Toit | Harry Styles (AU)

Ikke nok med at han besatte kunstnerisk talent fra den øverste top af hovedet, og helt ned til det mindste knogleled i tæerne. Men, nu når jeg tænker over det, så var han faktisk et helt kunstværk i sig selv.

21Likes
28Kommentarer
1634Visninger
AA

3. When Things Go To Shit

FØRSTE KAPITEL | WHEN THINGS GO TO SHIT

TOIT, HARRY STYLES

"SOMETIMES THE SYSTEM GOES ON THE BLINK

AND THE WHOLE THING TURNS OUT WRONG."

- DANIEL POWTER, BAD DAY

Mit blik faldt ned på det metalliske 80'er ur, som var spændt godt fast omkring mit håndled. Ifølge viserne, var der nu kun en små fyrre minutter til, at jeg skulle få fri - og endelig få lov til at nyde denne fredag aftnen sammen med min Felicia. Jeg længdes såden efter hendes fantastiske selskab. Og hende, selvfølgelig. De gudsvelsignede kys hun kunne plante på mine læber, den altid skarpe, dog på samme tid herlige duft af Dior parfume, der altid hang ved hende.

Kortvarigt vandrede mine tanker fuldstændig væk fra at skænke alkohol til gæsterne, og jeg oplevede, mens jeg stod dér i den dunkle belysning bag TOSCA'S bardisk, at hun viste sig for mig. Det slanke ovale ansigt, som hun havde arvet fra sin mor, indrammet af det lange chokoladebrune hår. De funklende blå øjne der matchede mine, bare at hendes var langt mere interessante. At stå og dagdrømme ville dog hurtigt vise sig ikke at være så smart en idé. Men logik ligger jo altid en så fjernt når man er fanget i en kærlighedsrus. 

"Hey, Declan!" en velkendt dyb stemme skar igennem mine tanker, bragte mig tilbage til virkeligheden, og ud af min trance. Jeg forsøgte mit bedste på at se hende igen. Men billedet af Felicia falmede stille væk. Til sidst ind til ingenting. Jeg sukkede dybt. "Se at få fingeren ud. Du kan ikke bare stå dér og glo!" Jeremy Triscone, stedets ret så temperamentsfulde ejer, traskede i højt tempo fra den anden ende af rummet (det så ud til, at han før havde været igang med at indlede lidt samtale med nogen. Eller rettere, fedte sig ind. Det var mere Jeremys stil) og op til mig. De rustikke gulvbrædder, som gulvet i pubben var belagt med, pev under hans vægt. Sekunder senere, stod der en lille, rund irisk italiener næsten helt oppe i skallen på mig. 

Aldrig før i mit liv havde jeg set en skabning så mærkelig som han. De iriske gener komplimenterede ikke ligefrem de italienske. De gav ham en sær blanding af både blide og skarpe ansigsttræk, hvilket resulterede i, at hans ansigt var asymetrisk i så voldsom en grad, at min perfektionisme skreg hver gang jeg så på ham i længere tid ad gangen. Desuden passede de mørkebrune - næsten sorte øjne - overhovedet ikke til det knaldorange hår, han havde på hovedet. Eller hvad der nu var tilbage af det.

Men, på trods af at han så temmelig latterlig ud, skulle man ikke undervudere ham. Han kunne være utroligt skræmmende. Især når han var vred. Hans øjne havde forvandlet sig til tætte sammenknebne sprækker. De kødfulde arme han var udstyret med, hvilede på de brede hofter, og de alt for store fødder til den størrelse krop, som han havde, hoppede op og ned. Faresignaler. Jeg måtte hellere prøve at fiske den bedste forklaring op, jeg overhovedet kunne. Også selvom jeg ikke rigtig havde gjort noget. 

