Jeg druknede. Det var dejligt

Sort. Det var sort. Helt sort. Ingen farve. Ikke engang en lille smule. Jeg havde da åbnet øjnene, ikke? Jeg blinkede og nikkede svagt på hovedet. Jo, jeg havde åbne øjne. Men hvorfor var der så så sort? Hvor var jeg? Var jeg død? Jeg kunne ikke huske noget. Jeg lå helt stille… eller også så sad jeg op, jeg kunne ikke helt finde ud af det.

0Likes
5Kommentarer
103Visninger
AA

6. Skibet

~~Jeg vågnede med et skrig. Jeg gispede efter vejret som var der stadig vand i mine lunger.
Jeg var død. Jeg er død. Men tæppet om mine ben virkede virkeligt. Og den gyngende fornemmelse fra skibet virkede også virkeligt. Måske er det en del af døden. Måske var skibet et symbolsk tegn på min afrejse fra livet.
Jeg smagte på de fremmede ord som jeg havde brugt. Jeg vidste deres betydning, deres sammenhæng. Måske var det min døde hjerne der langsomt startede op igen. Det føltes som dage siden jeg vågnede op i mørket. Gud hvor var jeg uvidende!
Jeg kiggede rundt og mit blik faldt på det lille vindue over for mig. Det var rundt og havde en kors i midten af jern. Jeg kiggede videre, forbi den lille trækommode, forbi den rodede bunke af papirer og nipsting, forbi døren der så flot og ny ud. Hele rummet virkede gammelt, men døren fik det til at se godt ud. Måske lidt malplaceret, men ellers fint nok. Jeg grinede af mine ord. Og måske fordi jeg var skræmt som havde jeg lige set døden i øjnene. Men det havde jeg jo egentlig også. Pludselig åbnede døren langsomt og et hoved kiggede ind. Det var Mande-drengen. Jeg holdte op med at grine.
Han smilede forsigtigt: ”Hvad er så morsomt?”
Jeg kiggede bare på ham.
”Du behøver altså ikke se ud som om jeg er et eller andet farligt monster der kan æde dig hvornår det skulle være” sagde han mens han smilende rystede på hovedet af min uforandrede ansigtsudtryk. Han kom helt ind og bar på en bakke med mad på. Jeg fulgte hans gang fra døren til kommoden med et udtryksløst ansigt. Jeg var ikke sikker på hvad han var. Jo han var en menneske selvfølgelig, men han var ikke en mand og heller ikke en dreng. Han opførte sig heller ikke som nogen mennesker jeg nogensinde havde mødt. Men hvis jeg skal være ærlig så havde jeg jo ikke rigtigt mødt nogen siden min død.
Han tog noget fra bakken. Det var brunt og duftede dejligt nybagt. Jeg tænkte på hvornår det var sidste gang jeg havde spist nybagt. Han rakte det til mig og jeg så at det var et stykke brød. Jeg kiggede mistroisk op på ham og kunne ikke lide at han stod op mens jeg lå ned. Jeg følte mig sårbar, ville ikke kunne komme hurtigt op hvis der skulle ske noget grimt. Hvad der skulle ske vidste jeg ikke… Endnu..
Han måtte kunne se at jeg ikke kunne lide at se op på ham, for han satte sig ned på hug, så jeg kom til at kiggede ned på ham. Jeg slappede lidt af og tog forsigtigt brødet ud af hans hånd, meget forsigtig med ikke at røre ham. Han måtte også have lagt mærke til min undgående kontakt for da jeg havde brødet i hånden, greb han mig om håndleddet. Bevægesen var så kraftig og uforventet at jeg skreg forskrækket. Han holdte stadig fat, mens jeg der imod prøvede at kradse ham med min anden hånd. Det hjalp ikke. Han kiggede bare på mig. Med det samme blik som ude på dækket.
Jeg knurrede, snerrede, rev, skreg. Han holdte bare fat. Jeg opførte mig som en slange som var blevet taget af en høg. Tæppet faldt ned på gulvet da jeg prøvede at skubbe ham væk med foden. Han slap. Jeg krøb sammen i sengens hjørne, længst væk fra ham. Han kiggede stadig bare på mig.
Han var jo gal! Hvad ligner det at tage fat i mig på den måde? Jeg havde godt nok opført mig lidt dyrisk, men hvad havde han forventet? Han sukkede og rejste sig op. Jeg knurrede stadig. Det lød som en ulv. Han tog bakken og gik over til døren. I det samme han vendte ryggen til, tog noget over i mig og jeg væltede ham med sådan en kraft at hans hoved lavede et ubehageligt bump da vi landede. Jeg knurrede stadig af ham, men så at det ikke var nødvendigt. Han var bevidstløs. Måske havde faldet slået ham ud? Jeg sad over ryggen på ham. Ventede et minut eller to. Så rejste jeg mig og gik hurtigt over til døren. 1 skridt fra døren holdte et eller andet om mit ben og jeg var lige ved at vælte. Rummet var ikke særligt stort og jeg klamrede mig til dørhåndtaget for ikke at falde. Den var ulåst og den åbnede sig med et ryk. Jeg væltede udenfor og landede på det regnvåde dæk. Grebet om mit ben var blevet sluppet og jeg kiggede tilbage. Mande-drengen ømmede sig fra faldet og prøvede at vikle sig ud ad tæppet der var blevet viklet om hans ben da vi faldt. Jeg smækkede døren i, skubbede nogle kasser foran og løb så hurtigt jeg kunne ned af dækket.
