Promises

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 nov. 2016
  • Opdateret: 4 nov. 2016
  • Status: Færdig
Jeg deltager i konkurrencen "hjertesorg", og min inspiration har været løfter og fortvivlet.

0Likes
0Kommentarer
84Visninger
AA

2. Blinded by love

Det startede med at han tog lidt afstand fra mig, og jeg kunne mærke at noget var helt galt, men jeg prøvede bare at skubbe den negative tanke væk, og fortælle mig selv at han nok bare havde en dårlig dag. Dette var dog bare starten på noget jeg slet ikke havde forestillet mig kunne ske, eller retter sagt havde forventet. Havde jeg vidst hvilken smerte jeg ville gå igennem i den nære fremtid, ville jeg aldrig have stået ud af sengen den dag. Jeg ved ikke om jeg kunne have tacklet det hele bedre, hvis jeg havde haft den mindste mistanke om fremtiden eller hvad jeg kunne have gjordt for at situationen kunne have været anderledes, men en ting er sikkert, jeg ville nok ikke have følt mig så dum og ussel. Det var som om at alt var galt med mig, og han fik det til at se ud som om at det var mig der havde gjordt noget forkert, som var det mig der var grunden til at vi stod i denne situation. Jeg var i stor smerte, og den jeg ville være sammen med mest, var grunden til denne ulidelige smerte. Jeg følte at jeg kendte ham, at jeg kendte hans hjerte, men smerten beviste det helt modsatte.

Afstanden han tog til mig gjorde ondt, men der var ikke noget jeg kunne gøre. Jeg ville tage mig selv i at sprøge om jeg havde gjordt noget forkert, eller om jeg havde sagt noget forkert til ham, som fik ham til at opfører sig så underligt og fraværende. Jeg vidste udmærket godt at jeg ikke havde gjordt noget forkert, da jeg var som jeg plejede at være. Det var ham som havde forandret sig, men det ville jeg bare ikke indrømme overfor mig selv, selvom det var tydeligt. Jeg kunne snakke til ham, men han ville bare sidde på sin mobil og ignorer mig, som var jeg ikke interessant nok eller vigtig for ham. Det var som at få stukket en kniv i hjertet og smerten var så uendelig som ville den aldrig forsvinde. Det udviklede sig til at han fik mig til at græde mig selv i søvne. Hverdag ville jeg vågne op i håbet om at alt ville gå tilbage til sådan som det plejede at være, at han ville være den søde charmerende dreng som han var førhen, og jeg ville love mig selv hverdag at idag ville være anderledes, at jeg ikke ville græde mere. 
Der var tider hvor jeg ville føle mig alene, også når jeg var omringet af mennesker. Mine veninder ville sidde og snakke, og jeg ville imens sidde i mine egne tanker indtil de blev brudt af mine veninders bekymrede stemmer som vil nævne mit navn indtil jeg reagerede på det.
Jo mere tid der gik jo mere afstand tog han fra mig. Et af de første tegn som jeg ikke glemmer, er noget som stadig gør ondt i hjerte bare ved tanken om det. 

Flashback
(Jeg var i et godt humør og havde lige haft mit yndllingsfag som er Engelsk. Jeg stod henne ved mit skab og lagde de bøger som jeg ikke skulle bruge ind i mit skab og tog så de bøger som jeg skulle bruge til næste time. Jeg hørte en bekendt stemme og drejede mit hoved til højre, der hvor lyden kom fra. Mine øjne lyste om da jeg så ham komme gående sammen med sine 2 gode venner, han så ud til at være i et godt humør. Jeg vendte mig helt om og skulle til at sige noget, men han gik forbi som havde han slet ikke set mig. Hans ven som gik til hans højre side smilede halvt til mig, og jeg kunne se medlidenheden i hans øjne. Jeg prøvede at bringe et smil frem på læben men det lykkedes ikke helt, så han fik et halvt smil. Jeg vendte tilbage til mit skab og lukkede det, men stod der uden at rør mig i noget tid, og kæmpede med at holde tårerne tilbage. Min dag var fuldstændig ødelagt, og jeg gik med det samme i seng da jeg kom hjem.) 

Det at blive ignoreret gjorde virkelig ondt, især når det var fra en som man holdte af. Hvis det ikke var for det bånd som vi havde opbygget gennem både vores venskab og vores kærlighedsforhold, ville jeg ikke have været så blind.
Alt det han havde gjordt som på gang knuste mit hjerte ignorerede jeg, hvilket jeg nok ikke skulle have gjordt men som man siger "kærlighed gør blind", hvilket var tilfældet i min situation. Tanken om alt det gode ved ham, og alt det han havde gjordt for mig, det havde en større plads i mit hjerte og var grunden til at jeg ikke bare kunne få ham ud af hovedet og stoppe med at elske ham, dette var umuligt og noget som jeg inderest inde ikke ønskede. Jeg ville ikke have at vi gik fra hinanden, jeg ville have os til at arbejde igennem det, og finde løsninger ved at snakke sammen. Et samarbejde med at finde ud af noget som kunne redde dette forhold var dog ikke i hans tanker, og det gjorde han krystal-klart tydeligt for mig.    

