Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10603Visninger
AA

27. "I love you too"

Sidste Kapitel:

Harry Edward Styles

 

 

Bumpet var mistænkeligt. Det kunne ikke bare Marcus' seng der var røget ind i væggen.
"Hvad var det?" Hviskede Celina forskrækket.
Jeg tyssede blidt på hende. Alex var lige ved at falde i søvn i min favn.
"Ingenting."
Celina smilede til sin lillebror, der med knyttet næve faldt i søvn.
Men så var det lidt ligesom idyllen sprang. Som om at bumpets effekt kom frem.
Et skingert og smertefuldt skrig røg igennem hele huset.
Med det samme gik jeg næsten i panik.
Endnu et bump hørtes, efterfuldt af en voldsomt barnegråd. Det var Kathleen og Marcus.
Skrigene blev ved, og hulk kørte i ring efter hinanden.
Celina begyndte at panikke helt vildt. "Far! Det er mor! Mor!" Hun rejste sig og skulle lige til at løbe derind. Men nej, hun skulle ikke derind. Jeg holdte tilbage og lagde så Alex ned i sin vugge.
"Celina. Du skal blive her, og vugge Alex stille og roligt okay? Der sker ingenting. Far er her."
Celina nikkede med tårer i øjnene, og gjorde det som jeg sagde.
Så spurtede jeg ind ved siden af, og fandt Kathleen vride sig voldsomt på gulvet, og spædbarnet Marcus ligge og skrige ved siden af hende.
Jeg var rigtig rigtig bange. Meget bange. Så samlede jeg Marcus op, og puttede ham ind til mig. Der var ikke sket ham noget.
Men Kathleen.
Hendes skrig var konstante.
"Harry!" Hendes kald på mig var uhørligt. "Hjælp!" 
Hvad skulle jeg gøre jeg...
Ring 112. Nu. 
Jeg måtte gøre det eneste jeg kunne lige nu. Jeg løb tilbage, ind til Celina med Marcus i min favn og rakte hende ham. Hun satte sig på sengen med ham.
"Hold ham, Celina. Far hjælper mor, okay?" Min stemme var virkelig panisk, men Celina forholdte sig i ro, trods omstændighederne. Hun hulkede bange, men det var der ikke noget at sige til.
Hun holdte dog stramt om Marcus, imens jeg ringede til alarmcentralen med det samme.

"Det er alarmcentralen, hvad sker der?"
"Min hustru ligger i kramper... hun er lige blevet opereret."
"Navn?"
"Kathleen Styles."
Der gik to sekunder, og det var lidt som om det gik for vidt for sekretæren. "Der kommer en ambulance med det samme."

Efter den korte samtale, gik jeg ind til Kathleen igen. Hun vred sig ikke på samme måde, og skreg heller ikke mere. Hun havde ikke flere kræfter. Lå bare og flæbede med lukkede øjne, som et sindsygt dyr.
Det var virkelig vildt og voldsomt.
Forsigtigt tog jeg hende op i mine arme.
Hun var bevidstløs. Væk.
Så bar jeg hende ned i gangen, og stod ved hoveddøren, ventende på ambulancen. De skulle komme og det var nu. Hun var helt livløs, og efter et så voldsomt krampeanfald, og lige efter en så stor operation.
Jeg havde tårer i øjnene. Jeg ville ikke miste hende.
Men så meget nåede jeg ikke at tænke, før jeg hørte sirener ude foran huset. Jeg åbnede med besvær døren. Redderne tog imod hende og fik hende ind i ambulancen på en båre.
Det hele foregik i slowmotion, da de forsøgte at vække liv i hende, og jeg fik fat i mine børn. Fik dem alle tre fragtet ned, og med i ambulancen.
Jeg var næsten lige så væk som Kathleen. Forsøgte at lade være med at græde, for ikke at skuffe eller gøre nogen paniske.
Da vi nåede frem, følte jeg det var for sent, for hun havde stadig hjertelyd, bare meget svagt. Hendes krop havde givet et sidste flip, inden den gav op. Den kunne ikke trænge igennem mere.
Marcus og Alex sov.
Celina græd.
Og jeg ved ikke rigtig hvad jeg lavede.
Alex og Marcus blev lagt i en børneseng inde på hospitalet, imens de proppede slanger og rør i Kathleen.

