Cops of NYPD

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2016
  • Opdateret: 22 okt. 2016
  • Status: Igang
Partnere for livet. Et bånd der skal styrkes.. Hun er stolt og stædig, han er ny og stædig. Sammen udgør de et perfekt samarbejde indenfor NYPD politi. Men, vil den mørke fortid bringes op og vil der blive mere end bare venskab imellem de to partnere? Følg med på Jacob og Evalines fjogede eventyr, når de sammen tager på arbejde! (( Denne historie er skrevet op som et roleplay. Jeg skriver fra Jacobs synsvinkel og Evaline bliver skrevet af min kære rumbo. Håber ikke det bliver for forvirrende og hvis det gør, så skriv endelige en kommentar. Jeg vil bare give det en chance ))

0Likes
0Kommentarer
86Visninger
AA

3. Timerne om natten.

Jacobs synsvinkel

De havde siddet i den her bil i evigheder. Jacob satte pris på, at det var en efterårsaften og ikke sommer, da bare tanken om en varm bil lige nu, var klamrende. Kun iført en okay varm striktrøje, kunne han sagtens sidde med sin kaffe i hånden og holde varmen. Engang imellem tog han en tår af den. Lidt mere sukker kunne have været rart. 
De sad bare der, på det lune forsæde og ventede på, at gerningsmanden skulle dukke op. Meningen var at han skulle komme ud af døren fra det uhyggelig baglokale. Flere timer var gået nu og der var stadig intet tegn fra gerningsmanden. Engang imellem kunne han høre walkietalkien summe og hver gang håbet han, at det var chefen der aflyste missionen. Klokken var lort om natten, det var lørdag og han kunne virkelig godt have brugt en date med sofaen. 
"Hvor længe har vi siddet her?" spurgte han sin partner Evaline. Hun sad ved siden af ham. Køn som hun var, kunne han aldrig aflæse hendes ansigt. Hendes grå øjne var et uendeligt hav og på de fleste dage så hun altid så sur/irriteret ud. Dog var hun en god partner. Kold til tider, men hun havde humor og var sarkastisk. De andre på stationen var bange for hende og tit var det ret så underholdende. Om det blot var fordi han var den nye i flokken, kunne han ikke helt svare på, men så længe det var underholdende, var det underholdende. "Han kommer jo ikke... han ved sikkert at vi sidder her og drikker snart kold kaffe," lød Jacobs stemme i tusmørket. 
En gadelygte var det eneste lys. Alt i bilen var slukket. Han sukkede og lænede sig tilbage, kun indtil det blev kedeligt og han lænede sig frem igen. De havde i hvert fald siddet der i tre timer nu. "Han er endnu en narkoman, dem har vi allerede fanget et par stykker af... hvad siger du til at vi lader den her ene smutte?" Det blev sagt i en drillende tone. Selvfølgelig kunne han ikke finde på at droppe sit arbejde. Det var vigtigt og han satte pris på, at Evaline havde tilbudt ham arbejdet.

Evalines synsvinkel: 

Evaline løftede kort på sin arm, for at se sit ur. Hun løftede derefter sin kop, og tog en slurk. "9 timer og 23 minutter." Hun stillede koppen i kaffe holderen, mens hun så rundt. "Det er ved at blive godt koldt herinde." De kunne ikke tænde for bilen, da det ville give dem opmærksomhed, for ikke at snakke om at bilen ville lyse op. Hun måtte bare kramme sin jakke en smule. Hun så rundt i bilen, en smule mad, kunne de godt bruge lige nu. Hvorfor sprang hun også morgenmaden over, og havde haft for travlt til middagsmaden.

Evaline så koldt mod Jacob, som om personen ikke ville komme ud. Han gik ind, og de vidste at der ingen andre veje var ud, og der var en ved indgangen som holde øje. "Stop det, han er der inde, og vi smutter ikke før han er kommet ud!" Hun rettede sig hurtigt op, hvor hun svang armene omkring sig selv. Hun frøs så sjældent, men de havde sommeruniformerne på, altså dem der nu valgte at tage dem på. Det var ikke fordi jakkerne var noget man skulle gå med, men hun gjorde det.

Hendes familie gjorde det, hvilket betød at hun også skulle gøre det!

