænet.
”Lad os spørge lægerne først” jeg kiggede mut ned i mit skød inden døren åbnede sig og en lille barnestemme prydrede det stille rum.

”Moar, du er okay!” Celinas barnestemme kom nærmere og inden længe sad hun på sengekanten og kiggede på mig.
”Ja, selvfølgelig er jeg det skat!” mit hjerte bankede derud af inden Celina lagde hendes små på mine kinder.
”Jeg elsker mine brødre mor!” hun sendte mig et glad smil, og fik Harry og jeg til at grine.
”Jeg elsker også mine sønner” jeg kyssede blidt hendes pande og Harry holdte sig i baggrunden. ”Men allermest elsker jeg jer” Celina kiggede betuttede på os. Harry og jeg kiggede sødt på hinanden inden vi kiggede på Celina.
”Vi elsker også dig” Harry svarede stille tilbage og jeg nikkede bekræftende.
”Men… Mor?” jeg nikkede stille. ”Der sker ikke mere med dig?” jeg rystede på hovedet inden jeg sendte hende et rolig smil.

 

 

Jeg og de andre havde endelig fået lov til at komme hjem til vores eget hus. Jeg holdte stille om Marcus imens jeg ammede ham. Celina sad dog sammen med Harry og Alex. Celina kunne ikke lade være med at røre ved Alex.
Jeg kunne ikke lade være smile sødt af dem inden Marcus gav slip og jeg rejste mig stille op. Jeg hev stille efter vejret, da Marcus legede lidt med mit hår, så godt han nu kunne.

”Mor?” jeg satte mig ned ved siden af de tre andre. Alex, Celina og Harry.
”Hvad er der?” jeg lod blidt min hånd ae Celina over hovedet imens hun kiggede glad på hendes lillebror og efterfølgende mig.
”Hvornår kan de lege med mig?” jeg kunne ikke lade være med at gemme et lille fnis af hendes spørgsmål. Der gik nok mindst nogle måneder.
”Der går lidt lang tid endnu skatter” Harry svarede mig og jeg krammede stille Marcus ind til mig, og Alex blev holdt af Celina.
Celina holdte stadige krampagtig om ham. Selvom det var nogen uger siden de blev født, var Celina stadige utrolig nænsom overfor dem. Jeg tro det varmede alle at se, især fordi hun nærmeste ikke har kunne give slip på dem.
”Men far, det…” hun kunne ikke finde ordene og jeg rejste mig igen med Marcus. Han skulle ind og sove, og ligeledes skulle Alex. Men det kunne Harry nok godt selv finde ud af.
”Hvad skal du mor?” Celina kiggede betuttede op på mig, jeg kiggede ned på hende med et smil.

”Celle, de skal sove” hun rakte kramagtig Alex over til Harry igen, inden hun besværlig rejste sig op.
”Må jeg hjælpe dig, mor?” hun rakte ud efter min hånd. Jeg gav lidt slip op Marcus for at give Celinas hånd en kort klem.

”Så kom” jeg smilede stille til Marcus der lå og gabte, med hans fine lille mund. Jeg må indrømme at drengene lignede mere mig ind de lignede Harry. Jeg ville dog gerne have det var omvendt, for så havde jeg flere med Harrys specielle øjenfarve.
”YAH!” Celina hoppede op og ned på stedet inden jeg så Harry havde rejst sig med Alex. Jeg kiggede kort på Harry der allerede kiggede kærligt på mig.

”Vi har gjort et godt stykke arbejde” han hviskede det kort ind i øret på mig inden han bevægede sig ind på vores værelse hvor vores drenge lå og sov til dagligt. Jeg rødmede stille og Celina kiggede bare op uskyldig på mig.
”Hvad sagde far?” hun hev stille i min kjole for at få min opmærksomhed. Jeg grinede bare kærligt inden jeg skubbede hende stille frem.
”Det er ligegyldig Celle. Far er inde og putte Alex” selvom Celina var glad for begge hendes brødre, var det som om Alex havde sat sine spor i hende. Måske skyldtes det at de lignede hinanden på mange punkter, selvom Alex stadige var spæd.
Celina løb hurtig væk, for at løbe ind til sin far, der var i gang med at ligge Alex. Jeg derimod havde en knaldende smerte i hele min krop. Smerten som gik hele vejen igennem min krop. Der bare efterlod min krop, øm og slap.
Som så mange andre gange, valgte bare at bide det i mig, som jeg skulle til at gå op af trapperne med Marcus. Det mindede så meget om da jeg var gravid med dem, så det kunne ikke være værre – for lægerne sagde jo alt var godt igen, og jeg bare skulle komme mig stille og rolig.

Smerten der var i min krop, blev bare værre, jo længere op jeg kom af trapperen. Det var som om smerten gjorde det umuligt at se skarpt, lidt ligesom når man er for fuld, for sit eget bedste.

Da jeg nåede hen til døren, faldt jeg ind i væggen. Selve stødet fra væggen, registrerede jeg ikke rigtig, for det gjorde ikke ondt. Det kunne måske skyldes at jeg ikke registrerede det da Marcus begyndte på hans små uskyldige hulkelyde.
Jeg holdte kramagtig om Marcus imens jeg prøvede at trøste ham, det var bare som om jeg ikke rigtig kunne holde fokus – for det hele slørrede og gjorde det nærmeste umuligt for mig.

”Mor?” Jeg registrerede det ikke rigtig før endnu et skrig blandede sig med Marcus’ grød. Skriget var som et barns, så det var vel indlysende at det var Celina der skreg.
Jeg lukkede stille mine øjne inden jeg faldt ned i et limbo igen.
Hvad skete der med mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...