Jeg druknede. Det var dejligt

Sort. Det var sort. Helt sort. Ingen farve. Ikke engang en lille smule. Jeg havde da åbnet øjnene, ikke? Jeg blinkede og nikkede svagt på hovedet. Jo, jeg havde åbne øjne. Men hvorfor var der så så sort? Hvor var jeg? Var jeg død? Jeg kunne ikke huske noget. Jeg lå helt stille… eller også så sad jeg op, jeg kunne ikke helt finde ud af det.

0Likes
1Kommentarer
91Visninger
AA

3. Kapitel 2

~~Jeg sparkede mig frem og den brændende smerte i brystet var langsomt begynde at folde sig ud. Som en blomst, foldede et blomsterblad sig ud efter det andet. Båden holdte den samme fart og var lige over mig. Jeg var svømmet lidt ned og gemte mig i mørket så hvis de kiggede ned ville de ikke kunne se mig. Måske var min hud hvid, men mudderet om mine ben og dybets mørke camouflerede mig ret godt. Jeg svømmede videre, men vidste at jeg ikke var særlig langt væk fra overfladen. Da så jeg en mørke plet komme op mod mig og jeg prøvede desperat at komme ud for dens rækkevidde. Så lagde jeg mærke til noget hvidt og slappede af. Uheldigvis slappede jeg så meget af at jeg kom til at puste luft ud og ildblomsten i brystet blev til en mark af ildblomster. Jeg kæmpede mig op, men de sorte pletter dukkede alt for hurtigt op, og jeg vidste jeg ikke kunne nå det.
Så blev jeg skubbet bagfra og nåede overfladen med så meget fart på at jeg fløj lidt over. Jeg slugte så meget luft jeg kunne inden jeg igen ramte vandet. Jeg ramte vandet og vandet flød igen over mig. Jeg vende mig og ledte efter hvalhajen. Den var det ikke. Det var en anden form for hval, der havde skubbet mig op. Den her var større og var hvid på bugen. Den var mørk øverst og så stærk ud. Den kiggede på mig og jeg vidste at jeg også kunne stole på den ligesom med hvalhajen. Sejhval dukkede op, og, stille i mit hjerte, jeg takkede hvalen, for at skubbe mig op til overfladen. Båden var sejlet lidt for langt og var nu i gang med at vende. Jeg kiggede over vandet. Nu var der kun én mand oven på båden. Den anden var, nåede jeg lige at se, gå under bord. Jeg kiggede sejhvalen i øjnene og stillede tavst mit spørgsmål. Den vendt sig, gjorde tegn til at holde fast. Jeg tog fat i dens rygfinne som sad længere ned på ryggen.
Den svømmede langsomt til at starte med, men blev så hurtigere. Den var meget hurtigt og jeg klamrede mig til dens rygfinne. Den dykkede langt ned og gemte sig i mørket. Flere gange var den oppe ved overfladen for at jeg kunne trække vejret. Hver gang vi var oppe, kunne jeg se at båden kom længere og længere væk. De havde ikke fundet os endnu.  Radar. De har måske en radar. Den lille forræderiske stemme i mit hoved kunne ikke tro at vi var sluppet så let. Jeg vidste ikke hvad en radar var, men så alligevel en for mit indre blik.
Jeg havde lukket øjne mens vi svømmede, men da vi var kommet langt væk fra båden, satte jeg mig op på ryggen af sejhvalen. Den var svømmet op til overfladen og blev der i et par minutter også selvom det stred mod dens natur at være oppe ved overfladen så længe. Jeg burde være forbløffet over hvor meget jeg vidste, men jeg kunne ikke tænke på andet end den manglende ilt. Mens jeg trak luft ind, kunne jeg mærke sejhvalen. Kunne mærke dens tanker. Den havde aldrig gjort noget som dette for et menneske. Den tænkte kun dårligt om menneskerne og kunne ikke forstå hvorfor jeg ikke havde gjort ham ondt endnu. Den husker hvordan menneskerne plejede at jage ham og ødelægge hans fødeområder. Han ville bare gerne beskytte mig, han følte med mig. Jeg var som en forsvarsløs hvalunge. Det var hans job at beskytte mig. Jeg rykkede brat ud af sejhvalens tankespind, da en høj tone opstod. Jeg smækkede mine hænder for ørene. Tonen fik mit hovedet til at gøre ondt og det hjalp ikke at for hvert sekund dukkede der flere og flere ord op i mit hoved. Lammet, bevidsthed, hyletone.
Jeg kiggede rundt for at finde kilden til den onde tone. Der var intet at se. Faktisk kunne jeg ikke se så meget. Det blev sløret for mit blik og jeg havde på fornemmelsen af at jeg var ved at miste bevidstheden. Jeg faldt langsomt til siden, men prøver at holde fast på den spækbelagte hval. Det virkede selvfølgelig ikke og jeg faldt ned i vandet igen. Jeg kunne ikke røre mig og det var som om nogen havde lagt en slør over mine øjne. Jeg så i slowmotion sejhvalen havde den samme reaktion, men den prøvede at ignorere det for at komme hen til mig. Samtidig så jeg også båden fra før. Den kom fra siden og sejhvalen havde ikke set den endnu. Han fokuserede på mig.
