Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10589Visninger
AA

13. Its over

Harry Edward Styles


"Far?" 
"Godmorgen, Celina," jeg sendte hende et træt smil. Celina var træt, men hun lyste med det samme op da hun så mig. "Hvor er mor?"
Jeg holdte et suk inde. Jeg havde ikke sovet i nat, for jeg havde dårlig samvittighed overfor Kathleen. Hun kunne jo ikke gøre for, at hun ikke kunne styre sine følelser lige nu, og jeg burde ikke være blevet sur på hende. Men så alligevel knokler jeg for at vores familieliv kan hænge sammen, og det er som om hun ikke ligger mærke til det. Faktisk ligger jeg på kanten til at blive fyret, præcis som Kathleen er. På en måde havde jeg lyst til at skide på det hele, også bare sige op, så vi begge kunne være hjemmegående et stykke tid. Det tror jeg vi ville have godt af.
"Nede i stuen. Skal vi vække hende?" 
Celina nikkede muntert og klatrede op i min favn. "Jeg har savnet dig far," hviskede hun. Jeg smilede med et træt suk. "Jeg har også savnet dig. Men bare rolig, far er hjemme idag, okay?"
Jeg nussede blidt hendes ryg, og kyssede hendes kind. "Kom så. Ned til mor."
Hun hoppede ned fra min favn og løb energisk ud af døren og ned til stuen. Kathleen lå og små-snorkede på sofaen, og Celina var ikke gået helt hen til hende, tænk hun kunne være så hyper når hun lige var vågnet. Jeg var stadig i en sovende tilstand. Tror jeg.
Celina kiggede op på mig med et stort smil, og tog mig i hånden. "Skal vi ikke kilde hende?"
Jeg grinede. Jeg vidste Kathleen var kilden, men når hun i forvejen havde besvær med tvillingerne, ville jeg ikke genere hende på den måde. "nej. Giv hende et kys i stedet for."
Celina kiggede forundret op på mig, men løb glædeligt hen til sin mor og kyssede hendes pande. Hendes læber var stadig lidt for små til at kunne give ordentlige kys, men det var meget charmerende og sødt. Jeg satte mig i knæ ved siden af hende, og studerede Kathleen's smukke ansigt. Uh hvor jeg savnede hende.
"Også dig far."
Celina rørte Kathleen's kind som hentydning til jeg også skulle kysse hende. Kathleen trak lidt på smilebåndet, men hun holdte den lidt endnu. Med et fnis bukkede jeg mig også ned og kyssede hende hen over hendes pande.
Celina grinede og prikkede så forsigtigt Kathleen på næsen. "Mor! Vågn nu op!"
Kathleen åbnede langsomt øjnene med et stort smil på læberne. "Celina dog... Hvem er det der kysser mig så meget?"
"Far! Det var far!" 
"Var det far?" Kathleen løftede for sjov sine øjenbryn højt op i panden. Celina nikkede, fordi hun vidste Kathleen plejede at komme efter hende når hun selv tilstod, og jeg var lidt spændt på hvordan hun ville reagere. Som jeg havde forudset, var hendes reaktion meget overraskende, da hun hev mit ansigt ned til sit og kyssede mine læber godmorgen. Forundret kyssede jeg tilbage og strøg hende over hovedet.
"Godmorgen min skat," hviskede jeg. Hun sendte mig et lidt sorgmodigt smil. "Godmorgen Harry."
Hun kiggede hen på Celina. "Celina, hent den tegning du lavede til far igår. Den er ude i køkkenet."
Celina nikkede og løb ud i køkkenet. 
Jeg kiggede igen på Kathleen. "Undskyld," hviskede hun. "Jeg ved ikke hvad der gik af mig igår."
Forsigtigt tyssede jeg på hende og kyssede hendes læber igen. "Du kunne jo ikke gøre for det. Er du stadig træt?"
Hun nikkede. "De tager jo al min energi, de her," hun lagde sin hånd på sin mave, der allerede var blevet betydeligt større. Jeg løftede forsigtigt tæppet af hendes krop og kyssede toppen af hendes mave. Jeg tog hendes hånd i min. "Jeg lover jeg nok skal forsøge at slippe uden om optagelserne. Det gør jeg."
Hun sukkede, "Harry du kan løbe fra et møde, men ikke optagelserne!"
"Men jeg skal vide om det er døtre eller sønner jeg skal have, Kat. Det er meget vigtigere for mig."
Hendes turkise øjne lyste lidt op. "Mener du det?"
"Kathleen intet er vigtigere end jer."
Hun smilede. "Tak. Harry pas godt på Celina, hun savner dig." Kathleen satte sig op med et gab. "Så sover jeg videre."
Jeg lagde mine hænder på hendes mave og kyssede hende igen. "Sov godt. Jeg er hjemme igen når jeg har afleveret hende."
"Afleveret mig?" Spurgte Celina forvirret. Hun kunne ikke udtale ordet til perfektion endnu, men jeg kunne høre hendes stemme dirrede. Kathleen så med det samme bedrøvet ud. "Kom her min skat," hun foldede armene ud, og en anelse utilfreds måtte Celina sætte sig på sofaen ved siden af hende. Celina var vild med tvillingerne, men ideen om at hun ikke kunne være så tæt på sin mor som hun plejede, gjorde hende lidt ængstelig. "Du skal i skole idag. Men bare rolig, far henter dig hurtigt igen, okay?"
Celina kiggede bedrøvet op på os begge. "Men mor..."
"Bare idag, okay? Husk Eric er der. Og Freddie. Du skal nok klare den min pige."
Hun kiggede trist ned i sit skød. "Okay mor."
"Hey," jeg tog hendes små hænder i mine. Faktisk holdte jeg dem kun med mine fingerspidser. "Det skal nok gå. Jeg er der hele tiden, Celina. Hvis de gør dig ondt, så kommer far og henter dig. Okay?"
 Kathleen så glad og stolt ud da hun hørte mine ord, og Celina smilede et lille smil.
"Okay. Tak far."