"Undskyld, Jeremy... je-" mere fik jeg ikke sagt, før han tog et jerngreb omkring mit ærme, og førte mig ud i køkkenet. Da vi var kommet tilstrækkelig langt nok ud af syne, fandt han et nærliggende viskestykke, og gav mig et dask med den. "Hvad har du gang i, knægt? Prøver du at få folk her i området til at tro, at vi er fuldstændig ligeglade med vores gæster? At vi ansætter sløsede, halvsovende medarbejdere? Typisk af sådan nogle som dig. Kunstnerbørn. Man ved fandme ikke hvor man har dem," sagde han hidsigt, og anstrengte sig meget for ikke at råbe. Det var noget af overdrivelse. Jeg havde jo gået og knoklet i timevis. Min koncentration havde godt nok lige gået sig en lille tur til sidst, men han kunne ikke ligefrem påstå, at det havde været særlig længe. Desuden, så var jeg ved at være træt.

Istedet for at skælde mig huden fuld, skulle han hellere have brugt sin energi på Jackson og Kim. De havde stort set ikke lavet noget som helst. Dem havde han bare så nydeligt lukket øjnene for. Det var garanteret fordi han ikke kunne udstå mig. Siden dag et, havde jeg kunnet mærke, at jeg var den nederst placeret på hans favoritliste. Han havde ikke meget tilovers for unge, som han vidste havde potentiale. Sådan nogle som mig. Et "kunstnerbarn", som han kaldte det. Os, som havde studeret kunst på universitetet, og kunne forfølge vores drømme, fordi vi besad mere talent i vores hårstrå end han havde i hele hans fede krop. Hver gang han sagde det, fik han det til at lyde som det var en sygdom lignende pest eller kolera. Selvfølgelig troede han også fuldt og fast på alle fordommene knyttet til kunststudiet og dets studerende. Hans hjernekapacitet rakte ikke langt nok til at vide bedre.

Egentlig var det dybt urimeligt, alt taget i betragtning, at jeg stod her i denne situation. Irritationen prikkede da så sandelig også under huden. "Hør, undskyld. Jeg begik en fejl. Men det var altså ikke just den største af slagsen. Hvorfor gør du det her til så stort et problem, Tony? Hvis du skal være sur på nogen, så vær det da på Kim eller Jackson. Har du slet ikke set, at jeg har udført størstedelen af deres opgaver i dag?" 

"Lad være med at skifte emne. Og du skal da overhovedet ikke hænge dine kolleger ud, eller være flabet overfor mig, bare fordi du har dummet dig. Hvor gammel er du lige? 23? Opfør dig lidt som om du rent faktisk er det. Ar aon nós, du har vist forstået, at dette ikke skal gentage sig." 

"Sea, sea, pé rud a deir tú féin... utroligt. Hvordan kan de to luddovne klaphatte slippe hver evig eneste gang?" Jeg troede, at jeg mumlede dette langt mere diskret. For det lød nærmest som en lydløs hvisken inde i mit hoved. Tony hørte det. Ganske tydeligt endda. Det gik først op for mig efterfølgende. Han stod et øjeblik, og gned sig tænksomt på hagen. Mit bekymringsniveau gik hurtigt fra 0-100. Han var ude på noget. Atter blev viskestykket samlet op. Den samme, som han havde dasket til mig med. Udover at denne gang smed han den i min favn. De store pølsefingre pegede over i retning mod den kæmpe stabel af beskidte tallerkener fra dagens bestillinger, der lå i vasken. "Nej, hør nu," sagde jeg, for jeg vidste godt hvor dette ville føre hen, og slog et hurtigt blik ned på mit urs skive. Tiden havde jeg helt glemt. "Jeg har faktisk fri. Se selv!" jeg pegede febrilsk på skiven, men der var ingen nåde at hente hjem. 

Menneskehedens muligvis mest ondskabfulde smil nogensinde, bredte sig ud på Tonys læber. "Declan, du kan gå herfra, når du har vasket hver eneste tallerken i den bunke op. Ikke et sekund før." Han vendte om på hælen, og skulle til at forlade køkkenet, da det lige gik op for ham, at han havde én sidste bemærkning. 

"Måske kan dette lære dig lidt om respekt. Du er fandeme heldig at du er så god en tjener, som du er. Ellers havde jeg fyret din røv for længe siden. God arbejdslyst."  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...