Evaline rettede sig lidt frem over. "Ved du hvad... Det lyder som en fantastisk ide." Hun smilte til ham. I få minutter, før smilte forsvandt. "Shut it! Vi bliver her, uanset hvad." En høj rumlen, fik hende kort til at sukke dybt. Det gjorde hende af en grund mere træt, og en smule aggressiv. "Jeg sulten, har du intet her inde?" Hun begyndte at rode lidt rundt  i bilens handskerum.

Hun havde bestemt ikke fortrudt at hyre Jacob som hendes samarbejder. Han var god til arbejdet, også selvom han tit brokkede sig og var useriøs. Hun var derimod også en smule tiltrukket af ham, hvilket var sjovt, for hende, mest fordi hun aldrig rigtig var så tiltrukket af nogle. Hun adskilte kort sine læber. "Can't you be a good husband, and get a pizza. Or atleast ordering it?"

Jacobs synsvinkel: 

9 timer.. Havde de virkelig siddet i denne bil, i hele 9 timer!? Så snart hun fortalte ham det, åbnede han sin mund i et stort O. Hun kunne ligeså godt have fortalt ham, at hele hans liv var en løgn. Hvordan kunne de have brugt allerede 9 timer inde i en bil!? Havde han fuldstændig glemt hvad søvn var!?

Han dunkede hovedet i sædet, pustede ud.

"En time mere og jeg flakker!" indskyede han brokkende, det vil sige indtil efter nogle sekunder, hvor han klukkede af sig selv og drejede hovedet for at se hen på hende. Det lå til at hun frøs. For at være en god partner, rakte han hende sin sorte læderjakke og lænede sig igen tilbage i sædet.

Hun mente at manden var derinde og det var han sikkert også, men hvor længe havde han i sinde, at blive derinde!? "Hvad han end bruger tiden på, så har han i hvert fald i sinde at skynde sig."

Sekunderne gik alt, alt for langsom, de var sikkert i gang med et kapløb med en snegl. Og ligesom han troede, at Evaline faktisk ville sætte lidt fut i tingene, afslog hun hans foreslag om at droppe sagen, lige i tids nok til at hendes mave brokkede sig for hende.

"Mad?" spurgte han klukkende og så sig omkring. "jeg har nogle nødder," Han gav sig til at rode i en rygsæk. Da han endelig fandt dem, rakte han dem til hende og hun tog imod dem, ved at spørge ind til pizza. Og endnu engang, kaldte hun ham sin mand, hvilket hun var begyndt med for nogle måneder siden. Det var en underlig joke, men han kunne ikke få hende til, at stoppe med at referere ham som sin mand. "Jeg kan sagtens bestille en, men du skal ikke kald mig din mand." Efter den sætning var han allerede godt i gang med at finde sin mobil. En smartphone vel og mærke. "Hvad for en pizza skulle det være?"

Døren til gyden gik pludselig op, deres gerningsmand trådte ud, gemt væk under en hættetrøje. Klassisk. Jacob smed røret på og fandt sin pistol frem. "Pizzaen må vente.. endelig sker der noget action!"

Hurtigt var han ude af bilen og listet efter gerningsmanden.

Evalines synsvinkel: 

Evaline rystede på hovedet. "Du kan ligeså godt droppe det, vi er nød til at blive her, Vi må først smutte når han er smuttet, eller når klokken slår 09:00. Så drop det, der er stadigvæk." Hun så endnu engang på sit ur. "Fire timer til." Hun lagde hovedet blidt tilbage i sæddet. Gud, hvor hadede hun denne form for arbejde. Hun ville meget hellere lave andre ting, så som at jagte folk, eller sove derhjemme. Og hun sultede her, hvorfor sprang folk nogen sinde morgenmad over!

Hun tog hurtigt imod jakken, hvor hun svang den omkring sig. Hvis det ikke havde været for den fucking kulde, ville hun nemt kunne klare det, for ikke at snakke om at hun normalt ikke fandt det så koldt. Hun var normalt ret varm, hele tiden, svede normalt meget. Ikke så charmerende, men det var sandt.

"Han er narko man, han kunne nemt være den der laver det, så derfor tager det tid, for ikke at snakke om at der sikkert sker noget helt vild underligt der inde... Uanset hvad, finder vi ud af det, når han endelig kommer ud. Seriøst... " Hun var selv ret utålmodig, han måtte godt snart komme ud, så hun kunne komme hjem igen. Hendes sofa kaldte på hende, hvad som helst lige nu! Hun bed sig kort i underlæben, hvor hun fjernede sine tænder fra underlæben, og lagde en finger på den. "Great, just great." Der var så koldt, at hendes læber var blevet en smule tørre, og flækkede åbenbart nemt.

