Tears From Heaven

Deltagende historie i konkurrencen 'Hjertesorg'. *********** Brugte ord: Jeg tror, at jeg har brugt alle, men jeg ved det faktisk ikke... Nåh, men jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt mindst et hvidt ord og mindst et sort ord :-). ************* TEARS IN HEAVEN * Kære dagbog
Det her er min historie, om hvordan mit liv og hjerte blev lagt i ruiner, men derefter, på mirakuløs vis, hvordan jeg blev hel igen.
/Mig

0Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

6. 20. juni, 2015 - lige efter

20. juni, 2015 

Kære dagbog

Så en dag, helt præcist den 20. juni, fik han det værre, og nu opdagede lægerne det endelig. Ikke bare lidt værre, men meget. Alvorligt meget. Han sagde nogle få klare sætninger mere, selvom der var flere og længere pauser. Jeg skrev dem ned, for der var nok pauser til det, og jeg fik til sidst en sammenhængende tale:

 

‘Jeg er på vej det samme sted hen, som Patricia er. Jeg savner hende… Jeg kan ikke klare smerterne, og min krop kan ikke holde til det her mere. Lov mig, at du vil leve livet fuldt ud, og husk, at vi altid vil være med dig. Vi vil være et meget bedre sted, og der vil vi passe på dig. Jeg elsker dig, kære lillesøster, det håber jeg, at du ved, og jeg håber, at du aldrig vil glemme os...’

 

Bedst som han var færdig med at tale, og jeg havde nikket og sagt ‘Det lover jeg’ som svar til den sidste sætning, blev den førhen takkede streg på skærmen ved siden af ham, lige, en konstant biplyd fyldte rummet, og fem læger strømmede ind. Jeg humpede hen i et hjørne, og i farten fik jeg ikke mine krykker med.

Mens jeg kunne se lægerne gøre, hvad de kunne for at redde Louis, så tænkte jeg over, hvad han havde sagt. Tusinde små tårer ramte gulvet, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg ikke fulgte efter Louis nu. Jeg var jo lige så død som ham indeni, og mit hjerte var nu officielt ødelagt. Mit hjerte gjorde så ondt, min mave gjorde så ondt, mine ben rystede, og jeg vidste, at jeg ikke ville blive ved med at stå op. Hverken bogstaveligt talt eller i overført forstand. Langsomt gled jeg ned af væggen, og en tomhed bredte sig i mig. Den startede i mit hjerte, og derefter bredte den sig ud i hele kroppen. Patricia var også væk; det indså jeg i det øjeblik. På så kort tid gik jeg fra at være glad og have to levende søskende, til at være trist og ingen levende søskende have. Selvom jeg så det komme, så gjorde det stadig ondt. Det gør det stadig.

 

Jeg var ikke færdig med at elske ham, heller ikke færdig med at elske Patricia. Der var stadig så meget vi skulle nå; vi skulle slås i sne til vinter, vi skulle fejre min fødselsdag med snevejr, vi skulle holde jul, vi skulle bade sammen om sommeren, vi skulle sende gækkebreve til hinanden, hvor vi godt vidste, hvem det var fra, de skulle være overbeskyttende, når jeg fik min første kæreste, Patricia skulle tage ‘snakkene’ med mig, Louis skulle slås med mig, når jeg huggede hans slik, jeg skulle være brudepige til Patricias bryllup, vi skulle blive mostre og fastre, og vi skulle til mors og fars begravelse sammen. Sammen skulle vi besøge deres gravsteder, sammen skulle vi græde, sammen skulle vi sørge. Sammen, som i ikke kun mig, som i os alle tre. Hvordan kunne de forlade mig?

Mit hjerte blødte og sang en ny sang, uden at jeg egentlig lagde mærke til det. Den passede perfekt...

 

I'll see you again

You never really left

I feel you walk beside me

I know I'll see you again

 

When I'm lost, I'm missing you like crazy

And I tell myself I'm so blessed

To have had you in my life, my life

 

Jeg tænkte over Louis’ sidste ord og vendte og drejede dem; prøvede at finde en mening med det, et budskab. Jeg kom frem til, at han bare havde manglet at høre sin lillesøsters stemme, og derefter ville han have fred til at komme videre. Han måtte have kæmpet, for sådan var han: Han gav ikke op uden kamp, og det var uanset, hvad kampen drejede sig om. Det havde ikke nyttet noget at protestere. Ligegyldigt hvor meget jeg så græd, ligegyldigt hvor meget jeg bad og tiggede, så ville det ikke hjælpe. Min elskede Louis havde forladt mig forevigt. Hvorfor ham? Hvorfor ikke mig? Hvad havde min familie gjort, siden vi havde fortjent det her? Mor havde fået halvandet glas vin, og far havde kun fået et enkelt! Hvorfor kunne det ikke være en anden familie, hvorfor lige os? Hvorfor skulle Patricia og Louis dø? Det var ikke nødvendigt! Kunne det ikke være nok, at den anden bilist døde? Det var jo hans skyld, han kunne bare lade være med at køre, når han var fuld… Hvorfor kunne det ikke være mig, der lå der i sengen, i stedet for Louis? Hvorfor kunne det ikke være mig, der lå i kapellet, i stedet for Patricia? Hvorfor!? Alle de spørgsmål sendte jeg op til Gud, i håb om at få et svar. Jeg sendte dem derop, for jeg havde ikke andre steder at gå hen med mine spørgsmål nu, for jeg plejede at gå til Patricia eller Louis, og så ville jeg få et svar.

 

Men… Jeg fik aldrig noget svar.

/Mig

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...