Vejviseren

Livet kan være uretfærdigt, men Døden er ikke til at diskutere med lige meget hvor tidelig han kommer. Døden er i en lille landsby for at vise vej til det næste liv, men ikke alle er lige glade for hans tilstedeværelse

1Likes
0Kommentarer
62Visninger

1. Vejviseren

Der lå en lille by på toppen af en bakke. Byen var lige akkurat stor nok til at blive regnet for en by i stedet for en landsby. Byen havde ikke stor industri eller var vigtig strategisk set. Ej heller var den et midtpunkt for handel eller hjemsted for en kendt person. Den eksisterede fordi en gruppe mennesker engang havde syntes at det var spændende at bo tættere på himlen. Det var en køn lille by med brostensbelagte gader og huse med blå og grønne skodder for vinduerne. Der var en åbne plads midt i byen med et springvand i midten. Rundt omkring på pladsen lå der restauranter, hvor folk spiste aftensmad om sommeren. Fra centrum der fire hovedveje, der spredte sig som grene på krys og tværs gennem hele byen. Nu længere de kom væk fra centrum jo mørkere og dystre blev de. Om natten var det nærmest umuligt at se en hånd foran sig og denne nat var dette ekstra skræmmende. Denne nat havde byen fået besøg af en skygge der gled lydeløst gennem gaderne. En skygge som ingen mand eller kvinde ønskede at møde. Det var Døden.

Døden gik gennem de små gyder. Han forsvandt nærmest i mørket fordi hans var indhyllet i en lang sort kappe. Kappe slæbte hen af gaden. Når kappen fjernede sig, efterlod den revnede i mange af brostenene, der udgjorde vejen. Nogle blev endda til støv. Dødens kappe havde en hætte, der dækkede over det sorte endeløse huld som udgave Dødens hoved. Ingen viste, hvad der lå bag kappens skygger. Kun de, der rejse videre til det næste liv, kunne se Dødens hoved for efter sådan en oplevelse kan du ikke leve videre. Det eneste der ikke var tildækket af kappen var hænderne. De var lange og hvide, hvilket gjorde at de var det eneste der lyste op i mørket. Han brugte dem til at guide de dødende mod det næste liv. Den højre hånd holdt om skæftet på en meget lang le. Den var lige så stor som Døden selv og klingen hang hen over Dødens skulder.

Gaderne var mørke og som en kat havde en tæt tåge sneget sig ind på byen. Når Døden kom gående skiltes tågen foran ham. Alt flygtede fra Døden. Derfor var gaderne også tomme. Den første, der havde set Døden komme gående løb tilbage til byen for at advare alle om, at Døden var på vej. Da folk hørte det skyndte de sig at vende tilbage til deres huse, låse døren og slå skodder for. Så da Døden endelig nåede til byen var der helt tyst. Beboernes forsøg på at skjule sig fra Døden var dog meningsløse. For Døden var lukkede døre og låste skodder ingen forhindringer.

Da Døden endelig stoppede stod ham foran den mest bolterede dør i hele byen. Døden bøjede hovedet. Så tog han fat i håndtaget og åbnede døren. Han tråde ind i en lille entré, hvor der hang en række jakker og hen langs væggen stod der en række støvler. På hylden lå der en høj hat og en lille hue. Under hylden hang der et spejl, hvilket spejlede Dødens mørke skikkelse. Han gik gennem stuen og køkkenet, hvilket begge to var tomme. Han fandt heller ingen i gangen eller i soveværelset oppe på første sal, men Døden havde heller ikke brug for vejvisere. Han viste præcis, hvor de var.  

Døden stod på toppen af trappen. Han gik ned ad gangen. For enden af den gang var der en dør. Der var sat en lille tegning af et hus, tre tændstik mænd og en sol der skinende på dem, op på døren. Over tegningen stod der med farvede bogstaver ”Alice”. Døden så på tegningen. Han lage mærke til blyantstregerne der var blevet visket ud. Det var nærmest som om, der var endnu en tændstiks mand ved siden af de tre, men det var svært at se. Døden lage en hvid hånd på dørgrebet og åbnede døren. Lyset var svagt og oplyste kun en lille del af rummet. Der lå legetøj alle vegne og billeder af små dyr hang på væggene. Bagerst i værelset stod en lille seng med hele familien samlet omkring. Lyset kom fra en lille lampe, der stod på sengens natbord, som oplyste alle familiens medlemmers ansigter. De så skræmte på Døden som tråde ind i lokalet. En ung mand rejste sig svagt rystende og råbte Døden an – Hey du. Du har ingen ret til at være her. Forsvind.

