Skæbnen besegles af solens første stråler

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 sep. 2016
  • Opdateret: 28 sep. 2016
  • Status: Igang
To mennesker har vidt forskellige opfattelser af den samme aften. Ingen af dem er helt klar over hvor kort tid de har. Hun ville ønske at tiden gik langsommere, han ville ønske at den gik hurtigere. Men tiden har sit eget tempo at gå i, og intet menneske kan justere på det.

0Likes
0Kommentarer
26Visninger
AA

1. Skæbnen besegles af solens første stråler

Urets viser bevægede sig ubønhørligt hurtigere og hurtigere. De havde i aften. I morgen var det for sent. Ligeså snart solens første stråler strejfede trætoppene, ville det være for sent. For hver gang hun løftede håndleddet, syntes kortere tid at være gået, selvom viserne vidnede om noget andet. Musikken dundrede fra højtalerne et stykke derfra. Magien lå som et tæppe over dem og beskyttede mod ubudne tanker. I hvert fald for en tid. I hvert fald hende. Den nedgående sol spejlede sig en sidste gang i hendes lange, gyldne hår, der antog en rødlig farve i samspil med de smukke stråler. Men hun ænsede ikke skønheden omkring hende, kun den foran hende. En skønhed hun nød, men ikke turde komplimentere. Den havde længe været for øjnene af hende, men først nu, under de tilsynekommende stjerner, så hun, hvad hun hidtil havde overset.

Ingen af dem turde mæle et ord, af frygt for at opløse magien. Tankerne, som deres sind kredsede om, var vidt forskellige, hvilket ingen af dem opfattede. Blændet af deres egen illusion, fik de helt forskellige ting ud af deres tolkning af aftenen. Stjernerne var kommet frem, og hun lænede hovedet tilbage og udpegede Karlsvognen, det eneste stjernetegn hun kunne huske fra astronomi timerne. Han lænede også hovedet tilbage, men hans blik blev fanget af et højt træ med store grene, på dets færd mod stjernerne. Opslugt af stjernerne og det romantiske ved aftenen, opfangede hun ikke skiftet i hans sindsstemning. Hun tænkte ikke på andet end, hvordan hun kunne vise sine følelser, uden at det kom til at blive akavet, hvis de ikke var gengældt. Hans tanker var i en helt anden boldgade. I virkeligheden havde han slet ikke lyst til at være der, men var blevet presset af sin mor. Hun havde ment at han var for meget på sit værelse, og på en eller anden måde havde hun fået nys om festen. Så han havde været mere end ivrig efter at gå med, da hun helt uopfordret havde spurgt om han ville med udenfor; væk fra festen. Men da han stod der med hovedet lænet tilbage, kunne han ikke forhindre ubehagelige tanker i at hjemsøge hans sind. Han rejste sig brat op, i et forsøg på at slippe af med dem, men det virkede ikke og var heller ikke et helhjertet forsøg. Endelig kiggede hun ned fra stjernerne, undrende som om hun lige var ankommet til Jorden, og rejste sig så også op.

-Vil du gerne tilbage?, stilheden blev afbrudt, og den magi hendes bevidsthed havde svævet rundt i, blev opløst.

-Nej, jeg vil bare gerne gå lidt, mine ben sover...,sagde han og forsøgte at smile.

-Okay, hvor skal vi gå hen?

-Jeg ville egentlig helst gå alene, hvis det er ok?

-Ja... ja selvfølgelig...øhh... jeg går bare tilbage, sagde hun forfjamsket. Havde hun gjort noget forkert, eller var hun bare ikke god nok til ham. Hvorfor var han så kold og afvisende lige pludselig, det havde han da ikke været da de gik fra festen.

-Okay, jamen så farvel, sagde han lettet, uden at bemærke hendes flove rødmen og undrende blik, og begav sig af sted i modsat retning af festen. Men allerede efter kort tid, kom han på bedre tanker, og gik atter tilbage til festen. Han ville ikke kunne gøre det mod dem. Ikke i aften. Men han havde været tæt på at give efter. Og bare tanken om det gjorde ham bange, bange for sig selv. Hvis han kunne være så tæt på at gøre det på en så ikke hensynsfuld måde, hvad kunne han så ikke komme til at gøre ved andre, ubevidst. Der var sikkert også andre gode træer, og hvis ikke der var, kunne han jo altid komme tilbage hertil. Jo tættere han kom på festen, jo klarere og tydeligere stod det for ham, hvad han havde brug for; distraktion. Han måtte for alt i verden finde noget der kunne distrahere ham, så han ikke vendte om og løb tilbage til træet. Han måtte ikke gøre det i aften. Ikke i aften. Ikke på den måde. I morgen måske, men ikke i aften. I aften skulle han bare have tiden til at gå.

