Toit | Harry Styles (AU)

Ikke nok med at han besatte kunstnerisk talent fra den øverste top af hovedet, og helt ned til det mindste knogleled i tæerne. Men, nu når jeg tænker over det, så var han faktisk et helt kunstværk i sig selv.

21Likes
28Kommentarer
1645Visninger
AA

4. Uncle Needs A Hand

ANDET KAPITEL  |  UNCLE NEEDS A HAND

TOIT, HARRY STYLES

**ENDNU IKKE RETTET - BEKLAGER**

Et enormt pust forlod mine læber. Af hvad jeg lige hurtigt kunne regne mig til, havde det taget omkring halvanden time at vaske alle tallerkenerne op. Tiden, der var gået her, skulle selvfølgelig have været brugt hjemme i lejligheden med at gøre klar til daten. Hvor var det bare typisk, at Jeremy skulle stå i vejen for mine planer, og baldre dem i tusinde stykker. Præcis som når Jackson, det klodsede fjog, taber porcelænet på gulvet, fordi han ikke kan se ud af sit tykke løvemankehår.  

Stedet - Je t'aime​, en lille fransk resturant - hvor Felicia og jeg skulle mødes, lå ca. et kvarter væk fra TOSCA'S. Jeg havde fem minutter til at nå derhen. Hvilket betød, at medmindre jeg pludselig fik skænket overnaturlige superkrafter af den gode Gud foroven, ville jeg være sent på den. Jeg smed i hast det beskidte viskestykke til vask i vaskemaskinen, løb om i baglokalet, og hev min jakke ned fra knagerækken. Heldigvis skulle jeg ikke stresse over ansvaret om at finde nøglerne og låse af, for det ville Jeremy aldrig give mig lov til. Der fandtes ikke et eneste atom i den mand, som stolede på mig. Ikke engang en lille smule. 

Jeg krydsede af i skemaet, lagde en note i Tonys box (for at bevise min tilstedeværelse), og sneg ud ad branddøren så den ikke ville smække hårdt i. "Den mand..." mumlede jeg. "Han har helt afgjort protokolvanvid." Branddøren førte ud til en lang gyde, som på et tidspunkt, hvis altså bare man fortsatte lige ud ca. 400 meter, så til venstre, og så til højre, ramte de første lejligheder i kvarteret hvor Je t'aime var. Gyden var, indrømmet, ikke den mest prestigefyldte vej derhen. Lyset fra gadelamperne nåede kun halvt derind, så det var svært at se, hvor man gik, og bjerge af sorte skrældesække lå op ad murene. Af og til kunne det også ske at man trådte for tæt på en kat, som straks gav sig til at hvæse hæst et sted inde i mørket. Jeg hadede egentlig denne route. Men jeg vidste, at den var noget hurtigere end at gå udenom. 

"Fuck." Fløj det lige pludselig ud af mig. Så pludseligt, at det kom helt bag på mig. For jeg bandede aldrig (det har aldrig været nogen synd at være en god katolik). Luften ramte mig i hovedet som et hammerslag, efter jeg havde været omgivet af den sindssyge varme i køkkenet. Kuldens styrke fik selv mine inderste nerver til at isne, og hovedpinen, som jeg for tiden døjede med ved tidingerne, til at blusse op. Jeg slog kraven på min jakke op i forhåbningen om, at det ville skærme bare lidt af mit ansigt fra kulden. Det hjalp nu ikke det store. Så slog det mig. Jeg havde glemt at ringe til Felicia.

Mens jeg gik i et friskt tempo, famlede mine hænder akavet efter mobilen i alle lommer. Også i dem, hvis fysiske størrelse umuligt kunne holde på en iPhone 6s. Efter lidt tid fandt jeg den, og hev den øjeblikkeligt op og lagde den i håndfladen. Til min store overraskelse, så var der ikke mindre end fem ubesvarede opkald på det oplyste display. Et fra Felicia, et fra min far, og tre fra et ukendt nummer. Endda et udenlandsk et. Rynkerne formede sig i min pande. Jeg valgte ikke at tænke mere over det. Der var vigtigere ting at tage sig af lige nu end at undres. 