Døden svarede ikke, men gik blot tætter på. 2 af medlemmerne flyttede sig lidt væk fra Døden som han kom, tætter på, men en ung kvinde nægtede at røre sig ud af flængen. Hun så vredt desperat på Døden som kom tættere og tættere på. Den unge mand råbte lidt vredreder efter Døden – Kom så ud med dig. Find nogle andre at hjemsøge.

Døden løfte ikke hovedet, men fortsatte mod sengen. Nu var alle familiemedlemmerne helt rykket ned i fodenden af sengen for at komme væk fra Døden. Kun kvinden blev, hvor hun var. Pludselig råbte den unge mand så højt at det gav et sæt i alle de levende i rummet – Gå så Væk!

Desperationen var tydelig i hans stemme. Døden så endelig den unge mand i øjnene. Manden havde tåre i øjnene og hans læber bævede. Det var tydeligt at han kun var få minutter fra at bryde sammen. Da Døden tog blikket bort fra ham, faldt han ned på knæ og slog hænderne for øjnene. Døden vendte sig mod sengen, hvor kvinden var ved at gå i forsvarsposition. Hun stod trykket op mod sengen med den ene hånd nede i sengenes skygger. Døden kom hen imod hende tættere og tættere på.

Hold dig væk.

Døden forsatte.

Kom ikke tættere på.

Døden var nu så tæt på at hans folder i kappen ramte hendes sko.

Lad hende leve. Jeg beder dig. Af alle mennesker i hele verden, hvorfor skal hun dø.

Døden stoppede op foran hende, hvilket næsten tog modet fra hende, men så kastede hun er sidste blik ned i sengen og vendte sig mod Døden med fornyet styrke.

Jeg vil give dig hvad som helst, hvis du lader hende leve. Alle de liv du ønsker. Jeg vil give dig mit eget liv, hvis du ønsker det.

Døden rystede på sit sorte intet til moderens skræk. Hun greb fat i Dødens kappe og græd og tikkede og bad.

Jeg beder dig. Ikke hende. Ikke hende. Ikke hende.

Døden stod stille indtil at kvinden gav slip. Hun faldt om på gulvet og blev liggende. Døden stod nu ved sengekanten, hvor han kunne se en lille pige ligge halvt sovende. Det var ikke en rolig søvn. Hun hostede og havde koldsved på panden. Hun så også ganske udmagret ud. Hun var tynd og de runde kinder var helt væk. Barnets hud var bleg og hendes lyse hår var ikke blevet ret. Hun måtte havde været syg længe.

Hvis… hvis du skal havde hende med… så… så tag mig med. Lad hende ikke tage af sted alene. Lad mig komme med hende.

Døden vendte sig ikke mod hende. Han sagde intet, han svarede aldrig. Hans stemme var kun for de rejsende ikke for de levende. Døden lage en hvid hånd på pigens skulder og rystede hende blidt. Pigen åbnede øjnene og så lige op i Dødens sorte uendelighed. Hun skreg så højt at de andre familiemedlemmer næsten kunne høre det, men de dødes ord var kun for Døden. Pigen var skrækslagende og havde hun været i stand til det ville hun være flygtet over hals og hoved. Døden lage sin hvide hånd over pigens hår og kærtegnede hende som hendes mor ville havde gjort, indtil pigen slappede af. Hun så op på Dødens store mørke intet. Han hævede hænderne op til kappens hætte og kastede den bagud. Pigen skulle lige til at skrige igen, men en underlig ro havde lagt sig over hende. Hun var ikke så skræmt længere. Det var som om intet kunne skræmme hende længere. Hun smilede og rejste sig op i siddende tilstand. Så svingede hun benene ud over sengekanten og stillede sig ved siden af Døden. Hun så hen på sin ulykkelige familie. Hendes far og mor, der begge lå og græd. Hendes onkel og tante sammen med hendes voksne kusiner, der alle skammede sig over deres fejhed og nu græd på grund af konsekvenserne.

Må jeg godt sige farvel, spurgte pigen.

Døden rystede på hovedet. Pigen så bedende op på Døden.

Jamen de har gjort så meget for mig. Det er min familie og de bliver så kede af det når jeg er væk. Jeg vil bare sige at jeg har det godt.

Døden rystede igen på hovedet. Pigen så ud til at hun skulle til at græde igen, men så åbnede Døden munden og talte – Du kan ikke sige farvel til dem.

Hvorfor ikke, sagde pigen med en lidt grådkvalt stemme. Se på dem igen.

Pigen så på sin familie igen. Døden lage en hvid hånd på hendes skuldre. Han knælede så han var på øjenhøjde med pigen og hviskede ind i hendes øre – Din mor elsker dig. Din far ønsker kun at beskytte dig. Og du elsker dem begge, gør du ikke.

