Tears From Heaven

Deltagende historie i konkurrencen 'Hjertesorg'. *********** Brugte ord: Jeg tror, at jeg har brugt alle, men jeg ved det faktisk ikke... Nåh, men jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt mindst et hvidt ord og mindst et sort ord :-). ************* TEARS IN HEAVEN * Kære dagbog
Det her er min historie, om hvordan mit liv og hjerte blev lagt i ruiner, men derefter, på mirakuløs vis, hvordan jeg blev hel igen.
/Mig

0Likes
0Kommentarer
413Visninger
AA

5. 17. - 19. juni, 2015 - lige efter

17. - 19. juni, 2015

Kære dagbog

Da vi kom ind på Louis’ stue, gik det op for mig, at det ikke var for sjov, det lægen sagde. Louis var faktisk kvæstet. Men… Patricia… Hun måtte være i live, for vi skulle i biografen næste søndag. Ja, sådan måtte det hænge sammen. Hun kunne ikke bare forlade mig, og da slet ikke nu. Hvem skulle jeg så tage med i biografen? Men Louis… Han lignede ikke et menneske, nærmere et rumvæsen, med alle de slanger og tuber klistret fast til ham. En hel masse maskiner stod rundt om ham, inklusive den maskine, der tjekkede hans puls og vejrtrækning. Den var stabil nu, så mor trak fire stole hen til hans seng og satte sig i den ene. Far tog plads i den anden, og jeg tog den tredje. Mor kiggede forvirret på den fjerde stol, men efter et par sekunder begyndte hun at græde igen.

Jeg forstod ikke hvorfor, for hun havde jo bare fundet en stol frem til Patricia. Undrende kiggede jeg på far, for jeg ville have et svar, men han havde travlt med at trøste mor. Det eneste han kunne gøre, var at lægge sin højre hånd på hendes ben, og hviske beroligende ord til hende. Da de ikke så ud til at lægge mærke til mig, kiggede jeg hen mod døren for at se, om Patricia stod dér. Det gjorde hun ikke, og jeg vendte trist blikket tilbage mod Louis. Jeg tog hans hånd i min og gav den et svagt klem. Han så lille ud, som han lå der i sengen, omgivet af alle de ting, ingen mennesker nogensinde burde være omgivet af. Han så lille ud, selvom han var fire år ældre end jeg.

 

Ved min berøring åbnede han øjnene. De var matte, men de passede til hans ansigt, der var så blegt, at han lige så godt kunne have været en vampyr. Han forsøgte at give mig et smil, men det kom bare til at ligne en grimasse. Jeg gav hans hånd et klem, og han gav min et lille klem tilbage. Mine tanker fløj hele tiden til Patricia, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor hun ikke kom herind, når vi andre fire var her. Det var jo meningen, at hele familien skulle være samlet her, og ikke kun fire af os.

I et stykke tid sad jeg bare og kiggede på Louis, mens mor og far snakkede med ham, indtil jeg blev sulten. Jeg sagde til dem, at jeg ville finde noget mad, og spurgte mor, om hun ville gå med. Ikke at hun havde noget valg, for jeg måtte ikke gå alene, så hun rejste sig op og støttede mig igen, og langsomt fandt vi vej ned til cafeteriet.  

 

Da vi kom tilbage igen, var der en sygeplejerske ved siden af Louis, der var var at give ham noget smertestillende at dømme ud fra flasken. Far var gået ind til sig selv igen; sikkert for at sove, og Patricia var nok gået med ham. Sygeplejersken så op, da vi kom ind, og spurgte os, om vi kendte ham. Jeg nikkede bekræftende, og hun lod os blive i stuen. I lang tid puslede hun omkring ham, mens hun stillede mig ligegyldige spørgsmål, som ‘Hvad hedder du?’, Hvor gammel er du?’, ‘Hvor kender du ham fra?’, ‘Hvor går du i skole henne?’, Er du glad for skolen?’, ‘Hvad er dit yndlingsfag?’ og så videre. Hun stoppede da bare aldrig! Forstod hun ikke, at når man svarer med enstavelsesord eller så korte sætninger som muligt, så var man ikke interesseret i samtalen? Åbenbart ikke… Mor gav mig et misbilligende blik ved mine svar, men det var nemt at ignorere. Det var jo ikke hende, der blev spurgt om noget.

