Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10824Visninger
AA

20. Hr. Styles

Kathleen Beck Styles

Jeg lå inde på hospitalsengen. Jeg kunne på alle måder godt mærke at det var et hospital jeg var på, selve lugten var nok det der gjorde at jeg kunne regne senariet ud. Lugten der sveg og brændte i næseborende og den spæde barnegråd jeg til enhver tid ville kunne sætte ansigt på.
Jeg var ikke i tvivl om det kom fra Celina.
Celina lille og fine hånd strammede bare grebet om min liggende hånd, da hun hørte den samme stemme som jeg gjorde. Jeg kunne ikke undgå at høre at det var min mor, Celinas mormor.

”Celina vi skal have noget at spise” min mors blide stemme var nok det eneste der var at høre ud over deres åndedrag. Jeg derimod var mere i tvivl om jeg egentlig trak vejret, men det gjorde jeg vel.
Gjorde jeg ikke?
”Men mor?” hendes greb løsnet sig og jeg ville ønske at jeg kunne kigge på hende og sige det hele ville være i orden, og der ikke skete noget. Jeg var dog bare selv i tvivl, der var da ikke sket synderlig meget, var der?

”Mor skal nok vågne” – ”Hun sover bare lidt endnu” jeg ville have smilet og grint hjertelig af min mors forklaring, jeg derimod lå bare i en form for limbo. ”Men mormor. Jeg er…” hun afbrød sig selv ved at snøfte.
Jeg kunne næsten forstille mig hvor trist hun var, hun havde været alt for meget igennem, altså i forhold til at hun kun havde været i verden i seks år.
”Kom Celina” jeg kunne mærke at Celinas håndgreb blev svagere og svagere og inden længe lukkede døren bag dem.
Jeg trak vejret, som jeg også havde gjort for fem minutter siden, men alligevel var der noget anderledes i det. Det var som om at jeg denne gang kunne mærke luftrørene udvide sig og lukke sig, som de plejede at gøre.
Men hvad var der overhoved sket?

”Mrs. Styles. Ja hun ligger her inde” endnu en stemme blandede sig med mine vejrtrækninger. Om der var gået fem timer eller fem sekunder vidste jeg ikke, det var som om alt flød sammen og bare efterlod mig alene og forvirrede.

”Tak” det var det næstsidste jeg hørte inden den velkendte lyd ramte mine øre. Døren lukkede sig efter personens indgang.

”Kathy?” et par skridt og den velkendte stemme stod ved siden af min seng. Jeg prøvede og det lykkes da også, jeg fik i et splitsekund åbnede mine øjne inden jeg måtte lukke dem igen – lyset skar nærmeste helt ind i min knoglemarv inden jeg igen åbnede øjne.

”Liam?” jeg åbnede munden men der kom ingen lyd ud. Liam derimod grinede hjertelig inden han satte sig på stolen ved sengen.
”Liam” denne gang kom der en spæd lyd ud, men Liam formodede alligevel at høre mig. Han lagde blidt hans hånd på min hånd. Jeg kiggede træt på ham inden jeg kiggede ned på vores kontakt. Det var utrolig lang tid siden han havde været så tæt på mig, så lang tid siden at jeg næsten havde glemt hvordan den mærkværdig følelse føles som.

”Dejligt at du er vågen” han trykkede på en knap som kørte min liggende ryg lidt op, ved hjælp af sengen.

”Celina?” han smilede betryggende og trykkede igen på en knap. Men jeg tro vidst den var til personalet, et indikator på at jeg var vågen?
”Hvad, med hende?” mine ord blev snublende, og lidt efter smilede Liam bare trygt. Det gjorde mig utrolig nok mere tryg, så må hun havde været heldig – hvilket jeg er evig taknemlig for.
”Hun fik nogle strammer. Kathleen, hun er okay” jeg nikkede udmattende og lagde mig tilbage i sengen inden et par læger, sygeplejerske trådte ind i rummet.
”Godt du er vågen Mrs. Styles” de skubbede blidt Liam lidt i baggrunden og jeg veg lidt tilbage. Det skræmte mig faktisk en del, og jeg forstod ikke hvorfor folk ikke havde et problem med hospitaler – de er da skræmmende.
”Hvad skete der?” jeg fokuserede på den ældste læge der var tilstede. Lægen kiggede også på mig imens de andre var i gang med at undersøge mine reflekser og jeg.
”I var med i en bilulykke” han kiggede kort ned på hans blok og det skræmte mig fra hvid og sans.
”Hvordan har mine børn det?” han kiggede op på mig igen med hans blok i den højre arm.

”Celina fik kun nogle skrammer. Derimod havde dine tvillinger det ikke så godt” jeg trak panisk mine arme omkring mig, men det varede ikke længe før de var blevet lagt ned igen.

”Hvad mener du?” mine ord snublede igen og Liam kom hen til mig og lagde trygt hans hånd ovenpå min.
”De er okay igen” det var som om lægen ikke ville eller kunne forklare sig.

”Det er da godt. Men hvad skete der!” jeg strammede grebet om lagnet, næsten lige til mine knoer forvandlede sig til at de blev hvide.

”De…” han stoppede sig selv og jeg lagde vredt mine arme over kors.

