Jeg druknede. Det var dejligt

Sort. Det var sort. Helt sort. Ingen farve. Ikke engang en lille smule. Jeg havde da åbnet øjnene, ikke? Jeg blinkede og nikkede svagt på hovedet. Jo, jeg havde åbne øjne. Men hvorfor var der så så sort? Hvor var jeg? Var jeg død? Jeg kunne ikke huske noget. Jeg lå helt stille… eller også så sad jeg op, jeg kunne ikke helt finde ud af det.

0Likes
1Kommentarer
94Visninger
AA

5. Kapitel 4

~~Jeg sad i et træ i skyggen, ikke langt fra bredden. Børnene legede og skreg leende når de blev ramt af det ellers varme vand. Jeg sad helt stille i træet med benene svingene frem og tilbage. Min brune slidte kjole blafrede i vinden. Den var slet ikke som tøjet på Mors vidunderbørn, Agatha og William. Det var ikke fordi vi var stedsøskende at de havde pænere tøj. De var mine fuldblods søskende, men mor kunne vist bare bedre lide dem.
Derfor ventede jeg også her. Mor, Agatha og William sad nemlig ved bredden. William og mor sad i skyggen af et træ. Agatha badede med de mindre børn. Mor havde fået en af tjenerne til at bære de tunge stole helt fra huset og til bredden.
Hun smilede og lod blikket glider over alle de andre børn. De var ikke mere end et par år yngre end mig. Mor kiggede på yndige William. Han havde brunt hår og havde lidt skæg på overlæben. Han var pæn og meget populær hos landsbypigerne. Men William var ligesom Far. Han hader andre der var under ham selv. Han var lært og mester i sværdfægtning. Han var kold og alvorlig det meste af tiden. Agatha var helt anderledes. Hun var flere år ældre end mig. 22 år og en livlig pige. Rødbrunt hår med krøller, brune øjne og lignede en dukke. Derfor var alle tjenerne altid nervøs når de var sammen med hende. Hun klatrede i træer, løb gennem skove i sine fineste kjoler, klippede sit hår eller sine kjoler for at være anderledes. Hun var tit nede i køkkenet og dernede snakkede hun med alle. Også med mig. Hun elskede sladder og delte også selv lidt ud.
Hun var ikke så slem, men hun var vist ikke klar over at jeg var hendes søster. Hun vidste kun at jeg boede i huset og arbejdede nærmest som en tjener. Faktisk arbejdede jeg mere end en tjener da jeg jo boede på huset og på den måde arbejdede fuldtid.
Jeg kunne ikke få mig til at fortælle hende om vores slægtskab. Måske ville hun fortælle det videre, måske ville hun begynde at opføre sig anderledes.
Det var egentlig fint nok. Jeg havde aldrig rigtigt set dem som min familie.  Jeg vidste ikke hvem der så var det, men en dag ville jeg finde ud af det. Desuden ignorere de mig ret meget. De ser mig ikke, på den måde. Måske har Far bedt dem om at lade vær.
Agathas skrig fangede mit øre og jeg vendte mit blik mod vandet. Der stod en pige i en sort kjole. Hun virkede bekendt.
Det virkede ikke som om vandet gjorde hende noget og kjolen som ellers var ankellang, flagrede uden tegn på at være våd. Hun gik langsomt hen mod Agatha som var faldet. Mor rejste sig op, vred over at pigen havde forskrækket hendes datter nok til at få hende til at falde. Men pigen enten ignorerede hende eller hørte det ikke og tog fat i Agathas arm. Agatha skreg igen, denne gang af smerte. Mor panisk skreg nu på William om at gøre et eller andet. William rejste sig og gik ud i vandet. Han tog fat i Agatha og hev hende ind til sig. Pigen slap Agatha og kiggede nærmest forundrende på William. Hun gik med små korte skridt hen til William. William stod som stivnet. Pigen var lille og William var høj af sin alder, men af en eller anden grund, kunne hun alligevel række armen ud og trykkede pegefingeren på hans pande uden at strække armen helt ud. Han vendte det hvide ud af øjnene, gispede og faldt om i vandet, bevidstløs. Pigen blev uskarp og pludselig sad hun med Agathas hoved i sit skød. Hun havde lagt Agatha ned i vandet. Pigen tog den rystede Agatha i armene og prikkede også hende på panden. Agatha faldt om og pigen løftede hende helt op i favnen. Det kunne godt være at Agatha var lille og spinkel, men pigen her var ikke mere end 11. Hun var endnu lavere end Agatha, men løftede hende som vejede hun ingenting. Mor, som var styrtet hen til sin søn, skreg om hjælp fra en eller anden. Så så jeg at den ellers så befolket strand var helt tom, undtagen os og pigen. Pigen gik på vandet og var nået ud i midten af søen. Hun kiggede op på mig og jeg smilede af en eller anden grund. I samme øjeblik vågnede Agatha med et sæt og kiggede tavst op på pigen. Pigen smilede trøstende ned til hende. Selvom hun var over hundrede meter fra mig, hørte jeg hende alligevel hviske:
”Du ligner min døde søster.”

