Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10816Visninger
AA

9. Im off

Harry Edward Styles

Åh nej, lille Celina.
"Celina!" Jeg foldede mine arme ud for hende, og med det samme løb hun mig i favnen. 
"Far," hun græd noget så inderligt, og jeg fik det helt skidt. Den dårlige samvittighed fra den sidste uge knaldede sammen for mig, og jeg endte med at tude, før jeg selv havde lagt mærke til det.
"Celina min pige," jeg strammede mit greb om hende og holdte hende om hovedet, som jeg altid havde gjort da hun var lille. Jeg kumme mærke hendes varme plysbjørn imellem os, som jeg havde købt til hende for mange år siden efterhånden. Dengang kun knap kunne stå på sine ben. Den bamse havde taget så mange af vores bekymringer, at den var noget værd et menneske.
"Undskyld," hikstede jeg. Undskyld til min datter og også til min hustru.
Hvordan kunne jeg gå fra dem 14 timer i døgnet?
Kathleen tog sig skuffet til panden.
"Kom her, Celina. Du skal sove."
"Mor! Men far er-" "ja! Men han skulle være kommet hjem tidligere! Kom så Celina!"
Det var meget, meget, utrolig lang tid siden jeg havde hørt Kathleen med den stemme, og aldrig imod Celina.
Flere tårer gled ned af hendes kinder. "Men mor... Jeg har savnet far..."
"Det har vi faktisk allesammen. Kom så," hun hev hårdt Celina med sig, og fik hende til at klynke.
Jeg følte mig så forræderisk. Kathleen var gravid, med vores to børn. Og Celina kunne ikke være i skole mere. Og hvad så med mig?
Nej, nu skulle de fandme være nok.

 

Jeg ventede en halv times tid, inden jeg gik op, og da jeg endelig nåede derop, fandt jeg Kathleen og Celina inde i vores seng, hvor de lå og puttede ind til hinanden. Celina klamrede sig til min pude, der gav hende en tryg duft af mig.
"Er du tilfreds nu, Harry? Er du?"
Jeg svarede ikke. Jeg turde ikke. 
"Ligger du overhovedet mærke til noget? Imorgen Harry, der vil jeg være i uge 12. Og så er der kun 4 uger til vi finder ud af, om det er piger eller drenge vi skal have."
Hun gav slip på Celina og satte sig op. "Men det vil ikke overraske mig, at du ikke engang møder op til scanningen. For du skal jo optage," hun fnøs.
"Kathleen..."
"Og hvad så med Celina? Du har lov at være ligeglad med mig, men børnene? Lige nu er det ikke kun Celina du er ligeglad med, faktisk er du så skide røvrendt ligeglad, at du ikke engang tænker på de børn der kommer til verden som dine, vel?" Hendes stemme gik fra hviskende til skrigende, og det skræmte mig ikke, for hun havde lov til det. Hun måtte alt hun ville.
"Kathleen," jeg begyndte at ryste, og jeg knyttede næverne. "Det eneste jeg vil, er at komme hjem til jer som alle andre fædre gør. Og vågne sammen med jer og fragte jer til skole og arbejde. Men prøv at høre," jeg gik tættere på hende. "Jeg ønsker ikke at miste det vi har nu, og du ved, du ved Kathleen," sagde jeg hårdt, "at vores liv for fanden da aldrig har været nemt! Hvorfor tror du det er nemmere nu, hvor endnu et kapitel starter?"
"Harry jeg er tæt på at blive fyret! Er det det du vil have?"
"Nej! Jeg vil have et normalt liv!"
Vores stemmer var så høje, at Celina skælvede i sengen bag os. Jeg hev med blide tag Kathleen op fra sengen og ud på gangen. 
"Er det ikke et normalt liv det vi har? Er du ikke glad for din familie? Er du ikke glad for du er gift, at du snart har 3 børn? Er du så skide inkompetent!?" "Hvis du kalder det inkompetent at tvinges på arbejde 14 timer i døgnet, så værs' go!"
Kathleen sukkede. "Gå lige med dig. Ellers ender det med jeg slår dig." 
Jeg kiggede såret på hende. "Gå! Skrid! Forfanden man så skrid dog!"