”Da i var med i bilulykken, mistede du en del blod og vand – det gik ud over tvillingerne” jeg hev efter vejret.

”Så du siger det er min skyld at vi var i en bilulykke?”

 

 

Jeg havde fået lov til at komme hjem sammen med Celina efter et par lange dage på hospitalet. Jeg måtte gerne bevæge mig, men jeg måtte ikke anstrenge mig, hvilket vil sige at det næsten var ligesom at få stuearrest.
Det kunne jeg tydelig godt huske da jeg fik, den første og den sidste. Det var ikke noget jeg kunne lide, så hellere være artig.
”Mor?” jeg kiggede på Celina, siden ulykken var Celina hele tiden skrøbelig. Det kunne man ikke give sit barn, men jeg kunne alligevel ikke overskue det. Jeg havde aldrig haft det så skidt som jeg havde det.

”Skat?” Celina kravlede op til mig inden hun lagde sit hoved på min runde mave. Jeg aede hende nænsomt imens min mor trådte ind i stuen, efterfulgt af Anne. Siden dagen havde de begge taget sig af Celina og jeg. De kunne begge se hvor lidt jeg havde overskud til, og hvor meget det egentlig gik mig på.
Jeg var en forfærdelig mor.

Min datter var i et bilulykke, på grund af jeg.

”Er de okay?” hun prikkede min mave blidt inden hun kiggede op på mig med hendes matte grønne øjne. Lidt anderledes ind Harrys, men ligeså smukke som Harrys, vis ikke smukker.
”Det er de” jeg greb fat i Celinas hånd inden jeg lagde den på min mave.
”Kan du mærke at de sparker?” jeg sendte hende et træt smil inden hun nikkede med sammenbidte læber.
”Celina, slip læben” jeg lagde et kys på hendes kind inden hun tøvende gav slip. En vane hun åbenbart havde arvet fra Harry og jeg. Anne og min mor stod og kiggede på os, men sagde intet. Det gjorde også bare at jeg bedre kunne fokusere på Celina og hendes behov.

”De bevæger sig” hun kiggede op på mig med glimtende øjne. Jeg grinede sødt inden jeg kyssede hendes pande.

”Det vil sige at de har det godt, og du får to friske brødre” hun rødmede inden hun trak sin hånd væk og lagde hoved mod mine lår inden hun gabte kort.
”Det var godt ikke mor?” jeg kyssede blidt hendes hånd inden jeg lagde den ned på hende.
”Det er godt min skat. Sov godt” hun gryntede kort inden hun lagde sig bedre til rette. Jeg troede hun sov da hun svagt fik formulerede hendes snublende ord.
”Du er der når jeg vågner” hun kiggede træt på mig og jeg nikkede stille med hoved.
”Jeg forlader dig aldrig Celina” hun nikkede tilfreds inden hun lukkede øjne og faldt i en dyb søvn.

 

Jeg stod ude i køkkenet da hoveddøren gik op. Jeg spjættede med kroppen for en stund inden jeg vendte mig besværlig om, kiggende på Anne og min mor.
”Har i inviterede nogen hjem?” de kiggede kort på hinanden inden de lavede et hovedryst. ”Nej Kathleen” jeg kiggede undrende inden vi alle hørte den kuffert der blev sat i gangen. Jeg havde slet ikke lyst til at tro at det var Harry, for jeg ville blive skuffet hvis det ikke var.

”Kathleen?” Anne skubbede mig blidt ud mod gangen og jeg gik modvilligt det sidste stykke. Mit hjerte sad oppe i halsen og min blære var tæt på springe.
Retter sagt; jeg var vildt nervøs, for hvad hvis Harry var sur?

”Skat?” jeg kiggede tøvende op på Harry, og Harry gav slip på hans jakke inden han gik hen til mig og lagde stramt hans arme omkring mig.
”Jeg elsker dig” han kyssede mig mod hovedbunden inden han vuggede mig til side og side. ”Jeg var så bange” jeg kunne mærke de små våde pletter på min trøje, hvilket gjorde at jeg strammede grebet om ham.

”Børnene er okay” han hev sig lidt væk fra mig, inden han holdte om mine arme. ”Hvad med dig?” jeg trak på skulderne.

”Jeg er okay” jeg vidste jeg løj, men det burde andre vel ikke vide noget om.
”Kathleen. Jeg ved du lyver” han skubbede mig ind i stuen inden vi faldt ned i sofaen. Jeg satte mig hurtig op, og kiggede væk, ned på mine negle.
”Kathleen, kig på mig!” han prøvede at hive min hage op så jeg kiggede på ham. Jeg nægtede det bare og kiggede alle andre veje. Jeg havde ikke lyst til at sige at han havde ret, for selvfølgelig var jeg ikke okay.
Det var jo det mindste, bare der ikke var sket noget med børnene – så var det okay at jeg ikke var okay.

”Kathleen, vær sød at kigge på mig” jeg gjorde som han sagde og kiggede modvilligt ind i hans grønne øjne.

”Er du okay?!” han aede blidt min kind inden tårerne begyndte at trille langs mine kinder.

”Nej. Jeg blev…” jeg nåede ikke at snakke færdig inden vi hørte en barnestemme, en stemme som var utrolig glad.

”FAR!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...