 

Da sygeplejersken så endelig gik, så det ud til, at Louis havde fået noget mere energi. En af tuberne og to af slangerne var blevet fjernet, så måske ville han snart blive rask. Så kunne vi konkurrere mod hinanden i alt muligt og umuligt, som ‘hvem ser først en enhjørning?’ og ‘hvem kan drikke mest vand, når vi står på hovedet?’. Jeg smilte ved minderne og huskede dengang med enhjørningen. Jeg var omkring fire eller fem år gammel, og Louis havde brugt en hel dag på at overbevise mig om, at jeg ville se en enhjørning den selv samme dag. Selvfølgelig troede jeg på ham, og Louis holdt mig i troen, indtil Patricia kom til at sige, at det hele bare var for sjov. Hun vidste ikke, at jeg faktisk troede på det, og den dag gik fra at være den bedste i mit liv til at være den værste. Det var det i hvert fald indtil nu, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt.

 

Mor gav mig en lang krammer, men det hjalp ikke; det var som om, hun ikke mente noget med den krammer. Jeg ville finde Patricia, og så ville hun give mig en rigtig krammer. Hun ville trøste mig og sige, at alt nok skulle ordne sig.

En sang kørte i mit hovede, og den passede så perfekt, at den første enlige tåre kom nu. De blev starten på det næste halve år af mit liv, hvor jeg græd næsten hele tiden.

Den enlige tåre var ikke enlig længere; der var flere på vej ned ad min kind, men jeg fortsatte med at lytte til sangen, for den sad fast i mit hjerte.

 

Oh, won't you stay with me?
'Cause you're all I need
This ain't love it's clear to see
But darling, stay with me

 

Jeg var klar til at gøre hvad som helst for den dreng, bare han blev hos mig. Han måtte ikke forlade mig, for jeg ville ikke kunne klare mig uden ham. Heller ikke uden Patricia, men jeg havde et håb for Louis, der ikke var der for Patricia. Alligevel håbede jeg, at lægerne og alle andre bare havde taget fejl; at de havde givet den fortvivlende nyhed til den forkerte familie.

Louis fangede mine tårer med øjnene, gav mig et trist smil, men sagde ikke noget. Han forstod, og det var det eneste, jeg havde brug for.

 

*

 

Jeg havde fået lov til at gå rundt selv nu, for jeg kunne finde ud af at bruge krykkerne alene, og i tre dage sad jeg inde hos Louis konstant. Det pinte mig at se ham ligge der og bare ligge og lave ingenting, mens jeg var fri til at gå rundt, som det passede mig.

Knive blev boret ind i mit bryst, og en klump, der var for stor til at kunne synkes, satte sig fast i min hals, og truede med at få dæmningen, der holdt fast på floden af vand i mine øjne, til at knække, når der ikke var flere af slangerne, tuberne eller maskinerne, der blev fjernet. Det var et sikkert tegn på, at der ingen forbedringer var sket… Hvad havde han gjort for at fortjene at ligge der?

 

Han fik mere energi, som timerne skred frem, og hans ansigt fik mere kulør. Vi snakkede meget mere sammen, selvom det mest var mig, der talte. Han lyttede bare, og jeg havde en fornemmelse af, at han nød at høre min stemme. Det var de sidste gange, jeg smilte og grinte, i alt for lang tid. I de tre dage - der startede jeg med at leve efter mit motto: ‘Hold dig stærk, og få dem til at spekulere på, hvordan du stadig kan smile.’

 

Louis havde gjort store fremskridt, sagde lægerne, og prøvede at virke åh så kloge, mens jeg var den eneste, der kunne se ind bag hans facade, og se, at det stadig gjorde ondt på ham, men at han prøvede at virke mere livlig for min skyld. Jeg var den eneste, der så præcist hvor meget han havde ondt, men selvom han vidste det, prøvede han alligevel at virke friskere. Min tapre Louis, hvis han bare vidste, hvor meget jeg elskede ham. Jeg fortalte det til ham, så godt jeg kunne, men det er svært at sige til sin storebror, at man elsker ham virkelig meget. Det er sværere end man tror...

/Mig

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...