Jeg druknede. Det var dejligt

Sort. Det var sort. Helt sort. Ingen farve. Ikke engang en lille smule. Jeg havde da åbnet øjnene, ikke? Jeg blinkede og nikkede svagt på hovedet. Jo, jeg havde åbne øjne. Men hvorfor var der så så sort? Hvor var jeg? Var jeg død? Jeg kunne ikke huske noget. Jeg lå helt stille… eller også så sad jeg op, jeg kunne ikke helt finde ud af det.

0Likes
1Kommentarer
91Visninger
AA

1. Prolog

~~Sort. Det var sort. Helt sort. Ingen farve. Ikke engang en lille smule. Jeg havde da åbnet øjnene, ikke? Jeg blinkede og nikkede svagt på hovedet. Jo, jeg havde åbne øjne. Men hvorfor var der så så sort? Hvor var jeg? Var jeg død? Jeg kunne ikke huske noget. Jeg lå helt stille… eller også så sad jeg op, jeg kunne ikke helt finde ud af det. Jeg kunne ikke bevæge mig og havde egentlig hellere ikke rigtig lyst til det. Det var dejligt roligt, intet der skubbede mig frem. Det sorte var dejligt. Dejligt sort. Jeg smilede eller hævede i hvert fald mundvigene. Det var svært at bedømme. Det sorte gjorde det meget svært at bedømme.
Pludselig blev jeg blændet af et lille, men meget skarpt lys. Jeg vendte min krop mod det. Eller prøvede på det. Jeg ved ikke helt hvilken vej min krop lå. Det skarpe lys blev større og var lige så stort som… det ved jeg ikke.
Det fyldte nu det meste af mit syn. Jeg prøvede at komme tættere på lyset. Det sorte virkede dejligt, men det føltes som om lyset kaldte på mig. Det sorte tiggede mig om ikke at gå, men da jeg kiggede igen var det ikke sort. Det var mørkeblåt. Det blev lysere jo tættere jeg kom på lyset. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde det, men jeg kom langsomt tættere på lyset. Det kaldt. Men mærkelige ord og så blide de var.
Jo tættere jeg kom på lyset, jo mere brændte mit bryst. Men jeg kunne ikke stoppe nu. Det sorte følte sig forrådt og havde vendt mig ryggen. Jeg lagde mærke til at jo mere jeg sparkede med mine ben, jo hurtigere kom jeg frem. Jeg kunne se min krop nu. Den var lang, lys. Hvid nærmest. Den havde lange ben og slanke arme. Den var dækket af mudder på benene. Jeg kiggede fremad og et mærkeligt væsen susede forbi mig. Den var farverig, dækket af skæl. Et fremmed ord dukkede op i mit hoved. Fisk. Jeg kiggede nærmere på den. Den brugte sine to små hænder til at skubbe sig frem og jeg prøvede at efterligne. Dens hænder var tynde, næsten gennemsigtig og fleksible. Jeg kom hurtigere frem nu, branden i mit bryst gjorde det ulideligt. Jeg kæmpede mig frem og var lige ved lyset. Det sorte var helt væk, den var krøbet i skjul under mig. Nu var jeg omgivet af blåt. Flere ”fisk” strøg forbi mig. De bevægede sig smidigt. Nye ord dukkede op og dannede en sætning. Fisken svømmer. Fisken har finner og gæller. Det har du ikke. Med de ord, brændte mit bryst som ville det eksplodere. Jeg kæmpede mig op til lyset.  Rakte min hånd ud. Og brød overfladen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...