Tears From Heaven

Deltagende historie i konkurrencen 'Hjertesorg'. *********** Brugte ord: Jeg tror, at jeg har brugt alle, men jeg ved det faktisk ikke... Nåh, men jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt mindst et hvidt ord og mindst et sort ord :-). ************* TEARS IN HEAVEN * Kære dagbog
Det her er min historie, om hvordan mit liv og hjerte blev lagt i ruiner, men derefter, på mirakuløs vis, hvordan jeg blev hel igen.
/Mig

0Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

8. 27. juni, 2015 - begravelsen

27. juni, 2015

Kære dagbog

Det var blevet tid til begravelsen, og mor, far og jeg var klædt i sort. Mange mennesker klædt i mørkt tøj stod rundt omkring os og snakkede lavmælt sammen. Én efter én kom de hen til os, kondolerede, og gik derefter ind i kirken. Jeg stod blot og kiggede, og folk tog det som et tegn på sorg og lod mig være i fred. Det eneste, jeg have brug for, var en krammer og en stemme, der sagde, at alting nok skulle gå, selvom vi begge vidste, at alting ikke ville gå. Jeg havde bare brug for én, der kunne trøste mig.

 

Selve begravelsen gik vel okay, selvom jeg bare sad og kiggede lige ud i luften. Jeg var ikke i stand til at tænke eller gøre noget. Vi sad på forreste række, mor, far og jeg, og rundt omkring i kirken kunne der høres spredt gråd. Mor sad også og græd, far sad og holdt om hende, og jeg havde aldrig følt mig mere alene. Mor plejede at trøste mig, men det her var åbenbart for hårdt for hende, så hun ikke skænkede sin, nu eneste, datter en tanke.

 

Da musikken begyndte, rejste vi os op, sammen med tolv andre, og gik hen mod de to hvide kister. De tolv andre, der bar kisterne, gik forrest, mor og far gik lige bagefter, og jeg dannede bagtrop.

Mor og far havde valgt, at Patricia og Louis skulle have et stort gravsted, så der var plads nok til begge kister. Det skulle blive til et familiegravsted på et tidspunkt, men lige nu var det kun til Patricia og Louis.

Vi gik ud af kirken og begyndte den lange gang hen til graven. Mit ansigt var frosset til is og bøjet mod jorden, som om der var lyn og torden over mig, og jeg ville undgå at se på det. Sådan føltes mit indre også, som om der var en rumlende torden og lyn, der slog ned, overalt hvor de kunne komme til det. Samtidig følte jeg mig også som en ørken, tør, tom, gold og forladt. Som om jeg kun ventede på den livgivende regn, som jeg godt vidste, aldrig ville komme.

 

*

 

Folk skulle med hjem til os for at holde ‘festen’ der, og ventede nu i deres biler, efter de havde sagt farvel til Patricia og Louis.

Mor og far stod ved graven og kiggede ned. De talte til den, som om det var deres sidste farvel til deres ældste børn, hvilket det jo også var, selvom de vil besøge graven igen. Jeg humpede rundt og kiggede på de andre grave og fandt én, der hed det samme som mig. Camille. Denne her Camille, Camille Olsen, blev kun ni år. I nogle minutter kiggede jeg bare på gravstedet og så, at det ikke var særligt velholdt. Jeg satte mig på hug, så godt jeg nu kunne for gipsen, og begyndte at fjerne mos og ukrudt de steder jeg kunne. Da jeg var færdig, så hele gravstedet meget pænere ud, og mor og far kaldte på mig. De ville have, at jeg skulle komme med dem hjem, men jeg protesterede og sagde, at jeg ville snakke med Patricia og Louis. Deres ansigter blødte op, de smilte trist til mig, og sagde, at de ville vente på mig i bilen. Jeg nikkede tilbage, takkede og gav dem et svagt smil. Da de vendte rundt for at gå tilbage, hørte jeg mor sige ‘Vores tapre lille pige, hun tager det hele så pænt’. Rystet stod jeg stille i et lille øjeblik, for hun skulle bare vide. Jeg tog det ikke pænt, det hele var bare en facade for at få folk til at stoppe med at se på mig med medlidende blikke.

 

Da jeg så ned i graven med de to hvide kister, kom tårerne. Endelig gik det op for mig, at jeg aldrig nogensinde ville se dem igen. Aldrig nogensinde ville jeg kramme dem igen, aldrig ville jeg høre dem tale igen, aldrig ville jeg høre eller se dem le igen. Virkeligheden ramte mig med et slag, og jeg blev svimmel. Hurtigt satte jeg mig ned og forsøgte at trække mine knæ op til brystet. Min gips var i vejen, men jeg strakte det ene ben, så det ikke var i vejen længere. Storm og tornado rasede inde i mig, og mine tårer var som regnen, der stille begyndte at sile ned omkring mig. Jeg blev gennemblødt, men jeg skænkede det ikke en tanke. For første gang den dag kunne jeg lade mine følelser få frit løb, uden at nogen kunne høre det. Råbende og skrigende vendte jeg mit hovede mod himlen og lod regnen drukne min stemme. Da tårerne tog over, stoppede jeg med at skrige til himlen. Hvad nyttede det også? Det ville ikke få Patricia tilbage; det ville ikke få Louis tilbage. Det ville ikke få nogen af dem tilbage. Hulkende lagde jeg mig ned på maven og rakte ned mod kisterne for at komme så tæt på dem som muligt.

Regnen fortsatte, men jeg havde fået lamineret en afskedshilsen til dem, hvis det nu skulle begynde at regne: Et håndskrevet kort fra mig til dem. Jeg fandt det frem med rystende hænder og begyndte at læse det højt for dem:

 

Kære bror og søster

I knuste mit hjerte… Men jeg elsker jer stadig med alle stykkerne. Sandheden er, at jeg savner jer. Hele tiden. Hvert sekund, hvert minut, hver time, hver dag. Det er forfærdelig at være her uden jer, men jeg håber, at jeg klarer det. Jeg tror, at en del af mig altid vil vente på, at I kommer ind ad døren igen. Selvom jeg godt ved, at det ikke kommer til at ske, så vil der altid være en lille del af mig, der håber.

Knus og kys fra jeres lillesøster <3

 

Da jeg var færdig, var mine tårer stoppet, men der kom stadig små hulk fra mig. Kortet kastede jeg ned til kisterne, så det landede oven på en af dem, og jeg fik sagt farvel. Så hurtigt jeg kunne, humpede jeg hen til bilen. Mor og far ventede, og med et bekymret blik fra mor kørte vi hjemad.

Jeg græd lydløst, mens jeg kølede min pande på bilens rude. Jeg sad i højre side, den heldige side, og krydsede mine fingre for, at vi ikke ville køre galt, fordi der var så meget regn.

Heldigvis skete det ikke, og vi kom sikkert hjem til vores ventende gæster.

/Mig

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...