Jeg så hvordan en skarp aflang genstand blev skudt ned gennem vandet. Jeg så hvordan dens metal glimrede når solens stråler ramte den under vandet. Så ramte den hvalen. Det store dyr var kun 5 meter fra mig, da genstanden ramte den. En rystelse gik gennem hvalen og den slog med halen. Den panikkede og jeg kunne mærke det. Mærke hvordan panikken åd ham op. Hvad skulle han gøre? Redde sig selv eller redde mig? Men hvis han reddede mig, ville han dø og så ville jeg blive fanget alligevel. Genstanden var ikke gået dybt ind og den blev revet ud da han slog et kraftigt slag med halen. Han kom hurtigere mod mig denne gang. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig. Det at holde mine øjne bare en lille smule åbne virkede alt for kraftanstrengende. Hvalen dukkede under mig og skubbede mig op. Den skarpe genstand strøg igen gennem vandet og var kun et meter væk fra mig. Den ramte heller ikke sejhvalen og jeg sukkede. Det var bare automatisk at jeg sukkede og luft røg ud af mine lunger og blev til luftbobler der strøg opad. Den brændende smerte begyndte igen og jeg glippede med øjnene. Bevidstheden kom helt tilbage til mig og jeg kunne mærke min krop igen. Jeg lod sejhvalen skubbe mig op, men holdte øje med den skarpe genstand. Harpun. Den var ingen steder at se. Endelig brød vi overfladen og jeg gispede efter vejret. Mændene var ikke mere ned et par meter fra os og de råbte til mig. Råbte på sprog jeg ikke forstod og så alligevel. Min hjerne genkendte ordene, accenten.
»Madam, hold on! We are coming! Hold on! «
»Miss, wait! WE are going to shoot, but not on you, okay? On the whale!«
Panik spredte sig i min krop og jeg baskede med armene. Jeg lå stadig oven på sejhvalen og prøvede at skubbe den ned under vandet.
Jeg prøvede at skrige til den at den skulle skynde sig væk, men min stemme ville ikke lystre. Sejhvalen var så fuld af tillid. Den ville blive slået ihjel. Den måtte væk! NU!
Små hæse lyde kom ud af min mund. Ikke mere end en hvisken. Jeg slog min håndflade mod dens hoved og koncentrerede. Sejhvalen rystede bare lidt på hovedet som for at sige at det gør ondt og at jeg skulle holde op, men at han ikke ville skubbe mig ned. Jeg ignorerede det, lagde mig helt ned på den og lukkede øjnene. Svøm… væk… svøm… kom væk herfra… du dør… kom væk…
Panisk skubbede jeg tankerne mod den. Jeg følte mig sikker på at den kunne høre dem. Og som svar lod sejhvalen sig falder under vandet. Jeg sank også med den. Så skubbede jeg mig fra dens hoved og svømmede lidt væk så jeg var over for ham. Jeg nikkede og sejhvalen lavede en lyd der var så beroligende og alligevel så bekymret. Så vendte den sig om og slog en enkel gang med halen. Den så ud til at ombestemme sig og vendte sig igen mod mig. I det samme øjeblik så jeg harpunen skære igennem vandet og ramme hvalen dødbringende. Hvalen kæmpede i mod og slog desperat med halen. Sådan blev den ved. I lang tid. Det virkede som dage, men det tog sikkert ikke mere end et par minutter. Den prøvede at dreje, men i stedet lå den stille. Den bevægede sig ikke. Overhovedet ikke… Den var død.
Jeg skreg og en indre smerte blomstrede. Blodet fra den døde krop kom tættere og tættere på. Mine skrig var høje og skingre, men jeg lagde ikke mærke til at de var for høje, selv under vandet. Mine skrig blev til en tone som jeg genkendte, men jeg vidste ikke fra hvorhenne. Før jeg kunne finde svar i hvordan jeg genkendte tonen, forsvandt følelsen.
Jeg skreg min smerte ud over en ven, et familiemedlem som jeg kun havde kendt i højest en halv time og et øjeblik kunne jeg føle andre stemme i længere væk. Det var som om havet skreg på det liv der så brat var blevet flået væk. Smerteblomsten i mit bryst foldede sig ud og jeg kunne ikke mærke mine ben længere. Heller ikke mine arme. Den mærkelige tåge dukkede op igen og lagde et slør over mine øjne. Jeg sank ned til bunden. Længere og længere ned i mørket. Det velkendte mørke afviste mig ikke denne gang, det tog mig til sig. Lagde sig som en hinde over mig. Snart forsvandt lyset stille og roligt over mig. Hvalens krop lå nu helt tæt op ad skibet. Noget ramte vandet og sank ned mod mig. Det var ikke noget, det var nogen opdagede jeg og det sank ikke. Det svømmede målrettet mod mørket. Jeg kneb øjnene lidt samme for bedre at kunne se personen, men det var for hårdt og jeg lod vær. Jeg sank stadig. Det var fredeligt, men samtidig var der en lille stemme inde i mig der skreg at jeg skulle kæmpe mig op. Få luft, du må ikke lade det ske igen skreg den. Skikkelsen kom tættere på mig. Det lignede en dreng. Eller en mand. Mere noget i mellem. Det var svært at se det i mørket og igennem hinden.