Hun tog hurtigt imod nødderne, hvor hun spiste en håndfuld af dem. "Tak." Lød det kort fra hende, mens hun forsatte med at indtage dem. Hun ignorerede hans kommentar, inden hun så ud af vinduet. "Peperoni... Med ekstra ost." Hun så kort over hans skulder, for at se ned på mobilen, hvor hun endnu engang så op på ham. Hun var forholdsvis tæt på hans ansigt. Dog i det døren gik op, var hun hurtigt væk igen. Hun tog walkietalkien, og informerede de andre betjente. Inden hun selv kom ud af bilen.

Manden så sig over skulderen, hvor Evaline hev sit skilt frem. "NYPD! Stop" Lød det fra hende, hvor han hurtigt begyndte at sprinte gennem gaderne. Hun løb efter ham, mens hun informerede de andre om hvilken gade han tog. Jacob var hurtigere end hende, og kendte gaderne meget bedre end hun selv gjorde. Hvilket bare gjorde dette til en lille konkurrence mellem dem, hver gang der var en runner. Galte det om at fange ham først, den der fik ham fanget, var vinderen og sjovt nok den der skulle sige åndssvage komplimenter til alle på teamet.

Jacobs synsvinkel: 

Han var udmærket godt klare over, at det var vigtigt for dem at fange ham og Evaline havde bestemt ingen grund til at fortælle ham det. Om og om igen. Dog kunne han mærke på den stolte betjent, at hun også var ved at blive ret så utålmodig. Det var altid noget, at han ikke var den eneste, som bare ønskede at se den skide narkoman træde ud af døren.

Klar til at bestille pizzaen, kunne han mærke hendes ånde tæt nær sine læber og nervøsiteten voksede en smule inde i ham. Hun plejede aldrig at være så tæt på ham. Der var sjælendt nogen der fik lov til, at komme så tæt på ham, eftersom han havde et sært forhold til nærhed. Af ren nysgerrighed, drejede han selv hovedet en smule. Deres læber var ikke mere end få centimeter fra hinanden.

Det lille moment blev dog ødelagt af gerningsmanden, der endelig trådte ud af døren og flygtede i det sekund han så dem. Konkurrencen om at fange ham var nu begyndt. Sidste gang vandt Evaline, men det skulle ikke ske denne gang.

Da han var van til parkour, sprang han rundt som en anden abe og sank ikke farten, ligemeget hvad der kom i vejen for ham. Run'eren gjorde de klassiske trick. Han løb ind imellem tomme gader, hoppede over skraldespand og hegn, hvilket var dumt, da det bare sænke hans fart.

Lige som han troede, at han var sluppet væk fra politiet, tacklede Jacob ham bagfra. Run'eren blev træt, men han var trænet i det og blev ikke så nemt træt.

Med narkomanen presset ned imod jorden, tog Jacob håndjernene frem og tøvede ikke med, at presse de håndled godt sammen. "Klokken er 05.08 og du er anholdt. Alt hvad du siger vil blive brugt imod dig. Du har ret til en advokat og har du ikke råd til en advokat, vil staten give dig en."

Det føltes fantastisk at sige den sætning hver gang han anholdte nogen. Uden de mindste problemer, rejste han sig op og hev manden med sig.

"Det ser ud til jeg kom først Evaline," sagde han til hende i det hun ville nå frem til ham.

Evalines synsvinkel: 

Evaline nåede kun lige at komme forbi hjørnet, i det hun hørte Jacobs stemme. Kunne det være seriøst, havde hun tabt til ham. Hun sparkede til en skraldespand, inden hun gik rundt i en cirkel. "Oh come on!!" Hun lagde sin pistol i sit hylster, inden hun gik hentil ham. "Shut it, monkey boy." hendes stemme var drillende, og en smule kæk. Lige til hun valgte at se mod en af politi bilerne der kom kørende, de stoppede op, og åbnede døren. For ikke at snakke om at det var Jonakin. "Ooooooh! Jacob vandt! Ohoh, det betyder jeg skal komplimenteres!" Han lavede en lille sejres dans, inden han stoppede, da Evaline slog ham med sin politistav. Hun gik hurtigt forbi dem.