Vinden hylede og kastede mit hår foran mit ansigt. Skibet gyngede og jeg vaklede hver gang en ny bølge ramte skibets side. Da jeg kiggede tilbage, så jeg at kasserne blev skubbet lidt til siden og Mande-drengens ansigt kom til syne. Han så ikke vred ud, i stedet lignede han en bekymret bror eller ven. Han råbte noget, men vinden overdøvede ham
Men hvorfor løber du så, hviskede en forræderisk stemme Hvis han bare vil dig godt. Jeg vrissede ad den og tvang min krop videre. Han vil bare fange mig og hvad kunne han ikke finde på.
 Jeg løb videre, glad for at stemmen tav ved min overbevisning. Men inderst inde vidste jeg at den ikke tav fordi den var enig.
 Jeg løb og var nået hen for enden ad skibet. Jeg kiggede over rælingen. Havet bugtede sig med rasende bølger der slog på skibets sider. Skibet prøvede at holde stand, men det var som en fjer i en storm, ukontrolleret.
Nede i havet kunne jeg mærke dyrene. De ønskede jeg kom tilbage. De ønskede jeg kom tilbage og stoppede Havets sorg og raseri. Havet kaldte, råbte på mig. Jeg var ikke sikker hos menneskerne. Jeg ville ikke kunne klare menneskets griskhed, deres behov for mere. Og dog vidste jeg at jeg skulle blive. Men ikke uden at sige farvel for nu.
Jeg var så opslugt af at lytte til havet, at jeg ikke lagde mærke til at jeg var klatret over skibets ræling. Jeg holdte godt fast og lænede mig foran med strakte arme. Vinden hylede og kastede rundt med mit hår. Jeg kiggede ned og så bølgerne som nærmest gribe ud efter mig. Kom tilbage.
En mørk plet bag mig og en nagende fornemmelse fik mig til at vende hovedet. Bag mig stod Mande-drengen. Han kiggede bare blankt på mig.
Jeg fik et chok og kom til at slippe med den ene hånd. En kraftig pust fra vinden, gav mig overbalance og faldt.
Jeg skreg ikke, men havet gjorde. Selvom det ville havde mig tilbage, ville det ikke skade mig og et fald uden kontrol ville helt sikkert slå mig bevidstløs. Et stærkt greb om min arm fik mig til at se op og så Mande-drengen holde fast i min ene arm. Han holdte fast med begge hænder og trak mig langsomt op på rælingen. Jeg greb fat med den anden hånd da jeg kunne nå det øverst og trak mig op på kanten af dækket. (?)
Mande-drengen holdte stadig fast i mig, som var han bange for at jeg alligevel ville springe ned. Han lænede sig frem og løftede mig op over rælingen. Han satte mig på dækket stadig med et fast greb om min arm. Jeg kiggede på ham. Han kiggede bare ned på havet og jeg fulgte hans blik. Havet var blevet stille. Det lå og lurede, ventende på en bedre kamp. Men jeg vidste at det ikke havde givet op på mig endnu. Det vidste bare at slaget her var færdigt og det havde tabt. Vinden lagde sig, regnen stoppede og skibet gyngede ikke nær så meget. På under et minut var himlen blevet klar, havet havde lagt sig, vinden kun en lille brise. Jeg smilede af havets forsøg på at virke afslappet. De små bølger på overfladen afslørede det. Havet var ikke mere roligt end en flue i en edderkops spind.
Jeg kiggede tilbage på Mande-drengen. Sikke mærkelig han så ud. Hans lange hår så pjusket ud og pludselig havde jeg sådan en brændende trang til at rør det. Jeg greb hurtigt fat i min arm, den arm Mande-drengen ikke holdte fast altså, for den ikke ville gøre noget dumt. Han kiggede stadig på havet men sagde: ” Du må ikke hoppe i havet igen. Okay? Lov mig du ikke hopper i havet.” Han vendte sig mod mig og to blå oceaner kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg nikkede selvom at jeg ikke vidste hvorfor. Jeg havde jo kun kendt ham i et par timer. Men hvor lang tid havde jeg overhovedet sovet efter min ”fornøjelse” med træspanden?
Måske i flere dage. Det føltes sådan i hvert fald. Jeg havde ondt i hele kroppen og mit hoved snurrede rundt. Han holdt stadig fast i min arm og begyndte at gå, langsomt, ned til kahytten igen. Jeg fulgte efter, lidt mere modvilligt. Jeg kunne ikke lide det lille rum. Det virkede så småt, ikke lige som havets uendelig mørke, nuancer af blå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...