Mørket havde næsten slugt det meste af mig, men jeg kunne stadig se mine hænder og boblerne der forsvandt fra min mund. De dansede opad. Ramte Mand-drengen og blev slået til mindre bobler.
Mand-drengen var stoppet og kiggede tilfældigt rundt om sig. Kiggede ned i mørket. For at finde et eller andet. For at finde mig hviskede en forræderisk stemme. Jeg slog lidt med benene og rynkede brynene. Hvor kom stemmen og den stærke vilje for at overleve fra? Mine ben kæmpede sig igang og jeg faldt ikke nær så hurtigt. Bevægelsen havde fået Mand-drengen til at se mig og han svømmede nu endnu mere målrettet mod mig. Glimtet i hans øjne skræmte mig og jeg stoppede med at sparke med benene. I stedet forsøgte jeg at komme væk fra de glimtende blå øjne. De virkede for rene, som kunne se mig. Den rigtige mig, alle mine hemmeligheder. Alle dem jeg ikke engang selv kendte.
Jeg vendte mig og sparkede tilfældigt nedad. Mand-drengen kom tættere på og jeg panikkede. Det mærkelige skrig flød ud af min mund og jeg skreg. Mand-drengen slog hurtigt hænderne for ørene, men holdte øjnene på mig.
Mit skrig forsvandt da jeg så han ikke kom tættere på. Jeg havde ikke mere luft, men det virkede ikke som om jeg manglede noget. Jeg havde det dejligt. Ingen brændende smerte i brystet som før. Men det havde Mand-drengen åbenbart. Han tog en flaske fra hans bælte på ryggen og knugede sin ene hånd om den. Den var stor og der sad en form for slange øverst oppe. Han tog fat i den mærkelige slange og jeg så at der sad en maske for enden. Han tog masken op til hans mund og lod den blive der et øjeblik. Så fjernede han den og det så ud som smerten var forsvundet. Ordet iltmaske dukkede op. Han svømmede lidt tættere på. Jeg bakkede lidt længere væk. Han stoppede og ventede. Jeg stoppede og ventede. Vi ventede. Han nåede at tage maske op til hans mund 2 gange før nogen af os bevægede sig.
Han havde lige taget et sug af iltflasken. Så slap han den og den sank hastigt. Den sank lige ved siden af mig og jeg fulgte den med øjnene. Det var derfor at jeg blev så overrasket over at se at han havde vendte sig og var kommet tæt på. Han var ikke længere væk end 2 meter. Jeg panikkede, vendte mig og slog med benene. Det gik for hurtigt! Han var tæt på nu, ikke mere end 1 meter. Jeg prøvede at undslippe, men pludselig havde han fat i min kjole. Bagfra, så jeg ikke kunne komme ud af hans greb. Han trak mig tilbage og slog så armene om mig. Jeg kunne mærke hans muskler under kjolen, de var stærke og jeg vidste at jeg ikke ville kunne komme ud ad dem. Jeg måtte komme ud på en anden måde. Han brugte alt for meget ilt på at holde mig fast. Han brugte samtidig også benene til at sparke os opad.
Vi var allerede for langt oppe ad mørket. Jeg kæmpede, men jeg var samtidig så træt i armene. Jeg trak min albue tilbage og fik ramt ham på siden af hovedet. Han slap mig et øjeblik og jeg ålede mig ud af hans greb. Jeg var kun kommet én meter, da han havde igen havde fat i mig. Denne gang greb han fat i min ankel. Han trak mig ind mod sig og slap min ankel, for at gribe fat i mine hænder. Det hele i én glidende bevægelse. Han holdte mine hænder fast og sparkede med benene. Vi var kommet op i det mere turkise vand og jeg kunne skimte solen igennem. Det var for lyst. Båden var ikke lang fra os.
Mand-drengen må have set mit paniske ansigt for han kiggede forvirret på mig. Jeg trak hjælpeløs og uden kraft i mine arme. Jeg ville ikke op. Jeg åbnede munden for at skrige igen, men han slap mine hænder for at vende mig om. Jeg havde ryggen mod ham, han lagde sin hånd over min mund og holde mig fast om livet med den anden.
Jeg sparkede vildt med benene, men Mand-drengen trak os alligevel længere opad. Vi var ikke langt fra overfladen, men hans kræfter ebbede ud. Det var et stykke tid siden han havde trukket vejret og med at den kæmpen, var det et under at han stadig sparkede med benene. Men han blev ved og vi brød overfladen.

Lys. Lyde.

Lys.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...