Tears From Heaven

Deltagende historie i konkurrencen 'Hjertesorg'. *********** Brugte ord: Jeg tror, at jeg har brugt alle, men jeg ved det faktisk ikke... Nåh, men jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt mindst et hvidt ord og mindst et sort ord :-). ************* TEARS IN HEAVEN * Kære dagbog
Det her er min historie, om hvordan mit liv og hjerte blev lagt i ruiner, men derefter, på mirakuløs vis, hvordan jeg blev hel igen.
/Mig

0Likes
0Kommentarer
398Visninger
AA

10. 14. december, 2016 - fødselsdag

14. december, 2016

Kære dagbog

I dag var min første dag som 15-årig, og jeg manglede noget. Eller, nok ikke ‘noget’, nok nærmere ‘nogen’. Jeg manglede min storebror og storesøster, der skulle have vækket mig i morges og ønsket mig tillykke med at blive femten år.

Selvom det var min anden fødselsdag uden dem, så gjorde det stadig ondt. Især fordi de burde være her i dag. Hvis ikke ulykken var sket, så havde de været her til at fejre dagen sammen med mig. De ville have givet mig en gave, og Louis ville have sagt, at jeg ikke skulle regne med at få en julegave, fordi min fødselsdagsgave havde været dyr. Så ville vi grine, og jeg ville pakke min gave op. Det kunne så have været en dukke eller en bamse, jeg havde ønsket mig, og som egentlig ikke var særlig dyr, men jeg elskede Louis og troede på, at han rent faktisk mente det, og så ville jeg hver eneste jul blive glad og overrasket, når jeg alligevel fik en gave fra dem.

 

For anden gang på to dage gik jeg igen ind ad lågen til kirkegården. Denne gang var det dog, fordi det var min fødselsdag. Patricia ville være blevet 21 år i august, og Louis ville være blevet 19 år i november.

Efterhånden som stien hen til gravstedet blev kortere, blev min tristhed større. Jeg var altid trist, for jeg kunne ikke finde nogen grund til at smile. Med kun ti dage til juleaften skulle jeg helst have fundet den grund, der kunne få mig til at smile, og forhåbentlig også den grund, der kunne få mig i julehumør, efterhånden som jeg blev mere glad og smilende.

Et tyndt lag sne dækkede jorden på gravstedet, og jeg smilede trist. Mon de frøs, alle dem der lå under jorden? Nej, tænkte jeg, for de vidste jo ikke, at det sneede.

Jeg havde ikke flere tårer i mig; de havde alle sammen ramt jorden i går, og jeg var for træt til at græde i dag. Det meste af natten til i dag havde jeg brugt på at tænke over, hvad Patricia og Louis ville have fundet på at give mig, hvis de stadig levede.

 

Jeg trak min hue længere ned over ørerne og stak mine hænder ned i lommerne på min vinterjakke. Det var blevet koldt, og sammen med sneen var der kommet en bidende kold vind. Mens jeg stod og kiggede på gravstenen, begyndte det at sne igen. Små lette snefnug, der langsomt dækkede mine fodspor og gav alle gravstenene et ekstra lag pudder. Familierne til de andre afdøde havde pyntet op med små adventskranse og lys i syltetøjsglas, og nogle havde endda sat små nisser op på gravene. Det så alt sammen hyggeligt ud, og jeg kiggede på Patricias og Louis’ grav. Der var ingen julepynt, og jeg blev endnu mere trist. Graven var kold og hvid, og den passede slet ikke ind her, hvor de fleste andre grave var pyntet op til jul.

Det her havde de ikke fortjent, så for deres skyld løb jeg hjem, tog nogle syltetøjsglas, nogle tændstikker, nogle små røde og hvide bloklys der kunne brænde i lang tid, nogle nisser og puttede det hele ned i en pose. På vej ud ad døren igen snuppede jeg vores julekrans af gran med en stor rød sløjfe i toppen, grankogler og julekugler på, der hang på ydersiden af døren, og proppede også den ned i posen. Jeg stoppede op et kort øjeblik og tjekkede, om jeg havde fået alt med. Det havde jeg, og så fortsatte jeg mit løb tilbage til kirkegården.

 

Sneen, der stille faldt ned omkring mig, gjorde det svært at se lige frem uden at få et snefnug i øjet. Heldigvis var jeg tæt på kirkegården nu, men sneen forhindrede mig i at se ligeud. Derfor så jeg heller ikke den mørkhårede dreng, før vi begge lå på fortovet; mig øverst og ham nederst. Jeg kiggede efter hans øjne for at undskylde, men da jeg fandt dem, blev jeg stum for et øjeblik, og det blev han tydeligvis også. Mine blå øjne stirrede lige ind i hans grønne, og selv hvis jeg ville, så kunne jeg ikke kigge væk.

Der gik et par sekunder, men han fik et snefnug i øjet, så han brød vores øjenkontakt, og jeg rejste mig akavet op. Øjeblikket var blevet ødelagt af sneen, og fordi mine ting var faldet ud af posen i faldet, blev jeg nødt til at sætte mig på hug for at samle dem op igen. Hvorfor følte jeg mig helt varm indeni, og hvorfor blev mine kinder varme? En lille stemme i mit hoved fortalte mig, hvad det var, men lige så hurtigt som stemmen var kommet, lige så hurtigt fik jeg skubbet den ud af mit hovede.

