Sommerfugle

"De så blodet og begyndte også at skrige. Læreren var en af de første 3. Ingen til at ”hjælpe” dem. De forstod ikke at jeg bare prøvede at føre dem til en tidligere afslutning. Så kunne de komme op til sommerfuglene."

1Likes
1Kommentarer
51Visninger

1. Brev

~~Mit navn er Runa Alice Ravn
Jeg skriver dette for at verden kender til min opdagelse, min teori. Men folk, rundt omkring, ser på mig som havde jeg fortalt slutningen på en god film. Jeg gjorde noget vidunderligt! I burde takke mig. Jeg befriede min klasse. Befriede dem og satte dem fri et bedre sted. Et sted langt herfra.
De sagde at det ville hjælpe mig at skrive det hele ned. Min barndom, mine venner, mig. Jeg forstår det godt, andre folk vil også gerne havde at jeg befrier dem. Kun jeg ved, hvordan man finder stedet. Mig og stemmerne.
De hvisker ting, stemmerne. Nogen af dem er søde, men andre hvisker forfærdelige ting. De hvisker at mine klassekammerater ikke har fundet stedet og i stedet bare driver frem og tilbage. Men jeg vidste dem vejen. Jeg tegnede dem vejen. De skal nok finde den, hvis de er kommet på afveje. Det ved jeg de vil.
Jeg er en helt almindelig pige på 17. Jeg har en lillebror, en mor og en far. Vi boede på en gård, langt væk fra alt der minder om en storby. Det var godt nok en lille by, et par kilometer væk fra gården, men den tæller ikke rigtig med, da dens eneste butik er en købmandsbutik. Vi havde en masse plads på gården. Det var hyggeligt.
Men som alle andre familier møder modstand, samme gjorde min familie. Mine forældre blev skilt da jeg var 10. Ikke at det gjorde mig noget. Jeg har aldrig syntes det var en dårlig ting. Så min familie blev delt i 2: min mor og min far. Min lillebror og jeg var ikke rigtig en del, på den måde. Vi var bare 2 magneter som gik frem og tilbage fra den ene side til den anden side hver anden uge.
Min far flyttede til Sorø, da jeg var 14. Min mor blev på gården. Vi har endnu ikke fået solgt gården.
Jeg kom ind på Sorø Privat skole som 7årig. Der var en pige i min nye klasse som tog kontakt til mig den første dag. Vi blev hurtigt venner, og jeg mødte hendes venner som senere blev mine. Vi har et godt sammenhold. Efter 8 år sammen, er vi stadig venner og kender hinanden godt. Ja, altså alle mine veninder i klassen, kender jeg godt. Jeg kan forudsige hvad de vil gøre, hvad de vil sige.
Det var også derfor jeg ikke nævnte stemmerne for dem. Jeg lader dem bare snakke i mit hoved. Jeg har lært at nogen af dem kunne jeg snakke med mens andre er jeg nødt til at skubbe langt væk. Men jeg blev kvalt. Kvalt af ikke at kunne fortælle nogen om hvad der skete for mig. Så jeg begyndte at lede efter en anden måde at drukne stemmerne på. Eller bare generelt en måde at drukne mig selv på.
Mine venner vil nok bare kalde mig en læsehest. Men det er fordi de ikke kender sandheden. Bøgerne druknede stemmerne. Timer kunne forsvinde ude at jeg hørte et eneste pib fra dem. Men for hver bog jeg læste, jo mere ændrede verden sig.
Jeg fløj på et tidspunkt, rundt i Sorø, men da jeg blinkede stod jeg stadig i vinduet på vej ud på taget. Og der var flere gange hvor ting virkede som noget, men viste sig at være meget anderledes. Jeg har redet på en zebra i skole, men da jeg steg af, havde jeg min cykel i hånden i stedet. Og de andre synes ikke til at bemærke noget. Jeg tror også at de oplever sådan noget. Måske er det bare sådan verden ser ud. Eller ikke ser ud, burde jeg nok sige i stedet.
Godt nok er verden her vidunderlig, med stemmerne i hovedet, men det kan også godt være trættende. Jeg skal hele tiden bruge kræfter på at skubbe de onde væk. Så jeg blev så glad da de onde stemmerne fortalte mig hvordan verden VIRKELIG så ud, i stedet for at hviske ond ting.
