Når tavsheden bryder ind

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2016
  • Opdateret: 30 sep. 2016
  • Status: Igang
Denne movella handler om en pige som føler en ensomhed så stor at hun ikke længere ved hvad hun skal gøre af sig selv, hun har mistet de fleste af hendes venner og de mennesker hun allerbedst kan lide. Hun forstår ikke længere verden og har mistet sine drømme og sig selv også.

0Likes
0Kommentarer
56Visninger
AA

2. søde fyre

"Hvor er du fin" sagde min far til mig da jeg trådte ud af badeværelse døren smurt ind i mascara og foundation, jeg er egentlig ikke til makeup men min mor insisterede på at jeg skulle gøre noget mere ud af mig selv, selvom jeg er en køn pige og jeg inderst inde godt ved det, tog jeg det alligevel på. "Sidder den ikke lidt højt oppe den nederdel?" bemærkede min søster kækt. Jeg svarede ikke men trådte istedet et skridt tilbage og låste badeværelses døren og begyndte at græde uden nogen grund, eller jo.... måske var det fordi jeg ikke følte mig selvsikker nok til denne fest, alle andre havde en de ville score i aften, men ikke mig for hvor møde man søde fyre, eller bare en sød fyr, hver gang jeg møder en er de bare så arrogante, eller så er de vilde med en af mine veninder. Jeg tog en klud og vaskede makupen af mit ansigt, rettede mine øjenbryn og redte mit hår igennem med min ynglings børste og pludselig følte jeg mig meget mere selvsikker, denne aften kunne næppe gå galt nu. Min nederdel var sort, og min bluse var hvid, med mit hår som så stille krøllede ned over mit bryst. Jeg snørede mine elskede sko og tråde ud ad døren med min taske og alkohol i hånden, snuppede min cykel og cyklede så hjem til min klassekammerat for at holde opvarmning. Jeg nåede ned til lys krydset for at gå over vejen da en fyr kom cyklende ved siden af mig. Han så ret sød ud, men mere tænkte jeg ikke over det, jeg kunne mærke rødmen i mine kinder da vi begge trykkede på knappen på lyset samtidig, og han begyndte at grine og jeg sagde straks undskyld " Det gør ikke noget" hviskede han, hans hår var ikke mørkt men heller ikke lyst, mere leverpostejs farvet det var kort men heller ikke helt vildt kort, med ID voks som han lige havde rettet det lidt med. lyset blev grønt og jeg cyklede op over bakken og han kørte lige bag mig, i en forhastet beslutning besluttede jeg mig for at vende hovedet for at kigge om han stadig var bag mig,og selvfølgelig så klodset som jeg er kørte jeg galt ind i busken. Han vendte straks sin cykel om og hjalp mig op fra busken. "Er du okay?" jeg svarede ja da råbende jeg ville ikke mene at råbe men det røg bare ud, jeg var ikke nervøs, sådan følte jeg mig ikke. Vi fulgtes længere ned ad vejen hvor vi talte om himmel og jord, jeg havde ikke talt så meget med nogen i lang tid. Det var rart og han var sød rigtig sød...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...