 ♬

Kathleen var nogle få timer efter blevet indkaldt til et haste radiointerview, som hun med et smil havde taget imod. Så vi havde kun haft nogle enkelte timer sammen, hvor jeg heldigvis fik lagt en plan for scanningen. Imorgen på arbejde, ville jeg ændre i deres planer. Hver dag satte de en dagsorden op, og jeg ville strege mit navn ud fra listen. Så ville ingen ligge mærke til jeg ikke kom, med mindre instruktørerne holdte særligt øje med mig.
Som de gjorde. Men jeg havde da retten til, at tage med til scanningen. Ellers ville jeg sige op. Bum.
Celina havde nu været her i ca. 4 timer, og jeg ville nu hente hende. 
Det var omtrent frokostpause, og da jeg nåede ned til gangen med børnehaveklasserne, kom jeg til at smile. Celina var stadig en lille pige, selvom det føltes som om hun havde været her altid. Jeg kunne slet ikke forestille mig en verden uden hende længere. Jeg nåede hen til hendes klasse, og skulle til at træde ind, men stoppede så mig selv. Hvad hvis hun nu havde det godt? Så kunne hun vel blive?
Uanset hvad, må jeg se om hun er okay.
Så snart jeg åbnede døren derind til, hørte jeg grin og skrig og skrål. Og især en gennemtrængende hylende hyl, og gråd.
Hvad foregik der?
Jeg åbnede min orienteringssans lidt bredere, og det gik op for mig at alle de børn der stod i en rundkreds og grinede, stod og grinede af den hylende lyd.
Som var Celina.
Chokeret smækkede jeg højt døren i bag mig, så jeg hurtigt fik alles opmærksomhed.
Celina lå grædende på jorden, med fodaftryk op af sig og blå og røde mærker ud over hele kroppen. Få hårtotter lå på jorden, og hun gemte bange sit ansigt i sine hænder.
"Hvad fanden bilder i jer ind?" Råbte jeg rasende på børnene.
Det eneste der betryggede mig var, at Eric som den eneste ikke stod rundt om Celina.
Jeg satte mig i knæ foran hende og samlede hende op i mine arme, som om hun var et stykke ødelagt legetøj.
Celina stak i gråd da hun endelig forstod det bare var mig. Jeg tyssede lavt på hende og forsøgte at berolige hende, men det her ville sabotere alle mennesker psykisk, i en grad der på ingen måde var i orden. Hvis disse børn var 10 år ældre, var de blevet politianmeldt!
"Celina... Kom," hun viklede sig ind til mig, og blev lidt bange da hun hørte mig råbe af dem
"Hvorfor tror i gør det her er i orden?"
Jeg spejdede ud over dem allesammen, og især pigerne blev flove.
Ja tak, flove!
Mine øjne fandt til sidst Eric, der sad krøllet sammen i et hjørne tavs og alene.
Jeg var i chok. De var 5-6 år. De var allesammen hjernevaskede.
Og det hele var på grund af mig.
"Hr. Styles?"
Jeg vendte mig om imod deres klasselærer, der stod og kiggede forvirret på mig med sin dumme kaffekop og sin madpakke i hånden.
"Nu skal jeg sige dig noget!" Råbte jeg arrigt af ham. "Er det meningen, at mit barn skal holdes væk fra skolen i 4 uger, også bagefter blive mishandlet sådan her? Kan du se der der?" Jeg nikkede ned imod gulvet. "Det er hendes hår! Skal jeg gå hjem med et barn, der har huller i hovedbunden?!" Jeg tog fat i Celinas hår, ikke hårdt, selvfølgelig ikke.
"Hr. Styles det her er-" "indiskutabelt! Jeg eller nogen andre fra vores familie sætter benene her igen!"
Også nægtede jeg at gøre andet, end at tage Celina hurtigst muligt med hjem, uden i sinde at vende tilbage.