Jo selvfølgelig! Derfor vil jeg sige farvel.

Døden rystede på hovedet. Han kærtegnede pigens hår.

Du kan ikke blive her lille ven. Jamen det vil ikke tage lang tid. Bare et sekund. Men du skal videre til en ny verden. Jamen… Ikke noget jamen.

Døden rejste sig i sin fulde højde. Pigen så op på ham og derefter på sin familie endnu engang. Døden lage mærke til pigens intense blik. Han kunne se den krig, der udspillede sig i hendes hoved. Hans greb omkring leen blev hårdere. Var han nød til at gribe ind? Så vendte pigen sig omsider om mod Døden.

Hvor kommer jeg hen? Er der rart!

Døden rystede på hovedet.

Jeg er din vejviser. Jeg ved intet om destinationen. Har du aldrig været der?

Døden rystede på hovedet så hele kappen flagrede.

Hvordan ved du så hvordan der er? Det kunne være rigtig uhyggeligt og klamt ligesom mors sokkeskab.  

Døden trak på skulderne.

Jeg er vejviseren. Hvis jeg havde en mening om stedet du skulle til, ville du ikke danne dig din egen mening, men altid havde min mening og derfor være forbundet til denne verden.

Pigen nikkede. Hun undrede sig over, at hun nikkede. Det lød meget kompliceret og alligevel gav det en mærkelig form for mening. Måske fordi hun ikke rigtig tænkte som hun tidligere havde gjort.

Hvilken vej skal jeg gå? Jeg følger dig ud.

Pigen gik forbi sin mor og far uden at se på dem. Døden rakte hende en hvid hånd og hun tog den. Så fulgte han hende ud af huset og ud på vejen han selv var kommet af. Udenfor havde pigen forstillet sig at der ville være koldt. Hun var jo kun i pyjamas og natten var meget tæt og dækket af tåge, men til hendes overraskelse var det ikke tilfældet. Faktisk var det som en rar sommerdag. Ikke bagende, men behageligt. Pigen undrede sig over dette i et øjeblik før hun kom i tanke om det spørgsmål hun måtte få svar på før hun forlod denne verden.

Vil jeg ikke kunne komme med dig, hvis jeg siger farvel? Du vil miste dem, hvis du bliver her

Pigen rynkede brynene. Døden forklarede. – Hvis du bliver her vil du for evigt svæve omkring disse mennesker, indtil du selv har glemt hvem de og du selv er.

Pigen fik en underlig fornemmelse i maven. Hun kunne mærke noget der vist var skræk, men hun kunne ikke føle den følelse længere så den sad bare et sted i maven og vente sig.

Døden lage ikke mærke til pigens forvirring over hendes egen følelser. I stedet pegede han med en lang, tynd, hvid finger ned af samme vej som han selv var kommet af. Pigen så op på Døden.

Jeg hedder Alice Det er et kønt navn. Kunne du lide at leve? Det tror jeg. Jeg kunne rigtig godt lide chokolade kagen min mor bagte til mig da jeg blev 4 år. Jeg kunne også godt lide Hr. Joanson min far gav mig da jeg kom hjem fra syghuset, men jeg kunne bedst lidt det når Anna ville tage mig i sine arme fortælle mig at vi altid skulle være sammen. Alle os fire. Anna.

Døden tænkte over navnet. Han huskede en Anna. Fra nogle år tilbage. Var der ikke noget med en vej og en skrigende kvinde. Døden tænkte sig om en ekstra gang. Jo en kvinde i en bil havde græd og skreget før nogen kunne komme og hjælpe hende. Hun havde holdt en ung pige i sine arme. Havde det været i denne by? Det var svært at hun alle han kom efter. Også selvom han forsøgte at holde fast i alle han sendte videre. Alice smilede og så sig rundt.

Så må jeg nok videre, sagde hun og så løb hun ned af gaden.

Døden så efter hende indtil hun forsvandt. Bag sig kunne han høre et skrig af fortvivlelse og flere hulk. De måtte have opdaget at pigen havde forladt dem. Gråden ville nok fortsætte de næste mange uger, måneder og år. Måske ville den aldrig rigtig forsvinde. Døden vendte blikket mod vejen. Der var ikke mere han kunne gøre her. Han gik ned ad gaden imens brostenene under ham knasede og forvandlede sig til støv. Lyset fra den åbne dør strålede stadig bag ham, men snart ville det også forsvinde. Døden havde allerede lagt det lille hus bag sig. Der var andre steder han skulle være. Andre der havde brug for en guidende hånd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...