Sener fortalte nogle af mine veninder mig at han snakkede med andre piger, som han mødte til fester. På dette tidspunkt følte jeg mig så ydmyget på grund af den måde han opførte sig på, og det at mine veninder kom og fortalte mig disse ting, som ingen piger der var i et forhold ønskede at opleve. Jeg synes at det var så pinligt, og jeg havde bare lyst til at gemme mig væk på mit værelse. Mine veninder fortalte mig dette fordi de holder af mig, og jeg er taknemlig for det, men jeg synes stadig at det var så pinligt at jeg ikke kunne se nogen i øjnene. Min bedsteveninde som hedder Sofie prøvede at være der for mig, men jeg blev ved med at skubbe hende væk. Hun gav dog ikke op, hvilket på det tidspunkt var irriterende, men nu er jeg så taknemlig for det og hendes venskab. Hvis det ikke var for hende ville jeg have følt mig så alene at det kunne have udviklet sig til noget helt utænkeligt, som at proppe en håndfuld piller i mig selv hvilket jeg havde tænkt på et par gange, men hendes omsorg fik mig til at tænke klart, og fik mig til at indse at det var en dårlig ide.  

Flashback
(Jeg var på toilettet, da jeg hørte nogle snakke om Jakob. Det var nogle af de piger som ikke brød sig så meget om mig. Den ene var bestem Natalie og måske også Olivia, men den sidste kunne jeg ikke helt finde ud af hvem var. "Var i til Noahs fest igår?" hørte jeg Natalie spørge Olivia og den anden pige. "Nej" sagde de i kor, "Skete der noget spænende?" sagde Olivia så. "Jeg så Jakob kysse med en eller anden" sagde Natalie, På dette tidspunkt hamrede mit hjerte og jeg følte mig en smule svimle. "HVAD, er han ikke i et forhold?" spurgte Olivia, "Jo, men hun giver ham nok ikke det han vil have eller også er han blevet træt af hende, hvem ved?" sagde Natalie med en kold stemme. Jeg kunne mærke tårerne trille ned af mine kinder en efter en, og tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Det sidste jeg hørte var deres latter, selvom de var gået, blev jeg hvor jeg var. Det var som var min krop lammet, jeg kunne ikke rykke mig ud af stedet, og deres latter var stadig tydeligt i mit hoved som et ekko der ikke ville forsvinde.)  
   

Jeg var i den næste stykke tid deprimeret, og var som en zombie dagen lang. Jeg havde opgivet at skrive eller ringe til Jakob. Det var tydeligt at han ikke ville snakke, da han gang på gang ignorerede mine beskeder og opkald. I skolen undgik han mig, og jeg kunne derfor heller ikke snakke med ham derover. Sådan var det i et stykke tid indtil dagen en dag som jeg kalder helveds-dagen. Dagen som var et helvede, var en dag som jeg nok aldrig glemmer.

Flashback
(Jeg var på mit værelse og lyttede til sørgeligt musik, da jeg hørte nogle ringe på klokken. Ingen var hjemme så jeg måtte åbne døren, og se hvem mon det kunne være. Jeg åbnede døren forsigtig, og til min overraskelse var det Jakob som stod der med et tom blik. Jeg prøvede at smække døren i med det samme, men han nåede at sætte sin fod imellem døren og dørkammen. Jeg valgte derfor at åbne døren helt igen, og kiggede på ham. Han så ned i jorden og jeg kunne mærke at der skulle ske noget, som ville få mig til at fortryde at jeg overhovedet stod ud af min seng. En efter en trillede tårerne ned af mine kinder, og jeg kunne se at han følte sig utilpas. Han kiggede op og havde et kold udtryk som skræmte mig lidt. Jeg vidste på dette tidpunkt at det ikke var den Jakob som jeg forelskede mig i, der lige nu stod foran mig. "Vi fungere altså ikke sammen" sagde han uden at kigge på mig, "slår du op med mig?" spurgte jeg med en lav stemme. Han sagde ikke noget men nikkede i stedet. "EFTER ALT DET VI HAR VÆRET IGENNEM SÅ HAR DU SLET IKKE TÆNKT PÅ AT FÅ DET TIL AT FUNGERE?" råbte jeg, "Jeg har været igennem alt dit pis i håbet om at der bare var en smule af dig selv tilbage, men du har lige bevist mig at der slet ikke er noget af dit gamle jeg tilbage" sagde jeg med en kold stemme. I stedet for at svare på mit spørgsmål, skiftede han emne som om det var på plads, og at der ikke var mere at snakke om omkring det. "Kan jeg få min trøje tilbage?" spurgte han mig, det var først nu at jeg lagde mærke til at jeg havde hans sweatshirt på. Jeg gik ind på mit værelse tog trøjen af og puttede en anden på, derefter tog jeg hans trøje og en lighter, og gik ud til ham. Han rakte hånden frem for at tage imod den, men i stedet gik jeg lige forbi ham og ca. 2 meter væk stoppede jeg op. Jeg vendte mig rundt og gav ham dræber blikket. Jeg tændte lighteren, og før han kun nå at stoppe mig havde jeg sat ild til hans trøje og smidt den på jorden. Vi stod der i nogle sekunder og bare stirrede på hinanden. Jeg havde det så godt og denne følelse af tilfredsstillelse
 havde jeg ikke følt i lang tid. Det var især godt fordi det var hans yndlingstrøje, og hans blik ved synet af hans trøjen som brandte kunne ikke have været mere tilfredstillende. Jeg løb ind og smækkede døren, og forsatte ind på mit værelse. Jeg lukkede min døren og lænede mig op af døren. Jeg gled lige så stille ned og sad så med et tomt blik. Efter nogle sekunder gik det op for mig hvad der lige var sket og jeg begyndte at græde. Tårerne strømmede ned af mine kinder, og jeg græd og græd til jeg faldt i søvn.)

Når jeg tænker tilbage på det hele, lige fra begyndelsen på vores forhold til dagen hvor vi slog op, så er jeg fuldstændig fortvivlet. Jeg prøver at tænke positivt omkring hele situationen, men det går ikke så godt. Det er en kamp mellem de positive og negative tanker, men de negative tanker ser ud til at sejre. 

Er det her for evigt, er denne smerte for evigt? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...