Love Confused 3 - Harry Styles & Kathleen Beck

Der er gået fem år siden vi sidst har hørt om Kathleen og Harry, og deres nyfødte datter Celina. Celina er blevet fem år og skal til at starte i skole da verden som de kender den bliver vendt op og ned. Harry får mere og mere travlt med hans nye karriere, Kathleen bliver mere og mere frustreret over at at Harry altid sætter Celina og hende i anden række. Hvad sker der når Kathleen ikke kan mere, vil de blive ved med at forblive det lykkelige par de blev betegnet som? Eller vil det hele gå i opløsning?

10Likes
24Kommentarer
10624Visninger
AA

25. 50/50

Harry Edward Styles

Jeg var aller mest af alt chokeret. Vi havde virkelig bakset med denne graviditet, og nu var den ovre. Nu havde vi tre børn, og to af dem var nyfødte, raske og smukke drenge.
Nu havde jeg to sønner og en datter, og jeg vil passe lige meget på dem alle tre.
Celina sad næsten og græd, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvorfor. Det var virkelig skørt, at vi på én gang havde fået to børn. Det havde været den vildeste fødsel jeg nogensinde havde været med til. Celinas fødsel var slem ja, for vi var unge og bange, men denne gang var der to, og selvom vi havde hinanden, var gifte og havde en rigtig familie, så var det bare dobbelt op.
Med alle Kathleen's kræfter, havde hun klaret at føde begge drengene helt naturligt. Godt nok havde hun virkelig arbejdet, og var helt træt og udmattet, men de var raske. Og det var det vigtigste.
Kathleen kyssede sin datter i håret.
Jeg kiggede ned i min favn, og så ned på den førstefødte dreng. Han blev født ca. 15 minutter før sin tvilling, Celina krampagtigt holdte ind til sig, bange for at skade ham. 
"Far?" Hviskede hun.
Jeg havde slet ikke lagt mærkelig til vores familier omkring os. De så bare på, og nød øjeblikket.
Et nik sendte jeg hende. Mit stemmebånd var som revet itu.
"Hvad hedder de?"
Den lille dreng bevægede sig i mine arme, og fik et tag om min t-shirt, jeg havde revet itu, så han kunne ligge ind til mit bryst.
"Hvad syntes du, min pige?"
Celina fik et stort smil om munden.
"Det her er Alex," hun sendte et smil til sin lillebror i hendes arme. "Og det er Marcus."
Det kunne jeg leve med. Smukke navne, var det Celina gav til sine brødre.
Kathleen grinede hjerteligt. "Alex og Marcus? Syntes du det?"
Celina nikkede. "Ja."
Så kiggede jeg ned på min lille Marcus. Han havde sin mors næse.



Man skulle tro det hele ville køre som smurt. Men det gjorde det i virkeligheden ikke. Kathleen og jeg skulle sove en nat på hospitalet, efter fødslen, så Gemma passede Celina. Efter kys og kram og hilsner til de små nye, var familierne endelig taget hjem. Kathleen var tæt på at falde i søvn, men holdte sig vågen for at se på sin søn.
Sin Marcus.
Jeg holdte Alex, som sov trygt og fint i mine arme.
Kathleen havde allerede været igang med at amme dem begge to, og det var et svært arbejde når de var to. Hvis den ene græd, så græd den anden også, og hvis den ene var sulten, var den anden det samme.
Helt skørt. Hvordan skulle vi dog klare det om natten, også passe Celina om dagen?
Kathleen kiggede op på mig med et lykkeligt smil. "Nu er de her, Harry. Vores drenge."
Jeg grinede. "Ja. Vores drenge."
Vi kiggede begge med små lykkelige smile ned på vores drenge.
"Lig ham over i sengen, min skat. Så kan du hvile dig."
Jeg kyssede forsigtigt Alex på panden, og rejste mig fra stolen. Jeg lagde ham over i den lille hospitalsseng. Lidt efter rakte Kathleen mig Marcus, der kom over og ligge ved siden af.
Med et træt suk lagde Kathleen sig bedre til rette, men lykken var ikke lang.
Ind af døren kom en sygeplejerske og en læge, der så meget alvorlige ud. Var der noget galt med vores drenge?
Kathleen kiggede forskrækket, næsten surt på dem. Jeg tog hende beroligende i hånden.
"Kathleen Styles?" 
Hun nikkede.
"Blodprøverne der er taget efter fødslen, er desværre ikke helt gode."
Vi kiggede bekymrede på hinanden. "På mig eller drengene?" Spurgte Kathleen skælvende.
"Dig, mrs. Styles. Vi bliver nødt til at tage flere prøver på dig, og se om du skal i behandling."
Sygeplejersken begyndte med det samme at pille ved Kathleen.
"Hvad er der da galt?" Spurgte jeg forholdsvist roligt. "Mange af dine tal er lave, og det tyder på en kronisk, langvarig sygdom. Vi kan desværre ikke sige hvad der er galt lige nu."
Kathleen blev helt såret. "Hvor længe skal i undersøge mig? Jeg skal passe mine børn."
"Det forstår jeg," sagde sygeplejersken. "Bare rolig, hvis vi ikke finder noget, så skal du bare have nogle tilskud."
"Men vi tager alligevel nogle scanninger, både MT og CT."
Kathleen nikkede.
"Men drengene har det helt fint, ikke?"
"Jo, det er sunde og raske drenge du har født, mrs. Styles."
Kathleen sukkede lettet ud.