Hun så ham ligeså snart han kom ind. Hun havde i al hemmelighed siddet og ventet på ham. Lige siden hun var kommet tilbage havde hun holdt et øje på døren. Mens hun bare gerne ville se ham igen, var hendes underbevidsthed bekymret. Hvad hun ikke havde opfanget, havde den. Da han trådte ind, blev hun både lettet og glad. Hendes blik fulgte ham som han gik over gulvet og midt ind i den dansende midte. Hvor var han dog flot! Da hun så at hans blik søgende gled rundt blandt de tilstedeværende, bankede hendes hjerte hurtigere. Kunne det være hende han kiggede efter. Havde han måske fortrudt den kolde afvisning, for han var jo kommet hurtigt tilbage. I starten nød hun synet af ham, men så fartede hendes blik til hans ansigt, og hun så hvad der var galt. Han smilede ikke. Han var kold som en model. Han var målrettet, men flot. Han havde fikseret sit blik på én nu. Han gik efter brunetten med krøllerne. Hun havde fået for meget at drikke, var klædt billigt og var mere end villig til at kysse ham. Et stik af jalousi og skuffelse bredte sig i hende. Hun havde slet ikke opfattet ham som en player, nærmere en der virkelig skulle lære pigen at kende, før han gik videre. Tænk at hun kunne være så dårlig til at dømme andre mennesker. Da han kort efter tog hovedet lidt væk, virkede han langtfra tilfreds. Jalousien forvandlede sig lidt efter lidt til lamslåelse. Hvad var der sket på den korte tid han havde været alene. Han virkede ikke fuld. Faktisk virkede han uhyggeligt kontrolleret. Han vidste hvad han ville og ville gå langt for at få det.

Han fik øje på hende gennem rummet, og de fik straks øjenkontakt. Det var tydeligt at se at hun sad og holdt øje med ham. Han brød sig virkelig ikke om hendes blik, og hende brunetten havde været forfærdelig til at distrahere. Han gik målrettet hen mod hende, og selvom hun krympede sig lidt sammen, tog han hånden ud mod hende og trak hende med ind på dansegulvet. Et øjeblik frygtede han, at han havde gjort hende fortræd, siden hun kiggede sådan på ham. Men så skubbede han tanken fra sig. Skubbede alle tanker fra sig, og gav sig fuldkommen hen til musikken, dansen og de kys han ind imellem udvekslede med hende. Tankeløs. Han måtte forblive tankeløs. Gennem rummet fik han øje på en flaske der gik rundt, og på ingen tid var han derovre. Han havde nemlig øjnet en mulighed for at komme væk fra dette sociale halløj. Han havde udtænkt en plan. Han tog nogle ordentlige slurke, uden at bekymre sig om hvad det var, og mærkede kort efter effekten. Han fløj tilbage til dansegulvet, med en følelse af at han kunne alt. Følelsen blev dog en smule svækket, da han skvattede og blev nødt til at gribe ud efter de omkringstående, før han genfandt balancen. Men hans hjerne arbejdede videre med planen. Distraktionen havde ikke gjort sit job.

Hun var målløs. Hvad foregik der dog oppe i drengens hoved. Han var god til at kysse, og hun havde forsøgt at tilfredsstille ham så godt som muligt. Men den romantik, de følelser hun havde sat i sammenhæng med fantasien om at kysse ham, manglede. Tidligere på aftenen havde han været helt anderledes. Han havde været beundringsværdig fornuftig. Nu så han så ynkelig ud, som en fugleunge der er ved at lære at flyve. Hun kunne se, at hans projekt med at komme tilbage ind til hende på dansegulvet var håbløst, så hun gik i stedet hen til ham. Da han var indenfor rækkevidde, greb hun ham inden han igen mistede balancen, og satte ham ned ved siden af sig. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Det kom der ud af at forsøge at være i nærheden af denne dreng. Men han var nu det værd. Bare synet af denne kønne skabning, var det værd. Den perfekte næse, de dybblå øjne og den karakteristiske hage.

-Hvordan kommer du hjem?

-Min mor henter mig kl. 03.30, snøvlede han og blev pludselig mindet om sin mor.

-Det er der tre timer til!

-Ja, så kan jeg næsten nå at blive ædru inden da, sagde han med antydningen af et smil.

-Hvor langt væk bor du?, den løsningsorienterede del af hende havde taget over.

-En halv times gang herfra.

-Hvis jeg får din mors nummer, så kan jeg ringe til hende og fortælle at jeg følger dig hjem i stedet for. Er det ok?, hun øjnede nu en mulighed for at tilbringe mere tid sammen med ham.