Jeg trykkede på notifikationen fra Felicia, swipede mod venstre, og ringede op. Hun tog den med det samme. "Hej, skat. Hvor i alverden er du? Jeg sidder og venter på dig, men jeg kan ikke se dig. Du har heller ikke været hjemme." Min mave knudrede sig sammen. Skuffelsen i hendes stemme kunne tydeligt mærkes. Jeg kunne se hende sidde ved vores plads ved vinduet. Helt alene. "Hey, du. Jeg er godt på vej... men Tony var i dårligt humør, så han satte mig til at vaske alle tallerkenerne op. Du ved, hvordan han er. Jeg er så ked af det." Der var en kort pause i røret. Der blev stille nok til, at den svage mumlen fra de andre besøgende kunne høres. 

"Det er okay, Declan... bare du lover mig, at du kommer så hurtigt som overhovedet muligt. Det er ret så sørgeligt at være helt alene på en fransk resturant, at du ved det. Og du giver en Crêpe til dessert." Jeg vidste, at lille smil bredte sig ud på hendes læber lige netop der. Det smittede af, så jeg måtte gøre det samme. "Aftale. Vi ses om ca. 10. Elsker dig." Hun gentog de sidste ord og lagde på.

Derefter satte jeg i løb. Sjovt at drivkraften til at løbe lidt over en mile, når man er helt ude af kondition, blot kan være et telefonopkald. 

Forpuset gav jeg Felicia et kys på kinden og satte mig ved bordet. Det morede hende tydeligvis, for hun prøvede sit bedste på at holde et grin inde. "Hva-ha nu?"  hun rakte ud efter mit glas, og hældte vand i fra metalkanden. "Her, tag nu lidt vand og få kontrol over dine lunger. Det lyder jo nærmest som om, at de er på vippen til at eksplodere." Drillede hun. Jeg nikkede, og tog glasset op i min hånd. Det var helt rart at holde det kølige glas imellem hænderne. Jeg drak næsten hele glassets inhold i en slurk. 

"Ahhh. Ved du hvad? Jeg bør nok begynde at dyrke yoga og crossfit sammen med dig." Vi lo sammen, og jeg kunne mærke hendes fod give mig et lille spark over skinnebenet under bordet. Et slags lydløst "hey" for den kække bemærkning. Da min vejrtrækning atter var under nogenlunde kontrol, og jeg ikke længere lød som en døende flodhest, bestilte vi ved en af tjenerne. Seamour, hed han. Stakkels ham. Han ville vise sig at blive dagens joke for os to. "Nej, nej, nej." Felicia lød helt flov. Det var ekstremt pinligt, ja. Det værste var, at han ikke var klar over, hvor ringe hans franske accent var. Vi var overbeviste om, at han syntes, at den var ganske udmærket. 

"Han havde da en tres magnifique accent, non?" selvom jeg godt kunne flydende fransk, så prøvede jeg mit beste på at få det til at lyde så unaturligt og latterligt som muligt. Ligsom Seamours accent. Vi nåede dog ikke at grine af min imitation, for han kom umiddelbart kort efter med vores mad. "Bon appetit, madame. Monsieur." De fyldte tallerkener dampede, og duften af krydderi ramte næsen. Jeg så efter ham. Da han var helt ude af syne, tog øjnene en 365 graders rundtur i kraniet. Jeg så over på Felicia, hvis hoved var tiltet lidt mod venstre. Lyskædernes lys (de hang rundt omkring, for at give stedet en parisisk følelse) gav hende et lille sødt glimt i øjet. Hun mindede mig om en lille hundehvalp, der ikke forstod en komando. "Declan Bernier. Hvorfor surmuler du?"

"Jeg aner ikke, hvad du snakker om." Snøftede jeg, og prikkede lidt til Blanquette de Veauen foran mig. "Du ved godt, at bare fordi han flirtede lidt, så betyder det ikke, at jeg tager med ham hjem, ikke?" hun rakte ud og tog blidt fat omkring min hånd. "Hvad skulle jeg dog med en falsk franskmand, når jeg har en ægte lige foran mig?" jeg mærkede et forsigtigt træk i mundvigen. "Det er nu ikke det... okay, jo, en lille smule. Der er bare andre ting, som fylder mere i hovedet lige nu. Især i dag."

"Crappy day at work?" hendes walisisk-engelske dialekt var tydelig. Jeg hørte den sjældent længere. Hun havde boet i Dublin så længe efterhånden, at den var ved at gå væk. Men nogle gange, så var der enkelte sætninger og ord, hvor det stadig kunne høres hvor hun kom fra. Jeg elskede det. 