 

Jeg kastede et blik rundt på fortovet og så, at syltetøjsglassene var rullet langt væk. Med et suk rejste jeg mig og skulle lige til at hente dem, da en stemme afbrød mig: ’Vent her, så henter jeg dem til dig.’ Det var drengen, og jeg kunne mærke den brændende følelse komme tilbage i mine kinder. ‘Tak,’ fik jeg svaret, og kort efter stoppede han dem ned i min pose. ‘Hvor skal du hen med de ting? Med den fart du havde på, ligner du jo én, der har snuppet dem fra et sted,’ sagde han med et kort grin. Jeg smilte til ham og forklarede, at jeg skulle pynte noget families gravsted. Det var for personligt at fortælle, at det var mine søskende, men de var jo stadig familie. ‘Det er jeg ked af… Altså ikke af, at du pynter den op, men altså… Du ved…’ Han stammede, mens han forklarede, og jeg nikkede. Han åndede lettet op og så ud til at være lettere nervøs. ‘Har du brug for hjælp? Altså til at sætte det op?’ Jeg blev glad for, at han spurgte, og for et kort øjeblik havde jeg helt glemt at have ondt af mig selv. Men kun for et kort øjeblik, og mit smil forsvandt kort efter. ‘Hey, hvorfor græder du?’, spurgte han bekymret, og tørrede en forræderisk tåre væk, der havde sneget sig ned af min kind. Ved hans berøring faldt der en tåre mere, for det var sådan, Patricia plejede at trøste mig. Hvis jeg så begyndte at græde endnu mere, så plejede hun at give mig en krammer og holde mig tæt, indtil jeg ikke græd længere.

 

Da jeg mindedes dét, faldt der endnu flere tårer. Jeg følte mig dum, som jeg stod her og græd foran en komplet fremmed dreng, der bare havde tilbudt mig at hjælpe med at sætte julepynt op. Et klem i min hånd bragte mig tilbage til virkeligheden, og jeg lagde mærke til, at han havde taget min hånd i sin. Jeg rødmede let, kiggede undskyldende op på ham, og lagde igen mærke til, at han havde strålende, grønne øjne. Han gav mig et forsigtigt smil og slap så hurtigt min hånd for at køre den gennem sit hår, der var fyldt med små snefnug. Jeg pillede ved mit øre med den hånd, han lige havde givet slip på. ‘Hvis du stadig vil hjælpe mig, så må du meget gerne det,’ sagde jeg, og svarede på hans spørgsmål fra før. Han nikkede, og sammen fulgtes vi det sidste lille stykke hen til kirkegården.

 

Vi gik i tavshed, indtil vi kom til lågen. ‘Jeg fik ikke fat i dit navn?’, spurgte han, og tilføjede: ‘Jeg hedder Malik.’ ‘Det er fordi, jeg ikke sagde mit navn, men det er Camille,’ svarede jeg ham med et smil. Malik virkede som en fin fyr, men måske han var et år ældre end mig? ‘Hvor gammel er du?’, spurgte jeg ham, mens jeg førte an ned ad den smalle grussti, der førte hen til Patricias og Louis’ gravsted. ‘Jeg er næsten seksten, hvad med dig?’, svarede han, og bekræftede min tanke om, at han var ældre end jeg. ‘Jeg har fødselsdag i dag, så jeg er vel femten nu,’ sagde jeg med et lille smil, og han ønskede mig tillykke.

Mens jeg takkede ham, gik jeg hen til gravstedet og sukkede. For et kort øjeblik var sorgen ikke ved at æde mig op indefra; for et kort øjeblik var jeg glad og havde lyst til at sige noget, der kunne få samtalen til at fortsætte. ‘Er det dine søskende?’, spurgte Malik stille, da vi stod ved graven, og jeg nikkede bare som svar. Jeg kunne mærke, at hvis jeg åbnede munden, ville der kun komme et halvkvalt pip ud, og derefter ville jeg begynde at græde. Han lod til at forstå mig, for et par arme lagde sig rundt om mig bagfra, og jeg knugede hans hænder. ‘Det er jeg ked af at høre… Det må være hårdt for dig, når det er så kort tid siden,’ trøstede han. Jeg nikkede som tak og som svar. Sådan stod vi i et stykke tid, indtil der lød skridt i gruset, og vi hastigt trak os væk fra hinanden. Da skridtene drejede rundt om hjørnet, så vi en gammel dame på vej hen til et gravsted et godt stykke fra Patricias og Louis’. Jeg kiggede på Malik, han kiggede på mig, og vi begyndte begge at grine. Det var en rar følelse at kunne grine frit og oprigtigt igen, for i halvandet år havde jeg kun grinet falskt eller slet ikke.

 

Da vi var færdige med at grine, begyndte vi at sætte julepynten op, og kort efter var gravstedet ikke længere så forskelligt fra alle de andre. Vi trådte et skridt tilbage for at beundre vores værk, og det så virkelig flot ud.

Jeg tog mig selv i at smile og glæde mig til jul, men denne gang lod jeg ikke skyldfølelsen tage overhånd. Jeg havde fortjent at være glad, og jeg følte, at Patricia og Louis vinkede farvel og drog videre mod den næste verden. Deres opgave her på jorden var fuldført, og jeg smilte lykkeligt til gravstenen.

 

Det eneste, jeg havde brug for, var en person, der forstod mig, og det havde jeg fået nu. Jeg havde fået et julemirakel, og jeg havde fået min tro på kærlighed tilbage.

Hånd i hånd gik jeg med Malik, mit julemirakel, hen til kirkegårdens låge, og uden at vende mig om forlod vi grunden. Sammen.

/Mig

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...