-Ja, men hun bliver nok ikke så glad for at jeg kommer hjem tidligere...

-Det bliver hun bare nødt til at acceptere.

Han gav hende sin mobil og hun ringede. Den blev taget allerede før bip nummer to, som om hans mor forventede dette opkald.

-Nej jeg vil ikke komme og hente dig Aleksander! Du ved udmærket godt at vi lavede en aftale der hedder klokken halv fire, og jeg henter dig ikke et minut før. Du har godt af at være lidt social og opføre dig som en teenager. Det duer ikke at du trækker dig ud af fællesskabet på den måde. Det har jeg forklaret dig hundrede gange. Nyd det nu bare og få nogle venner. Jeg kommer klokken halv fire. Farvel.

Så blev der lagt på og hun havde ikke fået et ord indført. Der var ikke andet at gøre end at ringe op igen. Igen blev den taget med det samme.

-Hvad er der nu Aleksander, jeg har jo sagt at jeg ikke vil hente dig!

-Ja undskyld, men jeg hedder Stella og ringer fra Aleksanders mobil.

-Nåh, pludselig blev der stille i den anden ende, og man kunne fornemme at hun holdt vejret, forberedt på det værste.

-Du behøver slet ikke at hente Aleksander, for jeg følger ham hjem lige nu, jeg ville bare forberede dig på at han kommer.

Hun var lidt irriteret på denne mor, tænk at hun kunne finde på at føre en samtale på den måde, uden at lade den anden indføre et ord. Stakkels Aleksander, tænk at hun ikke havde mere respekt for sin søn. Hun ville egentlig helst bare få denne samtale overstået.

-Gudskelov at han er uskadt. Men hvorfor ringer han ikke selv?

-Han har fået en del at drikke, og kan knap nok gå selv, og da slet ikke snakke i mobil samtidig.

-Okay, men jeg skal nok sørge for at være klar til at åbne når I kommer, hvor lang tid går der før I er her?

-Næsten en halv time, men vi ses.

-Ja, farvel.

-Hvordan tog hun det?, selvfølgelig havde han fulgt med i hendes del af deres samtale og ville nu have den fulde version.

-Ganske pænt, da hun opdagede at det ikke var dig hun snakkede med. Mest af alt var hun vist bare lettet over at du var okay.

-Selvfølgelig har hun regnet det ud, sagde han stille for sig selv.

-Regnet hvad ud?, nu kom nysgerrigheden frem til overfladen. Hvad var det han snakkede om. Havde han løjet for hende, var han slet ikke så fuld som han udgav sig for at være. Eller var det måske noget helt andet. Måske var morens opførsel nødvendig overfor Aleksander.

-Ikke noget, sagde han og lukkede samtalen. Han kunne ikke fortælle hende det. Så ville hun bare forsøge at tale ham fra det. Men havde hans mor virkelig opdaget det. Havde hun set at han skrev breve til sig selv. Havde også hun konstateret at han var sær. Var det derfor hun havde villet sende ham af sted til festen? Så hun kunne gennemsøge hans værelse for beviser, der enten be- eller afkræftede hendes mistanke.

Han virkede så sært indelukket. Hans beruselse havde aftaget, eller også havde en del af den virkelig været skuespil. Hun forstod ikke hvad der foregik med ham. Hans sindstilstand ændrede sig hele tiden. Det ene øjeblik ville han gerne snakke med hende, det næste klappede han i som en østers. Det var ikke til at hitte rede i.

Han kunne ligeså godt droppe skuespillet nu, hun behøvede ikke længere at tro at han var plørefuld, så ville hun ikke lade ham gå det sidste stykke selv. Og så ville hans plan ikke kunne udføres. Hun måtte lade ham gå nu. De måtte sige farvel til hinanden. Ellers ville det være for sent. Pludselig ringede hans mobil, han tog den og kunne med det samme genkende sin mors stemme.

-Aleksander er det dig?

-Ja det er mig, sagde han irriteret og glemte helt at han jo var så fuld at han ikke kunne snakke i telefon og gå samtidig.

-Du lyder altså ikke særlig fuld, hvor langt er I kommet?

-Vi er der næsten...

-Det vil altså sige om tyve minutter?

-Ja, bekræftede han, træt af at blive gennemskuet.

-Så vil jeg gerne bede dig om at vende om!

-Hvorfor?

-Det ved du godt! Du skal ikke slippe af sted med at stikke af før kl.03.30, når det er det vi har aftalt!

-Fint, så kommer jeg først hjem kl.04.

-Godt! Så ses vi der. Og få nogle venner.

-Farvel!, sagde han surt og lagde på.

-Så må vi hellere gå tilbage...

-Hvorfor?