Jeg havde ringet til Kathleen med det samme og fået hende hjem, og hun sad nu inde i stuen og strøg Celina over hovedet. De græd begge to, og det havde de gjordt siden vi kom hjem.
Kathleen kunne selvfølgelig ikke styre det, men det kunne Celina overhovedet slet ikke også.
Jeg havde officielt meldt hende ud af den skole, velvidende om, at hun havde været glad og tryg for Freddie og Eric, men det var tid til at finde på noget andet.
Hun skulle på en skole, der ville gøre noget ved en situation som denne med det samme. Og desværre var jeg nødt til det, for vores alles skyld. Det var ikke fordi hun decideret skulle på kostskole, men jeg fandt efter en lille times søgning, en privatskole her i udkanten af London. Godt nok havde det aldrig været et ønske, for jeg vidste det var rigmandsbørnene der gik på skoler som disse, men trods alt kunne Celina være der i fred. Hun kunne møde nye børn, og vænne sig til et miljø som den. Skolen ville ikke være streng, blot pligtopfyldende. Det ønskede jeg for hende.
Jeg ville dog snakke med Kathleen om det først, for ellers ville hun nok blive sur. Jeg havde også ordnet det på mit arbejde, sådan så jeg kunne tage med Kathleen til scanning, men jeg ville højst sandsynligt blive fyret efter det. Men hvorfor sagde jeg så ikke op?
Fordi de burde vide, at noget så vigtigt som dette skulle være obligatorisk at få fri for. Så ja, jeg ofrede mit job for dem. Inderst inde brugte jeg det nok også som en mulighed for, at Kathleen kunne blive overbevist om st familien for mig altid ville komme i første række. 
Det var et bedårende syn der mødte mig inde i stuen. Celina var igen faldet til ro, og Kathleen forsøgte at redde hendes hår med blide tag og undersøge hendes blå mærker. Celina forsøgte at skubbe sig ind til hendes bryst en gang imellem, men det var nu blevet umuligt. Kathleen var skredet hurtigere frem med hendes graviditet end jeg huskede hendes første, og hendes mave var allerede blevet noget større end bare for 5 uger siden. Men nu var det også tvillinger, så det var dobbelt op på det hele.
Jeg satte mig i hug foran dem og kyssede først Celina på panden. Hun vendte sig om og kiggede på mig.
"Tak fordi du kom far," hviskede hun med sin spinkle stemme. Det var lige før jeg fik tårer i øjnene, for det var jo min skyld hun havde lidt. Det var på grund af mig at hun havde lidt, endnu imens hun var ufødt. Da hun havde været i Kathleen's mave, var hun blevet skjult, hun var vokset op skjult, for ikke at lade hende blive fanget af spotlightet, og nu blev hun nedgjort og mobbet fysisk. Det hele på grund af, at jeg var hendes far.
På grund af hendes efternavn, Styles.
"Undskyld, min pige..." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for jeg var mundlam. Helt og aldeles mundlam.
"Du kunne ikke gøre for det far," forsvarede hun mig. Kathleen grinede ulykkeligt. "Nej det kunne han ikke, min pige, det kunne han ikke."
Jeg troede først hun var ironisk, og kiggede såret og skuffet ned. Det var aldrig min mening at ødelægge noget for nogen. 
Men så mærkede jeg Kathleen's lange fingre løfte min hage op, og jeg kiggede forsigtigt op i hendes blå øjne. Vi var unge forældre, og det her sårede os virkelig. "Harry. Det er ikke din skyld," hviskede hun. Hendes øjne bar på en dyb sorg, men det gjorde mine vidst også. "Louise ringede lige før. Kan du ikke tale med dem? Eric er også ked af det."
"Kathleen," jeg lagde min hånd ovenpå hendes, der lå imod min kind. "Jeg har noget at tale med dig om."
Hun nikkede. Jeg lagde forsigtigt hovedet på skrå, for at vise jeg ville tale med hende alene. 
Hun sank en klump. "Celina min skat? Mor er tilbage lynhurtigt."
Celina nikkede og lagde sig træt på sofaen, og trak et tæppe over sig.
Kathleen fulgte efter mig ud i køkkenet.
"Hvad så?" Hun sendte mig et lille smil. "Hey. Undskyld fordi at-" "du kunne ikke gøre noget, Harry. Du kom i rette øjeblik og gjorde hvad du kunne. Det er jeg meget taknemmelig for."
Jeg kyssede hendes kind. "Jeg passede bare på vores datter."
Hun nikkede. "Det gør du altid."
"Jeg... Måske var det ikke lige vores drøm, men jeg har fundet en ny skole til hende. En skole der på ingen måde vil acceptere det samme."
Kathleen nikkede. "Se," jeg drejede computerskærmen hen imod hende, og forsiden fra skolen frem.
Tavst kiggede hun rundt på siden, og læste de forskellige ting om det hele. Jeg lod hende tage sin tid, og til sidst sagde hun så: "jamen det bliver vi nødt til. Jeg er sikker på hun vil kunne klare det der."
Jeg kiggede forundret på hende. "Mener du det?" Hun nikkede. "Så længe hun har det godt. Men jeg er stadig lidt bekymret for Eric. Han overværede også angrebet på Celina."
Jeg kyssede hendes pande. "Gå ind til Celina, så snakker jeg med Niall. Som du bad mig om."
Kathleen nikkede stumt. "Tak."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...