Verden her, den er ikke mere end en puppetilstand, fortalte de. Vi lever i den i et par årtier og når vi så dør, forvandles vi som sommerfugle på en ø. Vi vil blive sommerfuglene på øen. Det fantastiske sted jeg sendte min klasse til.
Jeg har et tæt forhold til mine venner og min familie, det har jeg altid haft. Mine forældre har arbejdet verden over og det er også fra forskellige lande de fandt på mit navn. De fortalte engang at Runa betyder rune og som en rune, gemte jeg på noget. Noget som jeg kun ville vise til ganske specielle mennesker. De sagde jeg var speciel. Men hvordan kan jeg være speciel når alle høre stemmerne? Er jeg så ligegyldig? Hvad hvis alle hørte det samme? Hvis jeg så døde i morgen i en ulykke, ville stemmerne så være kede af det? Vil de overhoved tænke på mig? Jeg er ligegyldig, men det vil jeg ikke være. Derfor er dette brev så vigtigt. Så stemmerne ser at jeg ikke er som alle de andre mennesker. Jeg kan føre folk til øen. Jeg kender vejen!
Min familie hører også stemmer. Ligesom alle andre. Det troede jeg i hvert fald. Men af en eller anden grund snakkede ingen om stemmerne i vores hoveder. Jeg kunne aldrig forstå det. Stemmerne kom først da jeg var 14, men ingen snakker om det. Er det fordi de er bange for at jeg ikke høre dem? Er det fordi de ved at hvis de snakker om dem, og jeg så ikke kan høre dem, så bliver jeg med det samme stemplet som udskud?
Så jeg snakkede ikke med nogen om dem. Hvilket er en skam for nu har jeg fundet ud af at ingen af de andre hører dem. De kan ikke høre stemmerne, hvor må de føle sig ensomme hele tiden. Der er ingen til at rette dig hvis du laver en fejl.
Jeg fandt ud af det efter jeg havde befriet min klasse. Min veninde fortalte at hun ikke hørte nogen stemmer og at jeg var syg. At hun kunne hjælpe med at komme af med stemmerne. Men jeg er ikke syg. Stemmerne hvisker kun ting jeg skal gøre for at alle bliver glade og kommer op til de andre sommerfugle.
Den dag jeg befriede min klasse var ikke den første gang. Jeg har også hjulpet min nabos kæledyr på vej til sommerfuglene. Jeg forstod aldrig hvorfor mine naboer græd når de fandt deres kæledyr bagefter. De er jo hos sommerfuglene. De havde det bedre.
Men på dagen hvor jeg hjalp min klasse, var egentlig som alle andre dage. Det er vist 8 dage siden nu. Men jeg ved det ikke med sikkerhed. Jeg stod op, pakkede min taske, men mine bøger og min computer lod jeg blive tilbage. Dem havde jeg jo ikke brug for. I stedet havde jeg mine befrielsesredskaber. Jeg havde brugt kæledyrene til at finde de bedste redskaber. Knive er normalt de bedste, men de gav også det bedste snit. Pistoler larmer bare.
Jeg mødte op i klassen. Sagde hej til læreren. Hun spurgte hvorfor jeg var så glad. Jeg svarede ved at hviske til hende at jeg havde en overraskelse for klassen. Hun smilede glad. Dagen gik og så var overraskelsen klar. Jeg havde øvet mig hjemme på gården, så jeg vidste hvor jeg skulle ramme. Eller næsten på hvor jeg skulle ramme.
Jeg havde bedt alle om at rykke stole og borde ud til væggene. Så fik jeg dem til at lukke øjnene. Jeg fik dem til at forestille dem en vej. Så fik jeg dem til at forestille dem sig en ø, en fantastisk ø, hvor det var alt det de behøvede. Drengene begyndte at grine og jeg tyssede grinene på dem. De tav.
Så satte jeg musik på. God afslutnings musik af Thirty Seconds To Mars . ”Hurricane”. Jeg havde brugt lang tid på at finde den rigtige musik til deres afslutning. Da vi var inde I midten af sangen, befriede jeg den første. Jeg havde ramt plet og han sagde en lille lyd men som hurtigt blev dækket af sangens dybe toner. Jeg greb ham under armene og lagde ham ned. Jeg bedte dem om at blive stående. Det var først efter de første 9, at en af drengene kom til at åbne øjnene og så blodet fra de andre, at det begyndte at gå skævt. Han udstødte et skrig og de andre åbnede deres øjne.
