Natten i Bri

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 sep. 2016
  • Opdateret: 8 nov. 2016
  • Status: Igang
Aragorn sidder, som så ofte, i kroen 'Den stejlende pony' i Bri. Hans blik fanger fire små hobbitter. To af dem ser sig nervøst omkring, mens de to andre snakker lidt for meget. Ligesom enhver anden hobbit gør.

Aftenen i Bri, hvor hobbitterne møder Aragorn skildret ud fra Aragorns synsvinkel. Det er skrevet ud fra bogen og filmen.

2Likes
4Kommentarer
363Visninger
AA

2. Opklaringer

Den unge Frodo stod og snakkede med en gruppe mænd her fra Bri. Pludselig faldt han og forsvandt. Mens mændene ledte efter ham på gulvet ledte jeg efter spor. På gulvet blev nogle blade og lidt af hvert bevæget hektisk. Langsomt bevægede han sig mo mit bord. Han tumlede rundt og kunne ikke finde ud af hvor han selv var eller skulle være. Så hørte jeg en et stønnen eller et lettelses suk under bordet. Jeg stak hovedet ned og fik fat på ham.
"Du har noget dyrebart med dig, ikke?" spurgte jeg. Frodos øjne var spærret helt op. "En mægtig ring, ikke?"
Så indså han, at jeg vidste meget om ham.
"Kom med mig hr. Nederhøj. Eller skal jeg kalde dig hr. Sækker?" sagde jeg og halvt trak ham ind i mit sovekammer. Ingen kiggede. Men da jeg lukkede døren helt kiggede en af de resterende hobbitter hen på døren.

"Det du gjorde lige før var dumt," sagde jeg, da vi sad foran kaminen. "Du ved ikke hvor dumt det var."
Mere nåede jeg ikke at sige, før tre, små hobbitter kom farende ind og truede mig med kander og grydeskeer og hvad de nu ellers kunne finde.
"De rør ikke hr. Nederhøj!" sagde Sam bestemt med opspærrede øjne.
"Jeg gør ikke din ven noget, Sam," sagde jeg og rejste mig med løftede arme. "Og jeg gør heller ikke jer noget."
"Det er rigtigt, Sam," sagde Frodo en smule skræmt.
"Du lyver!" råbte den lille Sam.
"Hvorfor skulle jeg få jer herind for at dræbe jer eller gøre jer ondt, når jeg kunne have gjort det på Grønnevejen uden vidner? Desuden behøver i ikke kalde jeres ven, Froro her, hr. Nederhøj."
"Hvad vil De?" spurgte Pippin nysgerrigt, men også forfærdet på samme tid. "Og hvorfra kender De os? Har De forfulgt os?"
"Man skal ikke tale for højt på vejene. Man ved aldrig hvem der lurer i skyggerne. I var heldige, at det bare var mig. Jeg hørte jer komme og gemte mig bag træerne. I er alt for uforsigtige. Men I er heldige. Jeg vil hjælpe jer," sagde jeg og så undersøgende på dem. De var stadig meget klodsede og forsigtige. Jeg tilbød dem en plads ved ilden. Og ganske langsomt blødte de op. Efter en halv times tid var de livlige og snaksalige. Flere gange blev jeg nødt til at dæmpe de to mindste, Merry og Pippin, fordi de talte for højt. Lige så stille ændrede Sams blik sig fra skulende til åbent. Jeg sad og kiggede ud af vinduet. Pludselig så jeg sorte skikkelser.
"De er her. De sorte ryttere!" sagde Merry forskrækket.
"Ved I, hvad de er?" spurgte jeg stille.
"Sorte ryttere. De har forfulgt os hele vejen," sagde Pippin og så forfærdet ud af vinduet.
"De bliver kaldt De Ni, eller Ringånderne. Men engang var de mennesker, ligesom jeg," begyndte jeg fortællingen og så roligt ud af vinduet mens jeg røg på min pibe og holdt øje med De Ni "Der blev smedet tre ringe til elverne, syv til dværgene og ni blev givet til de ni mægtigste menneskefyrster. De tog gladeligt imod dem uden at stille spørgsmål. De var lige så dumme som alle andre mennesker. De troede, at de kunne gøre godt med ringene. Men Sauron havde bedraget dem. Og langsomt forsvandt de ind i skyggerne. Nu er de Saurons trælle og ingen levende mand kan dræbe dem. De er usynlige og bærer mørke kapper for at give deres skikkelser form. De kan ikke se, men lugte. Og Saurons vilje er deres vilje. De gør lige hvad han vil. Og deres skrig fylder ens hjerte med is."
Mens jeg fortalte, havde de banket på. Men Smørblomst havde under stor angst afvist dem. Lige så snart jeg havde færdiggjort min beretning forlod Ringånderne stedet under høje skrig. Deres heste vrinskede højt. De små hobbitter gemte deres hoveder så godt som muligt væk og holdte hænderne for ørene.
"I skal ikke sove inde på jeres værelse i nat. Hobbitværelserne er lette at genkende med de runde vinduer," sagde jeg og kiggede på hobbitterne.
"Hvorfor?" spurgte Merry og så forundret på mig.
"De er ude efter jer. De kan sagtens komme ind på jeres værelser uden problemer. De har sikkert tænkt sig at gøre det af med jer. Specielt dig, Frodo. Det er Ringen de vil have fat i. De kan mærke dens tilstedeværelse."
"Hvor skal vi så sove?"
"Her. Men hvad skal I egentlig med Ringen?"
"Den skal til Kløvedal, hvor der skal bestemmes hvad der skal ske med den. Egentlig skulle vi have mødt Gandalf her, men han er ikke dukket op. Så alt hvad vi kan gøre er at vente her," svarede Frodo.
"I skal ikke vente på Gandalf! Jeg er en gammel ven af ham og erfaring siger mig, at man aldrig skal vente på ham. Drag afsted i morgen tidlig. Jeg vil komme med jer og lede jer på vej. Jeg kender veje gennem ødemarken, der næsten ikke er brugt. Vejen til Kløvedal er hård herfra, men jeg kender turen som mit eget sværd," sagde jeg bestemt og så dybt ind i Frodos øjne.
"De andre kalder dig Traver, men det er næppe dit navn," sagde Frodo med undrende øjne.
"Det er ikke mit rigtige navn, men bare kald mig Traver for nu," svarede jeg. Helst undgik jeg at blive mindet om min sande identitet. Jeg skammede mig over navnet og mine forfædre, men var på samme tid stolt over at være Isildurs arving. "Det er vist på tide at lægge en fælde for vores forfølgere. Kom med."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...