Jeg druknede. Det var dejligt

Sort. Det var sort. Helt sort. Ingen farve. Ikke engang en lille smule. Jeg havde da åbnet øjnene, ikke? Jeg blinkede og nikkede svagt på hovedet. Jo, jeg havde åbne øjne. Men hvorfor var der så så sort? Hvor var jeg? Var jeg død? Jeg kunne ikke huske noget. Jeg lå helt stille… eller også så sad jeg op, jeg kunne ikke helt finde ud af det.

0Likes
6Kommentarer
114Visninger
AA

2. Kapitel 1

~~Lyde. Så mange lyde. Det var det første jeg lagde mærke til. Jeg holdt hænderne for ørene og sank ned i vandet igen. Jeg sparkede lidt mere med benene og kom op igen, Ord bombede mit hoved. Luft. Træk vejret. Ilt. Træk vejret! Jeg trak vejret ind. Det gjorde så ondt! Kulde flød ned gennem min hals og frøs mit indre. Det var så koldt. Og kulden stak! Det stak i halsen og i maven. Jeg trak rallende vejret og blinkede kraftigt. Det var så lyst. Jeg blinkede igen og igen. Og igen. Først efter lidt kunne jeg se noget i det mærkelige lys. Flyvende væsner med lange tykke arme og en hale, fløj rundt over mig. Fugl. Der var også flere store væsner der knurrende flød over elementet jeg var i. Båd.  De store væsner var hvide og oven på en af dem stod et mindre væsen der lignede mig. Menneske.  Ud over det mærkelige røde stof der var viklet rundt om væsenet, lignede væsnet mig meget. Jeg så ned ad mig selv. Jeg havde noget brunt stof om mig. Det sad løs og flød rundt om mig. Det var langt. Gik helt ned til mine ben.
Flere ord. Tøj, kjole, hav. Så opdagede jeg at ”båden” ville ramme mig hvis ikke jeg flyttede mig.
Det mærkelige element, ”havet”, kaldte mig til sig, og jeg dykkede. Ordene bombarderede mit hoved og flere ord og sætninger dykkede op for at forsvinde igen. Vand, luft, træk vejret. Kan ikke trække vejret. Tænk klart. Jeg kæmpede mig op igen og slugte mere af den såkaldte luft. Mine ben var tunge og gjorde ondt.
Jeg slugte en håndfuld luft og lod mig falde ned under. Jeg blev under, lod mine sparkende ben falde til ro og nød stilheden det mærkelige vand udgjorde. Fiskene der svømmede forbi, var smukke. Jeg så mig omkring og fik øje på en mørk plet langt væk. Den kom tættere på og jeg opdagede at det var en stor fisk. En meget stor fisk. Ordet hvalhaj dukkede op i mit hoved. Jeg kiggede nærmere på væsnet, blev af en eller anden grund grebet af både frygt og ærbødighed. Det store væsen kom tættere og pludselig blev det forreste større en før. Det var som om den udvidet sig. Så begyndte jeg at kunne se flere detaljer. Den kom langsomt frem og i stedet for at være et sort væsen i det blå hav, var det et gråt væsen med hvide pletter. Den havde munden åben, men det lignede ikke min mund. Den her var stor og lignede mere et kæmpe stort sort hul end en mund. Og det sort hul kom lige mod mig. Jeg gispede og kom til at sluge vand. Jeg steg op og brød vandoverfladen. Jeg slugte gispende noget luft og hostede vandet ud af mine lunger. Jeg gispede stadig, men, selv efter at jeg havde masser af luft til at kunne trække vejret, blev mit hjerte ved med at banke.
Den var lige neden under! Det store væsen. Hvalhajen. Den var lige neden under! Langsomt blev kulden over vandet for meget og jeg lod mig synke endnu en gang ned i vandet.
Jeg stivnede med det samme. Hvalhajen var stoppet med at svømme og havde lukket munden. Den var ikke mere end tre meter fra mig. Dens øje var rettet mod mig og den lå helt stille i vandet. Kun afbryd af gællerne på siden. Jeg følte en trang til at komme nærmere og rør ved det smukke dyr. Jeg kom nærmere, men jeg rørte ikke ved den. Øjnene kiggede ligeud, og det så ud som om den ignorerede mig. Jeg kom helt tæt på. Det var gået meget hurtigt, jeg skulle kun sparke lidt med benene og så var jeg henne ved den. Prøvende lagde jeg en hånd på dens hud. Det var ruget og alligevel var det dejligt. Jeg lagde den anden hånd på også. Så svømmede jeg op til dens øjne. De var smukke. Udviste så meget tillid. Jeg skulle lige til at lægge en hånd lige over dens mund, da jeg hørte en snurrende lyd. Hvalhajen vendt sig og tilliden forsvandt. Erstattet af frygt.
De kommer.
Jeg rystede af frygt. Men det var ikke mig, der følte det. Det var hvalhajen. Den slog vildt med halen og dykkede længere ned. Jeg prøvede at følge efter, men den var hurtigere og jeg var for træt. Pludselig mærkede jeg den brændende smerte i brystet og et ord, der blev ved med at bombardere min hjerne, dukkede op. Luft. Jeg vendte om og kunne se en mærkelige ting skære igennem vandet. Det var den der lavede den snurrende lyd. Jeg styrtede mod overfladen, brændte efter at få luft. Sorte pletter dukkede op for mit syn og den snurrende lyd kom nærmere. Jeg brød overfladen og gispede rallende. Den brændende smerte var der stadig, men forsvandt efterhånden.
Den snurrende lyd dæmpede sig for at forsvinde helt. Jeg kiggede efter den og så at den ikke var langt væk. Så så jeg at det var en af de hvide store ”både”. Nu virkede ordet ondt. Farligt.
Der stod to væsner oppe på båden. Det måtte være det såkaldte menneske. Altså lige som mig. Men de så ikke ud som mig. De var mørkere i huden, havde sort, brunt og hvidt hår. Men de havde også hår i ansigtet og ikke bare på toppen. Det var lige under næsen og over munden. Jeg blev forbavset over hvor mange ord jeg egentlig kunne når jeg ikke tænkte over det. Mund, næse, ansigt, hår. Og så kom det sidste ord. Mand. Men hvis de to væsner var ”mænd”, hvad var jeg så? Ordet kom af sig selv. Kvinde. Jeg kiggede på dem igen og opdagede at de også kiggede på mig. De havde også det mærkelige stof om sig. Tøj. Jeg kiggede ned igen. Jeg havde jo den brune kjole, men den var slidt og man kunne se lige igennem flere steder. Af en eller anden grund blev jeg forlegen og dykkede under vandet. Jeg svømmede skråt ned ad for at komme væk fra mændene. Den snurrende lyd begyndte igen og jeg kiggede tilbage mod dem. Båden var startet igen. Den larmede endnu mere så tæt på og jeg sparkede lidt ekstra med benene. De må ikke fange mig.
Frygt. Hvalhajens frygt. Den var blevet min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...