De så blodet og begyndte også at skrige. Læreren var en af de første 3. Ingen til at ”hjælpe” dem. De forstod ikke at jeg bare prøvede at føre dem til en tidligere afslutning. Så kunne de komme op til sommerfuglene. De forstod det ikke, hellere ikke da jeg skreg det til dem. De kiggede bare på mig som var jeg sindssyg og hamrede nævnerne mod døren. Jeg havde flyttet stolene og bordene op mod dørene, så de kunne ikke komme ud.
Jeg kastede en af knive og ramte en af pigerne i skulderen. Hun skreg og sank sammen. Jeg kom hurtigt over til hende og lavede et rent snit.
De andre var holdt op med at skrige og kæmpede i stedet med dørene og vinduerne. Vi var ikke den eneste klasse på denne etage, men jeg vidste at de andre klasser var til idræt og engelsk, så ingen ville forstyrre min befrielse. En af pigerne bakkede da hun så mig komme mod sig og kom til at skubbe en af drengene ud af vinduet. Jeg hørte et ubehageligt, men alligevel behageligt, knæk et sted dernede.
Jeg tog et par lange skridt og var ved pigen. Hun var lammet. Jeg kan huske at sige til hende ”Husk vejen til sommerfuglene” inden jeg skubbede hende samme vej som drengen. Knæk!
Det var kun et par stykker tilbage. Jeg fandt 2 under bordene og befriede dem samtidig med at jeg hviskede ”Ses på øen”.
Et par af drengene var løbet mod mig, i håb om at kunne vriste knivene fra mig. De var 3 men den sidste fortrød da jeg, løbende mod dem, kiggede ham i øjnene. Jeg skubbede mig forbi de 2 andre og ramte den sidste i brystet med en af knivene. Da hans øjne holdt op med at se noget, grinede jeg for mig selv og kiggede bagover med hovedet. De 2 drenge var på vej mod mig igen. Jeg grinte sødt til dem og vendte mig mod dem med knivene parate. Da de så knivene, stoppede de.
Men det gjorde jeg ikke. Jeg løb videre og ramte drengene i maven med knivene. De larmede lidt mere og bukkede sig sammen. Jeg tænkte ikke at de gjorde så meget og gik videre med de andre.
De andre var lettere. De var lammet af frygt. Jeg lod dem selvfølgelig ikke bare dumpe ned på gulvet, men lagde dem pænt ned. Min veninde var lidt sværere. Hun kiggede på mig og spurgte hvorfor. Jeg svarede at det havde stemmerne sagt. Hun havde bare kigget på mig og sagde hvilke stemmer. Så stak jeg kniven i maven på hende. Hun blev ved med at kigge mig i øjnene helt til det sidste. Hun blev hurtigt omringet af rødt blod.
For hvert skridt jeg tog, kom en lyd der mindede om en smaskelyd. Gulvet var plettet af blod. For hver meter var halvdelen af det væk.
Et øjeblik lignede det kunst. Jeg kiggede bedre på det og det så næsten ud som om blodet lignede sommerfuglevinger. Det var smukt og jeg vidste stemmerne sendte mig et tegn.
Drengene var de sidste. Den ene var allerede bevidstløs, så jeg skar et hurtigt, rent snit. Den sidste dreng kiggede på mig og jeg hævede min hånd med kniven…
Da de onde stemmers mennesker kom ind og tacklede mig. De vristede kniven ud af hånden og lagde mig ned i blodet. Jeg blev ved med at grine.
De forhørte mig i retten. Men alt jeg kan huske var at det hele snurrede rundt og mine forældre kiggede mærkeligt på mig. De sagde noget med psykisk syg, men det var vist om drengen. Drengen, min sidste klassekammerat, døde på hospitalet. Noget med en ødelagt leveren. Og noget mere.
Så snakkede de om at drengen vist skulle anlægges på den psykisksyge afdeling. Stakkels dem. De er jo helt forvirret! Drengen er jo hos sommerfuglene nu. Skøre voksne!
Jeg kan huske jeg smilede og så blev jeg taget i armene og bragt ud af dørene. Senere kom jeg til dette værelse og her har jeg været i 2 dage nu. Jeg har kun måtte komme ud en gang, men der er et vindue i rummet. Jeg tager piller som gør det hele lidt sløret og stemmerne bliver dæmpet en smule. Det hele er så sjovt og i morgen skal jeg afsted til sommerfuglene. Jeg vil flyve hele vejen derhen. Men nu skal jeg ud og gå min daglige tur med lægerne og de andre.
Så farvel!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...