-Min mor vil ikke se mig før kl.04

-Du gider virkelig bare ikke fester?

-Jeg gider bare ikke at være social!

-Hvorfor ikke?

-Det orker jeg bare ikke.

-Okay.

De havde sat kursen mod festen igen, da hun pludselig fik et indslag. De behøvede jo ikke at gå tilbage, de kunne bare sætte sig inde i skoven og snakke sammen. Så ville hun få den tid sammen med ham som hun gerne ville have, men i hans øjne ville det bare se ud som om hun tog hensyn til ham og hans modvilje mod sociale sammenhæng. Så ville hun ikke blive totalt afsløret. Og så når klokken nærmede sig fire, kunne de gå det sidste stykke.

De satte sig ved et væltet træ, og begyndte at snakke. De snakkede længe om alt mellem himmel og jord, og så blev de stille. Hun rykkede lidt tættere på ham med undskyldningen at det var koldt, og sad lidt og betragtede ham ud af øjenkrogen, som han sad med blikket stift rettet mod træerne et stykke borte. Så lænede hun hovedet tilbage og fik igen øje på Karlsvognen. Lidt efter lukkede hun øjnene og nød øjeblikket, indtil hun faldt i søvn med et smil på læben. Han sad længe og betragtede hende, så ringede han til sin mor.

-Nej Aleksander, jeg vil ikke hente dig, og du må ikke komme hjem endnu.

-Jeg vil heller ikke hentes lige nu. Jeg ville bare sige undskyld for at jeg var så sur sidst du ringede.

-Nårh, det er helt okay, jeg var vist heller ikke helt fair. Hygger du dig?

-Ja det gør jeg da.

-Er du udenfor? Jeg synes ikke jeg kan høre noget musik.

-Ja det er jeg. Vi er lige ude at gå en tur.

-Hvem er ”vi”?

-Stella og jeg.

-Det er da dejligt at I hygger jer sammen. Det var da også på tide at du fik en kæreste.

-Det er altså ikke på den måde. Vi er bare venner.

-Okay, så siger vi det. Men vi ses kl.04. Skal jeg hente dig, eller kommer du selv hjem?

-Jeg kommer selv hjem...

-Okay, og ja Stella må gerne komme med, hvis hun har lyst.

-Der er altså ikke noget imellem os...

-Nej nej, jeg siger det også bare. Men så farvel?

-Farvel, og mor?

-Ja?

-Jeg elsker dig.

-Jeg elsker også dig skat. Vi ses!

-Ja, vi ses..., svarede han stille inden han lagde på.

Længe efter sad han med telefonen i hånden, og blikket rettet mod et punkt langt væk. Så tog han sig sammen og låste telefonen op. Først skrev han noget inde i notater, så tog han et skærmbillede af det og satte det som låseskærm. Så ændrede han koden og skrev et nyt notat, som han lod den blive på, inden han satte telefonen i dvale. Så lagde han telefonen på sin jakke og begav sig dybere ind i skoven, til det sted han havde set træet.

Da solens første stråler nåede trætoppene vågnede hun. Hendes trofaste håndled fortalte hende at hvis de skulle nå hjem til ham kl.04, skulle de være gået for et stykke tid siden. Hun så sig om efter ham og opdagede nu at hun var helt alene. Kun hans jakke og mobil lå der, men det tydede jo på at han kom tilbage. Men alligevel, det lå meget ordenligt og ville det ikke være logisk at tage sin jakke og mobil med, hvis man gik, selvom man regnede med at komme tilbage? Efter noget tid trykkede hun på ”tænd” knappen og kom så i tanke om at der jo var kode på. Først da bemærkede hun baggrunden, på hvilken der stod;”Koden er dit navn”. Der var ingen tvivl om at den baggrund ikke havde været der i går. Hun vidste inderst inde allerede hvad der ventede hende, men før beviset var der, ville hun ikke tro på det. Hun tastede ”Stella”, og telefonen låste op. På skærmen var nu et nyt notat, det startede med ”Kære Stella og mor. Lad være med at lede efter mig, jeg vil sikkert være et ynkeligt syn, og jeg ønsker ikke at I skal udsættes for det. Tilgiv mig at jeg gjorde det på denne måde, men det var nødvendigt for mig. Det er ikke jeres skyld, men...” hun kunne ikke læse videre, for tårerne slørede hendes blik og gjorde bogstaverne uklare. Tænk at han kunne gøre det mod dem, tænk at han kunne være så egoistisk. I det øjeblik var hun så vred på ham at det syntes hende umuligt nogensinde at kunne tilgive ham, selvom hun i virkeligheden havde gjort det for længst. Hvem hun ikke kunne tilgive var sig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...