Anderledes

Jeg lå stille i min seng. Der var dejligt varmt under dynen, lidt som om at en varm sommersky omfavnede mig. Det var en rar følelse, som jeg aldrig ville væk fra. Men det vidste jeg jo godt ikke kunne lade sig gøre. Jeg skulle lige om lidt, vækkes, med fødselsdagssang, kærlighed og gaver. Som om jeg gad det. Jeg ville da meget hellere tilbringe min dag i min sommersky, med enhjørninger. De ville i det mindste behandle mig som et normalt menneske.

1Likes
0Kommentarer
121Visninger
AA

2. Kapitel 2

“Jamy! Hvad laver du dog?!” Sagde min far. Nej, han råbte det faktisk. Det der skete derefter vil jeg helst glemme. Viske væk, som om det aldrig var sket. Gøre sådan at det bare forsvandt foreviget. Også fra min hukommelse. Men sådan er verden og livet bare ikke bygget op. 

“Alarmcentralen hvad kan hjælpe med?” 
“Min datter er kommet meget slemt til skade på en savemaskine!”
“Jeg sender straks en ambulance, hvad er adressen?”

Wiiiiuuuuuu wiiiiiiuuuuuu wiiiiiiuuuuu!

Ærligt, husker jeg ikke dette stykke af episode så klart, jeg tror smerten og forskrækkelsen gjorde mig helt svimmel og mærkelig. Men jeg har fået af vide at efter vi var kommet på hospitalet, med ambulancen, blev jeg sendt på akutafdelingen og blev lokalt bedøvet. 

Herfra kan jeg huske alt.

Jeg vågnede op i sengen, i et meget lyst og rent rum. Duften af hospital var meget klar, og jeg kunne med det samme regne ud hvor jeg var. Da jeg var kommet lidt til mig selv, kunne jeg fornemme min fars og mors stemme, svagt, som om de stod bag en dør. Hvilket de gjorde, de stod og diskuterede om hvorvidt det var fars skyld, eller om det var lægernes. Min mor var rasende, og forlængede at jeg kun skulle besøge ham hver anden weekend nu. De græd vist begge to, men det var ikke helt tydeligt. En underlig følelse kom i min højre hånd. Den summede på en eller anden mærkelig måde. Og så begyndte det at stikke. Og svie. Jeg kiggede ned på min hånd, men den var fuldkommen pakket ind. Som en lille nyfødt baby. Sårbar. Smertefuldt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, om jeg skulle tænke av, eller hvad fanden? Eller om jeg skulle kalde på min mor og sige at nu ville jeg altså gerne hjem og væk fra det her sted. Men det var som om min krop ikke ville nogen af tingene, jeg var drænet for energi. Sikkert på grund af alt det medicin. 
Ind af døren kom min mor og far, ikke hånd i hånd som de plejede, men med et meters afstand. Man kunne nærmest se hadet der flød igennem dem og over mod hinanden. “Hej skat” sagde min mor, man kunne virkelig hører at hun led. Hun aede min kind og kyssede mig blidt på kinden som om jeg var en eller anden porcelænsdukke, der bare kunne knække under bare lidt pres. Min far havde sat sig på en stol, og kiggede filosoferende ud af vinduet. Gad vide hvad han tænkte på. Er det min skyld? Jeg skulle havde stoppet hende. Osv. Eller spekulerede han over hvad han skulle have til aftensmad. Koldt, det ved jeg. Men sådan er han bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...