"Go díreach. Hvis bare Jeremy ikke tilbød den bedste løn i området, så ville jeg sige op. Jeg har snart ikke tal på hvor mange gange, den mand har trådt på mig... behandlet mig som mindre værdig end de andre ansatte." Felicia sank en klump. Om det var mad eller spyt var ikke til at sige. "Det gør mig så ked af det, at du har det så dårligt med dit arbejde. Er der da ikke noget for dig på det der kunstgalleri på Merrion Square?" 

"National Gallery of Ireland? Nej. Har tjekket. Desuden, Felicia, hvis jeg så kunne få et job der, så ville vi være alt for pressede økonomisk. Nogle gange må man bare gøre ting. Også hvis de ikke nødvendigvis falder i ens smag. Sådan er det at være voksen." 

"Ja ja... men behøver de ting, man skal gøre, gøre en ulykkelig? Jeg ved at du har det ad helvede til, næsten hver eneste dag når du kommer hjem fra arbjede, fordi din chef, undskyld mig, er et dybt manipulerende røvhul, som kører dig hen over gulvet som en gammel vaskekuld. Der må vel være... grænser. Og hvis du fik job på et galleri, så ville det være en mulighed for at få brugt din bachelor i kunst." Hun havde ret. 

"Jeg er ikke sur, Felicia. men kunne det tænkes, at vi måske kunne skifte emne nu? Jeg er træt af at tænke på det fjols og hans penge. Jeg vil helst gerne have, at maden bliver i min mave." 

Felicia gik i seng da vi kom hjem. Men søvnen havde ikke taget ordentligt fat i mig endnu. Måske havde jeg ikke drukket nok vin? Jeg skiftede til nattøj, kyssede hende (lettere lidenskabeligt - for vi havde ikke rigtig kysset i dag) godnat, og satte mig ind på sofaen. I den længste tid stirrede jeg bare ud af vinduet, ned på gaden og på de mørke silhuetter, som gik forbi. Så brummede det. I jakken. Jeg rejste mig og tog mobilen frem. Dosser Ringer.  Klokken 23 om aftnen? 

"Howya. Du har prøvet at få fat på mig?" et lille "pop" blev svaret på mit spørgsmål i den anden ende af røret. Jeg kunne genkende lyden. Det var korkproppen til en whiskyfalske, som blev fjernet. "Godaften, min dreng. Hvordan går det?" 

"Fint. Hvad med dig?" whiskyen blev hældt i et glas. Det var på stenene, for isterningerne klirrede. "Også her. Du, der er noget jeg skal fortælle dig. Det er sådan set derfor, at jeg har prøvet at ringe." "Ja? Hvad vil du?" han drak. Og jeg prøvede at holde samtalen kort. 

"Vær nu ikke så fjendsk overfor din gamle far." Jeg fnøs. "Kom nu til sagen. Hvad er det, der er så vigtigt, at du skal fortælle mig det?" han tog en dyb indånding. Stilte sin drink på et bord. Pustede ud. "Du har fået nogle opkald i dag fra et mærkeligt nummer, har du ikke? Et udenlandsk et?"

Jeg frøs. Hvordan vidste han noget om det? "Ja. Det har jeg. Tre opkald. Jeg kunne ikke tage dem, for jeg var på arbejde. Ved du, hvem det er?" han lo. Men ikke på en varm, kærlig måde. Sådan som fædre skulle grine når de grinte til deres sønner over telefonen. Det var et grin fyldt med foragt. "Jeg ville ønske, at jeg kunne sige nej, men jeg er ikke nogen løgner." Ha, tænkte jeg. Den var god. "Det er et opkald fra Frankrig." I sekunderne efter han havde sagt det, forsøgte jeg at samle brikkerne. Et opkald fra Frankrig. Og far vidste hvem det var. Det kunne da umligt være - "Robert." 

"Onkel Bobby? Hvad vil han?" nysgerrigheden kom listende, og satte en kædereaktion igang i min krop. Hjertebanken, sitren, ivrighed, glæde. Men også forvirring. Han var rejst for flere år siden, og det havde knust mig. Onkel Bobby havde været der for mig da ingen andre var det. Man kunne nærmest sige, at han var den far jeg aldrig fik. Min bedste ven.

"Han har brug for dig. Din assistance. I Paris. Ring ham op så snart du kan. Husk også at fortælle ham at jeg ikke er hans personlige budbringer. Faktisk sætter jeg ikke pris på a-"

Forbindelsen blev "afbrudt." 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...