Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10744Visninger
AA

21. Home sweet home

Harry Edward Styles

Det ramte mig helt i hjertet da Celina farede hen til mig og kastede sig i min favn. Uden yderligere omsvøb greb jeg rundt om hende og trak hende helt, helt ind til mig så tæt som overhoved muligt.
Jeg kyssede hende utallige gange i håret, på panden, på kinderne og til sidst på næsen.
"Er du okay, min pige? Far er så ked af, at han ikke kunne komme hjem før... Undskyld," jeg aede hendes kind. Men hun smilede bare, "far mine brødre bevæger sig," sagde hun.
Jeg lyste op. Det var jo også det Kathleen sagde. At alle børnene havde det godt.
"Ja. Det gør sådan nogle drenge jo."
Jeg lod Celina sætte sig lidt bedre til rette i min favn, som hun puttede sig ind til mit bryst.
"Jeg har savnet dig far."
"Jeg har også savnet dig... Sig mig, har du haft besøg af nogle nisser endnu?"
Hun kiggede forvirret på mig, og Kathleen grinede muntert. "Det tror jeg ikke," Celina smilede spændt.
"Hm. Der var ellers nogle i bilen. Jeg tror de har noget til dig." 
Celina lyste helt op, hun fløj næsten op i skorstenen. "Har du?!"
Jeg grinede og kyssede hendes pande. "Jeg kigger lige ude i bilen, ikke?"
Hun hoppede ned fra min favn og lod mig gå lynhurtigt ud i bilen. Her hentede jeg en af de gaver jeg havde købt til hende i Armenien inden jeg...
Inden jeg...
Ja, sagde op.
Jeg sagde op i går morges, for efter jeg havde fortalt min maneger om situationen herhjemme, og han stadig ikke ville give mig fri, så måtte jeg tage fri. Jeg havde sagt op, og efterladt dem med et stort problem. Jeg skulle vise dem, at de ikke fandt end bedre til rollen end jeg, og når de indså det, ville de indstille optagelserne efter min tidsplan.
Ude i bagagerummet lå den bamse der skulle forestille en pingvin ude. Eric havde en, og jeg vidste Celina havde ønsket den sig noget så inderligt.
Jeg listede ind i huset igen, med bamsen, som var pakket ind, omme på ryggen. Min mor, og Kathleen's mor sad i stuen overfor Kathleen og Celina da jeg kom ind. De vidste jeg havde sagt op, men jeg vidste også, at Kathleen havde det elendigt, så jeg ville vente med at fortælle hende om mit arbejde.
"Hvad er det, hvad er det?!" Celina hoppede energisk op og ned.
Jeg mærkede mine mors løftede øjenbryn. Gik jeg lidt for langt? Var det lidt for skørt at komme hjem også have gaver med til sit barn? Virkede det som en dårlig undskyldning?
Jeg satte mig på hug foran Celina, og rakte hende roligt gaven. Celina grinede helt over det, for ud fra pakkens form kunne hun nemt genkende bamsen.
Ivrigt rev hun papiret op, og da pingvinbamsen kom til syne hvinede hun lykkeligt og krammede den ind til sig.
"Tusind tak far!"
"Ej, det var altså nisserne," Kathleen's mor, eller Celinas mormor, blinkede med øjet og grinede.
Celina smilede stort til sin bamse og viste den stolt til både sin farmor og mormor.
Jeg satte mig ned ved siden af Kathleen. 
"Hej," hviskede jeg. Hun kiggede op på mig, "Hej."
Jeg fandt hendes hånd og flettede vores fingre sammen. "Hey. Undskyld fordi jeg ikke kom med det samme. De tog min telefon og-" "nej det er okay. Vi klarede det jo allesammen."
Jeg sukkede. "Kathleen... Du ved ikke hvor bange jeg var. Vi kom jo slet ikke i kontakt med hinanden."
Hun rystede på hovedet. "Jeg var næsten helt bange for du ikke kom hjem igen," indrømmede hun og lagde sig op af mig. Jeg foldede min arm om hende og lod hende synke ned imod mit bryst.
"Undskyld," hviskede jeg. Jeg kyssede hende i hovedbunden.
"Det er okay... Jeg elsker dig."
"Jeg elsker også dig. Jer. Jeg elsker også jer."
Jeg sendte hende et forsigtigt smil. Hun grinede. "Du har da gjort pigen glad."
Smilende kiggede jeg ned på Kathleen. "Var det for meget at finde en gave frem nu?"
"Nej. Det trængte hun vidst til."