De forsøgte alt, og imens Celina og jeg grædende holdte om hinanden, stoppede hjertemonitoren.

 


 

"Far, jeg vil ikke i skole idag."
Alex kiggede mut ned i bordet.
Celina kiggede bare væk, som hun havde gjort hele morgenen.
Marcus stirrede forknyt ned i bordet.
"Nej," hviskede jeg. "Det skal i heller ikke."
Vi sagde ikke rigtig noget til hinanden.
Marcus' opførsel gjorde bare ikke rigtig noget godt for mig. For jeg vidste hvem der ville have gjort det samme, hvis hun havde stået i samme situation.
Kathleen.
Jeg sukkede dybt.
Alex lignede sin mor rigtig meget, og det gjorde Marcus også. Enæggede tvillinger var de jo trodsalt.

Men Celina havde altid, altid lignet mig, og derfor brød hun sammen nu. Hun græd - nej hulkede - ned i bordet.
Jeg forstod hende godt. Det var kun mig og hende, der nogensinde havde kendt hende.
Marcus flyttede ikke sit blik, og Alex kiggede trist op på hans søster med sine blå øjne.
Forsømte, dumme blå øjne, der lignede hans mors.
Jeg rystede på hovedet og rejste mig hårdt fra bordet.
Celina kiggede op på mig. Idag var hun ikke min 16-årige datter, der havde udviklet sig til en smuk ung kvinde, men derimod min lille 6-årige lille datter, der havde kæmpet sig igennem de sidste 10 år, med alt for meget ansvar, og hendes enlige, uduelige far, der ikke engang kunne redde hans hustru.
For første gang, i 5 år, hev jeg vores bryllupsbillede frem. Hun var så smuk.
Jeg stod og kiggede opgivende på billedet. Det var 15 år siden. Celina havde også rejst sig, og lagde så sin hånd på min skulder. Med tårer i øjnene og sammenrullede læber kiggede jeg hen på hende. 
Jeg havde aldrig fundet en anden som hende. Aldrig. Det var hende der havde mit hjerte.
Kathleen Beck Styles.
Nu forstår jeg, hvorfor vi blev gift så tidligt, hvorfor vi fik Celina så tidligt.
Celina sendte mig et opmuntrende smil.
"Må jeg se far?" Spurgte Marcus så.
Jeg rakte billedet til ham med rystende hænder.
Alex kiggede med over skulderen.
"Er det virkelig mor?"
Jeg nikkede med et stolt smil. Marcus og Alex smilede også.
"Vi har hende stadig," sagde Celina. "I vores hjerter. Hun lever i os."
Jeg kiggede stolt på hende. Hun var min datter. 
Det var idag 10 år siden, at Kathleen døde. Operationen var blevet lavet alt alt for sent. Sygdommen fra knuden, havde spredt sig i hendes krop, og efter et voldsomt krampeanfald, var hendes hjerne slået fra. Hvis hun havde fået hjælp til at trække vejret noget for, var hun her idag.
Men det gjorde hun ikke. Hun fik ikke nok ilt, også døde hun. Jeg følte stadig det var min skyld. 
Celina havde hjulpet mig, og drengene havde hjulpet mig.
Nu var vi en familie. Os fire. Og Celina havde ret. Vi havde Kathleen i vores hjerter.

Og da jeg kiggede i Celinas øjne med et smil, var det som at se Kathleen endnu engang. 
"Jeg elsker jer," sagde Celina så.
"Jeg elsker også jer," sagde Marcus med flov stemme. Han havde aldrig rigtig været den blødsødne type. Men han var fantastisk, præcis som han var. Sådan var det med dem allesammen, og jeg var stolt af vores familie. 
Stolt af mig selv.

"Og jeg elsker jer."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...