Den lille korte scene, hvor alt gik fra lykkeligt til ulykkeligt, ændrede det hele.
Den aften fik Kathleen foretaget diverse scanninger, og andre prøver, og nu en uge efter ville vi få svar. Vi havde boet på hospitalet hele ugen, og fik daglige besøg af venner og familie. Det bedste var, at både Celina og Alex og Marcus havde det godt. Så var der ikke noget at klage om.
Men Kathleen var alligevel rastløs. Jeg forstod hende godt.
Drengene sov, og Celina legede med Eric, som havde sin mor med. Niall var vidst på arbejde, men det skulle han jo have lov til. Louise havde været i fantastisk humør, siden hendes 2. Graviditet var slået igennem. Man kunne endnu ikke se hun var gravid endnu, men det glædede alle i den lille familie.


Det var godt jeg sagde op dengang, puha. Jeg ville have klaret at passe tvillinger og arbejde.
Ind af døren kom en læge, en kvindelig læge, med et roligt smil ind til os. Det tegnede faktisk rimelig godt.
Det kunne jo være, at Kathleen bare havde mistet nogle grundstoffer under den sidste del af graviditeten.
"Hej, Kathleen." 
Okay, hun brugte hendes rigtige navn, og ikke kun efternavnet. Betød det noget?
"Vi har kigget på dine scanninger. Kathleen, vi var ikke helt glade for resultatet."
Kathleen greb ud efter min hånd og så rigtig bekymret ud.

"I dit inderlår, er der en knude. Nej, ikke en kræftknude, men den er ondartet. Den er dannet af en blodtilførsel. Måske under en anden ulykke? Det startede ihvertfald som en godartet, bindevævsknude, men det er det ikke længere. Vi bliver nødt til, at operere dig snarest muligt, og derefter sætte dig behandling."

Nyheden var mere chokerende, end da Kathleen havde født to børn samme dag, i samme time.
"Er det meget slemt?" 
Lægen så lidt forpint ud.
"Altså... Jeg overlever da, ikke?"
Lægen sukkede. "2 år mere og du var død på stedet, Kathleen. Det her er en 50/50."
Også gik jeg ellers i panik. Hvis vi mistede Kathleen så...
Mistede Kathleen?
Mistede min hustru? Moren til mine børn?
Skulle Kathleen dø?
"Hvad? Men jeg er lige blevet mor igen og-" "jeg ved det. Jeg er virkelig ked af det."
Lægen så oprigtigt trist ud, men Kathleen var allerede brast ud i tårer. Selvfølgelig. Hun var jo kun 26, og havde et fantastisk liv i sigte. 3 børn, en ægtemand hun elskede, men nu var chancen for hun døde, ligeså stor som for at overleve.

"Du skal opereres i morgen tidlig. Også får vi svar."


Kathleen var ikke til at komme i kontakt med, resten af dagen. Enten ammede hun sine børn, hulkede eller sov. Det var helt forfærdeligt. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg var mindst lige så chokeret, og knuden kunne ikke engang ses på hendes lår.
Under ulykken i december, måtte der jo være gået noget galt, så knuden opstod. Det er selvfølgelig virkelig, virkelig trist, og rigtig ærgerligt. 
Jeg tror ikke det var gået op for mig, at chancen for at blive enlig far til 3 børn var realistisk. Men jeg elskede jo Kathleen så højt, at jeg aldrig troede jeg skulle miste hende. Men hvis det virkelig ender ulykkeligt, måtte jeg som minimum kunne opfostre og opdrage vores børn godt. Lade dem få en barndom der var lykkelig, så meget jeg altså kunne.
Jeg begyndte pludselig at græde.
Bare sådan lige. Det gjorde ondt.
Det gjorde rigtig ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...