 


 

 

 

Drømmen skiftede og jeg sank ned i mørkt vand.
Vand. Så meget vand. Jeg blev dog dejligt afslappede og ventede på den kolde ligegladhed tog smerten i brystet væk. Men smerten tog bare ved og jeg prøvede at svømme op. Men mine arme var kortere og det samme var mine ben. Jeg kiggede ned ad mig selv og så at min krop generelt var mindre. Brunere. Pludselig oversvømmede minderne mig og jeg blev opslugt.
Mig som 6årig. Mig der blev uhelbredelig syg. Mig der blev helbredt med et mirakel. Mig som 11årig. Mig der var elsket af min mor. Mig der hørte på Mors gråd efter den nat. Begravelsen. Den lille kiste. Stykkerne i min hukommelse fald på plads og et helt minde kom frem. Mig der vågnede den morgen ved bredden. Mig der gik ind i huset og så folk i sort, folk der græd. Mig der hørte Mors gråd da folk kondolerede. Mig ingen kunne se. Mig der havde haft den samme kjole på i 8 år. Mig. Mig. Mig.
Mindet forsvandt da jeg forstod hvorfor jeg så det. Jeg var død. Som 11årig. Min sjæl… spøgelse om man vil, blev ældre og ældede.
Jeg kunne sagtens forstå det, det vill… En smerte i benet overdøvede min tanker og jeg skreg hvilket førte til at smerten i brystet blev værre, da luftbobler strøg opad. Jeg kiggede ned og den brune kjole var der stadig. Men lige på låret var en flænge fra et eller andet. Blod flød ud. Lidt for meget.
Jeg ignorerede det og prøvede at komme op. Samtidig hviskede en lille stemme: ”Du er død, du har været død i 7 år. Du kan ikke komme op, du vil aldrig trække vejret igen.”
Jeg kom ikke op, men sank. Jeg strakte ben og kunne mærke den slimede bund. Der var ingen alger, kun mudder. Jeg kunne ikke få fodfæste og panikkede. Bobler forlod min mund hurtigere end hvad godt var. Min krop stoppede med at virke, sorte pletter dykkede op i mit synsfelt. Og det var i det øjeblik at smerten forsvandt. Jeg var ligeglad. Følelsen var vidunderlig, vandet snog sig om min lille barnekrop. Mørket var overalt, omfavnede mig, fortalte mig at det var okay. Det skulle nok blive okay. Det var næsten som om jeg kunne høre dem sige det. De fortalte om det gode ved at være død. De fortalte om hvordan de kæmpede ligesom mig på bunden af søen. De havde ikke følt den ligeglade-følelse jeg følte, men havde følt den bagefter. Bagefter deres hjerter stoppede.
Jeg smilede og lukkede øjnene. Min hjerne blev tåget og jeg forsvandt langsomt. Min krop blev slap og jeg lå på bunden. Mit hoved blev tungt. Jeg døde og mit hjerte holdt op med at slå

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...