Tears From Heaven

Deltagende historie i konkurrencen 'Hjertesorg'. *********** Brugte ord: Jeg tror, at jeg har brugt alle, men jeg ved det faktisk ikke... Nåh, men jeg ved i hvert fald, at jeg har brugt mindst et hvidt ord og mindst et sort ord :-). ************* TEARS IN HEAVEN * Kære dagbog
Det her er min historie, om hvordan mit liv og hjerte blev lagt i ruiner, men derefter, på mirakuløs vis, hvordan jeg blev hel igen.
/Mig

0Likes
0Kommentarer
418Visninger
AA

4. 14. - 16. juni, 2015 - lige efter

14. - 16. juni, 2015

Kære dagbog

Mor og far var det første, jeg så, da jeg slog øjnene op igen. Der var mørkt i rummet, og den eneste lyskilde var lampen ved siden af min seng. Far havde gips på venstre arm, der lå i en slynge, og hans venstre side af ansigtet var dækket af en bandage. Jeg ville ikke bryde tavsheden, og desuden vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. De voksne sagde heller ikke noget, gjorde ikke noget, sad bare tavst og vred deres hænder. De kiggede på noget langt væk; noget kun de kunne se. Sikkert gladere dage; dage, hvor vi alle sammen var samlet. Nej, hvad fablede jeg om, vi ville stadig være sammen alle sammen, men alligevel turde jeg ikke spørge, hvor Patricia og Louis var, for jeg var bange for svaret. Det havde jeg også god grund til at være, men jeg vidste det ikke. Der var så meget, jeg ikke vidste, så meget, som jeg ville ønske, jeg aldrig nogensinde ville få at vide.

 

En mand klædt i en hvid kjortel, grønne bukser og et gråt hårnet, der sikkert passede til hans hårfarve, kom ind, og præsenterede sig som læge, og sagde en hel masse, jeg kun forstod noget af. Jeg forstod blandt andet, at jeg var rask, at jeg kun havde brækket mit ben og fået en masse hudafskrabninger, men at jeg sad i den rigtige side. Da lægen sagde det sidste, brød mor sammen. Hun hulkede så hjerteskærende, at det gjorde helt ondt bare at kigge på og lytte til. Lægen begyndte at tale på engelsk i den - forkerte - tro, at jeg ikke forstod det, og fortalte min far, at Patricia og den anden bilist ikke overlevede. Louis var blevet alvorligt kvæstet, og der var meget små chancer for, at han ville overleve.

 

Det mest voldsomme had, jeg nogensinde havde oplevet, blussede op i mig. Det var en ildkugle, der brændte voldsomt i min mave, den voksede og voksede, og under dynen knyttede jeg mine hænder. Hvem tror han, han er? Han kan ikke bare komme ind i et rum, og så sige, at to mennesker er døde, og et tredje snart vil følge efter! Hvordan kan han tro, at det er okay? Har hans mor ikke lært ham, at man ikke må lyve? Den nar! Jeg tænkte på alle mulige grimme titler, han kunne have fået i stedet for at få titlen ‘læge’. Hvis han er læge, kan han så ikke bare operere Louis og sørge for, at han overlever? Det kunne da ikke være så svært. Og Patricia, hun blev aldrig syg eller kom til skade, så selvfølgelig kunne der ikke være sket hende noget nu. Alligevel tvivlede jeg lidt på det...

 

Jeg fik lov til at ‘gå’ rundt af verdens værste læge, men jeg skulle have mor med mig og selvfølgelig også mine krykker. Hvis de to ting var overholdt, kunne jeg se Patricia og Louis, for det, lægen sagde, det passede jo ikke. Vi havde jo lige været til fødselsdag, så hvordan kunne de dø nu? Svaret var, at det kunne de ikke, og da slet ikke, når de havde lovet mig, at de ville leve i lige så lang tid som mig. Jeg var i live, og derfor måtte de også være det.

 

Mor, far og jeg blev enige om, at vi ville se til Louis. I mit hovede tilføjede jeg Patricia, men hvis hverken mor eller far nævnte hende, så ville jeg heller ikke. Inden vi gik, tjekkede jeg klokken og så, at der var ti minutter til midnat. Lige så snart vi kom hjem fra hospitalet, måtte jeg se at få vendt mine sovevaner; jeg var jo vågen ved midnat, og sov midt på dagen... Patricia ville sikkert hjælpe mig med det, for det havde hun gjort efter hver eneste ferie, vi havde været på.

Stille og roligt, men så hurtigt mine krykker tillod mig, gik vi ind i Louis’ stue. Jeg lignede sikkert Bambi på glatis, men med mors støttende arm omkring mig gik det fint.

 

Jeg havde virkelig brug for at snakke med Louis alene; han ville give mig ret; han ville også sige, at den læge der, han måtte være godt dum, for Patricia var ikke død, og så ville hun komme springende ind i stuen. Hun ville kilde mig, vi ville alle tre grine, og alt ville være, som det var før. Ja, der var slet ikke noget at være bange for, når det kom til stykket. Lidt af den stikkende smerte, der alligevel havde været i mit bryst, forsvandt, men ikke det hele. En del af mig vidste godt, at jeg håbede for meget; vidste godt, at alt ikke ville blive, som det var før.

 

Den del, der håbede, var nok bare større end den realistiske del…

/Mig

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...