"Glem nu dette, og lad os komme hjem i seng igen... Jeg ønsker bare at få ham bag lås og slå, også selvfølgelig gå i seng." Hun adskilte kort sine læber, inden hun gik tilbage til bilen. "Aflevere ham til Jonakin, så vi kan komme hjem igen." Jonakin grinte drillende til hende. "Skal i sove sammen!?" Han viftede drillende med hænderne, hvor Evaline langsomt løftede sin hånd, og pegede en hvis finger op i luften. Hun gik hurtigere mod bilen.

Så snart hun kom i den, var det hendes tur til at køre. Hun spiste stadigvæk resten af nødderne. Det var næsten helt trættende. Mens hun ventede på ham, faldt hun langsomt hen, lod sit hoved hvile mod vinduet. Hendes mund åbnede sig, og en lav snorken slap hendes ellers fyldige læber.

Jacobs synsvinkel: 

Der var næsten ikke noget han elskede mere end at se hende blive så sur over, at tabe til ham. Det gjorde det også bedre, at han vidste hun ikke var rigtig sur og at han altid kunne høre på hendes kække stemme, at hun tilgav sejren over hende. Han blinkede drillende til hende, da lyden af sirene overdøv alt andet i området. De blå og røde blink, lyste nu gaderne op og fik de nysgerrige beboer, til at kigge ud af vinduerne.

Og når man snakkede om sirene larm, kom ingen andre end Jonakin ud af bildøren, med den selvsikre attitude han altid havde. Hans sorte hår sad perfekt som altid og han var ny barberet. Jacob klukkede over ham, velvidende om at han sikkert vil kræve komplimenter fra Evaline. Men, stædig som altid, nægtede Evaline at give komplimenterne lige nu og slog i stedet Jonakin i hovedet med politistaven.

Da hun var gået hen til bilen, afleveret Jacob skurken til Jonakin og informerede ham om, at han nok skulle sørge for at han fik sine komplimenter i morgen. Det var en del af væddemålet, det var en aftale og den skulle holdes.

"Vi ses i morgen Jonakin," sagde Jacob til ham og vinkede, før han forsvandt ind i bilen, ved Evalines højre side. "Arhhh... det bliver godt at komme hjem.." Han var i fuld gang med at tage selen på, da han bemærkede, at Evaline var faldet i søvn ved hans side. Med et kærligt smil på læben, spændte han selen op igen, trådte ud af døren og gik om til hendes side. Blidt ruskede han i hende. "Hey.. Jeg køre.. hop til siden.." Så snart hun hoppede til siden, ville han sætte sig ind og spænde selen.

Lige nu ville han bare gerne hjem. Hans seng kaldte på ham. Han startede bilen og ingen længe var de forsvundet ud på de næsten tomme veje. Dog var det New York og derfor var der aldrig helt stille.

"Så.. kalder din seng også på dig?"

Evalines synsvinkel: 

Hun hadede som sådan ikke at tabe, ja det var da træls sådan at tabe til en. Men det at hun skulle komplimentere alle, hun så på jobbet, gjorde det meget værre end det måske lige burde være. Hun var bestemt ikke rar på den måde, hun var mere spydig og måske en smule ondskabsfuld, enkelte gange. Hun så rundt, da lyden af vinduer der åbnede sig, fik hendes opmærksomhed. "Alt den opmærksomhed." Lød det lavt fra hende.

Jonakin klukkede, og tog imod manden, der allerede nu snakkede om at han var uskyldig, og at han ville myrde deres familie, for ikke at snakke om alle de kendte. Til han begyndte at snakke om at han havde en bombe, og hvis de ikke stoppede ville han springe sig selv i luften. Hvilket fik Jonakin til at kropsvisitere ham. Dog havde han intet, udover en mobil på sig. Samt en dolk, og en lille pistol i sine sko. "Vi ses i morgen." Lød det klukkende fra ham, inden han fik smidt manden ind bagi.

Da han ruskede i hendes, åbnede hun forsigtigt sine øjne og så en smule forvirret rundt. "Hva nu, er der ske... t noget?" Hun gabte kort, til han sagde at han ville køre. Hvilket fik hende til at kravle over i passagersædet, hvilket gjorde at han kort lige fik hendes røv i ansigtet. Hun satte sig hurtigt ned igen, og svang selen over sig.

Hun gned sig kort i det venstre øje. "Min sofa kalder på mig, jeg har ikke en seng." Mumlede hun lavt, inden hun faldt lidt sammen i sædet. Hun så kort på ham. "Hva med dig?" Der gik dog ikke langtid, før hun faldt i søvn. Og en velkendt drøm sprang ind i hovedet på hende. Deres første lille møde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...