"Harry? Du virker lidt fjern," Kathleen kyssede min hals og fjernede opmærksomheden fra mine tanker.
Jeg var bange for at fortælle Kathleen om at jeg havde sagt op. Tænk hvis hun blev sur?
Vores mødre var taget hjem igen, og klokken var ved at være mange, nu hvor Celina også sov.
Det var tydeligt på de to uger jeg havde formådet at være afsted, at der var sket lidt omkring Kathleen's mave. Det gik bare lynhurtigt, og det skræmte mig hun allerede var halvvejs igennem graviditeten. Om mindre end 20 uger ville jeg sidde med et par tvillingedrenge i armene, og jeg vidste ikke rigtig om jeg skulle glæde mig eller være lidt nedtrykt over det.
"Kathleen. Jeg..." Jeg sukkede tungt. "Jeg har sagt op."
Hun kiggede forundret på mig. "H-hvad?"
"Det... Da vi ankom, blev vi, eller især jeg sat i knokle arbejde. Jeg blev optaget mindst 12 timer om dagen, og det var med nød og næppe jeg fik 8 timers søvn. Også skulle jeg også købe gaver til jer, og forsøge at lave en jul til os. De tog min telefon, så jeg kunne ikke komme i kontakt med jer. Jeg stjal den tilbage for et par dage siden da jeg opdagede det med, at i var indlagt. Jeg fortalte det til min maneger, men han blev vred og gav mig ihvertfald ikke lov til at gå. Også sagde jeg op."
Kathleen var chokerende tavs. "Virkelig?" Hviskede hun. "Men du elskede at indspille..."
Jeg nikkede. "Men ikke på den måde. Desuden er i meget vigtigere," jeg flettede vores fingre sammen.
Hun kiggede målløst ned på sine fingre. "Wow, Harry. Det er nok noget af det vildeste du har gjort."
"Er det? Var det ikke vildt at blive far som 23-årig?"
"Eller blive gift som 24-årig," Kathleen puffede til mig.
Jeg smilende. "Vi er lidt skøre i det."
Hun fnes og lænede sig ind over mig. "Ja... Og nu får vi et par tvillinger at se efter."
"Jep. Som absolut skulle være drenge, ikke også?"
Jeg lagde mine hænder imod hendes lidt store mave og nussede blidt siderne af den.
Kathleen smilede. "Tak fordi du kom hjem, Harry." "Til enhver tid," jeg kyssede hende blidt.
"Hvad så nu? Hvad har du købt til Celina."
"Jeg har købt en cykel til hende. Den er lyserød."
Kathleen sukkede for sjov. "Åh ja. Selvfølgelig er den det."
Jeg grinede og rejste mig. Nu ville jeg for første gang i 2 uger og lidt til, få en dejlig, rolig nattesøvn. Jeg trak min trøje over hovedet og fandt min pyjamas frem. Det var virkelig ved at blive koldt.
Kathleen havde skiftet, og lagt sig ind under dynen da jeg var færdig.
"Kat?"
"Mhm." Hun lød træt.
"Vil du... Fortælle om ulykken? Er du okay? Du virkede lidt trist da jeg kom."
Jeg lagde mig på siden og kærtegnede forsigtigt hendes kind og kæbe, med mine fingerspidser.
"Det..." Hendes øjne var lukkede og hendes stemme træt.
"Jeg var bare bange. Ikke for mig, men for Celina og hendes brødre. Hvad hvis der skete dem noget? Hvad hvis nu tvillingerne ikke klarede det? Der var en bil der kørte op i os, da vi holdte ind til siden med katastrofeblinket på. Så kørte han bare op i os!"
Hun lød virkelig frustreret.
"Heldigvis skete der ikke noget voldsomt. Det var bare ikke retfærdigt for nogen af os at du ikke var der. Vi kan bare ikke uden dig, Harry."
Jeg lagde mig helt ned, og lagde min arm om Kathleen. "Undskyld. Jeg har virkelig været søvnløs af bekymring og-" "det ved jeg Harry. Jeg er heller ikke sur. Men tænk hvis du havde været der? Så havde Celina måske haft det bedre."
"Du har ret. Undskyld."
Vi lå tavse lidt. "Godnat Harry."
"Godnat min elskede. Sov godt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...