Den blinde pige

Det var egentlig ikke stangen, hun brugte, der fortalte mig, at hun var blind. Det var hendes øjne. Og det var også dem, der lærte mig, hvad kærlighed var for en størrelse.

0Likes
0Kommentarer
30Visninger

1. Kapitel 1

Det var ikke første gang, jeg så hende, pigen med stangen. Jeg havde også set hende sidste onsdag – og også onsdagen forinden. Faktisk havde jeg set hende hver onsdag, dér, siddende på bænken i parken, gennem de sidste mange måneder. Siden sommerferien, var det vel. Siden jeg for første gang gik en tur i parken.

Hun sad der altid, der på bænken i parken overfor den lokale købmand. Altid på den samme bænk og samme tid. Og på samme måde;  altid med krydsede ben og flettede hænder. Stangen lå ved siden af hende.

Engang troede jeg, at hun altid sad der, at det ikke bare var om onsdagen, at hun sad dér lige midt på bænken. Men det var kun onsdag – og i tidsintervallet 15.43 – 16.27. Det fandt jeg ud af. Ret hurtigt. Hun kom nemlig ikke, den dag jeg sad der. Dagen efter at jeg havde set hende sidde dér midt på bænken. Jeg sad der i lang tid, men aldrig dukkede hun op. Måske var hun blevet skræmt af, at jeg sad der. Dér - lige netop på hendes plads. Det tænkte jeg lidt over.

Hun var blind, hende pigen med stangen, fandt jeg ret hurtigt ud af. Allerede tredje gang, jeg så hende sidde dér på bænken i parken overfor den lokale købmand. Det var egentlig ikke stangen, hun brugte, der fortalte mig, at hun var blind. Det var hendes øjne. Og det var også dem, der lærte mig, hvad kærlighed var for en størrelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...