I det mindste havde jeg fri i weekenderne. Efter flere timer søvnløs på sofaen, imens mine øjne vågede over alle detaljer i vores hjem, kom Kathleen endelig ned til mig.
Hun græd. Ret meget faktisk. Det var endt med, at vi var faldet i søvn på sofaen begge to, imens vi holdte så stramt om hinanden at vi nemt kunne være blevet knust.
Da vi vågnede, var Celina mast sig op imellem os, og vi holdte så om hinanden.
"Mor?" Celina kiggede med besvær op på sin mor. 
"Ja min skat?" Svarede Kathleen hæst, ødelagt af udmattethed.
"Tror du babyerne har det godt?"
Kathleen's blik var fjernt, da hun hørte spørgsmålet. "Ja. Det tror jeg."
"Tror du også det far?" Celina vendte sig imod mig. 
Jeg nikkede bare. 
"Far? Hvorfor kom du ikke hjem?"
Hvis Kathleen havde turdet det, havde hun sagt det var fordi jeg ikke elskede dem.
"Jeg har ikke fundet vejen endnu."
"Hvad mener du?" Spurgte hun forvirret. "Jeg har ikke fundet vejen hjem endnu."
Også græd Kathleen igen.


Det var som om hele lørdagen var levet i en parallel verden. 
Intet var rigtigt gået op for mig, men jeg vidste bare at de havde brug for mig. Jeg huskede turnéen for 6 år siden, hvor jeg brugte alle mine kræfter for Kathleen og dengang ufødte Celina. Hvor var den mentalitet blevet af?
Kathleen koksede rundt og forsøgte at have et arbejde, men det virkede umuligt lige nu. Så det jeg gjorde, var nok til, at jeg var enig med mig selv. Jeg måtte gøre noget nu.
Min chef kunne ikke styre mig i den grad. De fleste af de andre skuespillere havde ikke børn, eller også var deres børn voksne og flyttet hjemmefra. Og dem der havde børn i skolealderen, havde en kone til at forsørge dem. Det havde jeg også, men hun var ikke fuldt fungerende, og desuden havde Celina det hårdt i skolen.
"Det er Harry Styles," præsenterede jeg mig selv.
"Goddag, Hr. Styles. Hvad bringer dig hidtil en lørdag middag?"
Celina sov inde i vores seng igen, og Kathleen hvilede sig på sofaen med et par fjernsynsprogrammer. Troede jeg.
"Jeg bliver nødt til at melde mig syg. Indtil onsdag."
"Hvad? Det kan De ikke!" 
"Men det gør jeg. Jeg har fået en meget slem halsbetændelse, og desuden har jeg også et job jeg skal passe herhjemme."
Hvis jeg ikke passede hans job, ville jeg blive fyret. Men hvis jeg ikke passede mit job herhjemme, ville jeg tabe alt imellem hænderne. Min familie. Mig selv.
"Jeg håber jeg kan komme på onsdag."
Min chef gryntede utilfredst. "Godt. Farvel, Styles."

"Gjorde du lige det der?"
Kathleen lignede en der var parat til at gnide sig i øjnene, for at se om det var sandt. Jeg nikkede med sammenrullede læber. "Det gjorde jeg. For jeres skyld. Jeg har simpelthen været en idiot."
Kathleen stirrede lamslået på mig. "Det havde jeg ikke turdet. Jeg.... Undskyld. Jeg var ikke fair imod dig igår."
Jeg nikkede bare igen. 
"Harry?" Hun gik tættere på mig og lagde sine arme om mine skuldre. "Er du... Skuffet?"
"Hvorfor skulle jeg være skuffet?"
Jeg følte mig nærmest forelsket på ny, nu hvor hun stod så tæt på mig.
"Fordi... Du virker fjern, efter vi har fået at vide at det er tvillinger. Ville du... Ville du kun have haft et barn?"
Jeg kiggede ned i hendes øjne, og fandt en dyb bekymrelse, og sårethed.
"Nej," hviskede jeg. "Jeg har bare dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være sammen med jer mere. At jeg er tvunget væk fra jer." 
Med et suk lagde hun sit hoved imod mit bryst. "Jeg elsker dig. Undskyld Harry."
"Jeg elsker også dig." Jeg foldede mine arme om hende i et kram og sådan stod vi lidt.
"Sig mig," jeg vuggede hende blidt i min favn. "Burde de tvillinger der ikke snart stikke ud?"
Kathleen grinede. "Harry dog. Det tog også lang tid for mig sidst."
"Men nu er der jo to derinde." Jeg lagde min hånd på hendes mave.
Hun sendte mig et sigende blik. 
"Vent... Hvad prøver du at fortælle mig?"
Hun fnes. "Jeg opdagede det her imorges. Der er kommet en lille bitte bule."
Hun hev sin trøje af, og afslørede en fin lille bule i hendes ellers flade mave, for tvillingerne var på vej frem. 
Mit smil voksede ustyrligt, og jeg holdte begge mine hænder imod hendes mellemgulv.
Kathleen grinede. "Der er de."
Jeg grinede  og støttede min pande imod hendes. "Tak."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...