Når tavsheden bryder ind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2016
  • Opdateret: 30 sep. 2016
  • Status: Igang
Denne movella handler om en pige som føler en ensomhed så stor at hun ikke længere ved hvad hun skal gøre af sig selv, hun har mistet de fleste af hendes venner og de mennesker hun allerbedst kan lide. Hun forstår ikke længere verden og har mistet sine drømme og sig selv også.

0Likes
0Kommentarer
57Visninger
AA

1. Starten på løgne

 

I verden er der 7 milliarder mennesker, alligevel står jeg her helt alene, fylder den tomhed jeg føler med mine tankefyldte tanker, som stryger gennem øjnene for mig som de muligheder jeg får for at møde nye personligheder, stryger dem væk som jeg stryger min skjortes krøller på min mors strygebræt. Der er så mange mennesker men hvorfor står jeg så her, helt alene og føler mig så ensom og tavs, hvorfor er der ingen der føler hvad jeg føler. Jeg savner noget, som jeg ikke helt kan sætte en finger på. Opmærksomhed? At bliver bemærket? At nogen ser at jeg er her helt alene? Jeg er træt af at lade som om jeg ikke er alene. Jeg har to venner, men hvad er venner egentlig, er det de mennesker man er venner med på facebook dem man siger hej til eller dem man fortæller sine dybeste hemmeligheder til. Jeg tænker så meget at jeg nogle gange ikke selv forstår hvad jeg mener, glemmer min pointe. Det er nok også grunden til jeg er menneskesky for den side af sagen, for hvorfor ville nogen tale med en der har så mange tanker i sit hoved, men ikke kan få et ord ud af sin mund når hun åbner den.

 

”Hvorfor er du altid så stille Emilie?” Jeg sad i mine helt egne tanker mens min finger kørte over min mobil skærm på Facebook. ”Emilie?” lød det igen, mine ører var egentlig helt klar på det første hun sagde men jeg gad alligevel ikke svare, for hvorfor skulle jeg, hvad ragede det egentlig hende, men som min mor siger, at jeg skal prøve at være mere åben, men hvorfor skulle jeg når folk alligevel er ligeglade med mig lige så snart jeg har åbnet min mund og sagt det første ord. Deres øjne skriger nærmest at jeg skal stoppe med at tale, at jeg er så ugyldig at jeg bare burde tage hjem fra skolen og sidde på mit værelse og se Netflix, det er egentlig også det jeg vil allerhelst, for så er er ingen øjne eller stemmer der taler til min, det er bare det sted hvor jeg kan tænke på noget helt andet end mine analyserende, og roede tanker. Jeg svarede aldrig på hvad min klassekammerat sagde, jeg tog min taske og forlod lokalet til spisefrikvarteret, hvor jeg igen stod alene. Stille tog jeg min mobil op ad lommen og kørte mine kolde og fugtige fingrer henover skærmen for at skrive til min bedste veninde om hun ville spise frokost med mig, hun sad med sin klasse i kantinen og jeg listede så stille derned for at spise min lækre velsmurte madpakke som min elskede mor havde smurt til mig. Jeg satte mig forsigtigt ned på stolen ved siden af min bedste veninde, hun sad ved siden af en sød fyr som sad, og drillede hende. Jeg tog min madpakke op ad min Day taske som jeg købte sidste år, bare for at føle jeg var lidt med på moden, selvom jeg var helt ligeglad. Personlighederne ved bordet virkede åbne, de sad med åbent kropssprog og så afslappede ud, her følte jeg mig faktisk godt tilpasset indtil, Alma min bedste veninde skubbede til min arm og jeg min madpakke på gulvet ”EJ, det må du virkelig undskylde” sagde hun på en måde der ikke virkede særlig overbevisende, så hurtig på en mini sekund begyndte jeg at græde indvendigt, forstod ikke helt præcist situationen. Hun kiggede på den søde fyr ved siden ad hende og begyndte at grine, og jeg sagde straks at jeg blev nødt til at gå til matematik fordi jeg havde aftalt med nogen at mødes et kvarter før for at øve ligninger til dagens lektier, selvom jeg smækkede hende en stor løgn lige i ansigtet følte jeg en god fornemmelse i maven, jeg følte at jeg havde venner selvom jeg ikke skulle mødes med nogen. Det var første gang jeg havde sagt en løgn til hende men jeg var ligeglad, tog min taske og smuttede hurtigt væk fra kantinen mens jeg følte hele skolens øjne forfulgte mig langt ned til gangen til lokale 606. Jeg satte mig lige ved døren, og ventede så tavst på der kom nogen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...